28. august 2011, 22:30

I dag er børn ikke en omstændighed eller nødvendighed, men en tilkæmpet rettighed. Kvinden eller parrets ret til børn efterlader en lang række samfundsmæssige forpligtelser, som indløses i sundhedsvæsenet gennem bioteknologiens mange nye muligheder. I Danmark nærmer vi os 10 procent af nybagte forældre, som på den ene eller andet måde er blevet assisteret på vejen mod de lykkelige omstændigheder. Men alle forældre er blevet tilbudt valg på vejen mod forældreskabet. Børn er ikke blot noget, vi vælger til eller fra. Bioteknologien giver os stadig flere differentierede valg, hvor barnet designes ud fra forældrenes idé om det perfekte barn.

Ser vi først på tilvalget, kan kommende forældre via gentest undersøge deres genetiske udgangspunkt for det fremtidige barn og derigennem undersøge, om de sammen udgør et godt genetisk match. Dernæst kan der sorteres blandt både sæd- og ægceller, hvis der ønskes et barn med særlige egenskaber. Den egentlige befrugtning kan også assisteres på stadig flere måder, hvor mikroinsemination eksempelvis gør det muligt at placere en sædcelle direkte i ægcellen, hvis sædcellerne ikke selv kan klare vejen. Er der tale om sæddonation, er der også opstået flere nye valgmuligheder, hvilket gælder for sæd fra den kendte såvel som den anonyme donor, hvor sæden screenes for en mængde sygdomsdispositioner, og donorens egenskaber i visse tilfælde profileres, som var det en salgsopstilling. Køb af sæd er blevet attraktivt blandt enlige kvinder, som i dag udgør det største kundesegment hos sædbankerne. Men der opstår stadig nye veje til børn, hvortil vi kun har set den spæde begyndelse.

Allerede i dag er det bioteknologisk muligt at skabe et barn med tre genetiske forældre, hvilket er en praksis, der i løbet af det seneste år har skabt flere børn i USA. Samtidig står vi på tærsklen til muligheden for, at to mænd eller to kvinder kan blive forældre til et barn, eller alternativt at en og samme person kan være både mor og far til samme barn. Horisonten er sprængt, og fremtiden kan efterlade os med genetiske familieanarkier, vi aldrig troede mulige.

Når barnet er i vente gennem de mange nye tilvalg, begynder de mange mulige fravalg. Vi kan teste barnets køn allerede fra syvende graviditetsuge og på legal vis vælge det fra, hvis efternøleren eksempelvis skulle have været en pige. Den helt store frasorteringsproces begynder imidlertid med en stadig længere række af fosterundersøgelser. Langt de fleste forældre lader deres kommende barn screene for en række sygdomsdispositioner. I dag ser vi flere og mere nuancerede tests og prøver, hvor rækken af sygdomsrisici bliver længere og mere komplicerede.

Forældre konfronteres med risikoparametre for barnets sygdomsdispositioner og kan derigennem fravælge barnet via provokeret abort, men også muliggøre en sygdomsbehandling før barnet er født. Disse test er som et fintmasket net, der fanger alt det uønskede. I fremtiden vil vi kunne se, hvordan test kan købes hjemmefra, hvor forældre selv kaster nettet ud på det genetiske hav for at fange netop det barn, som stemmer med deres idealbillede.

I etiske diskussioner høres ofte udtrykket ’designerbørn’, som et scenarie vi ikke ønsker. Men det punkt har vi passeret. Forældres mange nye til- og fravalg har reelt skabt muligheden for at forme eller designe barnet. I et vist omfang giver det mening at tale om racehygiejne, hvor vi tilstræber at få børn med de rette egenskaber.

Men det kan være svært at forsvare tanken om racehygiejne. Forsvaret for brugen af de mange nye biotekniske muligheder formuleres derfor som ønsket om at bistå kvinden eller parret med at træffe egne valg, som det hedder i Sundhedsstyrelsens formålsbeskrivelse om fosterdiagnostik. Det er ikke svært at forestille sig, at brugen af fremtidige sorteringsteknologier vil blive forsvaret på samme måde. Det drejer sig om at give forældrene nogle valg, der stiller stadig flere krav til deres egen reproduktion.

