Kronik

Slangens År 2013

Uffe Ellemann-Jensen: Mange af de globale problemer fra Dragens År 2012 flytter med ind i Slangens År 2013. Og mulighederne for at sætte vestlige fingeraftryk på deres håndtering er forringet i bekymrende omfang.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Ved det kinesiske nytår om en måneds tid starter Slangens År. Efter kinesisk tradition betyder en slange i huset, at familien ikke vil sulte. Til gengæld forbindes slangen med iskold og kontant gengældelse over for modstandere

Med fare for at ende i en Kassandra-rolle vil jeg anvende den sidste karakteristik som prisme for et overblik over den udenrigspolitiske situation ved årsskiftet:

De to dominerende globale magter - USA og Kina - har begge været igennem valg af politisk ledelse ved udgangen af 2012. I USA fortsætter præsident Obama, men med usikre muligheder for at fungere optimalt efter en udmarvende valgkamp - og i Kina kommer der en ny ledelse til, uden et klart magtgrundlag til at gennemføre de politiske reformer, der er behov for. Risikoen er derfor, at begge de to magters ledelse kan blive fristet af enten muligheden for at lukke sig inde, eller muligheden for at optræde aggressivt overfor omverdenen. Det værst tænkelige vil være, hvis USA ender i det første valg, og Kina i det andet.

2012 betød en fortsat svækkelse af Vesten i den globale magtstruktur: Den politiske splittelse i USA dominerede præsidentvalgkampen, og truer med at lamme beslutningskraften i det politiske system, når de store problemer omkring offentlig gæld og budgetunderskud skal håndteres. Samtidig er Europa svækket både økonomisk og politisk af Euro-krisen.

Ved årsskiftet må vi derfor konstatere, at mange af de globale problemer, som dominerede 2012, vil flytte med ind i det nye år og at mulighederne for at sætte ”vestlige finderaftryk” på deres håndtering er forringet i bekymrende omfang.

USA har allerede taget konsekvensen af sine egne begrænsede muligheder for at håndtere alle kriser på én gang, og af de nye globale magtforhold, og er ved at forskyde sit engagement fra Europa og Middelhavet til Sydøstasien og Stillehavet.

Det betyder, at europæerne vil blive stillet over for større udfordringer både hjemme og i nærområdet. Og det store spørgsmål i 2013 bliver: Er der politisk vilje (og evne) til at klare det?

Europas egne problemer handler om økonomi - men er i bund og grund politiske: Er der overhovedet vilje til at styrke EU-samarbejdet, så nye Euro-kriser ikke giver grimme overraskelser? Og betyder en sådan styrkelse, at nogle lande ender med at forlade det snævre samarbejde i EU, enten fordi de selv ønsker det, eller fordi de bringer sig selv i en situation, hvor deres handlemuligheder snævrer markant ind

Risikoen for, at briterne helt eller delvist ender med at forlade EU, er absolut til stede. Og det samme er muligheden for, at andre følger efter. For lysten til at stå frem og forsvare det europæiske projekt er ikke stor blandt de politiske ledere i Europa. Og det giver populister og vindbøjtler alt for let spil. Næppe tidligere i den europæiske integrations historie har der været så stærkt behov for at holde fast i de oprindelige målsætninger - samtidig med, at de politiske ledere fedtspiller overfor deres egne befolkninger.

Mens europæerne er stærkt optaget af at studere deres egne navler, er der to områder, som burde påkalde sig mindst lige så stor opmærksomhed: Mellemøsten/Nordafrika og de dele af Øst- og Centraleuropa samt Balkan, som står udenfor EU.

Rusland søger at styrke sin indflydelse i nabolandene - samtidig med, at Moskva strammer grebet om det russiske halv-demokrati. Men lysten til at konfrontere Moskva i disse spørgsmål er meget behersket i de europæiske hovedstæder, hvor man hellere vil søge fordelagtige bilaterale aftaler om olie og gas i stedet for at tage sig sammen og gennemføre en fælles europæisk energipolitik. Risikoen er derfor, at vi vil se mismodet brede sig i lande som Ukraine og Georgien og på Balkan i takt med at det står klart for dem, der er kommet i klemme, at ”udvidelses-trætheden” har bredt sig i EU. Det kan svække de ikke alt for stærke demokratier, som har brug for opmuntring til at udvikle sig.

