Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Kronik::

Skeletterne ud af velfærdsskabet

Andreas Junge: Vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker. Privatansatte Peter, offentligt ansatte Oda, og Ole der er offentligt forsørget. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for det højeste skattetryk i hele verden - og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

209 Kommentarer

De seneste 15 år har den danske velfærdsmodel givet anledning til en konstant politiker - og medie-båret selvfedme. I deres virkelighedsfjerne forestillinger mente politikerne, at 'vi' kunne eksportere modellen til de lande, der stadig levede i den vrangforestilling, at velfærd bliver skabt af hårdt arbejde i private virksomheder i stedet for af en gigantisk offentlig sektor, finansieret af verdens højeste skattetryk.

Men nu kradser krisen, og selv om det gør ondt, kommer det til at gøre godt. For det væsentligste biprodukt af det forestående sammenbrud af Velfærdsdanmark er genindførelsen af realiteternes verden.

Realiteternes verden kunne politikerne - godt hjulpet af mediernes boligprogrammer og kinesernes lave lønomkostninger - holde på afstand i 15 år. Det gjorde de ved at gøre prisen på penge (renten) så lav, at det kastede nationen ud i et lånefinansieret pyramidespil. Det var en rigtig god idé at blive ved med at skifte sit hus ud, når bare den næste idiot i køen var villig til at betale endnu mere, end man selv gjorde. Ligesom det var en rigtig god idé at købe aktier til tredobbelt pris, når bare den næste selvbestaltede pensionsspekulant var villig til at betale endnu mere, end man selv havde gjort. Det var en rigtig god idé, indtil den sidste idiot i køen ikke længere var overbevist om, at vi snart kunne købe hele verden, sådan som den daværende finansminister kom for skade at sige.

Realiteternes verden vender nu tilbage. Jeg hentyder til den verden, hvor man ikke bliver rig af at låne penge. Den verden, hvor velfærd afhænger af, hvor meget man arbejder, og hvor god man er til at arbejde. Den verden er ganske ny for os og meget ubehagelig for mange mennesker og især for politikerne. Det bliver svært for Lars Løkke at vinde den popularitetskonkurrence, som folketingsvalg har været i 15 år. Det er svært, endog meget svært, at fortælle vælgerne, at de skal arbejde sig til deres velfærd, og at de skal tage sig mere end gevaldigt sammen, fordi de står over for konkurrencen fra over en milliard kinesere. En milliard mennesker, som ikke er afdankede deltagere i pyramidespil, men som bliver stadig dygtigere, og som kan og vil arbejde hårdere end 99 pct. af alle danskere.

Det eksisterende velfærdssamfund bryder sammen, netop fordi det ikke er baseret på hårdt arbejde for alle, men kun på meget hårdt arbejde for nogle ganske få samtidig med intet arbejde eller ekstrem lav produktivitet for de fleste.

Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Politikerne betegner dette statssanktionerede tyveri som et retfærdigt samfund, hvor de »bredeste« skuldre bærer de største byrder. Retfærdighedselementet er naturligvis diskutabelt, men at det er en stor byrde for en tredjedel af arbejdsstyrken, de privatansatte, at forsørge resten af arbejdsstyrken, er utvivlsomt - og ikke mindst uholdbart. I Danmark arbejder over en million mennesker i den arbejdsdygtige alder ikke. At diskutere om arbejdsløsheden er 160 eller 200 tusinde mennesker er at holde den lille million mennesker i den private sektor, der betaler gildet, for nar. Arbejdsløsheden er en million - godt og vel. Men det ser ikke pænt ud for politikerne, som derfor hiver de arbejdsløse ud af de officielle statistikker og kalder de arbejdsløse for førtidspensionister, efterlønnere, aktiveringsberettigede, sygemeldte osv.

Mens privatansatte job forsvinder med lynets hast, praler politikerne med, at de »skaber« job i den offentlige sektor. De private virksomheder, der får verdensmarkedets hårde dom over værdien af deres produktion, fyrer folk. De, der aldrig har skullet sælge en eneste time af deres arbejdskraft til nogen, som reelt kunne tænkes at efterspørge deres arbejdskraft - dvs. de offentlige bureaukrater - tvangsinddriver pengene til deres egne høje lønninger gennem skatter og ansætter flere og flere. Her ligger kimen til det forestående sammenbrud.

Politikerne fortsætter ufortrødent med deres eget pyramidespil, hvor vinderne er politikerne selv samt de offentligt ansatte, og taberne er de privatansatte, der er dumme nok til at blive i landet og arbejde og få eksproprieret deres værdiskabelse af det offentlige velfærdsmonster.

Sammenbruddet kommer, fordi den sidstnævnte gruppe bliver mindre og mindre og den førstnævnte større og større.

