Karen Ellemann: Grøn kritik. Det ærgerlige er, at Danmarks Naturfredningsforenings useriøse indpakning af budskaber gør, at man slet ikke hører efter, når de endelig har noget sagligt at sige.
10. april 2011, 22:30
For nylig skete det igen. Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening (DN) Ella Maria Bisschop-Larsen kom med endnu et udokumenteret og usagligt angreb på regeringens miljøpolitik. Igen var tonen ukonstruktiv og retorikken hård. Sådan er politik, og det skal man kunne tåle. Når det ærgrer mig, er det ikke på grund af min egen sarte sjæl. Det ærgerlige er, at foreningens useriøse indpakning af budskaber gør, at man slet ikke hører efter, når de endelig har noget sagligt at sige. Og dermed får vi desværre ikke gjort foreningen til den aktive medspiller i dansk miljøpolitik, som ellers ville være både ønskeligt og naturligt.
Danmarks Naturfredningsforening er nemlig ikke en hvilken som helst forening. Den 100 år gamle forening er en af landets største og bredeste foreninger med hele 135.000 medlemmer. Det er en forening, der helt tilbage fra Thorvald Staunings tid har opnået en særlig status i forhold til loven. Eksempelvis er DN den eneste private forening, nationalt og internationalt, der har ret til at rejse fredningssager.
Derfor glædede jeg mig også til samarbejdet, da jeg blev miljøminister. Jeg forventede at møde en forening, der var kritisk og systematisk pegede på hullerne i regeringens miljøpolitik. Jeg forventede også at møde en forening med konstruktive forslag til løsninger på miljøets og naturens problemer. Det første har jeg hørt til overflod. Både relevant og irrelevant kritik. Det sidste formår foreningen desværre ikke på samme måde at presse igennem mediernes filter.
Lad mig give en række eksempler på kritik fra præsidenten for naturens største forening:
Det første og seneste eksempel er alvorligt. I en artikel i Altinget 22. februar anklager DN mig for at tilbageholde information og misinformere Folketinget. Det er ikke en anklage, som man skal tage let på. En overtrædelse af ministeransvarsloven er jo særdeles alvorlig og kan medføre straf. Anklagen går på, at jeg i et resumé til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om resultaterne af FNs biodiversitetskonference i Nagoya i Japan udelader væsentlige detaljer. Man kan undre sig over mange ting i denne kritik: Hvorfor kommer kritikken først tre måneder efter, at resumeet er sendt til Folketinget? Går et resumé ikke ud på at udelade detaljer for at give det overordnede billede? Og hvorfor glemmer DN – bevidst eller ubevidst – at jeg samme dag oversendte den samlede aftale fra Nagoya til Folketinget? Den samlede aftale indeholder nemlig alle de punkter og delelementer, som DN kritiserer mig for at udelade i resumeet.
En ting er, at jeg ikke forstår kritikken fra DN. Men det kan være, at jeg overser det saglige budskab på grund af indpakningen. Det kan jo være, at DN kender en bedre måde at informere Folketinget på end at lade den samlede aftale supplere med et resumé?
Det næste eksempel er præsidentens angreb på regeringen for at sammenlægge to styrelser til den nye Naturstyrelse. Det udlægger Ella Maria Bisschop-Larsen med ordene »Regeringen skærer nu igen ned på indsatsen over for vores miljø- og naturområder. Man sætter færre til at tage sig af de samme opgaver«. En påstand, der er helt udokumenteret, og som går stik imod formålet med oprettelsen af Naturstyrelsen.
Formålet med sammenlægningen af de to gamle styrelser er, at deres forskellige fagligheder skal skabe en synergi, som i endnu højere grad styrker vores arbejde for natur og miljø. Den nye organisation giver også mulighed for at fastholde højt kvalificerede medarbejdere i alle dele af landet. Det er ikke en spareøvelse, men en organisatorisk understøttelse af arbejdet med natur- og miljøbeskyttelse i Danmark. Og det ved DN godt.