Det Etiske Råd har debatteret og behandlet de mange nye former for assisteret reproduktion, sæddonation og screeningsteknologi parallelt med den videnskabelige udvikling. I Rådets snart 25-årige historie er de mange nye teknologier således blevet vendt og drejet, og anbefalinger er givet, som en kortlægning af kontrære hensyn, konfliktfyldte værdier tilhørende mangfoldige argumenter.

På dette grundlag har Folketinget gennem årene åbnet og lukket døre for en praksis, hvor børn skabes på et stadig mere differentieret og selektivt grundlag. Men etik skal ikke blot føre til lov. Den etiske debat skal føre til bevidsthed om et menneske- og livssyn i forandring. Tiden har vist, hvordan den ene mulighed tager den næste med sig, og det som virker usmageligt og forkert i gårsdagens optik, virker sædvanligt i dag. Der er derfor grund til at stoppe op og stille en række grundlæggende og kritiske spørgsmål til vores reproduktionsassistance.

Vi skal ikke blot forholde os til hver enkelt ny mulighed for at vælge børn til og fra, men samtidig stille nogle mere grundlæggende spørgsmål, såsom hvor vi kommer fra, og hvad vi søger.

Jeg har aldrig været tilhænger af idéen om ’det naturlige’, der som begreb ofte prostitueres i den etiske debat. Til gengæld bør vi spørge os selv, hvilken natur vi er gjort af og tillade, at denne betragtning er med til at sætte etiske grænser for nye tiltag i reproduktionens tjeneste.

Når naturen har sat en grænse og umuliggjort et fremtidigt barn, hvor langt bør vi så gå i vores assistance og dermed også fremavling af et stadig større problem? Vil vi tillade et samfund, hvor børn ikke blot skal passes, men passes ind i livet og karrierelivet især, hvilket gør assistancen nødvendig, når fertiliteten daler med alderen? Når vi undviger den naturlige selektion, er vi så fuldt bevidste om principperne for og værdien af den menneskelige selektion? Der er grund til besindelse og eftertanke, så nye teknikker ikke blot efterlader fascination og leflen for forældrenes frie valg.

Samtidig skal vi spørge os selv, hvad det er, vi søger. Søger vi ideelle børn uden fejl og mangler? Søger vi et samfund, hvor det er forældrene, der selektivt skaber barnet i deres eget billede? Fremtidens børn er screenet, testet og formet, før de er blevet født. Vi giver valget, nuvel, men vi glemmer at spørge til formen. Vi glemmer at spørge til det billede, vi stræber mod. Findes der børn, som i udgangspunktet er bedre end andre?

I dag dyrker vi sex uden at få børn. Vi får også børn uden at dyrke sex. Vi behøver end ikke ligge krop til, for det sørger sæddonor, kunstig befrugtning og rugemor for. Seksualitet og reproduktion er blevet adskilt, hvor det i højere grad er fornuften, og de mange valg, der skaber barnet til forskel fra drifter og den seksuelle akt. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, og jeg er ikke modstander af ny fertilitetsteknologi, men vi bør spørge til målet.

Hvor vil vi gerne hen? Er vi fuldt bevidste om det normalitetsideal. vi tilstræber? Er det de barnløse par og deres ønsker og ret til børn, der skal sætte grænser for brug af ny teknologi? Jeg mener ikke blot, vi bør stille disse grundlæggende spørgsmål, men gøre hinanden klogere gennem mangfoldige svar.

Vi bør ikke blive sneblinde i vores helliggjorte forsvar for forældres ret til børn, men derimod åbent spørge til ønskerne om det samfund. som nye reproduktionsteknikker er i fuld gang med at skabe. Skal etikken gå forrest, må vi først og fremmest spørge, hvor vi kommer fra, og hvad det er, vi søger.