Kære Søren Pind!

Du har ret i, at VK regeringerne fra 2002 til 2011 - og dermed Anders Fogh - satte mange rekorder i dansk politik. De vigtigste for Danmarks befolkning er:

1) VK regeringerne forstærkede boblen i jord og fast ejendom med frysning af ejendomsskatter, afdragsfri lån og beskæring af jordskatter. Venstre praler ofte med, at VK regeringen nedbragte den offentlige gæld fra ca. -380 mia. kr. i 2001 til +80 mia. kr. i 2008. Men samtidig steg den private gæld i ejendomme med 900 mia. kr. Det fremgår af ændringen i bankernes balance mellem indlån og udlån. Den var 0 kr. i 2001 og -900 mia. kr. i 2008. Det var i høj grad den oplåning samfundet levede højt på i Fogh årene.

2) Uden at love det på forhånd gennemførtes Strukturreformen af kommuner og regioner, retsreformen, politireformen og en mængde detailreguleringsreformer under navnet Kvalitetsreformen. Alle reformerne reducerede effektiviteten i den offentlige sektor, selv om hensigten var det modsatte. Derfor steg de offentlige udgifter med i faste priser med mere end 50 mia. kr. per år fra 2002 til 2011. Dette uden at den enkelte borger mærkede en bedre offentlig service.

3) Forskning og uddannelse er søgt forbedret med reformer, der har haft modsat effekt. F. eks. med etablering af mastodontcentre for universiteter og VUC centre med lavere effektivitet til følge. Samtidig er uafhængige analyseinstitutter sammenlagt med universiteternes fakulteter, så det er umuligt for centraladministrationen at få foretaget uafhængige udredninger til brug for lovgivningen.

4) Erhvervslivets konkurrenceevne er reduceret væsentligst fra 2002 til 2011 fordi hjemmemarkedserhvervene havde kronede dage frem til 2008. Det gav store stigninger i omkostninger og overskud, som ikke kunne dækkes da finanskrisen satte ind og de fede tider på lån i ejendomsboblen forsvandt.

5) Overbetalingen til privathospitalerne øgede Regionernes omkostninger til sygehusbehandling med flere mia. kr. Det var med til at presse de offentlige hospitaler, så de blev tvunget til at øge effektiviteten. Et af de få goder ved det udvidede frie sygehusvalg og behandlingsgarantien på 1 måned for lidelser privathospitalerne kunne levere.

6) Danmarks aktivistiske udenrigspolitik blev i 2002 og 2003 forstærket til angrebskrig mod Irak i modstrid med FN’s charter om krigsførelse. Det har kostet landet mange dræbte, sårede og psykisk nedbrudte soldater og pårørende foruden mere ned 15 mia. kr. Hvad har Danmark opnået for den indsats? Det eneste sikre er en post som generalsekretær i NATO.

Ud over ovenstående er danskerne i løbet af de 9 år naturligvis også blevet mere individualistisk orienteret. Det kan ses ved, at vi er blevet kunder i den offentlige butik i steder for borgere med indflydelse på hvordan butikken skal drives.

For Fogh var politik blot et spørgsmål om at finde støtte fra 90 mandater. Han var parat til at lade Dansk Folkeparti og Fagforeningerne bestemme. Han kastede Danmark ind i krigen i Irak uden bred tilslutning, han håndterede Muhammedkarikaturkrisen forkert og endte med at rende af plads i strid med afgivne løfter om det modsatte. Jeg er mere enig med Krause end med Søren Pind.

Da venstre kom til var jeg fuld af forhåbninger. Jeg håbede at nu ville der blive lidt højer til loftet og udsynet klare. Desværre skete det ikke, små justeringer her og der, ikke noget som kunne få armene op over hovedet. Søren Pind, du har altid stået for mig som en person der har modet til at tale rent uden rystende i stemmen, problemet er bare at nogle gange skal der sluges kameler. Spørgsmålet er så for den vise politikker hvilken kamel skal man sluge? den med 1 eller 2 pukler!

