Kronikken

Selvfølgelig kan mænd være feminister

Feminismen har haft trange kår i Danmark i de seneste år, hvor ordet feminisme nærmest er blevet et skældsord. Men forhåbentlig er det ved at ændre sig. Kampen for lige rettigheder er også min kamp. Og det gør mig per definition til feminist.

Claus Elholm Andersen.
Claus Elholm Andersen.

Forleden spurgte jeg min kone, om hun nogensinde var blevet taget på eller befamlet mod sin vilje.

Årsagen til, at jeg spurgte, var selvfølgelig i første omgang overgrebene mod de mange kvinder i Køln nytårsaften, men også fordi jeg netop havde læst et par artikler om hverdagssexisme og om, hvordan mange kvinder generelt bliver gramset på mod deres vilje.

Jeg havde egentlig regnet med, at min kone ville svare nej, da jeg havde opbygget en forestilling om, at hun bestemt ikke er typen, som nogen ville turde antaste. Men til min store overraskelse svarede hun ikke nej, men så på mig som med et overbærende blik, som om svaret gav sig selv: »Selvfølgelig har jeg oplevet det,« svarede hun: »Det tror jeg, de fleste kvinder har oplevet.«

Hun fortalte, at det især var på barer og diskoteker, da hun var yngre, at hun havde oplevet, at mænd havde befamlet hende mod hendes vilje. En fremmed mands hånd på brysterne eller et lille klask i røven, idet hun passerede nogen på vej til toilettet eller baren, var det mest almindelige. Og hun havde oplevet det så mange gange dengang, at hun ikke havde tal på, hvor mange gange hun havde været udsat for denne form for overgreb, denne form for hverdagssexisme.

At min kone – og med hende hundredtusindvis af andre kvinder – ikke kan opholde sig i det offentlige rum, hvad enten der er tale om barer, caféer, busser, tog eller banegårde, uden at risikere at blive befamlet og gramset på af fremmede mænd, er noget, vi som samfund bør tage langt mere alvorligt end vi gør.

For der er et eller andet rivravruskende galt, når så mange mænd åbenbart mener, at de er i deres gode ret til at begramse kvinder, uden at kvinderne har givet deres samtykke. Det er klamt, det er ulækkert – og det er decideret uværdigt for et demokratisk samfund som vores, hvor vi godt kan lide at hævde, at vi er så forbandet ligestillede, at feminismen har udspillet sin rolle.

Og det er altså ikke alene i visse indvandrermiljøer, at denne opfattelse af kvinder lever i bedste velgående, men en opfattelse som også kommer til udtryk i f.eks. de sexistiske lege på CBS’s rusture eller i de mange eksempler, som er blevet dokumenteret af projektet Everyday Sexism i Danmark.

At kvinder nærmest skal indstille sig på, at de på et eller andet tidspunkt i deres liv bliver udsat for sådanne hverdagssexistiske overgreb, antyder, at der måske nok er lovgivningsmæssig lighed mellem kønnene, men at denne lighed ikke afspejler virkeligheden. Det vidner om, at feminismen i dag stadig har noget at sige, da definitionen på feminisme jo som bekendt er, at kvinder og mænd bør have samme rettigheder og muligheder. Og så længe alt for mange mænd mener, at det er deres ret til at tage på kvinder, som de lyster, er det ikke tilfældet.

Som far til en lille datter, der endnu ikke er fyldt et år, er det en ubehagelig tanke, at også hun kan forvente at blive seksualiseret og befamlet mod sin vilje, når hun vokser op. En verden, hvor dette er normen, vil jeg som mand ikke acceptere. Det betyder, at kampen for lige rettigheder også er min kamp. Og det gør mig per definition til feminist.

At feminismen har haft trange kår i Danmark i de seneste år, hvor ordet feminisme nærmest er blevet et skældsord, er der ikke noget nyt i. Men forhåbentlig er dette ved at ændre sig.

Ikke alene har vi set den afsindigt dygtige Emma Holten, der ene kvinde har givet feminismen et nyt ansigt, en ny relevans og opdateret et kønspolitisk vokabularium, der ellers let kom til at virke anakronistisk.

