Elmas Berke: Vi påberåber os tolerance og respekt, men er vi selv i stand til at udvise det? Det, der bærer det demokratiske samfund, er ikke at angribe politikere, men at være lige så åben den anden vej rundt. Hvis vi ønsker at blive hørt, må vi også høre.
10. oktober 2011, 22:30
Mange har glædet sig over nedlæggelsen af Integrationsministeriet. En glæde, jeg ikke kan tilslutte mig, da Integrationsministeriet ikke var overflødigt. Hvis vi stadig efter 40 år med indvandrere i landet kan tale integrationsproblemer, er der alt andet lige noget, der ikke fungerer, hvorfor det måske er på tide at lade nye kræfter komme til. Nye kræfter, der ikke mener, vi alene kan lovgive os ud af problemerne.
Den nye regering står med samme gordiske knude, som regering efter regering via lovgivning har forsøgt at løse op. Jeg vil gerne påpege, at det ikke er flere lovændringer, der er brug for, men en grundlæggende holdningsændring blandt vore muslimske medborgere. Integration er en tovejsproces. Der skal en vis grad af velvilje til. Så længe der findes mennesker, der hæfter ord som forræder på muslimer, som betegner sig selv som danskere, tyder det på, at lovændringer alene ikke kan gøre det.
Danskhed har i alt for lang tid været fremlagt som småborgerlig indskrænkethed, og vi måtte endelig udvise storsind ved at tilegne os en øget forståelse for det multikulturelle. Tolerance blev brugt som en halvlunken undskyldning til at banke os på plads. Mange argumenterer for at det vil løse sig over tid. Det mener jeg ikke. Den kulturradikalisering, der breder sig som en steppebrand giver ikke indtryk af at dette.
De sidste 10 års politik har været nødvendig. Jovist har tonen ind i mellem været hård, og jeg havde været visse grove generaliseringer foruden, men det har efter min mening også skabt et fundament, der er nødvendig at bygge videre på i forhold til udlændinge- og integrationspolitikken. Jeg ser med bekymring på, at den nye regering vil løsne op og lempe på bl.a. 24-årsreglen, til trods for at mange, der til daglig arbejder med især kvinder, siger den er effektiv.
Hvorfor kræves det af en kommende dansk svigersøn, at han skal lade sig omskære og konvertere?
– Elmas Berke, kommunikationsrådgiver
Nok vokser de yderliggående fløje i Danmark, men de yderliggående islamiske tendenser er lige så bekymrende, hvis man holder sammenhængskraften for øje. Jeg glæder mig dog over, at der også vokser en midte af moderate mennesker op, der som jeg går ind for tolerance, og som langt om længe er begyndt at sige fra. Jeg er selvsagt imod et multikulturelt samfund, da jeg som udgangspunkt ville være nødt til at godtage præmissen om at et sharia-baseret samfund som værende lige så godt som et demokratisk. Det er jeg ingenlunde. Et multietnisk ja, men ikke et multikulturelt samfund.
Jeg savner og mangler en samlet front af medborgere af muslimsk oprindelse som vil træde i karakter og én gang for alle tager afstand til den kulturradikalisering, der finder sted blandt vore muslimske medborgere, tager aktivt medborgerskab alvorligt og samtidig også aktivt arbejder på en holdningsændring som ekstremisternes modsvar til at muslimer i det danske samfund er ofre eller udsættes for hetz og racisme. Vi bærer et fælles ansvar.
Hvis halvdelen af knap 3000 personer, ifølge en undersøgelse Danmarks Statistik i 2009 foretog for den liberale tænketank Cepos, mener, at dansk lov bør forbyde bøger og film, der angriber religion, og at det bør være strafbart, har vi et problem. Dengang udtalte Forskningspolitisk chef i Cepos, Geert Laier Christensen sig således i JP:
»Det overrasker mig, at så mange ikke bakker op om frihedsrettighederne herhjemme. Hvis dette synspunkt vinder frem, risikerer vi, at den frie debat forstummer, og det bliver legitimt at angribe dem, der angriber religionen«. Jeg er enig. Vi påberåber os tolerance og respekt, men er vi selv i stand til at udvise det?
Det, der bærer det demokratiske samfund er ikke at angribe politikere, at angribe ytringsfriheden, at angribe folks frygt, men at være lige så åben den anden vej rundt. Hvis vi ønsker at blive hørt, må vi også mestre kunsten at høre. Hvis politikere taler nedsættende om muslimer, gør to forkerte ikke én rigtig ved at man selv tyer til metoder, man umiddelbart skulle mene at tage afstand til.
