Kronik

Rigsfællesskabets fremtid i spil

Per Stig Møller: Regeringen bør snarest invitere Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan vi kan modernisere Rigsfællesskabet til gavn for Grønland, Færøerne og Danmark. Det er os, der skal tage teten.

En af de helt store litterære oplevelser i 2012 var Kim Leines roman »Profeterne i Evighedsfjorden«. Efter at have gået sin sejrsgang på det danske bogmarked er den nu inde på bogmarkedet i adskillige lande. Romanen handler om en ung nordmand, der i 1782 kommer til København for at studere teologi på Københavns Universitet og giver her et fortræffeligt billede af datidens København. Ved en tilfældighed får han et kald på Grønland, for hele hans liv styres af tilfældigheder. Efter at være gået i hundene i den danske koloni i Grønland ender han sit liv tilbage i København.

Romanen beskriver grønlændernes opfattelse af disse danske kolonibestyrere, præsten, øvrighedspersonen, købmanden, og den beskriver deres opfattelse af og samliv med disse grønlændere, der med profeterne i spidsen ønsker at indrette sig efter deres egne hoveder. Men det byder den danske kolonimagt så meget imod, at den slår disse grønlændere ned. Romanen er smukt tilegnet »Grønlands Hjemmestyre (1979-2009) og dets pionerer« – så kan budskabet næppe misforstås.

Det er naturligvis et sammentræf, at denne roman går sin sejrsgang, netop mens det grønlandske selvstyre er på vej ind i en konfrontation med det danske Folketing. Nu diskuterer Folketinget Storskalaloven, og den skal naturligvis behandles samvittighedsfuldt og grundigt. Der skal være klarhed over alle aspekter. Hvis der ankommer et par tusinde kinesere til Grønland, skal både Grønland og Danmark være sig konsekvenserne fuldt bevidst. Hvem betaler for eventuel hospitalsbehandling med eventuel overførsel til Rigshospitalet af dem? Hvem skal stå for omkostningerne ved en eventuel retshåndhævelse? Det er blot et par af de praktiske spørgsmål, som for tiden stilles af Folketinget til regeringen. Men dertil kommer de mere geostrategiske og langsigtede spørgsmål. Hvordan forholder det sig, hvis Kina reelt får et verdensmonopol på »rare earth«? Økonomisk kan monopolet bruges til, at Kina sætter en markedspris, som det vil, og det kan gøre varerne meget dyrere for os. Strategisk kan man risikere, at Kina i en konfliktsituation sælger til nogle og ikke til andre. Hvis vi en skønne dag måtte blive »de andre«, hvad gør vi så?

Nu forholder det sig sådan, at råstofferne er blevet overdraget til Grønland. Det er Grønlands ejendom, og det kan gøre med dem, hvad det vil. Uanset hvad vi måtte mene derom. Men på den anden side er Rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik et anliggende for den danske regering, der står til ansvar over for det danske Folketing. Det spiller ikke mindst en rolle, når man begynder at tale om at udvinde og sælge uran. Det er ikke ligegyldigt, hvem man sælger det til, og hvor det forsvinder hen. Ganske vist er der traktataftaler herom, som skal sikre, materialet ikke falder i forkerte hænder, men selv rigtige hænder kan jo levere en »smutter«. Det er set før. Og dét er jo lige præcis dét, man frygter, i disse terror­tider.

Det er Danmark, der har ansvaret for at overholde disse traktater, og derfor kan Grønland næppe begynde at bryde og sælge uran uden om den danske regering. Vi befinder os her i en statsretslig gråzone. Undergrunden er Grønlands, men udenrigs- og sikkerhedspolitikken er den danske regerings ansvar. I Selvstyreloven fra 2009 er der i tilfælde af kompromisløs uenighed mellem Grønland og Danmark indført et tvistbilæggelsessystem, hvori tre højesteretsdommere har det sidste ord. Men Højesteret kan næppe stå for Kongerigets udenrigspolitik; thi ifølge Grundlovens paragraf 19 handler »kongen« på Rigets vegne.

For at vi skulle være trygge ved hinanden i disse udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål underskrev Hans Enoksen og jeg i 2003 Itilleq-aftalen på hans ø og bygd, Itilleq. Den sikrer, at Grønland sidder med, når den danske regering forhandler spørgsmål, der involverer Grønland. Derfor forhandlede Josef Motzfeldt og jeg indgående opgraderingen af Thuleradaren med Colin Powell, før Grønland og Danmark sagde ja til opgraderingen. I den forbindelse sagde jeg til Grønland, at der ikke ville komme et ja fra Danmark, hvis det blev et nej på Grønland. Året efter underskrev USA-Grønland-Danmark Igaliku-aftalen, der styrkede vores forbindelser. Underskrivelsen fandt sted i Josef Motzfeldts bygd, Igaliku, hjemstedet for det gamle, danske bispesæde. Og i 2007 inviterede Hans Enoksen og jeg de fem arktiske kyststater til Ilulissat for at levere Ilulissat-aftalen af 28. maj 2008, der skal sikre en fredelig løsning på alle tvister mellem os og sikre opfyldelsen af en række gensidige og fælles forpligtelser i området. Hvis et skib går ned, når flere passerer gennem Polarhavet, hvem står så for eftersøgnings- og redningsarbejdet?

