26. november 2010, 22:30

De seneste 15 år har den danske velfærdsmodel givet anledning til en konstant politiker - og medie-båret selvfedme. I deres virkelighedsfjerne forestillinger mente politikerne, at 'vi' kunne eksportere modellen til de lande, der stadig levede i den vrangforestilling, at velfærd bliver skabt af hårdt arbejde i private virksomheder i stedet for af en gigantisk offentlig sektor, finansieret af verdens højeste skattetryk.

Men nu kradser krisen, og selv om det gør ondt, kommer det til at gøre godt. For det væsentligste biprodukt af det forestående sammenbrud af Velfærdsdanmark er genindførelsen af realiteternes verden.

Realiteternes verden kunne politikerne - godt hjulpet af mediernes boligprogrammer og kinesernes lave lønomkostninger - holde på afstand i 15 år. Det gjorde de ved at gøre prisen på penge (renten) så lav, at det kastede nationen ud i et lånefinansieret pyramidespil. Det var en rigtig god idé at blive ved med at skifte sit hus ud, når bare den næste idiot i køen var villig til at betale endnu mere, end man selv gjorde. Ligesom det var en rigtig god idé at købe aktier til tredobbelt pris, når bare den næste selvbestaltede pensionsspekulant var villig til at betale endnu mere, end man selv havde gjort. Det var en rigtig god idé, indtil den sidste idiot i køen ikke længere var overbevist om, at vi snart kunne købe hele verden, sådan som den daværende finansminister kom for skade at sige.

Realiteternes verden vender nu tilbage. Jeg hentyder til den verden, hvor man ikke bliver rig af at låne penge. Den verden, hvor velfærd afhænger af, hvor meget man arbejder, og hvor god man er til at arbejde. Den verden er ganske ny for os og meget ubehagelig for mange mennesker og især for politikerne. Det bliver svært for Lars Løkke at vinde den popularitetskonkurrence, som folketingsvalg har været i 15 år. Det er svært, endog meget svært, at fortælle vælgerne, at de skal arbejde sig til deres velfærd, og at de skal tage sig mere end gevaldigt sammen, fordi de står over for konkurrencen fra over en milliard kinesere. En milliard mennesker, som ikke er afdankede deltagere i pyramidespil, men som bliver stadig dygtigere, og som kan og vil arbejde hårdere end 99 pct. af alle danskere.

Det eksisterende velfærdssamfund bryder sammen, netop fordi det ikke er baseret på hårdt arbejde for alle, men kun på meget hårdt arbejde for nogle ganske få samtidig med intet arbejde eller ekstrem lav produktivitet for de fleste.

Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Politikerne betegner dette statssanktionerede tyveri som et retfærdigt samfund, hvor de »bredeste« skuldre bærer de største byrder. Retfærdighedselementet er naturligvis diskutabelt, men at det er en stor byrde for en tredjedel af arbejdsstyrken, de privatansatte, at forsørge resten af arbejdsstyrken, er utvivlsomt - og ikke mindst uholdbart. I Danmark arbejder over en million mennesker i den arbejdsdygtige alder ikke. At diskutere om arbejdsløsheden er 160 eller 200 tusinde mennesker er at holde den lille million mennesker i den private sektor, der betaler gildet, for nar. Arbejdsløsheden er en million - godt og vel. Men det ser ikke pænt ud for politikerne, som derfor hiver de arbejdsløse ud af de officielle statistikker og kalder de arbejdsløse for førtidspensionister, efterlønnere, aktiveringsberettigede, sygemeldte osv.

Mens privatansatte job forsvinder med lynets hast, praler politikerne med, at de »skaber« job i den offentlige sektor. De private virksomheder, der får verdensmarkedets hårde dom over værdien af deres produktion, fyrer folk. De, der aldrig har skullet sælge en eneste time af deres arbejdskraft til nogen, som reelt kunne tænkes at efterspørge deres arbejdskraft - dvs. de offentlige bureaukrater - tvangsinddriver pengene til deres egne høje lønninger gennem skatter og ansætter flere og flere. Her ligger kimen til det forestående sammenbrud.

Politikerne fortsætter ufortrødent med deres eget pyramidespil, hvor vinderne er politikerne selv samt de offentligt ansatte, og taberne er de privatansatte, der er dumme nok til at blive i landet og arbejde og få eksproprieret deres værdiskabelse af det offentlige velfærdsmonster.

Sammenbruddet kommer, fordi den sidstnævnte gruppe bliver mindre og mindre og den førstnævnte større og større.

Men inden sammenbruddet er totalt, vil det først blive rigtig grimt at være dansker. Det er det allerede for de privatansatte. Det offentlige tyveri fra de privatansatte antager ikke blot karakter af verdens højeste indkomstbeskatning og verdens højeste moms og afgifter. Det er ikke nok for politikerne at tage penge fra folk, både når de tjener dem og når de bruger dem. Tyveriet har også mere sublime udtryk, som er svært gennemskuelige for de frastjålne. To eksempler herpå:

De offentligt ansatte og forsørgede har gennem deres befolkningsmæssige flertal og valg af villige politikere indført så høje marginalskatter, at det er ekstremt ulønsomt at arbejde meget. Derfor har de offentligt ansatte de seneste mange år da også gennemtrumfet overenskomster, der i hovedsagen går ud på, at de skal arbejde mindre og mindre. Færre timer, mere orlov og mere ferie i politiske gaver fra de offentligt ansatte til de offentligt ansatte betalt af idioterne i den private sektor. I den private sektor vil alene ønsket fra de ansatte om færre timer, mere orlov og mere ferie være den sikre vej til virksomhedskonkurs. Derfor kan den offentlige sektor hvile i tryghed om, at de privatansatte har klare nedre grænser for, hvor lidt de kan tillade sig at arbejde, hvis de vil overleve, og derfor også for hvor meget skat, de kan betale til de offentligt ansatte og forsørgede. Denne benlås på de privatansatte bliver udnyttet af politikerne i deres kontante forsøg på at sluge de offentligt ansattes og forsørgedes stemmer.

Et andet eksempel: Den nuværende gældskrise har fået politikere verden over til at gennemføre såkaldt Quantitative Easing (QE). QE består ganske enkelt i, at politikerne løser deres afsindige budgetunderskud ved at trykke flere penge. Den overhængende risiko for kraftigt forøget inflation pga. QE bliver ignoreret i debatten. Og det er ikke tilfældigt, for politikerne vil gerne have inflation. Inflation repræsenterer nemlig endnu en statslig ekspropriering af de privatansattes værdiskabelse. Indkomstskatterne tager penge fra folk, når de har tjent dem, inden de når at bruge dem. Moms og afgifter tager penge fra folk, når de bruger dem.

Den af politikerne skabte inflation tager penge fra folk, når de forsøger at spare dem op.

Gennem en selvskabt og selvforstærkende ond spiral har politikerne uforvarende bevirket, at kun et totalt sammenbrud af samfundsøkonomien kan vise vej ud af den nuværende krise. Gennem høje marginalskatter sikrer de, at de, der skaber værdien, bliver færre og færre. Gennem en gigantisk offentlig sektor, som arbejder mindre og mindre, sikrer de, at skattetrykket forbliver verdens højeste. Gennem inflationsskabelse sikrer de, at den langsigtede opsparing, som skal finansiere fremtidige investeringer, forsvinder.

Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt.