Kronik

Sherlock Holmes forever

Sven Hakon Rossel: Sherlock Holmes er ikke blot excentrisk, piberygende, violinspillende og kokaindsprøjtende, han er også uhyre observerende og skarpsindig og nu også udødelig ...

I december 1887 blev romanen A Study in Scarlet (da. En Studie i rødt, 1893) udgivet, forfattet af den skotske forfatter og læge Arthur Conan Doyle (1859-1930), og det er der grund til at markere. For hermed fødtes nemlig detektiven over alle detektiver, Sherlock Holmes, som således netop er fyldt 125 år og faktisk lever i bedste velgående.

Det er vel en kendt sag, at Holmes ikke blot er excentrisk, piberygende, violinspillende og kokaindsprøjtende, men også uhyre observerende og skarpsindig, og at han sammen med vennen - og fortælleren af næsten alle Holmes-historierne - lægen dr. Watson, bor i 221b Baker Street i London. Efter denne adresse har man opkaldt foreningen af Sherlock Holmes-entusiaster, de såkaldte sherlockianere, The Baker Street Irregulars, grundlagt i 1934.

Holmes-biografien The Annotated Sherlock Holmes (1967), af William S. Baring Gould, afspejler den udbredte tro på, at detektiven faktisk har levet. Derimod er rygterne om, at Holmes skulle have drukket sine pints i »The Sherlock Holmes Pub« i Northumberland Street i Londons centrum stærkt overdrevne, hvilket ikke hindrer amerikanske og japanske turister i at bestorme stedet.

For øvrigt varede det en del år, inden Sherlock Holmes og hans assistent dr. Watson indtog den plads, de nu har i kriminalromanens historie. Både En Studie i rødt og den følgende roman, The Sign of Four (1890; da. De fires tegn, 1894), blev mødt med skuldertræk og det var først fortællingen A Scandal in Bohemia (1891; Skandale i Bøhmen), som i øvrigt introducerede skikkelsen Irene Adler, en mysteriøs amerikansk sangerinde og muligvis Holmes’ romantiske sværmeri, der førte til Doyles gennembrud.

I fortællingen The Final Problem (1893; Det endelige problem) optræder for første gang Holmes’ dødsensfarlige modstander, professor Moriarty. Begge omkommer 4. maj 1891, idet de efter en drabelig kamp styrter ned i Reichenbach-vandfaldet ved den schweiziske by Meiringen, der i øvrigt udnævnte Sherlock Holmes til æresborger med dertil hørende statue på torvet. I London førte Holmes’ død til et offentligt sørgetog gennem byen og Doyle så sig nødsaget til at lade detektiven genopstå, og i romanen fra 1901, The Hound of the Baskervilles (da. Baskervilles Hund, 1902), lever han således i bedste velgående. I alt omfatter forfatterskabet om Sherlock Holmes - eller »conanen«, som sherlockianerne kalder disse tekster, fire romaner og 56 fortællinger.

Men der gemmer sig også et helt andet forfatterskab bag navnet Arthur Conan Doyle. I 1902 blev han adlet for sin bog om boerkrigen i Sydafrika 1899-1902, The Great Boer War (1900; Den store Boerkrig), der forsvarede Englands rolle i krigen. Men allerede i 1888 havde han med Micah Clarke, en beretning om en religiøs konflikt i 1700-tallets England, skrevet den første af i alt syv historiske romaner. Andre af disse romaner, der hverken er værre eller bedre end så megen anden gedigen underholdningslitteratur, foregår- som f.eks. den sidste i rækken, Sir Nigel fra 1906 - i middelalderen og nød frem til Anden Verdenskrig en betydelig popularitet, ja, Doyle satte dem sågar højere end sine Sherlock-bøger!

Langt mere spændende er tre senere science fiction-romaner om videnskabsmanden, professor Challenger. Navnet betyder »udfordrer«, og Challenger er da også i modsætning til den afslappede og i hvert fald analytiske Sherlock Holmes en yderst aggressiv og dominerende skikkelse. Romanen The Lost World (1912) beskriver en ekspedition til en sydamerikansk højslette beboet af overlevende præhistoriske væsner, heriblandt dinosaurer - vi er faktisk ikke langt fra Jurassic Park-filmene, som Doyles roman da også har inspireret; der findes i alt seks filmversioner samt en engelsk TV-serie fra 1999-2002. I The Poison Belt (1913; Giftbæltet), passerer jordkloden en sky af giftig æter, der truer med at udslette alle planetens beboere - det er næsten som om Doyle her forudsagde Første Verdenskrigs giftgasangreb. Og med The Land of Mist (1926; Tågernes land), der helt mangler de to foregående romaners spændende handling og præcise iagttagelser, begiver Doyle sig ind i spiritistiske tåger, som den ældre forfatter med årene blev helt indhyllet i.

