Kronik

Sådan ville Keynes løse euro-krisen

Svend E. Hougaard Jensen: Ligesom den britiske økonom John Maynard Keynes advarede mod at inddrive for meget af Tysklands gæld efter Første Verdenskrig, skal vi være varsomme med at stille for hårde krav til Grækenland. Det giver let ekstreme kræfter for meget spillerum.

John Maynard Keynes.
John Maynard Keynes.

Det er blevet en udbredt opfattelse, at Tysklands hårde sparekurs slår Europa i stykker. Nogle mener, at landene i eurozonen i stedet burde have en fælles finanspolitik, hvor den offentlige gæld i hvert euroland blev omdannet til såkaldte euroobligationer, og hvor der blev iværksat kortsigtede vækstpakker for at undgå depression i hele eurozonen. Umiddelbart virker dette – både analysen og anbefalingerne – i god pagt med noget, der kunne være inspireret af en af de mest indflydelsesrige økonomer i det 20. århundrede, nemlig briten John Maynard Keynes (1883-1946). Men har keynesiansk tankegods relevans, når det gælder en af tidens store økonomiske udfordringer: den europæiske gældskrise? Lad os først skrue tiden tilbage til dengang, da Keynes faktisk levede. I perioden kort efter Første Verdenskrig, dvs. for små hundrede år siden, oplevede Europa også en gældskrise, om end af en lidt anden karakter end nu. Som i dag spillede Tyskland også dengang en hovedrolle. Keynes forfægtede det synspunkt, at hvis ikke de hårdest ramte lande, herunder Tyskland, fik eftergivet en væsentlig andel af deres gæld, ville der opstå store sociale spændinger med risiko for politisk ekstremisme til følge. I værste fald kunne dette føre til genoptagelse af egentlige krigshandlinger. Opbakningen til Keynes’ synspunkter var imidlertid ikke ret stor, og i skuffelse valgte han at opsige sit job som embedsmand i det britiske finansministerium. I stedet skrev han bogen Economic Consequences of the Peace, som udkom i 1919. Et af hovedbudskaberne var, at når et land er havnet i en situation med stor gæld, så er det et problem, som både kreditor og debitor må erkende, at de har været sammen om at skabe, og derfor også må finde sammen om at løse.

I dagens Europa er det Grækenland, der er problembarnet. Umiddelbart er det besnærende at hævde, at det er grækerne selv, der har skabt deres gæld, og at det derfor må være grækerne alene, der gennem spareplaner, skattestigninger og på anden vis får finanspolitikken bragt tilbage på en holdbar kurs. Men det ville altså ikke flugte med Keynes’ tanker, hvis ansvaret for gælden kun blev placeret hos grækerne. Keynes ville givetvis hævde, at kravene til Grækenland som modydelse for diverse hjælpepakker er for barske. At grækerne bliver pålagt byrder, som er ude af trit med landets reelle økonomiske muligheder. Og at insisteren på at få kravene honoreret indebærer en risiko for social kollaps og politisk radikalisering. Urolighederne i Athens gader og tilslutningen til yderligtgående partier ved de seneste valg tyder på, at råderummet for yderligere stramninger på kort sigt er yderst beskedne.

