Kronik

Risfællesskab eller Rigsfællesskab?

Niels Gade: Ris- eller Rigsfællesskab? Ordene er næsten identiske, men i værdierne bag er der en verden til forskel. Debatten florerer for tiden både på det politiske plan i medierne og blandt borgere i Grønland og Danmark: »Kinesisk minedrift i Grønland«. Mange meninger svirrer i luften om dette interessante og alvorlige emne, hvor følelserne får frit spil.

Hvorfor tilbyder kineserne sig som interessenter i dette minedriftprojekt? Fordi de har interessen i at sikre sig råstofferne til den hurtigt voksende velstandshungrende befolkning. Fordi de har interessen i at være der, hvor fremtidens store minedriftpotentiale ligger: Grønland og Arktis. Fordi Kina er bekendt med, at der findes forekomster af sjældne jordarters metaller i Grønland, og kineserne vil naturligvis forsøge at bevare deres næsten monopolagtige status på udvinding af disse. Fordi de har kapitalen til at udføre projektet.

Det er vel legitime interesser for at kontrollere roen i verdens befolkningsrigeste nation, som - til trods for ufattelige uligheder i samfundet - har haft succes med at styre en unik og imponerende velstandsudvikling, siden Formanden (Mao Zedong) døde i 1976.

Kommunistpartiet kan kun bevare sit enevældige magt og styring af samfundet, hvis det kontinuerligt udvikler samfundet og forbedrer levevilkårene for den enkelte kineser. Derfor har mange af de politiske tiltag, som den kinesiske regering foretager, en tidshorisont, der er længere end den vi er vant til i den vestlige verden. Kommunistpartiet ved, at hvis der ikke er en langsigtet stabil udvikling, vil det miste sin magt, og landet vil ikke kunne styres i den nuværende form. Det er svært nok for tiden, hvor der i det store land er tusindvis af opstande og demonstrationer, hvor økonomisk ulighed og korruption står højt på dagsordenen. Og denne tendens har været stigende.

Måske er det her på sin plads at dvæle lidt ved, hvordan den industrielle udvikling startede i Kina efter Formandens død. Kort fortalt: Efter Maos død indførte Deng Xiaoping omfattende økonomiske reformer (Forfatningen i 1982) og åbnede Kina mod omverdenen. Kina gik fra planøkonomi til blandet økonomi, og i dag kalder kineserne det for marxistisk kapitalisme. Reelt er det kapitalisme i fuldt flor!

Landet var på dette tidspunkt ufattelig fattigt. Der var ikke stor ulighed blandt almenbefolkningen, men niveauet var usselt og mange sultede. Statskontrollen med alt og alle var total.

Ideerne bag Dengs reformer var, at det i fremtiden skulle blive muligt for den enkelte at tjene penge og måske endog blive rig. Hans reformer byggede på denne tese. Landet havde kun begrænset kapital, uddannelsesniveauet var ringe. Virksomhederne var statsejede med ubetydelig eller ingen innovation. Ret beset et udviklingsmæssigt nulpunkt at starte fra.

Landet havde den rå arbejdskraft, og det i rigelig mængde, og rådede også over mange naturressourcer - ikke mindst kul og en række andre mineraler, men ikke tilstrækkeligt til at dække eget behov.

Hvad var mere naturligt end at invitere udenlandske investorer og udenlandsk knowhow (ledelse og teknologi) til landet for at udvikle det? Det gjorde man, og der blev dannet et hav af virksomheder, såkaldte joint ventures, på baggrund af de love, som regeringen lagde rammerne for. Nogle af betingelserne var, at det udenlandske ejerforhold maksimalt kunne udgøre 50 procent. Ligeså bestyrelsesrepræsentation. Råvarer og ydelser skulle leveres fra Kina hvis/når dette var/blev muligt. Royalty betaling for knowhow (betaling for lånt teknologi/viden) kunne maksimalt opkræves i ti år af donorvirksomheden, og joint venturet kunne maksimalt vare i 20 år. Begge forhold kunne naturligvis genforhandles og eventuelt forlænges.

Investorerne så muligheden for det enorme markedspotentiale, og de stimuleredes af billigt jord og bygninger og en lav beskatning, endog skattefrihed i mange år fremover. Kort sagt, kineserne varetog deres interesse med at udvikle landet til gunst for befolkningen. Det har de gjort rigtigt godt, for ikke at sige fremragende.

Hvad har den danske regering/de danske politikere foretaget sig for at udvikle vores kreativitet i Grønland og øge den grønlandske befolknings velstand? Hvor er vores innovative kreativitet henne for at udvikle vores Rigsfællesskab? Hvem andre end Danmark, med Rigsfællesskabet som fundament, skal udvikle en af vores fjerntliggende landsdele? Hvorfor lade andre overtage denne opgave? Lande som ikke har nogen reel samfundsmæssig interesse i at udvikle Grønland?

Kulturelt og sprogmæssigt er Kina så fjernt fra os som næsten tænkes kan. Danmark og Grønland har i (Rigs)fællesskabet den største og bedste mulighed for at skabe en unik udvikling for især den grønlandske, men også den danske befolkning. Udviklingen skal foregå i et tempo, så lokalbefolkningen ikke bliver hægtet af.

Her ligger et potentiale, der er større end »Nordsøolien«. Givtigt for dansk såvel som grønlandsk økonomi, industri og arbejdere. Hvis vi ikke kan rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft eller teknologi, hvorfor så gå over åen til Kina, når vi har rigeligt inden for vores fælles landsfællesskab - nemlig EU? I en tid, hvor der er meget behov for at kickstarte udviklingen, hvorfor så ikke »kicke« til den bold, der ligger lige for? Måske vil udviklingen ikke gå i den hastige takt som kineserne ønsker, men det er blot et udtryk for, at de har et latent stort behov, og det forsvinder ikke »over night«.

Så kære regering i Grønland og Danmark: gå hånd i hånd og benyt nu chancen til at starte noget unikt, der vil være til gavn for os i Rigsfællesskabet og især den grønlandske befolkning. Grønland og Danmark har i mange år haft et samarbejde, hvor vi har skabt mange relationer. Nu er det tiden, at vi i fællesskab skal høste frugten af dette samarbejde.

Hvorfor skal onkel Xi Jinping høste frugten, blot fordi han har en stor pengepung? Han kan få lov at købe vores varer - og eventuelt låne sine penge! Dertil og ikke længere! Tillod kineserne fremmede virksomheder at importerede arbejdskraft til joint ventures i Kina? Nej, man accepterede kun eksperter! Betingelsen og målet var at oplære den kinesiske befolkning.

Kan vi ikke lære ét forhold af kineserne? Det 1,4 milliarder mennesker store land har haft meget held med at løfte de første 200 millioner mennesker ud af fattigdom, svarende til ca. 40 gange Danmarks befolkning, og er nu godt på vej med de næste 200! Skulle det så ikke være muligt ved lidt nytænkning og de muligheder, der byder sig, at løfte den grønlandske befolkning på knap 60.000 mennesker eller ca. 1,2 procent af Danmarks befolkning til et væsentligt højere levemæssigt og socialt niveau?

Hvorfor er vi i Danmark så naive, kortsigtede og tossegode?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.