Det samme gælder i Mellemøsten og Nordafrika.Hvis ”det arabiske forår” skulle have en mulighed for at styre fri af de islamistiske kræfter, som i Ægypten og andre steder er ved at sætte sig på magten, ville det kræve en massiv økonomisk og politisk støtte fra EU. Det ville være i EU’s egen interesse. Men ganske som Tyrkiet har fået lov til at glide længere bort på grund af svigtende interesse fra EU-landene, vil det også ske i de lande i regionen, som står ved et vadested, når det gælder fremtidige styreformer.

Syrien rummer særlige problemer: Risikoen er, at borgerkrigen vil føre til etniske udrensninger, som vi har set det på Balkan. Det er begrænset, hvad Europa (og USA) kan gøre. Mulighederne snævrer yderlige ind, så længe Rusland (og Kina) spænder ben for at få FN mere aktivt engageret. Og de regionale antagonister - Iran på den ene side og Saudi Arabien m.fl. på den anden - vil næppe heller have hverken interesse i eller muligheder for at bremse udviklingen hen mod en opsplitning af Syrien.

Israel har valg i begyndelsen af det nye år. Netanyahu og hans støtter står til at vinde valget. Dermed bliver en 2-stats-løsning med palæstinenserne endnu mere usandsynlig. Og risikoen for nye sammenstød vokser.

Alt i alt er det således et stærkt bekymrende billede, der tegner sig i Europas omgivelser.

Der er også grund til bekymring for udviklingen i forholdet mellem Kina og de naboer, der føler sig mere og mere presset af Beijings ekspansionslyst.

Både Kina og Japan går ind i det nye år med nye ledere. Kinas to nye ledere er spændende, fordi de kender verden udenfor Kina - men samtidig ved vi, at de ikke fik alle de af ”deres egne” folk med ind i de besluttende organer, som mange havde ventet. Det kan friste til at reagere aggressivt overfor omverdenen for at fjerne opmærksomheden fra de hjemlige problemer, som er stadigt mere påtrængende: Systemerne skal effektiviseres og korruptionen bekæmpes, for at væksten og befolkningens tillid kan fastholdes.

Japans nye premierminister er kendt fra tidligere, og ikke kun for det gode. Han står for noget af den nationalisme, som er blusset op i Japan - og som vil kunne smide brænde på bålet i den strid med Kina, der atter er blusset op om retten til en lille øgruppe. Der spilles på nationalistiske strenge i begge lande. Men Japan har et særligt problem på grund af sin historie, som mange japanske politiske ledere har haft vanskeligt ved at forholde sig til: Krigsforbrydelserne i Manchuriet og under Anden Verdenskrig.

Men også Korea, Vietnam, Filippinerne, Malaysia og Indonesien har grænsetvister med Kina. Det drejer sig om adgang til mulige olie- og gasforekomster, og det drejer sig om navigationen på nogle af verdens vigtigste skibsruter, så der er virkelig store interesser på spil. Det er afgørende for Kina at sikre sig adgang til strategiske råvarer for at sikre den fremtidige vækst. Det ved naboerne. Og det gør dem nervøse.

Kina har iværksat en kraftig oprustning, også til søs. I 2012 var nyhederne, at Kina byggede sine egne fly med stealth-teknik, hugget fra amerikanerne - og at det første hangarskib blev indviet. Ganske vist et gammelt skrog, købt i Ukraine, men dog en start. For selv om Kina ligger langt bagud i forhold til USA, så er der tale om en klart bekymrende tendens, som utvivlsomt vil fortsætte i 2013 og de kommende år. Kina opruster - mens USA og Europa skærer ned på forsvarsudgifterne.

Andre lande i regionen ruster også op - f.eks. Indien, som næste år ventes at søsætte sit første selvbyggede hangarskib, en betydelig teknologisk bedrift. Og USA har indgået en aftale med Australien om etablering af en base med udstationerede US Marines ved Darwin i det nordlige Australien.

Samtidig skaber Nordkorea bestandig bekymring med sine raket- og atomprogrammer. Det sker sandsynligvis for at sikre sig opmærksomhed, og presse hjælp ud af andre lande til at brødføde den sultende nordkoreanske befolkning men det er ikke betryggende at se langtrækkende missiler og atomvåben i hænderne på folk, som er hinsides pædagogisk rækkevidde. Og risikoen for, at nogle af disse våben finder vej til terrorister, er altid til stede.

Der er meget at være bekymret for ved dette årsskifte. Og skal man drage en konklusion, må det være denne: Sjældent har der været så stærkt behov for at kende sine venner - og for at holde fast på dem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.