13. maj 2010, 22:30

Der findes sammenhængskraft i Danmark - en folkelig. Påstanden om, at sammenhængskraften ikke findes, kommer af en elitær kulturel og politisk selvforståelse, der foragter og undertrykker folkeligheden. Den ser ikke sammenhængskraften, fordi den ikke ser folkeligheden. Min påstand er imidlertid den, at den folkelige sammenhængskraft er spillevende, og at den i vor nyvundne enhedskultur vil udfolde sig i en ny myndighed.

Den folkelige sammenhængskraft lever i dagligdagen. Eksempelvis på en kold søndag i januar, hvor børn fra hele Stevns stimlede til badmintonstævne i Hårlev. Idrætshallen her er ikke nogen skønhed, men dannede den dag et meningsfyldt rum for en del af det folkelige fællesskab på Stevns. Den er støbt i store betonelementer, og fremstår som et funktionsdygtigt og virksomt monument over vort levende danske foreningsliv, hvor skattekroner bakkes op af indsamlinger.

Vi var af sted med vore tre piger, og kom ind i hallen med østenvinden susende om ørerne. Der var fyret op, og stævnet kunne trods frameldinger og et revideret program gå i gang på klokkeslættet. Lederne og trænerne udviste en beundringsværdig tålmodighed og venlighed. Vi kunne se, at børnene ikke var bange for hverken at melde sig ved dommerbordet eller henvende sig til deres trænere. Det er et godt tegn på den tillid, der er krumtappen i foreningslivet. Der skal støbninger til, som kan rumme mere end sig selv. Der skal mennesker til, som er i stand til at ville hver enkelt i fællesskabet uden at miste fællesskabet af syne. For det udøvede fællesskab er netop kendetegnet ved, at enhver kan blive sig selv i det. Det er kit, og det er opdragende.

Vi forældre kunne med sindsro køre fra og til i løbet af dagen. Jeg så den dag også en afslappet flad struktur, som mere og mere viser sit værd. Vi er væk fra fordums kæft, trit og retning, og kan nu opleve, at vore børn ser voksne bestride deres lederskab i øjenhøjde. Dommerbordet annoncerede, at pointtællere kunne melde sig ved bordet, og så ellers begive sig til en kamp for netop at tælle point. Dog kun, hvis spillerne ikke selv talte. Det fik det hele ned på jorden. I stævnets flade struktur så vi vore dages demokrati udfoldet på solid folkelig grund.

På trods af, at det elitære Danmark i dag påtager sig et både foragteligt og bekymret standpunkt. Politikere over en bred kam fisker stemmer i en retorik om manglende fællesskab, og et væld af bøger skrevet af samfundsforskere, som Johannes Andersens De barnagtige og Henrik Jensens Det ordentlige menneske, peger på egoisme og mangel på ansvar. De moraliserer, men taler imod erfaringen i den brede befolkning, og begår den fatale og også selvpromoverende fejl at fremhæve evige svagheder i mennesket.

Vi skal måles på, hvad vi gør over for vores næste, når det gælder i det nære. Da viser det sig, at danskeres hverdag, som den opleves af flest, er fuld af omsorg og gensidighed. Udlændinge siger endda: I må da være lykkelige, for I har overalt legepladser til jeres børn. Det handler om evnen til omsorg og gensidighed. Det som findes i det kristne krav om næstekærlighed, og som filosoffen Løgstrup i sin Etiske fordring oversatte til et samfundskrav om rollebytning - evnen til at sætte sig i en andens sted. Noget jeg som feltpræst i Afghanistan har set udfoldet blandt unge danske soldater, som i krigens kaos er bange for at svigte kammeraterne. De har det med hjemmefra. Et Danmark, hvor vi bygger samfund på omsorg og gensidighed.

