Kronik

Revisorforlig

Mikkel Vedby Rasmussen: Finansministeriet har længe ment, at forsvarets økonomi sejlede i sin egen sø. Nu er forsvaret bragt ind til Finansministeriets havn. Økonomistyring og rationalisering er kommet i højsædet.

Politikerne har brugt tiden på at diskutere kaserner og værnepligt, mens revisorerne har ordnet forsvarets økonomi. Soldaterne venter stadig på klar besked om prioriteterne for fremtidens forsvar.

Nedlæggelsen af en kaserne eller bevarelsen af værnepligten får en opmærksomhed, der er omvendt proportional med deres betydning for forsvaret. Forklaringen er, at nedlæggelsen af kasernen ville have haft stor betydning i Varde, men kun spare forsvaret 10 millioner kroner. Den halve procent af forsvarsbudgettet er kun interessant for politikere valgt i kredse, hvor kaserner er store arbejdspladser eller vigtige for den lokale identitet som i Sønderjylland eller på Bornholm. Derfor ender vi med kaserner i Udkantsdanmark, mens kaserner lukkes i andre dele af landet. Resultatet er, at der er flere stillinger i Midtjylland, end der er ansatte i forsvaret med bopæl i området. De bor f.eks. i hovedstadsområdet, hvor der til gengæld er et underskud af stillinger. Var Høvelte blevet lukket, ville forsvaret formentlig ikke have kunnet lukke flere installationer på Sjælland, hvis det stadig skulle kunne rekruttere og fastholde medarbejdere blandt de 2,2 millioner mennesker, som bor i den del af landet.

Fulgte man debatten om værnepligten, som den udspillede sig i medierne under forhandlingerne, skulle man ikke tro, at der i perioder har været en ventetid på 12-18 måneder på at få lov til at aftjene værnepligt. I 2011 var 95 procent af de 4.331 mænd og kvinder, der trak i trøjen, frivillige. Mon ikke 95 procent af de 4.200, som politikerne har forhandlet sig frem til skal indkaldes i fremtiden, også vil være det? Danmark har reelt værneret snarere end værnepligt. En ret som et bredt udsnit af unge mænd og, i mindre omfang, unge kvinder benytter sig af. Et studie fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet viser således, at de, som melder sig frivilligt til værnepligtforløbet, ligner deres jævnaldrende på alle parametre fra forældrenes indkomst til matematikkarakterer i folkeskolen. Når forliget slår fast, at værnepligten bevares som »institution«, er det en erkendelse af, at det er forestillingen om værnepligt, snarere end værnepligt som en realitet, der har optaget politikerne. Som i tilfældet med kasernerne, kan man betragte den debat som håbløst irrationel, men politik er ikke bare en maskine, som man kaster en mønt i - politik handler også om værdier. Hvis værnepligten betragtes som en værdi, som det er værd at betale for, så er 500 millioner kroner, eller 2,5 procent af forsvarsbudgettet, ikke nogen stor pris. For den pris får man fire måneders basisuddannelse. For uddannelsen af egentlige soldater, som kan sendes på international mission, ligger stadig efter værnepligten.

Diskussionen om kaserner og værnepligt tager udgangspunkt i, at forsvaret er noget særligt og anvendelsen af det er en undtagelse. Forsvaret opfattes som en slags forsikring, der kun anvendes de få gange i tidens løb, hvor nationen er truet. Når alarmen lyder, skal de unge mænd stille, uanset omkostningerne for deres personlige frihed; og indtil da gør det ikke så meget, om kasernerne tjener lokalpolitiske formål. I dag spiller forsvaret imidlertid en anden rolle.