Men inden sammenbruddet er totalt, vil det først blive rigtig grimt at være dansker. Det er det allerede for de privatansatte. Det offentlige tyveri fra de privatansatte antager ikke blot karakter af verdens højeste indkomstbeskatning og verdens højeste moms og afgifter. Det er ikke nok for politikerne at tage penge fra folk, både når de tjener dem og når de bruger dem. Tyveriet har også mere sublime udtryk, som er svært gennemskuelige for de frastjålne. To eksempler herpå:

De offentligt ansatte og forsørgede har gennem deres befolkningsmæssige flertal og valg af villige politikere indført så høje marginalskatter, at det er ekstremt ulønsomt at arbejde meget. Derfor har de offentligt ansatte de seneste mange år da også gennemtrumfet overenskomster, der i hovedsagen går ud på, at de skal arbejde mindre og mindre. Færre timer, mere orlov og mere ferie i politiske gaver fra de offentligt ansatte til de offentligt ansatte betalt af idioterne i den private sektor. I den private sektor vil alene ønsket fra de ansatte om færre timer, mere orlov og mere ferie være den sikre vej til virksomhedskonkurs. Derfor kan den offentlige sektor hvile i tryghed om, at de privatansatte har klare nedre grænser for, hvor lidt de kan tillade sig at arbejde, hvis de vil overleve, og derfor også for hvor meget skat, de kan betale til de offentligt ansatte og forsørgede. Denne benlås på de privatansatte bliver udnyttet af politikerne i deres kontante forsøg på at sluge de offentligt ansattes og forsørgedes stemmer.

Et andet eksempel: Den nuværende gældskrise har fået politikere verden over til at gennemføre såkaldt Quantitative Easing (QE). QE består ganske enkelt i, at politikerne løser deres afsindige budgetunderskud ved at trykke flere penge. Den overhængende risiko for kraftigt forøget inflation pga. QE bliver ignoreret i debatten. Og det er ikke tilfældigt, for politikerne vil gerne have inflation. Inflation repræsenterer nemlig endnu en statslig ekspropriering af de privatansattes værdiskabelse. Indkomstskatterne tager penge fra folk, når de har tjent dem, inden de når at bruge dem. Moms og afgifter tager penge fra folk, når de bruger dem.

Den af politikerne skabte inflation tager penge fra folk, når de forsøger at spare dem op.

Gennem en selvskabt og selvforstærkende ond spiral har politikerne uforvarende bevirket, at kun et totalt sammenbrud af samfundsøkonomien kan vise vej ud af den nuværende krise. Gennem høje marginalskatter sikrer de, at de, der skaber værdien, bliver færre og færre. Gennem en gigantisk offentlig sektor, som arbejder mindre og mindre, sikrer de, at skattetrykket forbliver verdens højeste. Gennem inflationsskabelse sikrer de, at den langsigtede opsparing, som skal finansiere fremtidige investeringer, forsvinder.

Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Der findes mere tre slags mennesker

Jeg forstår ikke hvordan man kan være så naiv at tro, at 2/3 af den danske befolkning synes det er fedt at nasse, på dem der arbejder hårdt.

Gab hvor visionært

Hvis bare skatten og den offentlige sektor og alle dem uden arbejde og...
Hold da op, hvor er der ikke meget, der rykker i denne avis eller på dens læsere.
Efter 14 dages fast forsøgslæsning er jeg blevet ...træt.
Det handler rigtig meget - om ikke så meget og mange, mange mange gentagelser af; er det floskler?
"Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser."

Nogen gange skal man måske øve sig på ikke at sige det kort - for så bliver det bare ligegyldigt. (og var det ikke egentlig ret langt, indholdet taget i betragtning?)

Ja,lad os sætte skatten ned og så bliver alting godt igen.
Ellers nogen bud på, hvordan vi sammen kommer igennem de store økonomiske, sociale, klimamæssige og ideologiske forandringer, som synes at være ved at indtræffe, eller er I allerede ved at pakke? Og hvor rejser I hen? USA, Indien, Kina? England?
Var der nogen, der sagde noget med internationalt og krise i samme sætning. Ikke?
Rigtig god tur og tak for tour de blå blok.

Det er nu, det gælder.

Filosofien bag denne kronik står i skærende kontrast til den under VKO politisk bestemte massive udbygning af den offentlige sektor. - Og på trods af denne massive udbygning af den offentlige sektor går rød blok til valg på endnu mere af samme skuffe med højere skatter og yderligere differentierede skatter til følge. - Skatter som nogle skal betale, mens andre går fri (= misundelsesskatter). Hvordan skal det lykkes at udbrede kendskab til sådanne nationaløkonomiske regnestykker til vælgerskaren inden valget?

Offentlig - privat

@Lasse Mogensen. Det er ikke ligegyldigt om man er privat ansat eller offentlig. Forskellen ligger i at den privat ansatte får løn på baggrund af efterspørgsel efter ydelsen eller produktet, som han/hun fremstiller. I det offentlige bestemmes antallet af ansatte politisk. Det vil sige, at hvis politikerne fx beslutter at ansætte 100 personer til at feje gaden foran rådhuset hver dag, så er der 100 flere "jobs", men selv om det er rart at få fejet lidt mere, så repræsenterer det ikke en værdiforøgelse, og dermed er det ikke noget som samfundet kan leve af. I modsat fald ville det betyde at vi kunne leve af at klippe hinandens hår eller passe hinandens børn, og det kan vi ikke, for alt hvad vi samlet forbruger i samfundet skal dækkes ind produktions- og ydelsesmæssigt. Spørgsmålet er så, om man så blot kunne lade det offentlige producere alt, ligesom man forsøgte i Sovjetunionen og i Ole Sohns DDR. Det viste sig tydeligt, at der ikke var noget incitament til at producere tilstrækkelig effektivt, og derfor gik disse tvangsoprettede samfundskonstruktioner nedenom og hjem. Det eksperiment skal vi ikke gentage, selv om Ole Sohn og Villy Søvndal har det som mål.

