7. juli 2010, 22:30

Det kan lyde som et paradoks at tale om økonomiske problemer i Kina. I de sidste 30 år har Kina haft en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 10 procent. Kina er blevet en økonomisk verdensmagt, der har den næststørste økonomi i verden efter USA. Kina har derfor en betydelig indflydelse på de verdensøkonomiske forhold.

Kina er en økonomisk verdensmagt, fordi det er en meget stor økonomi med 1,3 mia. indbyggere, men Kina er ikke et rigt land. Bruttonationalproduktet i købekraft er kun en ottendedel af USAs. Kina har stor betydning, fordi landet har fået en udadvendt udviklingspolitik. Mens eksport og import hver kun udgjorde 5 procent i 1978, er andelen i dag oppe på 30-35 procent. Alligevel er der problemer med økonomien, som det er rimeligt at se nærmere på.

Det er kommet på mode at lave skøn over, hvor stor den kinesiske økonomi er om 10, 20, eller 30 år. Skønnene er baseret på lineære fremskrivninger af hvad der er foregået de sidste 30 år. Men er det rimeligt at antage, at de store vækstrater vil fortsætte?

Ser man på Japan har man et godt eksempel på, hvordan et land med lige så store vækstrater som Kina i dag efterhånden er gået i stå rent vækstmæssigt. I 1960erne havde Japan en årlig vækst på ca. 10 procent. Denne vækst faldt til 5,4 procent årligt i 1970erne og 4,5 procent i 1980erne. Siden 1990erne har Japan haft alvorlige problemer. I 1990erne var den gennemsnitlige årlige vækst på 1,5 procent for i 2000erne at falde til 0,8 procent.

Hvad vil der ske med Kina? Et meget iøjnefaldende problem er de betydelige ubalancer man ser i den sammensætning, som Kinas økonomi har. Det man producerer i et land, kan enten anvendes til privat forbrug, offentligt forbrug, investeringer eller til nettoeksport. I en normal situation vil et land have et privat forbrug, som udgør ca. 50 procent af bruttonationalproduktet (BNP), et offentligt forbrug der udgør ca. 25 procent og investeringer på ca. 25 procent af BNP.

I Kina er økonomien ude af balance. Det private forbrug udgør kun 35 procent af BNP. Det offentlige forbrug, som omfatter udgifter til alle former for uddannelse, sundhed og sygdom samt pasning af børn og ældre m.v., udgør kun 13 procent af BNP, fordi borgerne i Kina selv skal betale disse udgifter af egen lomme.

Det betyder, at over halvdelen af indkomsterne bliver sparet op i Kina mod kun en fjerdedel i et normalt samfund. Den kinesiske opsparing bliver placeret i indenlandske investeringer, idet de udgør 43 procent af produktionen. Resten af opsparingen placeres i udenlandske tilgodehavender forårsaget af et betalingsbalanceoverskud, som er på ca. 9 procent af BNP.

Det meget store betalingsbalanceoverskud er af nyere dato. Det startede samtidig med Kinas indtræden i WTO i 2001 og den årlige stigning er siden da taget til. Som følge af de meget store kinesiske investeringer er der opstået overkapacitet. Denne kapacitet har man udnyttet til at producere et eksportoverskud. Kinesiske varer har været konkurrencedygtige som følge af lave lønninger samt en valuta, som har været værdisat for lavt.

Det kinesiske betalingsoverskud er ikke alene et problem for Kina. Det er også et problem for verdensøkonomien, idet Kinas overskud modsvares af underskud for andre lande ikke mindst for USA, som har et alvorligt underskudsproblem.

Løsningen på disse ubalancer kræver indgreb på flere områder. For det første bør Kina gradvis foretage en mærkbar revaluering af sin valuta. Dette er Kina ikke begejstret for, idet det vil mindske beskæftigelsen i industrien. For det andet skal det private og offentlige forbrug øges for at kompensere for det fald i beskæftigelsen, som revalueringen forårsager. Denne omstilling er tidskrævende. Det private forbrug kan kun øges, hvis den private opsparing sænkes, hvilket næppe vil ske før den offentlige sektor udvides. Kineserne skal selv betale store dele af udgifterne til børnenes uddannelse, til hospitalsvæsenet og sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse. De fleste kinesere skal selv sørge for deres alderdomssikring. Alle disse ting forklarer den høje private opsparing. Hvis det offentlige i større udstrækning finansierede disse udgifter, ville det reducere incitamentet til at spare op privat.

For det tredje skal investeringerne reduceres, ikke mindst inden for de områder, hvor der er problemer med hensyn til at udnytte kapaciteten. Siden 2000 har Kina satset på en række kapitaltunge industrier, så som produktion af cement, glas, stål og aluminium. Her har Kina opnået at producere fra 30 til 50 procent af verdensproduktionen, idet man har udnyttet ledig kapacitet til eksport. Når overskud i disse brancher investeres i de samme brancher, bidrager man til øget uligevægt.

Det er vigtigt at Kina går i gang med disse tilpasninger nu. Ikke alene fordi de er tidskrævende, men også fordi ubalancerne bliver større jo længere tid der går.

Et andet stort problem er de betydelige indkomstforskelle i Kina. Geografisk kan Kina deles op i tre områder. Der er Østkina, dvs. de østlige kystprovinser, som har været hjemstedet for den store vækst. Der er Mellemkina mellem kystprovinserne og en linje fra Yunnan til Manchuriet, hvor der bor 600-700 millioner, og som er langt mindre udviklet end Østkina. Endelig er der Vestkina, som arealmæssigt udgør halvdelen af Kina, men hvor der kun bor 80 mio. indbyggere. Specielt udviklingen i Mellemkina er en stor udfordring. Der er store og stigende indkomstforskelle mellem land og by. Til trods for den store vækst i Kina, er stadig omkring halvdelen af befolkningen knyttet til landbruget. Som følge af bedre indtjeningsmuligheder i byerne, er der omkring 200 mio. migrantarbejdere, som fortrinsvis kommer fra landdistrikterne, og som arbejder og lever under dårlige vilkår i byerne. Endelig er de personlige indkomstforskelle blevet stadig større. Der er en lille meget rig "overklasse", en stor og voksende velstående middelklasse samt en stor klasse af fattige og småbemidlede.

Det er klart, at det er meget farligt for et samfund at have så store forskelle, der oven i købet kan komme til befolkningens kendskab gennem selvsyn eller gennem moderne elektroniske medier.

Den kommunistiske centralledelse i Beijing er klar over problemerne. Men har man mulighederne for at løse dem? Hvis ledelsen har succes med at dæmpe væksten i Østkina og stimulere væksten i Mellemkina, kan den større vækst fortsætte lang tid fremover. Det er imidlertid slet ikke så lige en sag at flytte væksten fra Øst- til Mellemkina. Når man har en økonomi med stærke markedsøkonomiske træk, vil der være en tendens til, at de regioner, der i forvejen er stærke, vil tiltrække yderligere ressourcer og derfor vokser yderligere.

Det store spørgsmål er, hvordan man i Kina i tilstrækkelig grad får kanaliseret de nye ressourcer ind i udviklingen af Mellemkina. Det gives der ingen patentløsninger på.

Til trods for den succeshistorie, som Kinas økonomiske udvikling har været gennem de sidste 30 år, står Kina over for en række alvorlige udfordringer. I denne artikel er der kun set på de to balanceproblemer, som er knyttede til den skæve strukturudvikling i produktion og de indkomstmæssige skævheder, der er opstået.

Det er klart, at jo større succes Kina har med hensyn til at løse disse problemer, jo større er sandsynligheden for, at Kina kan fortsætte med meget høje vækstrater på længere sigt selvom der midlertidigt kan opstå problemer.

Får Kina ikke løst disse problemer, er fremtiden ret uforudsigelig. Det kan åbne for drastiske begivenheder, som fører til ustabilitet. Det kinesiske kommunistpartis legitimitet bygger på succesen med at skabe indkomstfremgang.