Kronikken

Sådan får vi de udsatte unge med på uddannelsesvognen

Selv om uddannelse oftest er vejen til et godt liv, er det ikke alle udsatte unge, der har behov for uddannelse nu og her, men som i et job med uddannelsesperspektiv kan få fodfæste på arbejdsmarkedet for senerehen at betræde uddannelsesstien.

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen satte for nylig fingeren på et særdeles ømt punkt for dansk uddannelsespolitik: Nemlig den kendsgerning, at 20 procent af de unge ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse syv år efter, at de har afsluttet 9. klasse. Derfor har statsministeren nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan flere unge hurtigere finder deres rette hylde og får en ungdomsuddannelse.

Set med vores uddannelsesøjne nærmer det sig en falliterklæring, at vi ikke for længe siden er lykkedes med at give denne gruppe unge reelle muligheder for at komme godt i vej. Andelen af disse unge, som på politisk korrekt dansk går under betegnelsen »udsatte unge« – eller lidet flatterende, »restgruppen« – er ikke blevet mindre de senere år trods et ellers stigende uddannelsesniveau i befolkningen. Det er ikke holdbart hverken for den enkelte, for samfundsøkonomien eller for vores sociale sammenhængskraft.

Med erhvervsuddannelsesreformen fra 2014, som vi bakker varmt op om, er der risiko for, at restgruppen vokser yderligere, fordi det nye adgangskrav på 2 i dansk og matematik fra grundskolen risikerer at afskære flere unge fra at gå den faglærte vej direkte fra grundskolen.

Siden 1990erne har skiftende regeringer haft som ambition, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en ungdomsuddannelse. Det mål er næsten nået, hvis man skal tro regeringens fremskrivning af de unges forventede uddannelsesadfærd målt 25 år efter grundskolen.

Men restgruppen hænger i bremsen. Vi møder dem i frafaldsstatistikken på uddannelserne, i kontanthjælpssystemet og i distriktspsykiatrien. Bevares, de fleste af vores unge tager den lige vej gennem det formelle uddannelsessystem – 10. klasse, de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne osv. – hvorefter de enten finder sig til rette på arbejdsmarkedet eller læser en videregående uddannelse. Styrken ved det formelle uddannelsessystem er, at det målrettet giver eleverne de nødvendige faglige kompetencer, så de kan komme videre i uddannelsessystemet eller i job. Men ikke alle kan klare det, forsøger igen og igen og når aldrig i mål med en ungdomsuddannelse.

Resultatet er ikke overraskende: For mange går motivationen fløjten, mens andre er ressourcestærke nok til selv at sørge for at tage nogle omveje, som modner, danner og motiverer. Pointen er – trods finansministerielle kalkuler – at den lige vej ikke altid er den sikreste og mest rentable for samfundet. Det vigtigste er derimod at sikre, at alle kommer i mål, og det er her, at de forberedende tilbud kommer ind i billedet.

De forberedende tilbud består af mere eller mindre kendte tilbud: Nogle af de ikke-formelle tilbud er alternativer til de formelle, andre fungerer som forberedende tilbud i forhold til at give unge især personlige og sociale kompetencer til at begå sig og være motiveret for uddannelse i det formelle system. Eksempelvis har de frie fagskoler specialiseret sig i at gøre eleverne »parat til erhvervsuddannelse«. Også daghøjskolerne er gode til at hjælpe mennesker tilbage på sporet.

En nyere undersøgelse viser, at unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, har større chancer for at vende tilbage til uddannelsessystemet, hvis de har gået på højskole. Desuden har mange af de ikke-formelle tilbud den fordel, at de findes i lokalområdet tæt på den unges bopæl. Det har vist sig at have stor betydning for de mere udsatte unge.

Trods de mange tilbud har Danmark en udfordring med de udsatte unge. Det er der ingen snuptagsløsninger på, men én vej frem er bedre samspil mellem de formelle og de ikke-formelle skoleformer. Det forudsætter bl.a., at vi får luget ud i uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter på tværs af kommunal og statslig sektor. Konkret bør tilskudssystemerne tale bedre sammen.

I dag modtager kommunerne forskellige typer tilskud, som gør, at de unge ikke altid visiteres til det for dem optimale tilbud. Herudover giver tilskudssystemerne skolerne en økonomisk tilskyndelse til enten at holde på eleverne fremfor at visitere dem til et mere relevant tilbud eller sende dem hurtigt videre, før de er klar til det. Endelig opstår der problemer med kassetænkning, når unge krydser kommunegrænserne.

Vi er ret overbevist om, at der ikke behøver at blive opfundet nye tilbud. Der er i dag et bredt udbud af forberedende tilbud i det ikke-formelle uddannelsessystem. Kunsten er imidlertid at få dem til at spille bedre sammen – indbyrdes såvel som i forhold til det formelle uddannelsessystem.

Men det er ikke nok. Bundniveauet i de enkelte tilbud bør hæves, bl.a. gennem større udveksling af gode erfaringer fra forskellige indsatser i behørig respekt for, at »one size fits all« ikke gælder her, fordi der også er behov for decentrale løsninger. Vi mener derfor, at vejen frem er at indføre et »kædeansvar«, så det afgivende tilbud er ansvarlig for at henvise den unge til et tilbud, der passer til den unges behov. Det vil gøre en stor forskel.

Vi foreslår også, at de forskellige tilbud kvalitetsikres langt bedre. Vi har brug for mere robust viden om effekterne af indsatsen i de forberedende tilbud. Vi bør vide mere om – både kvantitativt og kvalitativt – hvad der virker i forhold til forberedende tilbud lokalt og regionalt for at designe nationale indsatser i tæt samspil med aktørerne på det decentrale niveau. Her er det vigtigt, at der er plads til kommunale forskelle. Det forudsætter bl.a. et viden- og kompetenceløft af ledere, lærere og ikke mindst beskæftigelseskonsulenterne i jobcentrene, hvor sidstnævntes kendskab til de ikke-formelle uddannelsestilbud – i modsætning til de formelle – er relativt begrænset.

Når det handler om at bringe de unge videre, spiller de forberedende tilbud en afgørende rolle som linket mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

På nationalt niveau mener vi, at regeringen bør sætte ind med en ny kvantitativ målsætning for, hvor stor overgangen mellem de forberedende tilbud og ungdomsuddannelserne bør være.

Erfaringen viser, at politiske målsætninger virker, fordi de skaber fokus, commitment og synlighed både politisk, i forvaltningerne og ude på de enkelte institutioner.

En ny målsætning for overgangen mellem de forberedende tilbud og ungdomsuddannelserne bør defineres i forhold til, om de unge påbegynder en ungdomsuddannelse eller kommer i beskæftigelse. Selv om uddannelse oftest er vejen til et godt liv, er det nemlig ikke alle udsatte unge, der har behov for uddannelse nu og her, men som i et job med uddannelsesperspektiv kan få fodfæste på arbejdsmarkedet for senere hen at betræde uddannelsesstien.

Endelig mener vi, at de forberedende tilbud bør integreres bedre i udskolingen, så overgangen til ungdomsuddannelse styrkes.

Her efterlyser vi mere fokus på formalisering af de unges kompetencer, inden man afgiver de unge til næste uddannelsestilbud, hvad enten det er formelt eller ikke-formelt. Det fordrer en mere praksisrettet pædagogik, som ikke nødvendigvis er den samme på tværs af de forskellige skoleformer, men som giver plads til at møde den unge, hvor han eller hun er.

Der er bestemt grund til at være ambitiøs, når det handler om at bringe de udsatte unge videre. Men det kræver et opgør med stive systemer, kassetænkning og den måde, vi ser denne gruppe af unge på. I stedet for at fokusere på, hvad de ikke kan, skal vi bygge på, hvad de kan.

For som statsministeren formulerede det på Folketingets talerstol: »De unge, der mister grebet om deres skolegang, risikerer jo ultimativt at miste grebet om livet. Sådan behøver det ikke være, sådan skal det ikke være, når man nu ved, at det kan lade sig gøre at vende nederlag til succes mod alle odds med den rigtige indsats.«

Mere klart kan det vist ikke siges. Lad os komme i gang med at give alle unge den chance i livet, de har krav på.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.