11. februar 2010, 22:30

Den vestlige verden med USA i spidsen befinder sig i en økonomisk krise. Den værste siden den store depression omkring 1930. Hvorfor er vi endt dér? Hvis vi i fremtiden skal undgå tilsvarende kriser, så er det vigtigt at forstå, hvorfor vi er kommet ud i den nuværende krise. Skyldes det åbenlyse økonomiske eller politiske fejltagelser? Kan vi lægge skylden på folkene i finanssektoren eller på politikerne? Eller skyldes krisen en fejl i selve det økonomiske system, således som det har udviklet sig?

Sagen er kompliceret, men for at få et overblik kan det være klogt at begynde i det enkle. Set i bagklogskabens lys kan vi give en meget simpel forklaring på krisen. I al sin enkelhed skyldes den, at den finansielle sektor har lånt penge ud med for lille sikkerhed. Det var især koncentreret om ejendomsmarkedet. Fra politisk hold deregulerede man dette marked, og den finansielle sektor fandt på nye lånemuligheder. Det førte til stigende priser; og i troen på, at prisstigningerne ville holde, kunne man låne til et huskøb næsten uden anden sikkerhed end det hus, man købte. Hvis priserne faldt, ville lånet altså overstige ejendomsværdien. Det skete, og man stod i en situation, hvor relativt mange folk kunne konstatere, at værdien af deres huse var mindre end deres gæld i husene. Det skete først i USA, men har ramt internationalt på grund af globaliseringen og de finansielle institutioners gensidige afhængighed.

I det store billede er det ikke afgørende, om vi forstår de nærmere omstændigheder omkring udviklingen på ejendomsmarkedet i USA. Det afgørende er at forstå, at der var tale om en økonomisk boble. Priserne var skruet op, uden at der var reel dækning for dem. Og bankerne havde givet lån under forudsætning af, at der var dækning. Derfor kan vi kun forstå årsagerne til den nuværende finanskrise, hvis vi forstår årsagerne til sådanne bobler. Skyldes de primært dårligt ledede banker styret af en irrationel grådighed, som Kim Fournais, direktør i Saxo Bank (kronik 19.1.2010), synes at mene? Eller er de en risiko ved almindelig rationel finansieringsvirksomhed, som Peter Straarup, direktør i Danske Bank (kronik 24.1.2010), synes at mene?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi begynde med at forestille os det valg, som en bank står i, når den skal afgøre, om den vil deltage i et marked, som kunne vise sig at være en økonomisk boble. Og her må vi allerførst gøre os klart, at man som oftest ikke på forhånd kan vide, om der reelt er tale om en boble eller ikke. Det viser sig først i bakspejlet. Hvis der ikke er, og man trækker sig ud - hvis man altså kræver alt for stor sikkerhed - taber man i forhold til de konkurrerende pengeinstitutter. Desuden kan man ikke vide, hvornår boblen brister. Det kan vare længe - flere år - fra de første spæde tegn til det endelig sker. Trækker man sig ud for tidligt, mister man også et marked i forhold til de konkurrenter, der trækker sig ud senere. Her må man afveje den risiko, man løber ved at fortsætte, med det tab, som man får ved at trække sig ud af markedet for hurtigt; og det er umuligt på forhånd at afgøre, hvor grænsen optimalt skal trækkes. I denne sammenhæng skal det også med, at økonomisk rationalitet nødvendigvis indebærer en vis risikovillighed. Det er ikke den bank, som altid kræver størst mulig sikkerhed for sine udlån, som får det største udbytte. Og hvis bankerne er alt for angst for at løbe en risiko, så bremser de det økonomiske kredsløb, som er grundlaget for den fornyelse, der skal være med til at gøre livet bedre for os.

