9. maj 2010, 23:30

Regeringens udmelding om, at der skal spares 8.000 arbejdspladser i de danske kommuner har udløst den sædvanlige strøm af protester gående på, hvor nådesløst det vil ramme de i forvejen hårdt plagede folkeskoler, plejehjem og daginstitutioner rundt om i landet. På den måde er alting, som det plejer, når fronterne trækkes op mellem regering og kommuner, hvor regeringen på den ene side peger på de galoperende offentlige udgifter, og kommunerne på den anden side trækker »det- vil-gå-ud-over-de-svageste«-kortet. Det har vi set år efter år, og resultatet har år efter år været en stærk vækst i den offentlige sektor, som slet ikke kan forklare de mange serviceforringelser, borgere landet over giver udtryk for.

Hvor pengene bliver af, er hverken mit ærinde eller min pointe; men det er derimod mit forslag til, hvordan man kan spare rigtig mange penge - på en måde, som for det første ikke vil gå ud over kommunernes serviceniveau, og for det andet slet ikke rammer vores folkeskoler, daginstitutioner eller plejehjem.

De fleste af landets 98 kommuner råder over forholdsvis store entreprenørafdelinger, der har til opgave at vedligeholde det kommunale vejnet, fjerne ukrudt og på andre måder passe og vedligeholde offentlige områder. Vi er mange private entreprenørvirksomheder, som kan tilbyde at gøre nøjagtig det samme - men billigere, mere fleksibelt og mere effektivt blandt andet på grund af de stordriftsfordele, vi kan opnå.

Mange besparelser kan opnås, hvis samtlige danske kommuner udliciterede deres vedligeholdelsesopgaver på vej- og parkområdet til private, danske virksomheder. Og det vel at mærke på en måde, så de kommunalt ansatte medarbejdere samtidig virksomhedsoverdrages til de private virksomheder, og ikke blot flyttes fra lønstatistikken til arbejdsløshedskøen.

Det er desuden langt mindre følsomt og problematisk at udlicitere vedligeholdelsen af veje og grønne arealer end de nære områder, der drejer sig om for eksempel vores børns skolegang og vores ældres pleje.

Vedligeholdelse af veje og grønne områder er nemt og enkelt at definere, men det er drift af vuggestuer, skoler og plejehjem næppe. Det er vel lettere at forholde sig til et krav om, at maksimalt 10 procent af de kommunale fortove må være fyldt med ukrudt - end det er at sætte tal på, hvor mange venlige ord og kærlige hensyn, der skal til for at drive et plejehjem tilfredsstillende.

Selvfølgelig har jeg, som direktør for Arkil A/S, økonomiske interesser i en øget privatisering af de kommunale vej- og parkopgaver. Men vores efterhånden mangeårige erfaringer med vej- og parkdrift viser faktisk, at det offentlige sparer mange penge, når vi overtager driften og medarbejderne inden for et bestemt område.

Årsagen til det er, at vi som en landsdækkende entreprenørkoncern med 1.700 medarbejdere i ind- og udland, med afdelinger fordelt over hele landet, i langt højere grad kan udnytte de fordele, der kommer af stordrift, både på medarbejder­siden og når det gælder maskiner og materiel.

De fleste kommuner har ikke samme muligheder: For det første er kommunerne i sagens natur begrænset til kun at arbejde på eget område, og for det andet er det ved flere lejligheder bevist, at kommunal entreprenøraktivitet koster alt for meget i forhold til den private. Når de kommunale afdelinger alligevel vinder opgaverne i såkaldt »konkurrenceudsættelse« af opgaverne, skyldes det ofte, at de ikke har indregnet alle omkostningerne i deres tilbudskalkulation. Den adfærd ville selvsagt være selvmord for en privat virksomhed, som ikke kan sende regningen videre til skatteborgerne bagefter.

Arkil var faktisk den første private leverandør, der i 1998 overtog driften af alle amtskommunale veje i det daværende Sønderjyllands Amt. I dag er amtets entreprenørselskab 100 procent integreret i vores Vejservice-division, og en stor del af medarbejderne er folk, der oprindeligt kom fra amtet; det er dygtige og trofaste medarbejdere, som vi er glade for, og som nu har været hos os i mange år.

Efter at Sønderjyllands Amt havde udskilt aktiviteterne i et selskab og efterfølgende solgte 51 procent til Arkil, fortsatte drift og vedligehold af amtsvejene i regi af det nye selskab, OASA A/S. Det blev til et godt samarbejde mellem os, og der kom overskud på opgaverne, til glæde for begge parter. Senere satte amtet driftsopgaverne i offentligt udbud, og OASA havde held til at vinde licitationerne, dog til en lavere pris. Dermed opnåede Sønderjyllands Amt endnu en konkret besparelse på driften af vejene. Trods den lavere pris blev der med Arkils og Sønderjyllands Amts fælles indsats fortsat genereret overskud i selskabet, igen til glæde for ejerne. Og da det senere blev klart, at amterne stod over for nedlæggelse, foreslog Sønderjyllands Amt, at Arkil kunne købe amtets halvdel af OASA. Som sagt, så gjort, og amtets gevinst ved denne sam­arbejdsorienterede indgangsvinkel løb dengang op i ganske mange millioner. Det er et strålende eksempel på godt samarbejde om udlicitering på vej- og parkområdet, og det var der heldigvis andre, der lagde mærke til, for på tilsvarende vis indgik Arkil senere i et succesfuldt samarbejde med Vestsjællands Amt, og vi har i dag en god aktivitet med drift og vedligeholdelse af veje også på Sjælland.

For nylig har Arkil indgået en aftale om vejdriftsopgaver med Tønder Kommune. Her er der en såkaldt social klausul med i kontrakten, som betyder, at Arkil forpligter sig til at modtage et antal medarbejdere fra de lokale jobcentre, udpeget af kommunen. En god ordning som vi er godt tilfredse med, og som også gavner samfundet. Måske kan dette bidrage til at skabe en større lyst til at udlicitere de kommunale vej- og parkopgaver?

Staten har for længst vist vejen med et godt eksempel: Vedligeholdelsen af Vejdirektoratets omfattende vejnet er 100 procent udliciteret til private entreprenører, og samarbejdet mellem parterne oplever vi i Arkil som professionelt, effektivt og økonomisk fornuftigt for begge parter. Hvorfor ikke bruge de gode erfaringer herfra i kommunerne?

Jeg vil gerne opfordre vores politikere til at tage et fornyet kig på reglerne for udlicitering af kommunale opgaver. I dag er det sådan, at 26 procent af alle kommunale opgaver skal »konkurrence­udsættes«, og desværre er der mange eksempler på, at reglerne udnyttes og i nogle tilfælde endda omgås, så opgaven med meget stor sandsynlighed forbliver på kommunale hænder. Det er klart, at vi som privat virksomhed hurtigt kan miste lysten til at bruge tid og penge på at deltage i sådan en »konkurrence«, til skade for skatteyderne.

Så min opfordring er: Stil krav om en langt højere grad af regulær udlicitering til private - ikke bare konkurrenceudsættelse - af de opgaver, der nemt og problemfrit kan overtages af private; for eksempel vej- og parkdriften. Det vil være et godt grundlag for et styrket og tættere samarbejde mellem private leverandører og de kommunale myndigheder. Det er gavnligt for begge parter og samfundet som helhed, for på den måde sparer vi som samfund ikke bare mange offentlige kroner, vi sikrer også fortsat beskæftigelse af medarbejderne og aktivitet i danske virksomheder, der betaler skat i Danmark.