7. februar 2010, 22:30

I efteråret 2009 blev de studerende på et af verdens mest prestigefyldte universiteter, Harvard Business School, konfronteret med en ny undervisningscase. »Denmark: Globalization and the Welfare State« hed den, og på typisk Harvard-maner blev de ambitiøse MBA-studerende bedt om at forholde sig til et konkret dilemma. I dette tilfælde statsminister Lars Løkke Rasmussens dilemma: Hvordan skal den nye regeringsleder kunne balancere mellem det stigende behov for global konkurrencedygtighed og den folkelige forventning om et omfavnende velfærdssamfund? Globalisering eller velfærdsstat? I de kommende år vil netop dette dilemma stå øverst på den økonomiske dagsorden. Indtil for to år siden var det forskningsmæssige hovedspørgsmål: »Hvordan blev Danmark så rigt?« Nu er det: »Hvad skal Danmark leve af?«

En forudsætning for at kunne give et nogenlunde kvalificeret svar på dette spørgsmål er, at vi forstår den særlige danske variation af kapitalisme. Danmark har haft et økonomisk system, der med rimelighed kan karakteriseres som kapitalisme siden 1850erne – altså i ca. 150 år. Set i dette lange tidsperspektiv har dansk kapitalisme udviklet sig som et mægtigt pendul svingende mellem perioder præget af de frie markedskræfter og perioder præget af statslig regulering. I midten af 1800-tallet blev det kapitalistiske pendul sluppet fra den ekstremt liberale position. Enevældens gamle privilegie- og lavssystem blev med Næringsfrihedens vedtagelse i 1857 afløst af den frie ret til at etablere virksomheder, ansætte medarbejdere, producere, distribuere og afsætte varer. Danmarks tidlige industrialisering fandt sted i et frit marked uden statslig regulering af selskabernes gøren og laden – der var ingen aktieselskabslov før 1917 og konkurrencen var som udgangspunkt helt ureguleret. Der var gang i den økonomiske integration i anden halvdel af 1800-tallet. Med Toldloven af 1863 blev eksport- og importafgifterne nedsat radikalt, og Den skandinaviske Møntunion fra 1873 til 1920 gjorde det ligesom det nuværende eurosamarbejde nemmere at handle over grænserne. Tidens store danske iværksættere, J.C. Jacobsen på Carlsberg, C.F. Tietgen i Privatbanken, H.P. Prior på NKT samt ØKs legendariske stifter H.N. Andersen drog alle ud i verden som unge mennesker, blev inspireret og vendte hjem til Danmark med nye ideer, visioner og viden.

Uden 1800-tallets liberale udsyn og europæiske åbenhed var Danmark ganske enkelt aldrig blevet industrialiseret.

På hjemmemarkedet blev Danmark en frontløber ud i private trust- og monopoldannelser. C.F. Tietgen var den danske pioner, der allerede i 1880erne behændigt opbyggede et sofistikeret forretningsnetværk, centreret omkring tidens nye teknologier: telegrafien, telefonien, dampskibene og sukkerfabrikkerne. Tietgens private konkurrencebegrænsning var årtier forud for sin tid. Og langtidsholdbar. I 1908 foretog nationaløkonomen Jakob Kr. Lindberg en undersøgelse af dansk erhvervsliv, som viste, at hele seks centrale brancher (sukkerindustrien, glasindustrien, papirindustrien, bomuldsmøllerne, svovlfabrikkerne og bryggerierne) i praksis blev kontrolleret af en enkelt trust. Det store pendul var hermed svinget fra 1860ernes åbne markedsliberalisme over imod en privat reguleret markedsøkonomi. Men samtidig kom staten gradvis på banen i den store samfundsmodernisering fra begyndelsen af det 20. århundrede. Med septemberforliget i 1899 og systemskiftet i 1901 var vejen banet for en ny epoke i dansk kapitalisme. En epoke præget af organisationer og en centraladministration, der påtog sig rollen som mægler i konflikter mellem økonomiens forskellige interesser. Målet var, for det hastigt voksende socialdemokrati, en langt stærkere stat. Midlet bestod af nationaliseringer af de økonomiske nøgleindustrier – eller i hvert fald en form for statslig kontrol med den private monopolkapitalisme. Over for denne vision stod kapitalen og bønderne, som kontinuerligt frabad sig en stærk stat. Fronterne stod stejlt over for hinanden. Danske historikere har generelt overset, hvor langsomt og svagt visionen om et statsreguleret marked i Danmark blev realiseret.

