Kronik

Politik som holdning - ikke løsning

Lars Östman: Fremmedfjendsk? Man skulle tro, politikere og partier som DF havde udspillet deres rolle, når de ikke giver løsninger på de problemer, de selv påpeger - i dette tilfælde altså, at der er en konflikt med muslimer og islam, der er sammenlignelig med den, som Danmark havde med nazister og Det Tredje Rige.

I den forgangne tid har Marie Krarup og jeg her i avisen debatteret om, hvad konservatisme er, og hvorvidt DF er et fremmedfjendsk parti. Ph.d-stipendiat på Tysk ved Aarhus Universitet, Johan Christian Nord, gik også ind i debatten, og forleden leverede Marie Krarup en kronik.

Det er klart, at der på debatsiderne er en noget mere konfrontatorisk tone, end på de akademiske sider i tidsskrifter og på institutionerne. Det sætter jeg selv stor pris på, og finder det afgørende for den rige debatkultur, der netop er i Danmark, og som fuldstændig mangler i fx Sverige.

Krumtappen i Nords argument er, at han ikke forstår, hvad jeg skriver. »Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvad manden siger.« Og at han i det hele taget ikke forstår ret meget andet: »Men hvad betyder fremmedfjendsk overhovedet? Jeg ved det ikke.« Til gengæld forstår jeg godt, hvad Nord skriver, men jeg er jo også »hr. Philosophicus-logicus!« forklarer Nord. Derfor er det i Nords øjne da også for groft, at jeg holder Krarup op på, hvad hun skriver, og hvad ord betyder. Fordi: »Marie Krarup bruger ordet ’patriotisme’ på en anden måde.« Med andre ord, hvis ikke vi kan lide, hvad ord betyder, så kan vi da bare selv bestemme, hvad de betyder.

Nord repræsenterer et helt særligt og forhåbentlig ikke stort segment af dansk universitetskultur. På ingen af de universiteter, jeg har været på i Europa, kunne man finde på at anvende sin egen dumhed og manglende forståelse som led i en debat eller argumentation. Og meget kan man sikkert sige om Nord, men han er tro imod denne strategi til det sidste: »Men hvad er det egentlig, Östman her forsøger at forklare os? Jo, han mener vist, at nationalsind, fædrelandskærlighed eller hvad vi nu skal kalde det, er noget værre noget.« Det er da muligt, men det skriver jeg intetsteds.

Men Nord fortsætter ufortrødent sin universitetskarriere udi de rene postulater med at skrive, at jeg har gentaget den anklage, der lyder, at: »Mennesker med tilknytning til Dansk Folkeparti er dumme og onde. Færdig.« Det skriver jeg heller intetsteds. Til gengæld har jeg peget på det problematiske ved, at politiske begreber anvendes fuldstændig imod deres betydning, og tilsyneladende efter forgodtbefindende.

Igen og igen minder Nord os om sine indlæringsproblemer, hvad der fx i Tyskland - for at nævne et land, jeg håber Nord forstår betydningen af - ville blive betragtet som noget, man i det mindste ikke skiltede med. Den holdning deler Nord tilsyneladende ikke, hvorfor hans hokus-pokus-ordbog lærer ham, at jeg skriver, at »Marie Krarup og hendes parti udgør en samling inhumane nationalister.« Det skriver jeg heller intetsteds, og kunne aldrig finde på at omtale andre offentligt på den måde.

Og til trods for, at Krarup mener, at jeg hælder »grimme betegnelser« ned over hendes hoved, så er det mindre Krarups hoved, der er genstand for kritik, og i højere grad det, hun skriver.

Hvis skarpe replikker, hård tone og sprogblomster af den værste skuffe ikke bibringes et momentum af egentligt indhold, så bliver de virkningsløse. Det håber jeg dit ph.d.-studium lærer dig, Nord. Hvis ikke, så sig til. Så skal jeg nok hjælpe.

Så burde det straks gå bedre for Marie Krarup. I min kritik af Krarups opfattelse af konservatisme, stiller jeg hende til sidst to afgørende spørgsmål. Man må forvente, at hun som DF-politiker både ønsker og kan svare på disse. Fordi Krarup har sammenlignet islam med nazisme, som led i at argumentere for sand konservatisme, spurgte jeg naturligvis således: »hvis du virkelig mener, at der er et sammenligningsgrundlag mellem nazisme og islam, skal Danmark så i krig imod islam? Eller er Danmark allerede i krig imod islam?«

Stor var glæden derfor, da jeg læste, at Krarup ville svare på mine to spørgsmål, altså »hvorfor Lars Östman er helt galt afmarcheret angående patriotisme det som jeg kalder fædrelandskærlighed.« Men i stedet for svar får vi en dansk stil om den engelske filosof Roger Scruton, der nu fungerer som højere autoritet for de påstande, Krarup allerede i første omgang kom med. Jeg hæfter mig derfor ved, at Krarup ikke svarer på de to spørgsmål, som kronikken vel alt andet lige skulle have leveret i blot en eller anden udstrækning.

Jeg må derfor spørge dig igen, Marie Krarup: »hvis du virkelig mener, at der er et sammenligningsgrundlag mellem nazisme og islam, skal Danmark så i krig imod islam? Eller er Danmark allerede i krig imod islam?« Men jeg kunne også spørge om noget andet: Hvorfor vil du ikke svare? Indtil vi får et svar, må den eneste forklaring være, at det er fordi, hun ikke kender svaret. Eller også vil Krarup simpelthen ikke svare.

Man skulle tro, at politikere og politiske partier som DF havde udspillet deres rolle, når de ikke giver løsninger på de problemer, de selv påpeger, i dette tilfælde altså, at der er en konflikt med muslimer og islam, der er sammenlignelig med den, som Danmark havde med nazister og Det Tredje Rige. Men sådan er det desværre ikke.

Systemskiftet i 2001 medførte to afgørende forandringer i dansk politik og debat. For det første at akademikere og intellektuelle i stadig ringere grad leverer kritik saglig af DF. For det andet handler politik i Danmark efter 2001 i meget mindre grad om at levere løsningsforslag på problemer. Paradigmerne er i denne henseende Marie Krarup og DF.

Systemskiftet i 2001 betød, at politik ikke længere handler om at løse problemer, men om at have de skarpeste holdninger til problemer, hvis løsning tilsyneladende bliver mere og mere meningsløs at forsøge at løse. Derfor handler politik for Krarup og DF ikke om at løse de problemer, der er med den danske, muslimske befolkning i Danmark, og som statistikker overalt fra overførselsindkomster og domsafsigelser til funktionel analfabetisme bekræfter til hudløshed. Det ved vi alle sammen godt. I stedet handler det om at mytologisere problemerne via en historiebrug af besættelsestiden, der sættes på sproglig formel i et hav af metaforer, der tilsammen iscenesætter kærligheden og jalousien, det danske og det fremmede.

»Borgerskabet,« skriver Krarup, »bygger på en før-statslig loyalitet, en national samhørighed, der bygger på fælles kultur og sprog.« Det betyder, skriver Krarup følgelig: »Vi møder folk fra Nordjylland med lige så stor tillid som dem fra Lolland. Vi ved nemlig, at de er bundet af den samme lov og de samme normer som vi selv.«

Hvorfor Krarup vælger en term fra den franske revolution (borgerskab), forklarer hun ikke. Til gengæld mener Krarup nok statsborgerskab med termen borgerskab, hvis betydning hun må have lånt fra Nords ordbog. Det bliver det ikke bedre af. For hverken borgerskab eller statsborgerskab er før-statlige - hvilket naturligvis ingen politiske eller juridiske termer kan være. Følgen af Krarups udsagn må derfor være, at vi skal møde folk med andre normer end os selv med mistillid. Ikke med tilbageholdenhed, skepsis eller kritik. Nej. Mistillid.

Vi er her ved en af DFs mærkesager: Indfødsretsprøven. Prøv at se på ordet. Ikke Prøve om Dansk Statsborgerskab. Nej. Prøven skal bevise fødslens politiske kvalifikation for at kunne fungere i Danmark. I bund og grund skal den afgøre, om mistillidsfulde mennesker alligevel er tillidsfulde og »normaliserbare.«

Som sådan finder jeg det ikke spor problematisk, at der er politikere som Krarup og partier som DF, som er skeptiske over for ikke-vestlige kulturer; det må være en del af integrationsdiskussionen, og kan kun hilses velkommen i et frit og debatterende demokrati - selv nord’lige.

Men uanset om man er for eller imod et multikulturelt Danmark eller et multikulturelt Europa - ja uanset, om man anerkender eller benægter, at begge allerede er betydelige fakta - så er der et godt stykke vej til at sige, at visse mennesker i kulturen per definition og per fødsel er mistillidsfulde. Og selv herfra er der et godt stykke vej til at sammenligne disse mennesker med nazister, som skulle tilhøre en religion sammenlignelig med Det Tredje Rige.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.