Kronik:

Politiken fanget i injurie-turisme

Lars hvidberg: Det er langtfra noget tilfælde, at Politikens forlig med de 93.943 efterkommere af profeten Muhammed blev indgået netop i London. Den engelske hovedstad er nemlig blevet metropol for ekstremt dyre injurie-retssager, hvor omvendt bevisførelse og dyre salærer er blevet en dødbringende cocktail for ytringsfriheden.

Tegning: Lars andersen
Tegning: Lars andersen

Da Politiken i fredags indgik forlig med den saudiarabiske advokat Faisal A. Z. Yamani var det under trussel om et sagsanlæg, der umiddelbart virkede forrykt. Faisal hævdede at repræsentere tusindvis af efterkommere af profeten Muhammed (helt nøjagtigt 93.943), der erklærede sig »personligt forulempede, følelsesmæssigt sårede og bagvaskede« (ifølge advokat Yamanis oprindelige brev) af genoptrykningen af Kurt Westergaards tegning. Den holder nok ikke i byretten, men desværre kan den måske komme til at holde et helt andet sted, nemlig i London.

Truslen om en retssag imod danske aviser for at bringe Kurt Westergaards tegning kan i realiteten blive ganske alvorlig. Danske medier kan nemlig blive ramt af ’injurie-turisme’, en ny trussel imod ytringsfriheden, som har taget fart de sidste ti år og som afspejler, at alle journalister nu via internettet er eksponeret i hele verden. Selvom advokat Yamani næppe ville komme langt med sit sagsanlæg i København, findes der andre jurisdiktioner, der har en anden holdning til injuriesager. Det er primært London, der er blevet mål for fænomenet ’injurie-turisme’, hvor stadigt flere internationale virksomheder og pengestærke individer – eksempelvis russiske millionærer eller saudiske prinser – hiver aviser og journalister i retten for injurier, også selvom den injurierende omtale er på et andet sprog og har fundet sted i et andet land. For domstolene i England er det nemlig nok, at materialet er tilgængeligt på nettet og dermed er ’udgivet’ i London, og at sagsøgeren har et ’omdømme’ i London (hvis de eksempelvis har forretningsinteresser eller ejendomme i området) til, at de vil tage en injuriesag. Det kan blive rigtig, rigtig dyrt at forsvare sig i sådan en sag, også selvom man vinder. Erstatningerne er ikke så store i London, måske £100.000 eller £200.000, men problemet er, at du også skal betale din advokat og det dobbelte af din sagsøgers advokat, hvis du taber sagen – og advokaterne i London koster gerne 600 pund. I timen. Politiken – og også Berlingske Tidende og de andre danske aviser, Yamani har haft fat i – kunne derfor se frem til en evt. meget kostbar retssag i London, og den trussel kan have spillet ind på Politikens beslutning.

Det ville ikke være første gang, at injurie-turismen ramte Danmark. I 2006 indgik Ekstra Bladet forlig med den islandske bank, Kaupthing, der havde hevet formiddagsavisen i retten for at have skrevet en række artikler, der omtalte banken som »skattefiflere«. Det ville vi næppe efter danske standarder anse som injurierende omtale (uanset om der er noget om sagen, eller den er ren ’Ekstra Bladet’) men i London stod advokatfirmaet Schillings klar til at tage sagen. De har som hovederhverv »reputation management« og er erfarne sagsøgere i injuriesager. Ekstra Bladet endte med at indgå et forlig, der angiveligt kostede omkring £100.000 pund til Kaupthing og mellem 50.000 og 70.000 i sagsomkostninger – altså små to millioner kroner bare for at afværge en egentlig retssag. Avisens chefredaktør Bent Falbert anslog, at omkostningerne kunne blive mellem 10 og 15 millioner kroner, hvis avisen tabte sagen. Der skal ikke mange sager af den slags til for at vælte økonomien på en i international standard lille avis som Ekstra Bladet.

For nylig indgik den danske radiolog Henrik Thomsen fra Herlev Hospital forlig med den enorme amerikanske virksomhed General Electric, der – igen i London – havde sagsøgt ham for injurierende påstande om kontrastmidlet Omniscan, som GE Healthcare producerer. Thomsen havde omtalt nogle uheldige erfaringer med midlet på en konference i Oxford i 2007, og det var nok til et sagsanlæg. Sagen havde stået på siden februar 2008, og det vides ikke, hvad forliget består i – men GE hævdede i december 2009 at have en advokatregning på op imod £400.000. Det kan være svært at vide, hvor meget der har været i sagen, men mon ikke Henrik Thomsen kommer til at være mere påpasselig med, hvad han siger i fremtiden?