Bag kaserne- og værnepligtsdiskussionen gemmer det rigtige forsvar sig. Et forsvar som har kampvogne i Afghanistan og orlogsfartøjer ud for Afrikas Horn. Et forsvar som patruljerer farvandet omkring Grønland og som sender F-16 fly i kamp over Libyen. Det forsvar hænger ikke fast i kaserner eller i, hvorvidt unge mænd lærer at stryge skjorter og pudse sko. I dag er forsvaret ikke en forsikring, men en nemkonto, som regering og folketing løbende trækker på. Det betyder en normalisering af forsvarspolitikken. Denne normalisering har været på vej siden 2005, men træder for alvor i karakter i dette forlig. Når fly, kampvogne og skibe rent faktisk anvendes løbende, er driftsudgifterne nogle helt andre, end hvis de blot skal på efterårsmanøvre. De udgifter skal og må politikerne betale. Fra 2005 til 2009, hvor Danmark for alvor engagerede sig i Afghanistan, blev udgifterne til internationale operationer således fordoblet. Bombekampagnen mod Libyen kostede ca. 3 millioner om dagen. Sådanne udgifter betyder, at politikerne ikke længere kan betragte forsvarsbudgettet som egnsudvikling. De øgede driftsudgifter og det øgede operationstempo har samtidig gjort det svært for forsvaret at styre sin økonomi, men også gjort det mere nødvendigt. Forsvaret har arbejdet så hårdt på at få økonomien under kontrol, at forligsteksten konstaterer, at der er et overskud på 1,5 milliarder kr. Forliget sætter økonomistyring og rationalisering i højsædet. Dermed bliver forsvaret behandlet på samme måde som de fleste andre dele af statsadministrationen. Finansministeriet har længe ment, at forsvarets økonomi sejlede i sin egen sø. Nu er forsvaret bragt ind til Finansministeriets havn. En afgørende sætning i forliget er således, at »forsvars- og finansordførerne fra forligspartierne« årligt skal modtage rapporter om implementering af besparelser og effektiviseringer. Det vil forandre den måde, som forsvarspolitikken bliver ført på - langt mere grundlæggende end spørgsmålet om kaserner og værnepligt vil gøre. Forsvarsforliget er et revisorforlig.

Men et forsvar, der er en nemkonto snarere end en forsikring, har ikke blot brug for andre former for økonomisk styring. Det stiller helt andre krav til forsvarets ansatte. Forsvarets ansatte skal ikke længere forberede sig på en krig, der aldrig kom, men kommer til at indgå i mange operationer. En hærofficer, som startede i forsvaret i 1990erne, har således både været på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Til næste år skal han måske træne soldater i Afrika. Forliget lægger op til en reform af officersuddannelserne, som åbner mulighed for, at officersskolerne skal videreuddanne universitetsuddannede officerer. Det kan bidrage til en mere omstillingsparat og mere forvaltningsorienteret gruppe af officerer. Resultatet kan meget vel være to typer af officerer: en type, som forvalter, og en, som er ved frontlinjen. Den nye tilgang til officerskorpsets kvalifikationer og økonomistyring hænger selvfølgelig sammen og kan tilsammen skabe endog meget store forandringer i forsvarets organisation og kultur. Der er stor forskel på at forvalte en forsikring og en nemkonto.

Denne forandring i organisation og kultur bliver understreget af de ændringer i forsvarets ledelse, som er forsvarsministerens og forsvarschefens næste opgave, nu hvor forliget er i hus. Forsvarsministeren vil måske få et ny ministerium med både en departementschef og en forsvarschef til at rådgive sig. Det vil skabe en helt ny intern diskussion med ministeren om, hvad forsvaret skal udrette. Denne diskussion vil blive modsvaret af en ny værnsfælleskommando, hvor søværnet, hæren og flyvevåbnet sammen skal definere, hvordan forsvaret konkret skal udføre sine opgaver. Forsvarsforliget giver imidlertid ikke et klart svar på, hvad de opgaver er. Forliget har et afsnit om ambitionsniveau, som tydeligvis er et kompromis mellem en regering, som ønskede korte missioner, og en opposition, der ville holde muligheden for lange missioner åben. I slutningen af det afsnit i forliget er man derfor ikke meget klogere på ambitionsniveauet. Forsvaret er og bliver en nemkonto, som politikerne vil kunne trække på efter behov. Derfor vil det nye ministerium og den nye kommando blive scenen for en bureaukratisk kamp fra dag til dag og fra mission til mission om, hvad forsvarets kerneopgaver er. De mange nye chefers primære opgave vil være at kæmpe den kamp. Når et nyt forlig skal besluttes i 2016, vil sejrherrerne i denne kamp bestemme forsvarets fremtid. De vil afgøre, hvilke og hvor mange kampfly Danmark skal købe, de vil definere indsatsen i cyberspace og omkring Grønland. Forsvarsforliget har mestendels udskudt debatten om forsvarets fremtid til næste runde.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.