Kronik

Stram bankstyring giver stop for kredit

Niels Westergård-Nielsen: Når der er mange ledige ressourcer, betyder et nej til kredit, at en udvidelse af produktionen ikke kan lade sig gøre, selv om der er gode chancer for, at den ville medføre øget fortjeneste til virksomhed, medarbejdere og samfund.

For en umiddelbar betragtning går det økonomisk meget godt i Danmark. Men erhvervslivet har store problemer med at skabe flere job end der nedlægges og det smitter af på folks lyst til at forbruge, fordi mange er usikre på, om de kan bevare deres job. En del af årsagen ligger i udlandet, andet ligger i at den danske konkurrenceevne ikke er så stærk som den tyske, fordi vi i mange år har oplevet større lønstigninger end tyskerne og har haft lave produktivitetsstigninger.

Nogle af disse ting er det desværre svært at gøre noget ved på kort sigt, hvis ikke man for alvor vil ændre på indkomstskattesystemet. Men et sted kan man gøre det bedre, så virksomheder og almindelige mennesker ikke skal have det så svært med at komme igennem krisen og det er på den måde, vi regulerer hele bank- og kreditsektoren. Jeg håber, at jeg kan vise, at vi kunne gøre det bedre.

Man kan argumentere for, at vi er kommet relativt let igennem krisen sammenlignet med mange andre lande, selv om Sverige og Tyskland har gjort det bedre. En vigtig del af kriseindsatsen var, at den oprindelige bankkrise blev tacklet sådan, at der ikke blev skabt tvivl om den danske valuta. Dette har bragt den danske krone i slags selskab med schweizerfranken som flugtvaluta for alle dem, der frygter euroens sammenbrud. Det gjorde vi bl.a. ved at være mere strikt med vores bankvæsen end de fleste andre lande. Dette er imidlertid ikke uden en betydelig pris for samfundet.

I øjeblikket diskuteres det hedt i medierne, hvor meget bankerne skal straffes for det, de har ført os alle sammen ud i. Det er også blevet diskuteret, hvor meget bankredningen har kostet skatteyderne. Dette aspekt er imidlertid helt underordnet det forhold, at samfundet har behov for et velfungerende banksystem. Da man reddede bankerne fra konkursen i september-oktober 2008 var det formentlig netop dette hensyn, der vejede tungt. En anden ting er så, at man efter denne forfatters mening burde have givet bankerne statslig kapital, så skatteborgerne var sikret en del af opturen i aktierne, hvis banken overlevede. Det gjorde man i Sverige, Norge og Finland i 90’ernes bankkrise. (Derfor har Nordea stadig delvis svensk statsejerskab).

Bankerne opfylder mange roller i samfundet. En af dem er at transformere indlån fra folk og virksomheder, der har overskudslikviditet til personer og virksomheder, der har et lånebehov. Hver gang banken medvirker i en sådan transaktion skal den naturligvis foretage en vurdering af, om låneren nu også kan betale lånet tilbage. Og hver gang påtager banken sig en vis risiko, som den tager sig betalt ved at lægge en slags forsikringspræmie oveni renten. På denne måde skabes der lån til investeringer i virksomheders produktionsudvidelser og investeringer og til udlån, så private kan købe en bil eller et hus uden at have sparet hele beløbet sammen.

For at sikre, at bankerne ikke påtager sig for store risici, som kunne medføre, at de ikke kunne indfri indlånerne, har man et finanstilsyn. Det kan stille større eller mindre krav til bankernes overdækning i form af egenkapital og pantsikkerheder for lånene. Hvis man stiller meget store krav til sikkerhederne vil bankerne skulle sige nej til alle de kreditansøgninger, hvor der bare er den mindste tvivl om, at låneren kan betale det hele tilbage. Omvendt, hvis man ikke stiller store krav, så risikerer man, at banken kan gå konkurs, hvis et par store kunder går konkurs, sådan som vi har set det. Man kan sige, at vi er gået fra den sidste situation i 00’erne til den første situation i 2011 og 2012.

Den strenge kontrol kan være på sin plads, hvis økonomien er tæt ved kapacitetsgrænsen, for så er der ikke noget økonomisk tab ved at sige nej til lånebehov. Omvendt i en situation, hvor der er mange ledige ressourcer. Her betyder et nej til kredit, at en udvidelse af produktionen ikke kan lade sig gøre, selv om der var en rimelig chance for, at den ville medføre øget fortjeneste til virksomhed, medarbejdere og samfund. En streng kontrol kan derfor stække det spædeste opsving.

Med den strenge kontrol taber man muligheden for, at en række ikke alt for vel polstrede firmaer kan øge omsætning, investering og jobskabelse. Der er selvfølgelig en risiko ved at give lån til disse firmaer, og der skal være nogen til at påtage sig den risiko. Og er der ingen, der vil påtage sig den risiko, må de hjælpes af den ultimative risikotager, samfundet.