Problemet med de britiske domstole er, at de har en stærk tradition for injuriesager og betjener sig af omvendt bevisbyrde, hvor man som sagsøgt skal bevise, at ens påstande har været dokumenterbart rigtige, og at den sagsøgende ikke har lidt skade. Det kan ofte være særdeles svært at bevise, især når man har at gøre med undersøgende journalistik, hvor man ofte må basere sig på anonyme kilder eller i øvrigt må komme med kvalificerede spekulationer. En del andre lande har lignende injurielovgivninger (også Danmark), men sagerne er så ekstremt meget dyrere ved de britiske domstole, og professionelle og specialiserede firmaer som Schillings står klar med deres ekspertise, at London nu er den foretrukne injurie-hovedstad for sportsstjerner, skuespillere, forretningsfolk og gangstere og andre, der har et omdømme at beskytte. De fleste sagsøgte vælger – ligesom Politiken og Ekstra Bladet – at indgå et forlig før det overhovedet kommer til en ruinerende retssag. Det skal naturligvis siges, at nogle af sagerne er ganske rimelige – injurier finder jo faktisk sted – men det er også tydeligt, at der ofte er tale om sager, der skal afskrække kritisk omtale eller simpelthen lukke munden på nysgerrige journalister.

Som sagsøger har du næsten intet at tabe i London, da mindst 90 procent af injuriesagerne får medhold, og der forekommer derfor mange ’løsagtige’ sagsanlæg. Det er derfor selve truslen om retssager, der har den stærkeste virkning og efterhånden har sat en dæmper på den undersøgende journalistik i en branche, der i forvejen er presset på pengepungen. Eksempelvis er Washington Post nu efter nogle meget dyre sagsanlæg (i Indonesien og Canada) begyndt at være betydeligt mere påpasselige med, hvad de trykker, også selvom den amerikanske lov er meget stærk på ytringsfrihedsområdet. De vigtigste sager kan derfor være dem, man aldrig har hørt om. Måske fordi der er indgået forlig – eller fordi de afslørende artikler aldrig blev skrevet af frygt for en retssag.

Den britiske injurielovgivning har længe været en hæmsko for den britiske presse, men problemet er blevet mangedoblet efter Internettets udbredelse. De britiske domstole godtager en avisartikel eller en bog som »udgivet« i England, hvis blot den er tilgængelig på nettet – eller er bestilt online til England, sådan som det skete for den amerikanske forfatter Rachel Ehrenfeld, der i 2003 skrev bogen Funding Evil, som beskyldte saudiarabiske rigmænd for at være involverede finansieringen af terrorangrebet den 11. september 2001. Forretningsmanden Sheikh Khalid bin Mah-fouz, der blev omtalt i stærke vendinger i bogen, endte med at lægge sag an i London, hvor bogen var blevet indkøbt via Amazon. Ehrenfeld deltog i protest ikke i retssagen og idømtes en erstatning på i alt 110.000 pund in absentia. Til gengæld har hendes stærkt eksponerede sag medvirket til, at den amerikanske kongres nu har en ’Lex Ehrenfeld’ på vej, der skal beskytte amerikanere mod udenlandske injurie-sagsøgninger.

Ifølge journalisten Drew Sullivan, der har skrevet en rapport om injurie-turisme for den amerikanske organisation CIMA, er det den samme kreds af erfarne advokater og dommere, der tager sig af sagerne i London, og da de også har betydelig lobbymæssig indflydelse, kan det være svært at få lovgivningen ændret, selvom justitsminister Jack Straw har initiativer på vej, da injurie-turismen efterhånden er ved at blive pinlig for Storbritannien. Offentligheden kan i det lange løb ikke være tjent med, at den løse injurielovgivning bliver brugt til at sagsøge i øst og vest og lukke munden på almindelige journalister – eller knække fyldepennen på satiretegnere. Lovreformerne er på vej, men indtil da må vi leve med truslen fra injurie-turisterne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.