10. januar 2010, 22:30

For et par år siden udspilledes herhjemme en nærmest uvirkelig debat: Baggrunden for debatten var, at et TV-hold havde været ude i Afghanistan, og havde været med helt derude, hvor det var alvor - hvor der blev kæmpet - og hvor der blev skudt. En enhed af danske soldater var pludselig involveret i en blodig ildkamp med Taleban. TV-fotograferne var som nævnt med, og de havde bl.a. fået i kassen, at de danske soldater på et tidspunkt havde jublet over, at det midt i ildkampen var lykkedes dem at få en fuldtræffer anbragt lige midt i en Taleban-rede.

Det var en forståelig jubel - og, for en normalt seende, en fuldstændig selvfølgelig og naturlig reaktion for en gruppe soldater i krig, som får held til at uskadeliggøre fjenderne. I mit lille bondehus nede på Sydsjælland sad vi i hvert fald på rad og række og råbte hurra. Og mon ikke også der blev jublet i tusindvis af andre danske hjem.

Stor var vores overraskelse over avis-overskrifterne, der fulgte. Som man skulle tro, drejede de sig nemlig ikke om, hvor dygtige vore soldater var - eller hvor stolte vi var over, at de så flot havde fået ram på fjenden. Nej, overskrifterne drejede sig om det betimelige i, at de danske soldater havde jublet, da de fik ram på fjenden - som om vi lige havde scoret i fodbold mod Brasilien. For man skulle jo tænke på, udtalte de mange forargede politikere og eksperter, at det var mennesker, der var blevet slået ihjel. Og soldater kan da virkelig ikke være bekendt at juble, når de lige har slået nogle mennesker ihjel.

Nu kan det udmærket tænkes, at jeg er gammeldags, men jeg har faktisk denne opfattelse af tingene: Soldater slår da fjender ihjel! Det kan da godt tænkes, at de så, udover denne metier, får stunder til at hjælpe gamle damer over vejen i Gereshk eller Kandahar - og sådan skal det også være. Men at en gruppe dygtige danske soldater i krig får ram på fjenden, burde i et normalt samfund have udløst jubelråb ikke alene ved fronten ude i Helmand, men da så sandelig også på hjemmefronten. Men altså bare ikke i Danmark.

Én ting er dog medier, eksperter og politikere, men hvad så med Forsvarskommandoens reaktion? Ja, det er måske i virkeligheden der, problemet er størst. For i stedet for fuldstændig utvetydigt at bakke de kæmpende soldater op, begyndte Forsvarskommandoen at klynke og jamre. For man kunne jo sådan set godt forstå, at soldaterne i felten var blevet revet med af situationen - men det var da vist også lidt upassende, og nu skulle vi også nok til at få taget en god og fornuftig snak med soldaterne og de nye hold, der skulle derned, om, at noget sådant skulle man ikke beflitte sig med.

Ynk fra Forsvarskommandoen! Specielt dén instans skuffede. For de er jo i en situation, hvor de præcis ved, hvordan soldaterne har det. Hvor intens, en krig på liv og død kan være. Hvilke vældige følelser, der oprulles - og hvilken lettelse, en soldat oplever, når han får ram på fjenden, eller når hans kammerat overlever et skud. Og at den jubel-glæde ikke alene er forståelig, men så sandelig nødvendig og helt rigtig. Man sagde bare ikke det, der skulle siges. Man svigtede.

En detalje-sag, vil nogen sige. Men jeg siger nej. Det er som bekendt i detaljen, at djævlen skal findes. Så dette var en stor sag. En symbolsk sag. En vigtig sag.

Ved krigen mod Serbien blev danske tropper under dansk kommando for første gang siden Den Store Nordiske Krig i 1720erne - altså for 290 år siden - sendt til angreb mod en fremmed hær - og uden for Danmarks grænser. Krigen mod Serbien blev som bekendt fulgt op i 2001 af krigen mod Afghanistan og i 2003 af krigen mod Irak. Med andre ord har Danmark de seneste ti år - uden afbrydelse - været en krigsførende nation.

Problemet er, at hverken Forsvarets ledelse, regeringen, Folketinget eller store dele af det danske folk har nogen reel anelse om, hvad det vil sige at være en krigsførende nation. Og at vi alle smyger os uden om de reelle problemer som katten om den varme grød. Er vi eksempelvis som politikere eller som folk rustet til en dag at få en lakonisk meddelelse om, at 50 soldater danske soldater er faldet i baghold af afghanske terrorister og at alle er dræbt? Er regeringen og Folketinget parate til at tage ansvaret for den meddelelse?