Når vi forstår disse sammenhænge, må vi også erkende, at økonomiske bobler ikke behøver at skyldes dårligt ledede banker, som styres af irrationel grådighed. De kan udmærket skyldes en fejlagtig risikovurdering, som ikke på forhånd kan karakteriseres som irrationel, fordi usikkerheden skal med. Den dynamik, som skaber de økonomiske bobler, er ganske simpelt en normal del af en kapitalistisk økonomi. Den kræver ikke andre psykologiske egenskaber end dem, som er nødvendige for en sådan økonomi.

Konsekvensen af dette bliver, at der opstår en afstand mellem det, der for den enkelte bank kan være rationel økonomisk adfærd, og det, der for samfundet som helhed er rationelt. Den risiko, der for den enkelte bank er til at leve med, kan for samfundet som helhed være uacceptabel. For mens den enkelte bank står over for en lille risiko for, at den selv går konkurs, så står samfundet som helhed over for en tilsvarende risiko for, at hele finanssektoren bryder sammen med en altomfattende depression til følge. Den første risiko er langt mindre end den anden.

Det samme misforhold mellem det, som er rationelt for individet, og det, som er rationelt for samfundet, finder vi også, når der er økonomisk tilbagegang. Under en recession vil individerne naturligt nok være mere tilbøjelige til at spare op, således at de har noget at stå imod med, hvis tilbagegangen skulle ramme dem og fx gøre dem arbejdsløse. Fra den enkeltes synsvinkel er dette en klog økonomisk adfærd, men hvis mange handler på samme måde, vil forbruget falde, og så vil mange virksomheder få svært ved at afsætte deres produkter og blive tvunget til at reducere arbejdsstyrken. Så det, der fra individets side er økonomisk klogskab, fører samfundsmæssigt set til en forstærkelse af recessionen, som kan gå over i en depression. Det individuelt fornuftige bliver det socialt ufornuftige.

I denne situation er det almindeligt anerkendt, at vi ikke kan overlade løsningen til et selvregulerende marked. Hvis vi skal undgå, at de almindelige markedskræfter fører os ud i en egentlig depression, så må politikerne gribe ind med tiltag, som sætter gang i forbruget. De kan øge det offentlige forbrug ved at fremskynde nødvendige investeringer i infrastruktur, hospitaler eller skoler. Eller de kan nedsætte skatterne i et forsøg på at stimulere det private forbrug. Det er ikke alt, der er lige effektivt, men det er nødvendigt, at politikerne griber ind.

Noget lignende gælder, når vi har mistanke om, at der er ved at opstå en økonomisk boble, specielt på ejendomsmarkedet. Det er politisk uansvarligt at overlade det til markedet selv at undgå den boble. For hvis den får lov til at vokse, til den brister, har det politiske konsekvenser, som er langt værre end dem, som de konkurrerende banker hver især har for øje.

Det er imidlertid én ting at sige, at det er en politisk opgave at bremse en økonomisk boble, før den brister. Det er en helt anden ting at samle politisk kraft til at gøre det. Det er en meget vanskelig opgave. For politikerne står over for den samme usikkerhed som bankerne. De vil ikke have større sikkerhed for, at der faktisk er tale om en boble og ikke om en i grunden sund økonomisk udvikling. De bør blot være mindre risikovillige, fordi de står med ansvaret for den sociale helhed.

Men det gør politikernes situation særlig prekær. Hvis de stikker hul på noget, der kan blive en boble, og hvis deres strategi lykkes, vil man aldrig vide, om den boble, der blev punkteret, virkelig var en boble, eller om den ville have udviklet sig økonomisk holdbart. Den usikkerhed vil altid kunne udnyttes af en politisk opposition. Så hvor nødvendigt det end fra politisk hold kan være at stikke hul på en mulig boble, vil det altid være politisk omstridt.

I dag er vi kommet bort fra den socialistiske tro på, at markedet skal erstattes med en planøkonomi - og godt for det. Men vi skal også bort fra den liberalistiske tro på, at markedet er selvregulerende. For det er det kun med så store sociale omkostninger, at det er politisk uholdbart. Politik kan ikke reduceres til økonomi; og at sætte grænser for markedsøkonomien er en politisk og ikke en økonomisk opgave.