2. juni 2010, 22:30

Man skulle næsten tro, at Israel med angrebet på seks civile skibe i internationalt farvand har været udsat for et udspekuleret plot, som israelerne er blevet fanget af, for aktionen er en boomerang, der kan give israelerne et tilbageslag, som ingen har turdet drømme om.

Aktionen, hvor adskillige ikke-palæstinensere er blevet dræbt, viser med al tydelighed, at Israel er ekstremt sårbar, hvis omverdenen ikke længer vil acceptere besættelsen af Vestbredden og Gaza.

Hvis omverdenen - eller bare ganske få lande - ensidigt anerkender Palæstina og vil tage kontakt til Palæstina på normal vis, vil situationer som den aktuelle opstå gang på gang, og Israel vil ustandselig blive bragt for FNs Sikkerhedsråd.

Det er en situation, der vil være uholdbar for Israel, og Israels besættelse af Palæstina vil falde sammen, som da Sydafrikas apartheidstyre faldt sammen, som da Muren faldt sammen, fordi DDR faldt sammen, og som da Sovjetunionen brød sammen - alt sammen såre fredsommeligt.

Israels ekstremt stærke militær kan intet gøre over for dét, vi måske nu ser optakten til. Hvis nationer eller aktivister vil sende flere skibe hver uge til Gaza med civile forsyninger og hundreder af hjælpere, vil Israels mure og ståltråde omkring de besatte områder blive lige så værdiløse, som Jerntæppet blev det omkring Ungarn.

Israel kan ikke holde til, at TV-hold konstant vil ligge i farvandet og vente på nye konfrontationer, nedskydninger og anholdelser. Aktioner af den art vil med ét hug vise, at det internationale samfund ikke længere vil acceptere besættelsen af et andet folkeslag. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt styret i Gaza eller på Vestbredden består af nuværende eller tidligere terrorister. Det vil blive til et spørgsmål om et folks ret til at have sin egen stat - nøjagtig som da det internationale samfund efter Anden Verdenskrig besluttede, at jøderne skulle have deres egen stat - uanset om det blev en perfekt løsning eller ej.

Aktionen illustrerer på en overskuelig måde, hvad konsekvensen ved en ensidig anerkendelse af Palæstina kan blive. Israel reagerede sidste år meget vredt på Sveriges forsøg på at få EU til at anerkende Palæstina ensidigt - altså uden en forhandlingsløsning mellem israelerne og palæstinenserne.

Sverige mente ikke, at forhandlinger vil føre til noget, så derfor ville det svenske formandskab af EU gå til biddet og anerkende det Palæstina, vi kender i dag, og så kunne parterne siden hen finde ud af en række enkeltdele såsom hovedstaden og flygtninges rettigheder.

Set fra Israels side ville problemet med en ensidig anerkendelse blive, at så ville de lande, der anerkender Palæstina, også hævde at have ret til at tage til Palæstina - dvs. med personkontakt, handelssamkvem og investeringer.

Det ville i givet fald give problemer, når Israel fortsat ville have grænsekontrollen. Ville Israel med magt standse statslederes besøg, som det er sket omkring Gaza? Ville Israel standse vare-leverancer, der kommer fra Jordan? Med mediedækning vil en lukket grænse bringe Israel ind på verdensscenen på en ny måde, og omverdenen vil let kunne betragte Israel som en politistat.

Den værste situation ville være, hvis et anerkendende land ville sende et fly med en regeringschef eller investeringsgoder eller fødevarer til Palæstina, altså hen over den israelsk kontrollerede grænse. Vi vil let havne i en situation, der minder om Berlin-blokaden, og Israel ville sidde for skud i FNs Sikkerhedsråd konstant.

Et sådant scenarie ville mange betegne som urealistisk - indtil i dag. For nu ligger afgørelsen hos tusinder af aktivister og hundredvis af bådførere, som vil teste Israel med sejladser til Gaza.