Da den britiske regering besluttede sig til i 1981 at gå til angreb på Argentina for at tilbageerobre Falklandsøerne, opstillede man i fuld offentlighed en kalkulation, og nåede frem til, at man måtte indstille sig på at miste 800 soldater. Nu blev det endelige tabstal "kun" 255, hvilket, trods sorgen over de døde, næsten blev betragtet som en succes.Kunne man tilsvarende forestille sig, at en dansk regering forud for afsendelse af tropper til Irak eller Afghanistan havde opstillet tabs-kalkulationer? Kunne man have forestillet sig, at statsministeren i en TV-tale slog fast, at den opgave, danske tropper nu skulle ud på, givet ville blive uhyre farlig og krævende, og at man beklageligvis måtte indstille sig på et meget højt tabstal. Nej, det kunne man overhovedet ikke forestille sig.

Vi forventer, at soldaterne kommer godt af sted, vinker farvel til deres pårørende, gør den nødvendige indsats, bliver rost af vore allierede og såmænd også af vore modstandere - og at de så i øvrigt kommer hjem i god behold til deres familier. Allesammen. Men med det, danske soldater i disse år daglig har oplevet, må vi alle til at ændre indstilling. Og ændrer vi ikke indstilling, ja, så svigter vi afgørende vort ansvar. For det er ingen legestue at være kampsoldat i Afghanistan. Blandt hundred-tusinder af sympatisører af al-Qaeda eller Taleban er danske soldater fjenden, som de hader og foragter, og som de har svoret skal dø. Vi kan godt fortsat lege, at disse fjender nok inderst inde vil holde af os og vore værdier, når de ser Dannebrog blafre på en kampvogn eller over Camp Bastion. Men med den leg stikker vi hinanden blår i øjnene.

Vi kan godt fortsat tage lange studentikose debatter med hinanden om, hvorvidt en fange blev »afhørt« eller »udspurgt«, og vi kan godt fortsat bruge oceaner af tid på at finde ud af, hvorledes den stol, fangen sad på, var magelig nok - eller om fangen havde bind for øjnene eller fik fire eller fem glas vand. Men når vi gør det, stikker vi hinanden blår i øjnene. Ved fortsat at lege, at krig køres efter danske værdier, ja, næsten overenskomstmæssigt korrekt, svigter vi ikke alene soldaterne dernede, men også os selv. Men faktisk behøver jeg ikke at opfordre til, at den diskussion tages - den er allerede i fuld gang overalt - i takt med, at krigens virkelighed overtager drømmerierne. Der vil færre og færre gange være sofistikerede debatter om, hvorvidt vore soldater mon havde brugt usømmelige skældsord mod fjenden - eller jublet, da de fik ram på fjenden. Til gengæld vil der blive flere og flere reelle diskussioner - så som: Er Danmarks ledelse, forsvarsledelse såvel som politisk ledelse, og det danske folk overhovedet gearet til at føre angrebskrig i et fremmed land? Er vi som briterne gearet til at tage alvorlige tab af menneskeliv? Ved vi i det hele taget, hvordan vi tackler krigens virkelighed?

Og når vi kommer frem til at skulle drage konklusioner, må det ende med, at vi enten meddeler omverdenen, at Danmark ikke længere vil medvirke aktivt i krige, eller også tager vi med åbne øjne de slag, der nødvendigvis kommer, når man har valgt at være aktiv i kampen mod ufrihed og terrorisme. Det er et enten eller. Vi kan ikke fortsætte med at lade vore soldater føre krig med hænderne bundet på ryggen. Det tog oceaner af tid, før vi fik os snosket sammen til at sende kampvogne af sted til Afghanistan, selvom nogle hele tiden råbte på forstærkningen. Hvorfor? Jo, for det ville nok sende et forkert "signal" til fjenden om, at vi måske mente det alvorligt. Vi tør næsten ikke sende vore specialstyrker af sted - for det kunne give et forkert signal til fjenden. Nu fik vi det så gjort - men kun fordi vi fandt en søgt forklaring om, at de skulle hjælpe med valghandlingen. Og hvad er meningen med, at vi ikke som en selvfølgelighed har fire-otte kampfly stationeret i Camp Bastion? Hvorfor skal vore soldater finde sig i at skulle tigge om luftstøtte hos andre lande - når de sidder ude i en eller anden udørk i Helmand - og har brug for luftstøtte?

Hvorfor finder Forsvarskommandoen sig i det? Fordi de er bange for at sende det forkerte signal. Come on! Talebans ledere har kun respekt for ét signal - militær styrke og viljen til at benytte den. Glem drømmerierne. Kom ind i virkelighedens verden.