Kronik

Politisk pres på både gamle og nye medier

Ebbe Dal: De privatejede medier - både de trykte og de digitale - lider ikke bare under dårlig økonomi, de er også under voldsomt pres fra Christiansborg og EU. Politikerne fatter ikke situationens alvor og de demokratiske følger.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

I de fleste europæiske lande er medierne under pres. Det gælder også i Danmark. Forretningen går dårligt for de fleste medier; men desværre kommer presset ikke blot fra økonomien, men også fra Christiansborg og EU. De fleste politikere lytter mindre til medierne, er i stigende grad ubekymrede om pressens uomgængelige værdi for folkestyret og behandler dem derfor som en industri som alle andre. Kun de medier, som politikerne selv har indflydelse på - i Danmark DR, TV 2/Danmark og TV 2/Regionerne - forkæles, mens hjælpen til at opretholde privat medievirksomhed forsømmes.

I det netop indgåede brede forlig om public service-medierne er der skruet yderligere op for tilførslen af midler til DR og regionerne, mens politikerne i øjeblikket forhandler om, hvor meget dagbladenes særlige afgift på avissalg skal forhøjes, og hvor meget der eventuelt skal skæres i den direkte mediestøtte. Den direkte mediestøtte udgør 350 mio. kr., hvad der svarer til mindre end 10 procent af den i realiteten tvungne licensfinansiering af DR og TV 2/Regionerne. DR har ca. 800 journalister. De private nyhedsmedier har tilsammen op mod 3.000, som både producerer til trykte og digitale medier.

Nu er det jo et legalt standpunkt at være imod støtte til privat virksomhed, også selvom mediestøtten i realiteten er med til at sikre en vågen presse, der holder øje med og rapporterer om, hvad der sker i politik og i alle samfundets kroge. Men mediernes traditionelle indtjening er bare voldsomt udfordret, både fordi færre og færre husstande køber medier på anden måde end gennem betaling for fjernsyn og netforbindelse, og fordi annonceindtægterne i traditionel forstand er i frit fald og slet ikke kompenseres af indtægter fra mediernes omfattende digitale aktiviteter. Det burde bekymre de folkevalgte, men det er ikke den oplevelse, medierne får.

Med mulighederne for at skabe denne kompensation gennem nye medier er det nemlig også galt fat. I EU er vicepræsident Neelie Kroes godt i gang med at skabe vanskeligheder for udviklingen af moderne digitale medier. To punkter i hendes planer skal nævnes:

For det første er der sandsynligvis stærke begrænsninger i mediernes anvendelse af data om brugerne på vej. Som alle ved, er der i dag kun få mennesker, der ikke tillader deres smartphones og tablets at udnytte f.eks. GPS-lokaliseringsmuligheder, så de kan bruge landkorttjenester og købe billetter til den kollektive trafik på den smarteste måde. Hvis vicepræsidenten får magt, som hun har agt, bliver mediernes og alle andres muligheder for at udnytte lignende fordele for brugerne voldsomt beskåret, så man skal til USA for at opleve frugten af teknologiens landvindinger.

For det andet er endnu en hindring for mediernes sunde udvikling efter alt at dømme også på vej med Neelie Kroes som inspirator. Hvis hun formår at overbevise Kommissionen om de synspunkter, hun har på ophavsretten, er vejen banet for en svækkelse af de rettigheder, som er en væsentlig forudsætning for, at medierne i den nye digitale økonomi kan skabe forretning ved at sælge deres kvalitetsindhold til brugerne. Og dét er nødvendigt. For hvis annonceindtægterne bliver kraftigt reduceret i lang fremtid, og det traditionelle salg af blade og aviser reduceres yderligere, så er det en betingelse for overlevelse, at brugerne betaler for at få journalistisk indhold over nettet.

I den henseende har de danske medier imidlertid en hård konkurrent i DR. DR får sine midler gennem licensen, der er en så godt som uomgængelig udgift for enhver borger, blot denne har en PC knyttet til internettet - også selv om han ikke har TV. Alligevel fremstår DR som det gratis alternativ med omfattende stof på net, radio og TV - ofte baseret på de private mediers artikler og research.

Som om det ikke kunne være nok, lægges der også en række andre hindringer i vejen for privat medievirksomhed. De danske kommuner er på vej til at få lov til at bringe betalte annoncer på deres hjemmesider. Det vil skade bl.a. de gratis husstandsomdelte ugeavisers annonceindtægter. Og selvom det ganske vist tilsyneladende er lykkedes Danske Medier at argumentere ugeaviserne ud af den reklameskat, som ventes indført i 2013, betaler medierne alligevel en slem pris for, at reklameafgiften indføres. Mange dagblade og ugeaviser kompenserer nemlig en del af de penge, de i stadig mindre grad får fra annoncer og bladsalg, ved at omdele reklamer. Den indtægtskilde vil nu komme til at løbe langsommere.

Initiativer, der får indtægtskilder til at tørre helt ud, er der også eksempler på, bl.a. den nuværende regerings ønske om tilbagerulning af den ellers netop indførte tilladelse til at bringe rabatkuponer i medierne.

Der er altså mange tegn på, at de, der skal lede landet, ophører med at betragte de private medier som en betingelse for folkestyret og en mangeartet informa­tionskilde, som giver befolkningen mulighed for at udnytte deres lovhjemlede informationsfrihed. I stedet behandler de dem som en del af det øvrige erhvervsliv. Og bliver det ved, så er medierne i realiteten udset til lige så stille at miste fodfæstet. Og det gælder dem alle.

Den traditionelle opfattelse er, at det er de trykte medier, der er under afvikling. Det bekymrede først politikerne. Men nu ser det ikke ud til at røre dem meget, for de digitale medier er jo cool, og hvis man tror, de står til at tage over, er man jo oppe på beatet.

Desværre overser EUs og Danmarks politikere virkningen af de regler og instrumenter, de i deres iver for at beskytte den værgeløse forbrugerborger sætter op for erhvervsliv og medier i form af persondatablokeringer, undergravning af ophavsretten og overfinansiering af public service. Denne udvikling i kombination med det faktum, at der er langt færre penge at tjene på annoncering i nye medier end i trykte - betyder nemlig, at de digitale medier er akkurat lige så truede som de gamle medier.

Hertil bidrager også, at der først for nylig - ved nogle spagfærdige spørgsmål i et brev fra EUs konkurrencekommissær Almunia til Googles bestyrelsesformand Eric Schmidt - er taget initiativ til at begrænse Googles og Facebooks dominans på nettet. I ti år har EUs politikere passivt betragtet først Googles og siden også Facebooks eksplosive udvikling. Begge dele er uendeligt stærke og i stort omfang nyttige fænomener, som de fleste mennesker bruger - man kan næsten sige: er henvist til at bruge. Men i modsætning til nyhedsmedierne har de monopollignende karakter samtidig med, at de suger annoncekronerne til sig uden at kvittere ved at omsætte blot det mindste af annonceindtægterne til journalistik og redaktionel virksomhed.

Den effektive, men golde virksomhed fra Google og Facebook er på uhyggelig vis med til at understrege, hvor vi kan ende, hvis ikke EUs og staternes politikere snart vender på en tallerken og flokkes om de idealer, tidligere politikergenerationer havde som en del af deres DNA: Oplysning er en forudsætning for, at individer bliver til borgere, og oplyste borgere er en forudsætning for et respektabelt samfund. Hvis ikke befolkningen består af gode samfundsborgere, er folkestyrets udsigter mere end dystre.

Livskraftige uafhængige medier af alle slags er en forudsætning for, at denne spådom ikke skal gå i opfyldelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.