Spørgsmålet er så, om vi er i den situation, at banker siger nej til selv gode udlån. Det er i sagens natur meget svært at konstatere. I 2011 var vi nogle, der mente, at der var en kreditklemme, så Center for Corporate Performance spurgte 4.000 virksomheder med over 20 ansatte, om de havde problemer med at opretholde bevilgede kreditter, om de oplevede, at renteomkostningerne var steget, eller om de havde problemer med at finansiere nye projekter. Deres besvarelse sammenholdt vi med, om de skabte job i 2011, eller de havde nedlagt job i 2011. Resultatet var, at der var en statistisk signifikant positiv sammenhæng mellem kreditproblemer og jobnedlæggelse. Altså, det var mere sandsynligt, at virksomheden nedlagde job, hvis den havde et problem med at skaffe kredit. Nu kunne det jo være, at banken sagde nej til at give kredit, fordi virksomheden ikke var kreditværdig, så derfor begrænsede vi vores analyse til de virksomheder, der havde omsætningsfremgang. Disse virksomheder må antages at være kreditværdige, selv om vi ikke kan vide det med sikkerhed. Vi fik her det samme resultat, om end lidt svagere, som man også skulle forvente. Så der er bestemt noget, der tyder på, at den herskende kreditpolitik koster job. I en ny undersøgelse her i vinter gentager vi spørgsmålene.

Det djævelske er, at denne kreditbegrænsning formentlig i endnu større grad rammer de mindre og navnlig de unge virksomheder. I Danmark er det her, at jobbene er, ligesom de nystartede virksomheder er ansvarlige for den største jobskabelse. Nystartede virksomheder har brug for finansiering i form af velvillige investorer og en lige så velvillig bank, der også vil påtage sig en smule risiko. Når den bank ikke findes, er der en række ellers gode ideer, der ikke bliver prøvet af, og en masse job, der ikke bliver skabt. Mangel på nystartede virksomheder kommer vi til at lide under i mange år. Hertil kommer, at der heller ikke er mange velvillige investorer tilbage, for også de presses af deres banker.

Men det er ikke bare virksomhederne, der bliver ramt af kreditbegrænsningen. På det seneste har kreditbegrænsningen tilsyneladende også bredt sig ind i kreditforeningerne med det resultat, at mange mennesker i dag ikke kan købe hus, hvis de skal låne mere end 2,7 gange deres bruttoindkomst, siges der. I betragtning af, at renten er ekstremt lav og huse og lejligheder er ret billige og derfor næsten kun kan gå op i pris, er det måske lidt svært at se, at et lærerpar ikke kan låne mere end 1,9 mio. med sikkerhed i et hus og måske kun 900.000, hvis der er usikkerhed om ægteskabets holdbarhed, kan man skælmsk tilføje, uden at finanstilsynet skal få gode ideer her. Hvis det virkelig er rigtigt, at lånebegrænsningerne har bredt sig til kreditforeningerne, så kan man godt forstå, at husmarkedet er gået i stå. Og da husmarkedet og viden om, at man da altid kan sælge huset, spiller en voldsom rolle for folks forbrugslyst, bidrager denne forsigtighed ikke til, at økonomien kommer op i omdrejninger.

Styringen af banker er, fornemmer jeg, blevet utrolig rigid, og så rigid, at det lokalkendskab, der altid har været en del af den lokale banks styrke, risikerer at forsvinde. Og over for kunderne har styringen givet en uforholdsmæssig magt til kreditafdelingerne til at bestemme, hvad der er godt og skidt for en mindre virksomhed eller familie, der søger om lån. Det er meget let for front desk-medarbejderen at sige nej, men straks sværere at sige ja under en skarp styring.

Det har været diskuteret heftigt i den seneste tid, om krisen er bankernes skyld. Uden at blande mig i denne futile diskussion vil jeg sige, at det ikke er bankernes skyld, at de i dag ikke fungerer hensigtsmæssigt. Nej, det er den regulering, der foretages af Finanstilsynet, og de instruktioner, de får. Og bag regulatorerne står politikerne. Det er deres ansvar. Og det er i virkeligheden også dem, der kan bidrage til, at der tages lidt større risici, når ingen andre vil. I den sidste tid har man mest haft indtryk af, at politikerne godt hjulpet af en række journalister har haft mere interesse i at hænge bankerne ud, end i at få et ordentligt fungerende kreditmarked.

Med en mindre skrap styring kan vi risikere, at en bank går ned nu og da, men er det egentlig ikke bedre, end at samfundet fortsat skal køre på vågeblus?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.