I efterkrigstidens danske udgave af socialdemokratisk kapitalisme var der grænser for statens magt – også snævrere grænser end i eksempelvis Sverige og Norge. I Danmark var der ingen tradition for statsejerskab af kerneindustrier endsige råstoffer som olie. Store danske socialdemokratiske projekter, som ideerne om nationalisering af kerneindustrier eller ØD (økonomisk demokrati) døde hen. Prisaftalerne og branchekartellerne overlevede derimod - prisaftalen på det danske ølmarked bestod f.eks. fra 1899 til 1988. I international sammenhæng et enestående langt kartelregime.

Efter den anden oliekrise i 1979 svingede det store økonomiske pendul tilbage mod de liberale markedsprincipper. Da Poul Schlüter blev statsminister den 10. september 1982 blev der indledt et 11 år langt borgerligt regime, med fokus på valutastabilitet, vækst i den private sektor samt en generel styrkelse af de markedsøkonomiske principper. Med den økonomiske integration i Europa fulgte det største strukturelle jordskælv i dansk erhvervshistorie. Mange virksomheder forsvandt, men, de der overlevede tidens fusioner og opkøb, er i dag større og mere globale end nogensinde før. Næsten som i en lille landsby huser Danmark nu et enkelt helt dominerende mejeri, rederi, bryggeri og slagteri. Men i modsætning til trustdannelsen omkring år 1900 er nutidens dominerende virksomheder ikke orienteret mod indenlandsk monopol snarere end global ekspansion.

Problemet for de danske politikere er imidlertid, at transnationale kæmpekoncerner som Arla Foods, Danish Crown, Carlsberg, Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk har udviklings-, produktions- og salgsafdelinger over hele kloden. Helt ærligt. Hvorfor skulle en virksomhed med over 90 procent af sin årsomsætning bidrage til at opretholde den stadig dyrere og tungere danske velfærdsstat? Det var basalt set dén udfordring årets Harvard-studerende stod over for i efterårssemesteret 2009.

Dansk kapitalismes udvikling bygger fundamentalt set på tre søjler. For det første de decentrale, private initiativer, der, frem for en central stærk stat, var primus motor for moderniseringen af samfundet i 1800-tallet. Historien om andelsbevægelsen er velkendt, men også industriens tidlige modernisering og den internationale handel foregik uden om den svage stat. Den anden søjle under dansk kapitalisme er den tidlige åbenhed over for omverdenen. Hvis man tager Dansk Folkeparti-sloganet »Giv os Danmark tilbage« på ordet, skal vi tilbage til en åben og liberal økonomi, hvor de store iværksætteres gerning blev skabt i mødet med omverdenen. Den tredje og sidste søjle er det 20. århundredes karteløkonomi. Desværre hører vi sjældent om dette vigtige, men dunkle kapitel i erhvervshistorien. Det er synd. Karteller og trustaftaler medvirkede dengang til at løse grundlæggende interessekonflikter mellem konkurrenter men også mellem stat, kapital og arbejderbevægelse.

I dag er kartellerne (stort set) borte, men behovet for at slå bro over komplicerede konflikter er nærværende som aldrig før. Kombinationen af de tre søjler – folkelige initiativer, internationalt udsyn og forhandlingsevner – udgør det historiske fundament under dansk kapitalisme.
På det grundlag må vi nu overveje relevante svar på tidens store spørgsmål: Hvad skal Danmark leve af?