Da vi skulle underskrive Igaliku-aftalen, kom jeg tre timer for sent. Flyet fra København fik maskinskade over Kattegat, hvorfor vi måtte gå ned i Aalborg. Her sikrede Søren Gade os et fly, der med forsinkelsen skaffede os frem. Det sidste stykke tilbagelagdes i en helikopter. Da jeg steg ud af den, stod Colin Powell med et stort smil på grønsværen og modtog mig med ordene: »Velkommen til USAs 51. stat«, som om han og Josef netop havde ordnet den sag. Det var selvfølgelig en morsomhed, men en morsomhed, der maner til eftertanke. For hvordan vil USA egentlig stille sig til et suverænt og uafhængigt Grønland? Vil det bare se på, at Kina med sin økonomiske magt får reel magt i Grønland? Vil Rusland i en sådan situation begynde at røre på sig for at sikre sin skibspassage nord om Grønland? Vil Grønland med det store land og dets beskedne befolkningsstørrelse kunne stå imod pres fra en eller flere af de store?

Dette drøftede jeg på en natlig spadseretur i Prags gader med Jonathan Motzfeldt, da han for første gang deltog i et NATO-topmøde. Han var glad for at være med. Det var tegn på de nye tider. Han forudså just de fremtidige problemer for et selvstændigt og uafhængigt Grønland. Forblev Grønland derimod i Rigsfællesskabet, ville dette tjene som en sikkerhedsparaply for Grønland.

Men sådan ser størstedelen af det nye Grønlands politikere ikke på det. De går efter selvstændigheden og en udmeldelse af Rigsfællesskabet. Af de nævnte grunde er dette næppe klogt på længere sigt. Men skal Grønland forblive i Rigsfællesskabet, skal dette omstøbes så meget, som det er muligt i henhold til Grundloven. Ingen kan forhindre Grønland i at gå ud, hvis det vil. Ingen forestiller sig vel, at vi knægter dem, som de blev knægtet i »Profeterne i Evighedsfjorden«. Vælger Grønland at gå sine egne veje, sender Danmark hverken kanonbåde eller F-16-fly op imod grønlænderne.

Jamen, skal vi så ikke bare lade dem gå deres egne veje? Og lade dem selv tage konsekvensen? Vil de, så vil de, men opgaven består i det modsatte. Opgaven består i at skabe et ligeværdigt Rigsfællesskab, som både Grønland, Færøerne og Danmark er glade for og befinder sig godt i. At tage têten her, er netop vores opgave. Det er os, der skal komme med forslag til, hvordan vi i fællesskab skal gå frem, både med anerkendelse af vore forskellige interesser og vores fælles interesse i at forblive sammen. I forbindelse med de grønlandske råstoffer tilbød Kuupik Kleist i efteråret i en kronik i Politiken et langsigtet dansk-grønlandsk samarbejde. Regeringen har været meget lang tid om at tage imod den udstrakte hånd og har stadig ikke fundet ud af, hvordan det skal gøres. Men det skal ikke desto mindre gøres. Ligesom finansminister Henning Dyremose fandt på mange forskellige konstruktioner til at sikre finansieringen af vore broer og udviklingen af Ørestaden, burde man kunne finde konstruktioner, der kan sikre volumen nok til at håndtere de grønlandske råstoffer, så disse ikke bare glider i lommerne på den magt, der først stiller med pengene. Dette kræver handling her og nu. Samtidig kan Grønland, Færøerne og Danmark sætte sig til sammen at se på Rigsfællesskabets langsigtede fordele og ulemper for at fjerne de sidste og styrke de første. Derfor bør regeringen snarest invitere Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan vi kan modernisere Rigsfællesskabet til alles gavn.

Rigsfællesskabets skæbne bør ikke afgøres ved tilfældigheder, således som den danske præsts skæbne blev i »Profeterne i Evighedsfjorden«. Den grønlandske, færøske og danske historie vil dømme denne tids politikere hårdt, hvis de vindskibeligt og klodset lader dette unikke og historiske, menneskelige og folkelige fællesskab gå i opløsning. Det kan sagtens ødelægges, men aldrig genopbygges.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.