Irak krigen var et fejl skud, der var ingen trussel imod vesten og selvom det var klart for de fleste at Sadam var en bølle af værste skuffe, så var det p.g.a olien at USA ville ind. Man var bange for at han ville føre krig imod de små olie stater også sidde på det hele efter at have erobret disse.

Hvis der ikke havde været olie så havde vi ikke haft den krig. Afghanistan har ingen olie men de har sjælne jordarter og det er meget belejligt at det nu er under kontrol at "vesten"

Jeg er liberalist, men er ikke tilhænger af det som Eisenhower kaldte The Military Industrial Complex, han advaret faktisk imod det i hans afskedstale i 1961.

Det at drive mindre virksomhed i danmark er blevet en kamp op ad bakke, skiftende regeringer har langsomt kvalt alt. De sidste 30 år er gået fra tåleligt til katastrofe! Der er en mani til at vi skal mikro regulere alt, og med nutidens økonomiske krise ser jeg kun en vej og det flytte til et bedre erhvervs klima. Nuvel inden man bliver udråbt til super kapitalist så vil jeg lige nævne at det drejer sig ikke om skatter men hele det byrokrati som kun er der for at give arbejdspladser til statens egne folk. Jeg vil ikke bruge pladsen her til at beskrive hvad man kunne gøre, for der er ingen som lytter, men for den alm. borgen kan jeg kun sige. Se på hvor mange arbejdspladser der er flyttet ud af landet, se hvor mange dansker der starter virksomhed i udlandet og regn så selv ud om det kan blive ved med at fortsætte.

Forsat god dag.

En statsminister skal samle nationen. Det magtede AFR ikke. En statsminister skal ved hjælp af smigrende tale forføre nationen til at tage det sure med det søde. Det magtede AFR ikke. Hans talegaver er ikke til stede. Hans manisk-mekanisk retorik bærer præg af timer brugt på at øve talen ned til sidste komma.

Flygtningestrømmen ? Tja, et populistisk fruentimmer ser helst vi dropper alle de aftaler vi som et civiliseret demokrati har indgået.

Integrationen ? Har vi ikke bare sat os i en krog og ventet på nydanskerne integrerede sig selv. Hvor meget har vi gjort ved sagen ?

Det siges at AFR er en begavet mand. Derfor fatter jeg ikke han ville lege med texaneren ? Var det fordi havde en hemmelig agenda med hensyn til den fremtidige karriere ?

De familier der har mistet nære familiemedlemmer er sikkert stolte over, at de banede vejen for AFR. I min historiebog er han indskrevet som en politisk parentes.

"Men han (Fogh) skabte til gengæld et nyt politisk rum, hvor det atter blev tilladt at tale om tillid.

Det er et noget voldsomt postulat, der bygger på en lang række antagelser, der er angribelige:
- Anvendelsen af begrebet tillid er diskutabel. At gøre kontraktpolitikken til et udtryk for tillid mellem den regerende elite og folket, er mere end specielt. Kontraktpolitikken var jo netop et udtryk for en kontrakt. I hvilke andre dele af livets forhold, sætter vi lighedstegn mellem kontrakt og tillid?
Jeg fik for år tilbage testet mine fordomme, i en samtale med en herboende amerikaner. Jeg anførte nogle betragtninger omkring amerikanske valgkampagner, der mere handlede om kandidaters livsførelse, talegaver og personlig stil. Jeg fik givetvis antydet, at det ikke fremstod specielt demokratisk.
Min amerikanske ven anførte, at valget af en præsident ikke handler om aktuel politik, fordi relevante diskurser skifter konstant. Man kan altså ikke vælge en præsident på baggrund af konkrete politiske forslag (kontrakter), men på baggrund af en tillid til, at kandidaten kan håndtere den kommende valgperiodes uforudsigelighed.
Se, den lektie jeg lærte her, larmer i relation til Søren Pinds pointe. Måske kontraktens forudsætning om forudsigelighed, står i skærende kontrast til tillidens væsen. Tilliden, som at jeg lægger noget i dine hænder, i tillid til, at du håndterer det fornuftigt. Så en fire års valgperiode ikke bliver en tjekliste, men en åben og klar stillen sig i en foranderlig verden. Sådan som man må forvente det af en leder. Tjeklisten og kontrakten er for bogholdere.