Derudover har jeg aldrig nogensinde oplevet en politiker ty til eller opildne til brug af vold. Hvis disse angriber, er det trods alt på ord. Hvis den politiske retorik fremstiller islam som en trussel, er det da først, når man giver dem ret ved at reagere med vold eller det, der ligner, at det bliver et problem. Bilafbrænding, stenkast efter politi og ambulancer, at stille sig op, true og forsøge at forhindre folk i at tage del i et fuldt demokratisk folketingsvalg m.m. Sidstnævnte burde efter min mening skamme sig på det groveste over hver en dråbe blod, der i denne tid flyder i Mellemøsten og Nordafrika, hvor folk dør på stribe for at få en flig af det demokrati, vi i Danmark har fået serveret på et sølvfad.
Det irriterer mig, at mange selv tror på den halve sandhed. Hvis man selv vil mødes som menneske, hvorfor så have problemer med, at døtre vil giftes med en dansker? Hvorfor kræves det af en kommende dansk svigersøn, at han skal lade sig omskære og konvertere? Hvis vi forventer at blive modtaget som de mennesker, vi er på godt og ondt, hvorfor modtager vi så ikke en kommende svigersøn, som han er? Det er tankevækkende, at indvandrerfamilier synes, det er fuldt legalt at acceptere ægteskab med en dansker med krav om fuld assimilation af det nye familiemedlem, samtidig med at man kritiserer intolerancen i det danske samfund. Vores problem er, at vi i den grad lider af en manglende grundlæggende selvransagelse og selvkritik, når det kommer til den racisme, der kommer fra os selv. Er det fordi, vi er de eneste, der har patent på at være de diskriminerede?
Jeg mangler en grundlæggende erkendelse af, at dagens integrations-udfordringer i høj grad er af kulturel og religiøs som socio-økonomisk karakter. Man forsøger hele tiden at kredse om den varme grød, men vi får aldrig løst noget som helst, hvis vi ikke også indser, at kulturen spiller en rolle, at kulturen altså har afsæt i en bestemt religiøs overbevisning og at det netop derfor er desto vigtigere at begrænse denne indflydelse i det politiske rum.
Vi har ikke personlig frihed. Kvinder har ikke frihed. Der er ikke ret til kritisk tænkning. Og så længe vi ikke indser dette indenfor egne rækker, kan vi diskutere integration herfra og til dommedag.
Når tidligere integrationsminister Søren Pind lancerede ordet assimilation, var det ikke i betydningen af, at der kun findes én måde at være dansker på. Det var, som jeg forstod det, et forsøg på at indføre nogle fælles spilleregler, vi som samfund og medborgere måtte bestræbe os på at indordne os efter. Det er nu engang Danmark, vi lever i. Det er ikke Mellemøsten. Hvis man har sådan et behov for at fastholde alt det, man kommer fra, hvad laver man så her?
Der er jo en årsag til, man er her. Forfølgelse, økonomiske, sociale eller andre årsager, kan være bedøvende ligegyldige. Der har været en årsag til, man tog derfra. Hvorfor forsøger man så indædt at fastholde, eller i værste fald indføre, det, man selv flyttede/flygtede fra?
Hvis man erkender, at der findes for mange mennesker med begrænsede sprogkundskaber eller almen viden om omgivelserne, så er det da nærliggende at spørge: Hvorfor? Har vi nok i os selv? Vil vi overhovedet det danske samfund? Er det det danske samfund eller os selv, der modarbejder en vellykket integration?
Den nye regering så ud til at være interesseret i at lade muslimske medborgere, der går ind for demokrati og sekularisme, komme til orde. Jeg håber, de vil stå ved deres ord, nu hvor de også kan handle derefter. Jeg håber ikke, det var løfter, der var nemme at afgive, fordi man var i opposition. Jeg håber ikke 10 års integrationsindsats sættes over styr, men at der vil blive lyttet til de mennesker, der arbejder på et samlet Danmark, hvor man ikke deler sine medmennesker op i etnicitet, religion eller køn. At være dansk og muslim udelukker ikke hinanden og integration er en tovejs-proces, man ikke alene kan lovgive sig til. Det kræver en helhjertet indsats af minoritet såvel som majoritet.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten