Begrundelser for forudsigelser er altid interessante. Det er altid af interesse, hvilke drivende såvel som cykliske faktorer, forecastere ser i spil. Ligeså, hvor i faserne af disse cykler og drivende (inkl super cykler såsom demografi og politiske reformer) faktorer forecastere mener tilstanden er. Gæt på 1 eller 6 pct vækst er uninteressante uden begrundelser. Og derfor er (bl.a. økonomiske) modeller så interessante at arbejde med. De er fyldt med begrundelser; men desværre også med usikre antagelser og usikre data. Det er de sidstnævnte dimensioner, der til tider gør dem uinteressante og ubrugelige for ikke at sige farlige, fordi de skaber en falsk følelse sikkerhed om fremtiden. Der sker for meget udenfor modellerne, dataene og antagelserne, skal man huske. Modellerne skaber blot en slags stringent, dvs logisk, argumentation. Desværre er logik om fremtiden som regel at tage munden for fuld, da der er ukendte faktorer, og derfor er den nærmere fremtid nemmere at håndtere end den langsigtede. Det er nemmere at se ting ske, når de er lige ved at ske.

dublet slettet

Når det drejer sig om at forudsige samfundsøkonomiens udvikling, så kan det gøres ganske præcist. Det vil altid gå ad helvede til. Så længe vi ikke kan forudsige hvor langt demokratiet vilje må bestemme, er der intet håb om andet end evindelige op- og nedture.

Årsagen til de samfundsøkonomiske op- og nedture er ellers enkle at identificere og de er velkendte af enhver tænkende borger. Som private mennesker ved vi at når vi overforbruger, altså bruger mere end den disponible indkomst og opsparing levner mulighed for, så sker det for lånte penge. Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage. Det sure og uundgåelige ved denne orden er, at de penge man bruger til afdrag på gæld ikke kan bruges til nyt forbrug. For at fortsætte forbruget på samme niveau som hidtil, skal man altså håbe på højere indkomst eller pludselige dødsfald i familien, der kaster penge af sig.

Det er præcis samme sag med den offentlige økonomi. Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. Forventningen er, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Få flere i arbejde, sælge mere og derfor generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling og renter.

Men manøvren er dømt til at mislykkes, for mens vi har levet luksusliv for høje skatter og lånte penge, har vi udkonkurreret os selv, kvalt som vi er, i høje omkostninger.

Privates låneiver begrænses "normalt" af långivernes tro på tilbagebetalingsevnen og man kommer ikke langt hos bankrådgiveren med løse argumenter om at, nu stiger min løn sikkert snart eller min rige onkel er ved at stille træskoene.

Desværre er denne mekanisme ikke tilstede i den offentlige økonomi. Vi bør derfor have indført en forfatningsgaranti, der forbyder offentlig låntagning og sætter loft over skatternes størrelse. Med disse to komponenter får vi styr på de ansvarsløse politikere og vi kan være helt ligeglade med, hvad den ene eller anden økonomiske skole hævder. Sidst og bedst - vi kan nu præstere en sikker prognose for den økonomiske udvikling. Ingen op- og nedture.

En skibsklokke holder troldtøj fra skib, sogn og skole for jætter er folkefjender, men en sogneskole er en forældreskole og friskole med frihåndstegning - for undervisning er tegning, se hulemalerier; en skolegård er malernes plads, den har tavler, byggelegeplads, boldbaner og friluftsscene med cirkus med politi- eller postorkester som cirkusorkester, et DSB- orkester er jo et jazzorkester; sognebetjent er pedel, gårdvagt og tryllekunstner, idræts- og færdselslærer med en cykeltræningsbane på skolens parkeringsplads.