Jeg forstår ikke hvordan man kan være så naiv at tro, at 2/3 af den danske befolkning synes det er fedt at nasse, på dem der arbejder hårdt.

Hvis bare skatten og den offentlige sektor og alle dem uden arbejde og...
Hold da op, hvor er der ikke meget, der rykker i denne avis eller på dens læsere.
Efter 14 dages fast forsøgslæsning er jeg blevet ...træt.
Det handler rigtig meget - om ikke så meget og mange, mange mange gentagelser af; er det floskler?
"Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser."

Nogen gange skal man måske øve sig på ikke at sige det kort - for så bliver det bare ligegyldigt. (og var det ikke egentlig ret langt, indholdet taget i betragtning?)

Ja,lad os sætte skatten ned og så bliver alting godt igen.
Ellers nogen bud på, hvordan vi sammen kommer igennem de store økonomiske, sociale, klimamæssige og ideologiske forandringer, som synes at være ved at indtræffe, eller er I allerede ved at pakke? Og hvor rejser I hen? USA, Indien, Kina? England?
Var der nogen, der sagde noget med internationalt og krise i samme sætning. Ikke?
Rigtig god tur og tak for tour de blå blok.

Filosofien bag denne kronik står i skærende kontrast til den under VKO politisk bestemte massive udbygning af den offentlige sektor. - Og på trods af denne massive udbygning af den offentlige sektor går rød blok til valg på endnu mere af samme skuffe med højere skatter og yderligere differentierede skatter til følge. - Skatter som nogle skal betale, mens andre går fri (= misundelsesskatter). Hvordan skal det lykkes at udbrede kendskab til sådanne nationaløkonomiske regnestykker til vælgerskaren inden valget?

@Lasse Mogensen. Det er ikke ligegyldigt om man er privat ansat eller offentlig. Forskellen ligger i at den privat ansatte får løn på baggrund af efterspørgsel efter ydelsen eller produktet, som han/hun fremstiller. I det offentlige bestemmes antallet af ansatte politisk. Det vil sige, at hvis politikerne fx beslutter at ansætte 100 personer til at feje gaden foran rådhuset hver dag, så er der 100 flere "jobs", men selv om det er rart at få fejet lidt mere, så repræsenterer det ikke en værdiforøgelse, og dermed er det ikke noget som samfundet kan leve af. I modsat fald ville det betyde at vi kunne leve af at klippe hinandens hår eller passe hinandens børn, og det kan vi ikke, for alt hvad vi samlet forbruger i samfundet skal dækkes ind produktions- og ydelsesmæssigt. Spørgsmålet er så, om man så blot kunne lade det offentlige producere alt, ligesom man forsøgte i Sovjetunionen og i Ole Sohns DDR. Det viste sig tydeligt, at der ikke var noget incitament til at producere tilstrækkelig effektivt, og derfor gik disse tvangsoprettede samfundskonstruktioner nedenom og hjem. Det eksperiment skal vi ikke gentage, selv om Ole Sohn og Villy Søvndal har det som mål.

.. kun een fejl.. politikerne har ikke Uforvarende bevirket det her sammenbrud. Det er helt bevidst og en del af den nye verdensorden, hvor vi alle sammen er slaver af bankerne og verdenseliten. Det er en "controlled demolition" af økonomien og den er ved at være lykkedes 100%.

Opdelingen mellem privat og offentlig bygger på en gammel myte om at det private altid er mere effektivt. Betyder det at en privat damefrisør bidrager mere til vores samlede velstand end en sygeplejerske, en universitetslærer eller en hjertekirurg? Skat bliver altså også brugt til ting som er kritiske for at få samfundet til at fungere, og selv Adam Smith mente at visse ting kunne man med fordel lade staten stå for uden at drive det på markedsvilkår. Ellers skal de opgaver ikke udføres?

Nu kan man selvfølgelig indvende at firmaer drevet på markedsvilkår er mere effektive fordi kunderne ellers går andre steder hen. Dertil kan jeg svare med et eksempel: Fordi min bankrådgiver, alle hans kolleger og bankrådgivere i alle andre banker havde travlt med at låne penge ud til private ejendomsinvestorer (som lige præcis har bidraget til velstand på hvilken måde?) - skal jeg nu betale mere i renter uanset bank efter at boblen brast.

OPdelingen må være mellem dem som skaffer penge til den fælles husholdning (eksportindustrierne), dem der vedligeholder samfundet(lærere, læger, murere, malere, frisører, studerende osv.) og endelig dem der ikke bidrager (langtidssyge, arbejdsløse, pensionister).

Privat eller offentlig er ligegyldigt.

Som Kastholm skrev i en artikel: ”Nu er arbejdets hær i mindretal, men et priviligeret flertal lever af offentlige ydelser, og hvis dette flertal ikke giver afkald på nogle af sine privilegier, går velfærdssamfundet i stykker, fordi det ikke længere kan financeres, og fordi det mindretal, der pukler for at skaffe pengene, ikke længere vil finde sig i tingenes tilstand. I et demokrati har flertallet magten. Kan man forestille sig, at et flertal vil benytte sin magt til at afskaffe nogle af sine egne privilegier”.

Det passer fantastisk godt på dette syge velfærdssamfund. Man burde have et antal stemmer efter ens skattebillet og ikke sociale indkomst.

Vores krise godt og præcist fortalt. Men oven idet så er det også kun en del af dem i den private sektor, som ikke er beskæftiget med noget nyttigt. Revisorer, bogholdere, konsulenter og advokater producerer typisk transaktionsomkostninger, hvilket er nødvendigt som følge af lovgivningen. De kan med næsten ligesågod ret kaldes for Oda.

Dejligt at læse nogen med et realistisk syn på nationaløkonomien. Jeg arbejder selv i den offentlige sektor, men jeg må indrømme, at jeg er MEGET bekymret for Danmarks fremtid. Vi har velfærd lige nu, men når man ser på vækstraterne i den øvrige verden, så kan vi hurtigt ende som et uland med økonomisk sammenbrud ala Grækenland, hvis vi ikke snart vågner... Og desværre er det min ubetingede oplevelse, at meget få forstår denne problematik, fordi de er alt for fokuseret på begivenheder i deres eget liv til at hæve sig op på nationaløkonomisk niveau. Man kan ligefrem møde mennesker i den offentlige sektor, der med tæt ved afsky i stemmen hævder, at de ikke skal være brugerstyret, så den offentlige sektor er efterhånden blevet sit eget vækstmonster, der lever for sig selv og ikke borgernes skyld.