Vi vil ikke se tusinder af jøder, som smugles over Øresund til Sverige for at undgå koncentrationslejrene. Vi vil se tusinder af mennesker fra hele kloden, som én gang for alle vil sikre palæstinenserne en plads i verdenssamfundet - nøjagtig som jøderne fik det ved andres hjælp.

Parallellen er til at tage og føle på, og den vil gå rent ind på TV-skærmene.

Men der er også magtpolitik i situationen, og det skyldes primært, at halvdelen af de seks skibe kommer fra Tyrkiet, at nogle af de mest drevne aktører er tyrkere, IHH, og at den tyrkiske regering har reageret så bastant, som det er sket i denne sag. Det er ingen tilfældighed.

Tyrkiet har tidligere forsøgt at mægle mellem Israel og palæstinenserne og syrerne, fordi Tyrkiet ser en egeninteresse i at skabe en kraftig økonomisk udvikling i denne del af Mellemøsten. Men mæglingsbestræbelserne er kikset. Tyrkiet mener, at det skyldes Israel. Desuden føler Tyrkiet en voksende frustration over EU-landenes vægring ved at optage Tyrkiet i EU, så Tyrkiet har dermed kastet al energi ind i sin egen region, herunder med en særdeles tæt kontakt til Iran lige fra samhandel og investeringer til atom-sagen. Tyrkiet frygter ikke iranske atomvåben, men ser det snarere som en anledning til selv at blive en atommagt.

Tyrkiet har set, hvorhen vinden blæser. Landets egen økonomiske aktivitet har været kraftig de seneste år, og aktiviteten med de mellemøstlige nabolande vokser stærkt. Samtlige mellemøstlande oplever en betydelig økonomisk udvikling, ligesom en ny middelklasse stormer frem ved siden af de stærke statsapparater.

Vi er ikke særligt opmærksomme på denne udvikling, fordi vi fokuserer på terrorisme, tørklæder, den israelsk-palæstinensiske konflikt og Irans atomvåben, men det er fatalt, hvis vi ikke tolker udviklingen rigtigt, især hvis en fløj i Israel vil udnytte den nye konflikt eller Irans atombestræbelser på at sætte sig endnu tungere på Vestbredden og Gaza.

Netop i disse år mærker man en træthed i de mellemøstlige lande over den israelsk-­palæstinensiske konflikt, og moderate kræfter går frem. Terrorgrupper og radikale elementer eksisterer fortsat, men de går ikke frem, snarere tværtimod. Der er altså en bevægelse i retning af økonomisk udvikling og normalisering, og det er især noget, der er vitalt for EU, som har behov for et nyt nærmarked og ikke et nyt konfliktcenter.

Det vil være katastrofalt for et økonomisk stagnerende EU og USA, hvis krigene i Afghanistan og Irak skal afløses af nye flerårige konflikter og spændinger i Mellemøsten.

Palæstina kan blive et højteknologisk center, bl.a. i kraft af de hundredtusinder af palæstinensere, der bor verden over, og som måske vil vende tilbage. Bliver der fred i regionen, kan det føre til et økonomisk boom mellem Mellemøsten og EU og den øvrige verden med turisme, og centre for medicinsk behandling og pleje.

Det paradoksale er, at israelerne ikke har set skriften på væggen. I Europa bidrog den mellemfolkelige kontakt og menneskerettighedsaktiviteter til nedbrydningen af Jerntæppet. Det gav borgerne i Østblokken mod på at kræve deres ret, og det viste, at magthaverne slet ikke havde så solid en magt, som omverdenen troede. Siden hen blomstrede økonomien og demokratiet i Østeuropa.

Det var folket, der skabte forandring i Østeuropa og mellem Øst og Vest. Det kan nu igen blive folket, som skaber forandring, efter at krige, intifadaer, selvmordsbombere og nye mure ikke kunne løse problemerne. Men det særlige denne gang er, at det er ganske få repræsentanter for det internationale samfund, der sammen med millioner af TV-seere nu viser, at de eksisterende opdelinger ikke holder i længden.

Og man skal ikke blive overrasket, hvis en snarlig løsning af konflikten fører til et opsving, som vi har set i Østeuropa, måske tilsat en anelse demokrati.