Men vi har også oplevet, at den højrefløj, der tidligere gjorde grin med feminismen og afviste de kvinder, der berettede om hverdagssexisme, i kølvandet på skandalen i Køln ikke holder sig tilbage med at kalde det for seksuelle overgreb, når mænd tager på kvinder mod deres vilje. Dermed er de også de facto sprunget ud som feminister.

At jeg som mand godt tør kalde mig selv feminist, handler dog ikke alene om den hverdagssexisme, som kvinder over hele verden udsættes for. Det handler i lige så høj grad om, at den lighed, som feminismen plæderer for, ligger naturligt i forlængelse af den demokratiske tanke, hvor kampen for demokrati også er en kamp for lige rettigheder og muligheder for både mænd og kvinder. Og ser vi os rundt om i verden, er de lande, som vi opfatter som mindst demokratisk, også for det meste dem, hvor det står værst til med kvinders rettigheder.

Feminisme er også et forsøg på at komme den vold til livs, der overalt i verden begås mod kvinder. Alt for mange steder – lige fra de makabre massevoldtægter i Indien til kvinder i Saudi-Arabien, der piskes, hvis de har været deres ægtefælle utro – møder vi den opfattelse, at mænd ser sig berettiget til at bestemme over kvinder og deres kroppe.

Også i Danmark kan vi desværre være med, når det gælder vold mod kvinder. Selv om volden i samfundet generelt er faldet i de sidste årtier, er antallet af voldtægter så godt som uændret. Og nej, voldtægter er ikke bare mørklødede udenlandske mænd, der overfalder søde lyshårede piger i en park sent om natten. Mere end halvdelen af alle voldtægter bliver faktisk begået af en gerningsmand, der kender sit offer.

Vi skal heller ikke være stolte over, at mindre end hver femte sigtelse faktisk fører til dom. For med det in mente giver det pludselig mening, hvorfor kun hver syvende voldtægt ifølge kvalificerede gæt faktisk meldes til politiet.

Svaret på disse udfordringer er ikke en svensk løsning. For i Sverige har man med udgangspunkt i en forkvaklet forestilling om, hvad lighed er, forsøgt at udviske forskellen mellem mænd og kvinder. Konsekvensen er, at kvinder nu er ved at blive skrevet ud af sproget med »kønsneutrale« ord som »hen« og en forkastelse af ethvert ord, der antyder, at vi har at gøre med en kvinde.

Svaret er heller ikke en yderligere offergørelse af kvinder. I stedet må vi gribe fat i den kultur, der yngler en opfattelse af, at mænd kan gøre, hvad fanden de vil med kvinder, og at det er deres ret som mænd at gramse på dem, udnytte dem eller voldtage dem.

Det er en kultur, der selvfølgelig findes i en række indvandrer- miljøer, som vi bliver nødt til at konfrontere og gøre det tindrende klart, at vi ganske enkelt ikke vil finde os i det. Men det er lige så meget en kultur, der findes hos os andre lyserøde danskere, hvor computerspil, TV-serier og den let tilgængelige internetporno synes at avle en opfattelse af, at en kvinde altid bare venter på at blive taget hårdt af en mand, og at et nej i virkeligheden er et udtryk for, hvor meget hun vil ha’ det.

At vi i Danmark er så langt fremme, at de lige rettigheder og muligheder er sikret i lovgivningen, betyder altså ikke, at kampen er slut. For de mange overgreb mod kvinder er et symptom på en dybere strukturel ulighed, der også manifesterer sig i den skæve kønsfordeling, når det kommer til barsel, topposter eller løn. Derfor skal vi blive ved med at diskutere dette, blive ved med at dokumentere ulighederne og slå hårdt ned på enhver form for overgreb.

Der er også et politisk ansvar her, et ansvar for indimellem at skubbe lidt i den rigtige retning og et ansvar for, at disse spørgsmål står højt på skolernes læreplaner.

Feminisme handler altså ikke kun om kvinder og deres rettigheder. Tværtimod handler det om os alle sammen. Om vores døtre, koner, søstre og mødre, javist, men også om os mænd. For den kamp, som feminismen kæmper, er en kamp, der unægtelig er forbundet med kampen for demokrati, lighed og menneskerettigheder.

Derfor tør jeg godt kalde mig feminist. Tør du?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.