Men det er ærgerligt, når foreningen alt for ofte anvender en usaglig og udokumenteret argumentation
– Karen Ellemann, miljøminister (V) om Danmarks Naturfredningsforening
Et tredje eksempel er foreningens voldsomme kamp mod placeringen af et nationalt testcenter for vindmøller ved Østerild og Hjardemål klitplantager i Thy. DN har fra starten bygget sin kritik udelukkende på, at de ikke ønsker træerne fældet i plantagerne. Men i DNs egen vision for naturen »Fremtidens natur i Danmark« fra 2004, er det en erklæret målsætning at reetablere klitheden med en naturlig vandstand i området mellem Hjardemål Plantage i vest og Tranum Plantage i øst. Og der står direkte: »Det kan ske ved fortsat at rydde egnede nåletræsplantager, der vender ud mod kysten«. På den baggrund fremstår argumenterne mod testcenteret som usaglige.
Da beslutningen om at placere testcenteret i Thy blev truffet, var det ifølge DN »et brud på 200 års principper for forvaltning af de danske skove«. Men også det ved DN godt er forkert. For det første, fordi fældning af skov ikke er noget nyt, men typisk sker i forbindelse med anlægsprojekter. Og naturligvis med et krav om erstatningsskov. For det andet, fordi foreningen på sinw egen hjemmeside selv skriver: »Der skal tilladelse til for at fjerne fredskov, og der vil så blive krævet plantning af erstatningsskov«. Og det er jo præcis tilfældet med det nationale testcenter, hvor vi planter tre træer for hver gang, vi fælder to.
Et fjerde eksempel er foreningens modstand mod de lettelser i planloven, som regeringen lancerede i forbindelse med planen »Danmark i balance i en global verden«.
Under den dramatiske overskrift »Regeringen bryder egne løfter« forsøger præsidenten at fremstille det som et løftebrud, når det, regeringen gjorde i 2004, ikke er i overensstemmelse med det, som vi nu foreslår. I 2004 besluttede regeringen at tillade flere sommerhuse. Enkelte er placeret indenfor strandbeskyttelseslinjen, fordi det ikke kan undgås på små øer. Det sammenblandes med, at vi i den kommende ændring af planloven ikke åbner for nye ændringer i strandbeskyttelseslinjen. DN sammenblander således med vilje to tiltag, der er forskellige både i tid og indhold. Det er ikke en saglig måde at argumentere på. Desuden suppleres kritikken af planlovsforslaget med en illustration af Skagen med store hoteller helt ude i vandkanten. Det til trods for, at forslaget som nævnt ikke omfatter de første 300 meter fra vandkanten og at Skagen ligger i en kommune, der ikke er omfattet af forslaget.
Dette er blot udvalgte eksempler på den særlige retorik og argumentationsform, som Ella Maria Bisschop-Larsen og Danmarks Naturfredningsforening anvender. Man kan ved selvsyn se flere eksempler ved at læse pressemeddelelserne på foreningens hjemmeside.
Jeg vil godt igen understrege, at naturligvis skal Danmarks største grønne organisation være kritisk over for den til enhver tid siddende regering. Og selvfølgelig skal de kritisere beslutninger og politik. Det gør de andre organisationer inden for miljøområdet også jævnligt. Det er, som det skal være.
Men det er ærgerligt, når foreningen alt for ofte anvender en usaglig og udokumenteret argumentation. For det gør det sværere at tage foreningen alvorligt. Man lytter simpelthen ikke til dem, når man forventer, at det blot er den sædvanlige usaglige kritik. Det synes jeg, er en skam. For det betyder, at alle foreningens gode, konstruktive forslag, ideer og holdninger ikke altid får den behandling, som de fortjener. Og det er ikke kun synd for Danmarks største og bredeste grønne organisation og dermed alle 135.000 medlemmer. Det er også synd for naturen og miljøet i Danmark.
Jeg vil faktisk rigtigt gerne have en konstruktiv dialog med Danmarks Naturfredningsforening om alle de mange fælles udfordringer, som presser sig på. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til Danmarks Naturfredningsforening og foreningens præsident om en konstruktiv dialog og et udbytterigt samarbejde. Og naturligvis gerne masser af saglig kritik.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten