”Romanen beskriver grønlændernes opfattelse af disse danske kolonibestyrere, præsten, øvrighedspersonen, købmanden, og den beskriver deres opfattelse af og samliv med disse grønlændere, der med profeterne i spidsen ønsker at indrette sig efter deres egne hoveder.”

Her kortslutter det for Per Stig Møller. Det er ikke grønlændernes opfattelse, der beskrives i romanen. Det er forfatteren Kim Leines forestillinger om opfattelsen hos nogle grønlændere, der levede for mere end 200 år siden.

Hvorfor bogen er blevet en bestseller, må man spørge de anmeldere, der har rost bogen, og de folk, der har købt bogen, om. Men som indledning til en politisk vurdering af Rigsfællesskabet svarer det til at tage udgangspunkt i ”Onkel Toms Hytte, når man vil politisere om USA eller ”Tintin i Afrika”, når man vil politisere om Afrika.

Dernæst falder Per Stig Møller i det samme hul, som de fleste andre, når han skriver at ”Det er Danmark, der har ansvaret for at overholde disse traktater, og derfor kan Grønland næppe begynde at bryde og sælge uran uden om den danske regering”.

Det er ikke Danmark, der har ansvaret, det er Rigsfællesskabet. Og det er ikke den danske regering, men Rigsfællesskabets regering, som Grønland i givet fald skal indgå aftaler med.

I daglig tale hedder det Rigsfællesskabet. I forhold den øvrige verden hedder det ”Kongeriget Danmark”, som består af de geografiske områder (i alfabetisk rækkefølge): Danmark, Færøerne og Grønland.

Per Stig Møller gør ret i at nævne Grundloven. Den bør tilrettes, så den passer til de faktiske tilstande.

Vi har et Folketing med en ligelig repræsentation af medlemmer fra de tre dele af Rigsfællesskabet.

Problemet er, at Folketinget arbejder i en dobbeltrolle. Folketinget er på samme tid øverste besluttende organ såvel for Rigsfællesskabet og som for det geografiske Danmark. Det betyder at de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer ikke blot har beslutningsret for Rigsfællesskabets anliggender, de har også beslutningsret for interne danske anliggender. For eksempel på finansloven, som er et internt dansk anliggende, der kun tilføres penge fra det geografiske Danmark.

Det sidder ingen, valgt fra Danmark, i hverken Lagtinget og Landstinget.

Det bør ændres, så Danmark får sit eget indre selvstyre, på samme måde som de har det på Færøerne og i Grønland.

Anliggender, der udelukkende angår Danmark, skal besluttes af Folketinget – uden deltagelse af de nordatlantiske medlemmer. Anliggender, der angår Rigsfællesskabet, skal besluttes af Folketinget – inklusive de nordatlantiske medlemmer.

Det betyder også at finansloven, som vedtages i Folketinget skal splittes op i bevillinger, der vedrører det geografiske Danmark, og bevillinger, der vedrører det samlede Rigsfællesskab.

Af bevillinger, der vedrører det samlede Rigsfællesskab kan nævnes forsvaret, udenrigstjenesten, fiskeriinspektionen, de højere uddannelser, det meste af justitsministeriet og sikkert en hel masse mere.

Der skal som noget nyt opkræves en rigsfællesskabskat til at dække disse fællesudgifter – betalt af indbyggerne i det samlede Rigsfællesskab.

Hvis det lyder indviklet, så kan vi oprette et Rigsting, der tager sig af Rigsfællesskabets anliggender, og indskrænke Folketingets arbejdsopgaver til det geografiske Danmark.

Herefter vil medlemmerne af Rigstinget være alle 179 medlemmer af det nuværende Folketing. Medlemmerne af Folketinget vil efter nyordningen være de 175 medlemmer valgt i Danmark.

Med venlig hilsen
Anders Nilsson
tidligere medlem af Grønlands Landsting

Per Stig Møller: Hvorfor skal onkel Xi Jinping høste frugten, blot fordi han har en stor pengepung?

Hvordan vil Grønland politikere forhindre, at de udenlandske olie- og mineselskaber gemmer deres overskud i skattely på Jersey og andre steder, så Grønland ikke får en rimelig anpart?

Hvordan skal Grønland sikres imod selskabsmæssige operationer fra skattely, som fjerner værdier fra det grønlandske samfund uden at efterlade en rimelig andel til grønlænderne selv?

Selskaberne er allerede ved at åbne miner i Grønland; men opererer via skuffeselskaber i skattely. Således riskerer det grønlandske samfund at gå glip af indtægterne.
Mineselskabet London Minings grønlandske datterselskab ejes nu af to skuffeselskaber i skattelyet Jersey. London Mining er ved at åbne en jernmine tæt på Nuuk og investerer 14 milliarder kroner sammen med en kinesisk statsbank.

Der er en lang række udfordringer, der skal løses bl.a. med henblik på, hvordan Grønland får gavn af råstofferne. - Hvem andre end Danmark, med Rigsfællesskabet som fundament, skal udvikle en af vores fjerntliggende landsdele? Hvorfor lade andre overtage denne opgave? Lande, som ikke har nogen reel samfundsmæssig interesse i at udvikle Grønland?

En ting er at Kuupik nu udskriver valg for at få et fornyet "mandat" - det er nok så let.