Det set i forhold til min skolegård, som var en barsk omgang slagsmål på asfalt, hvor gårdvagten blot vilkårligt greb ind. I dag har institutioner og skoler haft succes med at skabe værdigere forhold for det enkelte barn, selvom mobning er et blivende menneskeligt problem, vi vedvarende må forholde os til. Jeg kan måle det på mine børn, når de i svømmehallen tillidsfuldt stiller sig i kø ved vippen. Da jeg var barn, skulle man først vurdere, om der var risiko for, om nogle ældre ville give sig til at daske til en. De sidste 40 års udvikling har øget trygheden. Ikke kun blandt børn, men også i samfundet.

Samtidig er landbokulturen i et smerteligt opbrud forsvundet på landet - et opbrud, som bl.a. forfatteren Martin A. Hansen anede og gav ord i sin egen bevægelse fra land til by. Landbokulturens er blevet opslugt af bykulturen, men har bidraget frugtbart med f.eks. omsorgen og gensidigheden til en ny enhedskultur, vi nu skal forstå som vores folkelige ballast. Nok skal vi lige finde os til rette, og nok lever vi stadig med klasseskel og nutidige udfordringer som integration og klima, men det udelukker ikke muligheden for, at vi forstår os selv i en folkelig sammenhæng, hvis vi altså kaster den elitære selvforståelse af os.

En selvforståelse der endda 1990erne næsten talte os væk fra det danske og ind i det multikulturelle "vi er alle ens" og videre ind i en lovprisning af det globale menneske.

At føle sig som dansker er at ville stå ved, at man ud fra Grundtvigs folkelighedsbegreb er lig sit folk - er folke-lig. Vi må ikke på enerens standpunkt syrligt og ironisk tale ned om de andre danskere. Vi må i stedet i den gode folkelighed lade den enkelte blive sig selv sammen med andre. Desværre er vi kommet til at ligge under for den foragt, der er for "det folkelige" - også selvom vi i dagligdagen erfarer den positivt og vil forsvare den. Inderst inde er danskerne et folk, som er stolt af Danmark. Vi er et folk, fordi vi taler et fælles sprog og har en fælles historie. De fleste ældre har i skolen lært Dalgas’ sætning om, at hvad udadtil er tabt, skal indadtil vindes. Efter nederlaget ved Dybbøl tog danskerne arbejdshandskerne på, og skabte på land og i by og på tværs af klasseskel i en kraftfuld anstrengelse det åndelige og materielt velstående Danmark, vi kender i dag.

Det må vi bevidst anerkende, og vi må i dag se os selv som en aktiv del af samme historie, samt også tiltro vore børn evnen til at fastholde, skabe og forandre Danmark. Ikke mindst dem. Vi, nutidens forældre ser desværre på vores børn som nogle, vi skal beskytte og bringe i vej for enhver pris, mens vi samtidig har travlt med at diskvalificere dem.

De er netop egoistiske og uansvarlige, siger vi undertrykkende, og giver dem dermed ikke fri til at gå ind i livet, selvom vi synes, vi giver dem al frihed og behandler dem ligeværdigt. Sagen er, at vi har dem i lommen og ikke giver dem ansvar - både som pligt og opofrelse. På den måde forhindrer vi dem også i at blive myndige og tage hånd om mere end sig selv.

På trods heraf er jeg overbevist om, at vore børn netop en dag vil vise sig myndige. De sidste 40 års historie, som hviler på Danmarks demokratiske tilblivelseshistorie, vil bryde frem i dem som handling. Dels vil den flade struktur i institutioner og skoler snart slå igennem i en ny myndighed, som også vil vride os fri af den elitære snak om manglende sammenhængskraft. Dels vil sammensmeltningen mellem land og by vise sig i en frugtbar homogen og inkluderende enhedskultur, der ikke skal bruge kræfter på en forvirret søgen efter identitet, men i stedet give plads for selvsamme myndighed.

Vore børn vil med andre ord tage hånd om Danmark, og vil myndigt kunne løse samfundsopgaver som integrationsspørgsmålet og klimaproblemet. De vil gøre det med en gæstfri og grænsesættende selvbevidsthed af at være dansk, og med vores historisk vundne folkelige evne til at vinde indadtil, hvad udadtil er tabt.