...men det undrer mig lidt at du gider bruge så meget tid på et åbenlyst politisk / personligt motiveret indlæg skrevet af det Radikale Venstres yndlings blogger-karl aka NKK.

Mandens repertoire i arenaen består af en knaldroman (endda uden knald i) og en stund som skrivermaskineoperatør for de konservative.

Men fair nok - nu fik du i hvertfald sat nok-er-nok "ekstremisten" lidt på plads.

Jeg er sjældent enig med dig, Søren Pind, men denne kronik - og særligt Roosevelt-citatet - får mig til at tænke på forholdet mellem politikere og de politiske kommentatorer (som dig selv og Niels Krause). Her må æren alligevel tilfalde den, der kæmper i arenaen. ;)

Fogh benyttede ikke det private erhvervslivs efterspørgsel i 00'erne til, at rationalisere den offentlige sektor.

Gevinsten kunne ellers have været et fundament for en solid fremtid: Han kunne have sat skatten markant ned så Danmark kunne have været internationalt konkurrencedygtig.

Dette ville ellers have været en god buffer mod finanskrisen. Men Fogh havde ikke DF under kontrol, fokuserede på stemmer - og Danmark tabte.

Fogh misbrugte Venstre og liberale identitet og holdninger,
til kontrakten med Pia K. og DFs fredsplan om øget offentlig
suveræn velfærdstat,den fejl begik Fogh, havde Ellemann nok
ikke begået. Borgerlig politik har forladt det private tilhørsforhold og satser på offentlig vækst,så Løkkes succes
er at være tilskuer til Foghs politik med Thorning i spidsen
i ansvaret for beskæftigelse og velfærd.

Da venstre kom til var jeg fuld af forhåbninger. Jeg håbede at nu ville der blive lidt højer til loftet og udsynet klare. Desværre skete det ikke, små justeringer her og der, ikke noget som kunne få armene op over hovedet. Søren Pind, du har altid stået for mig som en person der har modet til at tale rent uden rystende i stemmen, problemet er bare at nogle gange skal der sluges kameler. Spørgsmålet er så for den vise politikker hvilken kamel skal man sluge? den med 1 eller 2 pukler!

Irak krigen var et fejl skud, der var ingen trussel imod vesten og selvom det var klart for de fleste at Sadam var en bølle af værste skuffe, så var det p.g.a olien at USA ville ind. Man var bange for at han ville føre krig imod de små olie stater også sidde på det hele efter at have erobret disse.

Hvis der ikke havde været olie så havde vi ikke haft den krig. Afghanistan har ingen olie men de har sjælne jordarter og det er meget belejligt at det nu er under kontrol at "vesten"

Jeg er liberalist, men er ikke tilhænger af det som Eisenhower kaldte The Military Industrial Complex, han advaret faktisk imod det i hans afskedstale i 1961.

Det at drive mindre virksomhed i danmark er blevet en kamp op ad bakke, skiftende regeringer har langsomt kvalt alt. De sidste 30 år er gået fra tåleligt til katastrofe! Der er en mani til at vi skal mikro regulere alt, og med nutidens økonomiske krise ser jeg kun en vej og det flytte til et bedre erhvervs klima. Nuvel inden man bliver udråbt til super kapitalist så vil jeg lige nævne at det drejer sig ikke om skatter men hele det byrokrati som kun er der for at give arbejdspladser til statens egne folk. Jeg vil ikke bruge pladsen her til at beskrive hvad man kunne gøre, for der er ingen som lytter, men for den alm. borgen kan jeg kun sige. Se på hvor mange arbejdspladser der er flyttet ud af landet, se hvor mange dansker der starter virksomhed i udlandet og regn så selv ud om det kan blive ved med at fortsætte.

Forsat god dag.