Hvordan ville en keynesiansk inspireret løsningsmodel for Grækenland så se ud? For det første skal grækerne naturligvis selv være med til at betale regningen. Det er trods alt især dem, der gennem de årlige finanslove har skabt gælden. Derfor skal gælden ikke fjernes med et pennestrøg, men gennem forhandlinger nedskrives til et realistisk niveau. For det andet skal de private kreditorer, som har købt de græske statsobligationer, bidrage til finansieringen. Det drejer sig især om græske banker, men også om banker og finansielle investorer fra andre lande i og uden for eurozonen. De har på et tidspunkt købt græske statsobligationer til trods for blinkende advarselslamper. Det er derfor helt rimeligt, at de bidrager med et såkaldt haircut. Men der er naturligvis en smertegrænse, så man ikke kaster barnet ud med badevandet. Bankerne er systemisk vigtige, og hvis de presses for meget, kan det udløse en ny kreditklemme. Er det ikke netop en sådan model, som med deltagelse af debitorer, kreditorer og overnationale instanser som EU, ECB og IMF har ført til, at banker, pensionskasser og andre långivere verden over har accepteret at slå en streg over græsk statsgæld for godt 100 milliarder euro? Jo, gældsnedskrivningen er foregået mere eller mindre frivilligt, og næsten alle kreditorer har medvirket. Det vurderes, at aftalerne vil bringe Grækenlands offentlige gæld ned til 120 procent af bruttonationalproduktet i 2020. Dog peger de nyeste gældsanalyser på, at Grækenlands gæld ikke når ned til 120 procent af BNP i 2020, men nok snarere havner på 140 procent. Så lur mig, om ikke IMF i nærmeste fremtid vil presse på for yderligere gældseftergivelseSå langt så godt. Men er Grækenland – og andre af de hårdest ramte eurolande så som Spanien, Portugal og Italien – rent faktisk kommet på en holdbar kurs?

Svaret afhænger kritisk af, om det lykkes at få gang i den økonomiske aktivitet. Her er den store risiko, at planerne for at løse gældskrisen gennem især spareplaner fører til, at eurozonens sydeuropæiske lande havner i en lavvækstfælde. Betyder de pålagte stramningskrav, at den samlede efterspørgsel bliver holdt så meget tilbage, at økonomierne skrumper ind i stedet for at vokse? Det er således bemærkelsesværdigt, at Grækenland på femte år i træk oplever recession. I den forbindelse er det værd at fremhæve, at den bedste »kaution«, et land med stor offentlig gæld kan stille til sine kreditorer, er evnen til at generere indkomst og dermed kapacitet til at skabe et tilstrækkeligt stort skatteprovenu. Udsigt til faldende produktion og beskæftigelse peger derfor i den forkerte retning, for dermed svækkes evnen til at servicere den offentlige gæld. Det er også på den baggrund, man skal se det høje renteniveau på statsobligationer udstedt af de sydeuropæiske eurolande. Finansmarkederne tror ikke på, at disse lande kan svare hver sit. Dette står i skarp kontrast til USA, som har højere offentlig gæld pr. indbygger end selv de hårdest ramte lande i eurozonen. Alligevel har amerikanerne ikke på samme måde mærket finansmarkedernes straffeaktion. Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at finansmarkederne har tillid til, at den amerikanske økonomi har kapacitet til at skabe så stor en indkomst, at den offentlige gæld i USA vil blive honoreret. Keynes var i tiden lige efter Første Verdenskrig bekymret for de politiske konsekvenser i Tyskland af ydre (især britiske) krav om opstramning og deraf følgende stor arbejdsløshed. Også i dag kan opstramningen, som nu sker på især tysk initiativ (!), blive så brutal, at det kan blive svært at danne en regering med forankring på den politiske midte i bred forstand. Hvis omverdenens krav er gigantiske spareplaner, og hvis det økonomisk-politiske arsenal i øvrigt er yderst begrænset, så man er bundet på hænder og fødder, kan attraktionen ved at overtage ’magten’ være meget beskeden. Her er Grækenland igen en interessant case: med eksterne krav om spareplaner, og uden mulighed for hverken at føre en selvstændig pengepolitik, devaluere eller forhindre kapitalflugt, står døren åben på vid gab for opbakning til ekstreme politiske kræfter, som ønsker et fundamentalt opgør med de bærende konstruktioner i den nuværende samfundsmodel.

Vi var sikkert mange, som havde det godt med den nylige tildeling af Nobels Fredspris til EU for dets evne til at sikre fred i Europa gennem adskillige årtier. Men denne fornemme status kan blive udfordret, hvis de svageste af de europæiske økonomier ikke snart kommer til hægterne igen. En vigtig indsigt fra den keynesianske lærdom er, at der skal føres en gælds- og konjunkturpolitik, som hverken slår økonomien i stykker eller ødelægger mulighederne for, at den politiske midte – i bred forstand – kan bevare sin legitimitet. Og det er ingen nem opgave i dagens Europa, hvor der er så lidt at rutte med ...

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.