Glimrende blog..

.. kun een fejl.. politikerne har ikke Uforvarende bevirket det her sammenbrud. Det er helt bevidst og en del af den nye verdensorden, hvor vi alle sammen er slaver af bankerne og verdenseliten. Det er en "controlled demolition" af økonomien og den er ved at være lykkedes 100%.

En ligegyldig opdeling emmel offentlig og privat

Opdelingen mellem privat og offentlig bygger på en gammel myte om at det private altid er mere effektivt. Betyder det at en privat damefrisør bidrager mere til vores samlede velstand end en sygeplejerske, en universitetslærer eller en hjertekirurg? Skat bliver altså også brugt til ting som er kritiske for at få samfundet til at fungere, og selv Adam Smith mente at visse ting kunne man med fordel lade staten stå for uden at drive det på markedsvilkår. Ellers skal de opgaver ikke udføres?

Nu kan man selvfølgelig indvende at firmaer drevet på markedsvilkår er mere effektive fordi kunderne ellers går andre steder hen. Dertil kan jeg svare med et eksempel: Fordi min bankrådgiver, alle hans kolleger og bankrådgivere i alle andre banker havde travlt med at låne penge ud til private ejendomsinvestorer (som lige præcis har bidraget til velstand på hvilken måde?) - skal jeg nu betale mere i renter uanset bank efter at boblen brast.

OPdelingen må være mellem dem som skaffer penge til den fælles husholdning (eksportindustrierne), dem der vedligeholder samfundet(lærere, læger, murere, malere, frisører, studerende osv.) og endelig dem der ikke bidrager (langtidssyge, arbejdsløse, pensionister).

Privat eller offentlig er ligegyldigt.

Desværre Lasse, en opdeling mellem privat og offentlig

er i den grad ikke ligegyldig. Alt privat virksomhed er en indtægt på statsbudgettet (et plus), al offentlig virksomhed er en udgift (et minus) på statsbudgettet. Forskellen er til at få øje på ik...?
Et godt eksempel er DR - de er offentlige og får ALLE deres penge og det er blot et spørgsmål om at BRUGE dem.
TV 2 er i stort omfang privat og de skal TJENE alle pengene før de kan bruge dem.
ALLE stats ansatte og offentlige forsørgede betaler skat med skattepenge. Det er også til at få øje på.
Det kan undre at blå blok er så tilbageholdende med at forklare Danmark det.

Skeletterne ud af velfærdsskabet

Som Kastholm skrev i en artikel: ”Nu er arbejdets hær i mindretal, men et priviligeret flertal lever af offentlige ydelser, og hvis dette flertal ikke giver afkald på nogle af sine privilegier, går velfærdssamfundet i stykker, fordi det ikke længere kan financeres, og fordi det mindretal, der pukler for at skaffe pengene, ikke længere vil finde sig i tingenes tilstand. I et demokrati har flertallet magten. Kan man forestille sig, at et flertal vil benytte sin magt til at afskaffe nogle af sine egne privilegier”.

Det passer fantastisk godt på dette syge velfærdssamfund. Man burde have et antal stemmer efter ens skattebillet og ikke sociale indkomst.

Det er værre endnu..

Vores krise godt og præcist fortalt. Men oven idet så er det også kun en del af dem i den private sektor, som ikke er beskæftiget med noget nyttigt. Revisorer, bogholdere, konsulenter og advokater producerer typisk transaktionsomkostninger, hvilket er nødvendigt som følge af lovgivningen. De kan med næsten ligesågod ret kaldes for Oda.

Dejligt at nogen har set lyset...

Dejligt at læse nogen med et realistisk syn på nationaløkonomien. Jeg arbejder selv i den offentlige sektor, men jeg må indrømme, at jeg er MEGET bekymret for Danmarks fremtid. Vi har velfærd lige nu, men når man ser på vækstraterne i den øvrige verden, så kan vi hurtigt ende som et uland med økonomisk sammenbrud ala Grækenland, hvis vi ikke snart vågner... Og desværre er det min ubetingede oplevelse, at meget få forstår denne problematik, fordi de er alt for fokuseret på begivenheder i deres eget liv til at hæve sig op på nationaløkonomisk niveau. Man kan ligefrem møde mennesker i den offentlige sektor, der med tæt ved afsky i stemmen hævder, at de ikke skal være brugerstyret, så den offentlige sektor er efterhånden blevet sit eget vækstmonster, der lever for sig selv og ikke borgernes skyld.