Problemet er, at det lader til at hele toppen i centraladministrationen også er involveret i "mineindustrien". Fjernes også den, så har jeg svært ved at se Hjemmestyrets fremtid.

For 25 år siden var administrationen rædselsfuld; men fungerede da nogenlunde. Grønland har IKKE kræfter til at genopbygge en centraladministration - de har ganske enkelt ikke folkene!

Jeg har meget svært ved at se selvstyret overleve dette.

Grønland er større end Tibet, men Nordvestpassagen er søvejen til Japan og Kina og Martin Spangsbjerg tegned søkort ved Japan.

Det er glædeligt, at Rigsfælleskabet mere og mere kommer i fokus, som jeg synes, har haltet meget i mange år, og ikke nok med det, at man fra især dansk politisk side opfordrer mere til samarbejde.
Jeg har imidlertid den holdning, at hvis det skal lykkes med et rigtigt godt Rigsfælleskab, er at begynde, at på en eller anden måde gøre det til et folkeligt "projekt". Folkelig opbakning er i mine øjne meget vigtigt, for at kunne forstå hinanden i det daglige og ikke kun i politisk øjemed.
Den begrænsede viden man har - nok især i Danmark - i forhold til Grønland og Færøerne, går næsten udelukkende ud på, at man sender milliarder om året til begge lande. Så længe man ikke forstår, hvorfor man gør det, er jeg overbevist om, at der altid vil være dysfunktion mellem de 3 lande.
Hvis man ikke kan gøre Rigsfælleskabet folkeligt, mere synligt i det daglige end rent politisk, vil du aldrig føle dig ligeværdig - så længe bloktilskuddet ikke gøres forståeligt for den almindelige befolkning.
Ellers kan man ligeså godt begynde, at afvikle eller bare køre med den uligevægtige og uligeværdige forhold, til ingen gavn.
Grønland bør afstå fra af modtage bloktilskud fremover, også selvom det vil gøre ondt økonomisk i nogle år. Det gør ondt og er meget ydmygende i det daglige, ikke kun politisk men også blandt den almindelige befolkning. Spørgsmålet drejer kun sig om vilje. Ingen tvivl om, at hvis det bliver tilfældet, at det vil styrke grønlænderne som folk, at føle sig mere frie og uafhængige, og det behøver man ikke at frygte i Danmark. Tværtimod vil det blive mere ligeværdigt og samarbejdet vil styrkes hvis man har viljen til at forstå og se mulighederne i sådan en form.
Men igen, jeg foretrækker en mere folkelig Rigsfælleskab end det politiske og taktiske og kolde og begrænsede viden om Rigsfælleskab.

Politikerne har åbenbart etableret en status, hvor Grønland mere eller mindre kan handle frit på Danmarks ansvar.
Det forekommer utilgiveligt dumt.
Fornuften siger , at ansvaret må følge handlefriheden.
Når handlefriheden er tabt for evigt, må ansvaret fralægges.
Har i ikke lavet dumheder nok?

repræsenterede ikke det grønlandske 'folk' i den dal ved Evighedsfjorden nær Sukkertoppen hvor han og hans kone Maria Magdalene slog sig ned med en lille promiuskøs menighed efter at han i 1787 havde haft en sværmerisk 'vækkelse'. Bevægelsen forsvandt af sig selv efter kort tid.
Han udmærkede sig ganske rigtigt ved at være modstander af kønsmoralske krav fra dansk, især religiøse kredse. En modstand Leine med sin egen fortid deroppe nok kan identificere sig med, men 'profeten' blev mildest talt aldrig anset for en revolutionær foregangsmand for grønlandsk politisk uafhængighed.
Ligesom A.Nilsson kan jeg slet ikke forstå at Per S. Møller fremhæver ham som et forbillede.
Han har heller aldrig optrådt som sådan i den grønlandske hadpropaganda mod Danmark fra begyndelsen af 1970'erne.
DEn der kommer nærmest er nok Lars Emil Johansen, som hovedansvarlig for kravet om en egentlig politisk uafhængighed af Danmark, som nu gennemsyrer den grønlandske befolkning.
Opretholdelse af det formelle rigsfælleskab eller den statsretlige opfattelse af Grønland som en del af det danske kongerige ville så absolut være en fordel for Grønland, da den faste internationale opfattelse af dette forhold selvsagt vil kunne beskytte Grønland bedre end en 'selvstændig' stat med løs udefineret tilknytning til f.eks USA.
Det har jeg både læst og hørt Jonathan Motzfeldt sige, når han var i det humør og afhængigt af hvem han talte med og nød et glas vin med.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan man næsten kan være mere imødekommende overfor Grønland end man har været med selvstyreloven for at Grønland så skulle ønske at de trods alt hellere vil være en del af kongeriget Danmark.
Jo, en ting. Men ønsker P.S. Møller at de skal tage os for pengenes skyld.
Forholdene omkring Grønlands løsrivelse minder næsten nøjagtigt i al sin smertelighed om Norges skilsmisse fra Danmark i 1814 og vore relationer til Norge i tiden derefter og vil med sin status som ikke blot var et rigsfællesskab men en egentlig fælles nation kunne være en relation som vil gælde for Danmark-Grønland i fremtiden.
Mon ikke Per Stig Møller har læst 'Skilsmissen' af Rasmus Glenthøj.