Dette er en udvikling hos en forfatter, hvis tidligere værker alle hyldede menneskets evne til videnskabelig iagttagelse og deduktion, netop repræsenteret af Sherlock Homes, henimod mysticisme og spiritisme. Men faktisk havde Doyle allerede i 1889 deltaget i en spiritistisk seance og ladet sig overbevise om de spiritistiske forekomsters ægthed. Efter at han i Første Verdenskrig havde mistet sin broder, en søn og to nevøer, søgte han under seancerne at komme i forbindelse med de døde, stærkt tilskyndet af sin anden kone, Lady Jean Leckie, som selv var et spiritistisk medium.

En lang række af Doyles flere end 100 fortællinger handler om det overnaturlige. Således fører The Maracot Deep (Maracotdybet) læseren til det sunkne Atlantis, i Lot No. 249 (Jordlod nr. 249) vækkes en mumie til live igen og The Horror of the Hights (Højdeskræk) handler om immaterielle væsner, der lever et eller andet sted i universet. Den uhyre produktive Doyle skrev desuden en række historiske og spiritistiske fagbøger og herudover 14 novellesamlinger, endnu 13 romaner og tre digtsamlinger.

Men det er ikke disse værker, Doyle huskes for. Det er og bliver krimierne om Sherlock Homes, der nok må betragtes som de vigtigste udgangspunkter og forbilleder for hele genren. Knyttet til forfatterskabet er endvidere utallige bearbejdelser både i bogform, for scenen og som film - her mindst 200 versioner. Der er kun plads til et par greb i godteposen. Der er nok ikke mange, som husker Robert Storm P.’s grinagtige parodi med Charles Holm og dr. Madsen i rollerne som henholdsvis Sherlock Holmes og dr. Watson. Derimod bør det være pligtlekture for enhver sherlockianer at læse Michael Dibdins formidable The Last Sherlock Holmes Story (1978; Den sidste S.H.-fortælling) om de to herrers jagt på East End-morderen Jack the Ripper. Den uventede og sensationelle slutning skal naturligvis ikke afsløres her.

Endelig kan som nyeste - af utallige - skud på stammen og som bevis på »conanens« stadige aktualitet nævnes den britiske bestsellerforfatter Anthony Horowitz’ roman fra 2011, The House of Silk (da., Silkehuset, 2012, forlag: Donovan Comics). Som et udtryk for tidens smag konfronteres læseren med brutalitet og action, bl.a. en dramatisk jagt på en forfulgt kunsthandler, en dolket forfølger og en til døde tortureret gadedreng.

På samme linje ligger de seneste års filmversioner, der har afløst de to klassiske Sherlock Holmes-serier med henholdsvis Basil Rathbone og Jeremy Brett i titelrollerne. Rathbone optrådte i alt i 14 film mellem 1939-46 og blev af Universal Studios i Hollywood gjort til en samtidig skikkelse, der levede i London i 1942, bilkørende og i kamp med tidens nazister. Kun få af episoderne bygger direkte på Doyle, og Watson er desværre gjort til en klodset idiot, hvad han langtfra var i originalteksterne. Jeremy Brett optrådte 1984-94 i 41 episoder i en BBC-fjernsynsserie, som endnu vises med jævne mellemrum. Denne fornemme version ligger tæt op ad det litterære forlæg og reetablerer den humor, der i de mellemliggende år var gået tabt, men som findes i rigt mål hos Conan Doyle.

Den nyeste serie, Sherlock, der kommer til at omfatte ni episoder, er ligeledes produceret af BBC; den påbegyndtes i 2010 og afsluttes i 2013. Den præsenterer, ligesom Rathbone-versionen i sin tid, en opdatering af mesterdetektiven med Benedict Cumberbatch som Holmes og Martin Freeman - bl.a. kendt fra den brandaktuelle film Hobbitten - som Watson. Her anvender vores detektiv SMS, internet, GPS og alskens moderne teknologi for at opklare forbrydelser og dette foregår i et hæsblæsende tempo. Holmes’ ellers yderst passive broder, Mycroft, dødsfjenden Moriarty og den tumpede politiinspektør Lestrade optræder alle prominent.

Samme virtuose blanding af James Bond-inspirerede forfølgelsesjagter, slagsmål og respektløshed over for originalen kendetegner de to Sherlock Holmes-film fra henholdsvis 2009 og 2011 med den amerikanske Robert Downey jr. i titelrollen og Jude Law som Watson. Her optræder ikke blot Moriarty som en værdig modstander, men også Irene Adler fra den første fortælling er vendt tilbage.

Filmene såvel som den aktuelle BBC-serie er typiske eksempler på »conanens« levedygtighed og evige popularitet.

Den første Rathbone-film fra 1939 indledtes med følgende tekst på lærredet: »Sherlock Holmes er tidløs, uovervindelig og uforanderlig. Han forbliver den overlegne mester helt frem til vor tid, når det gælder om at løse gådefulde forbrydelser ved hjælp af fornuft og logik.« Intet er i dag mere sandt!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.