Kronikken

Politik er blevet fast food

Morten Løkkegaard: Politik er som en dårlig udgave af en Netflix-TV-serie. Partiledere jages rundt i ringen som boksere, der lige har modtaget en slagserie i mellemgulvet. Løsninger og konsensus er for tøsedrenge. Modsætning er underholdende. Måske trænger vi til »slow politics«.

Politik er blevet til en sportskam med vindere og tabere. Her er det Venstres Lars Løkke Rasmusssen til pressemøde. Foto: Keld Navntoft
Politik er blevet til en sportskam med vindere og tabere. Her er det Venstres Lars Løkke Rasmusssen til pressemøde. Foto: Keld Navntoft
Til dem, der lider i varmen: Kan være, at det stadig er hedt, men tro mig: Sommeren er forbi. Det første sikre tegn er de politiske sommergruppemøder. For en kort bemærkning vil luften være fyldt med politik, som vi kender det: Tanker og ideer, mere eller mindre gennemarbejdede politiske udspil, budskaber, holdninger..

Men kun et øjeblik. Snart vil vi igen vende tilbage til normalen: Et inferno af intriger, sladder og spekulation, journalister og kameraer i konstant flokbevægelse mod det næste offer. Snart skal vi igen gennemleve hverdagens rytme med morgen-TV, hvor irriterende sportsfriske værter sammen med deres medbragte journalistiske figenblad, kommentatoren, er i gang med at udnævne vindere og tabere.

Man kan håbe, at de mange aktører på og omkring Christiansborg har brugt sommeren på at reflektere en anelse over den sæson, man just forlod.

Læs også: V-profil om muligt EU-comeback: Syret oplevelse

Hvad blev der af politik, sådan i den gammeldags forstand? Et politisk system, hvor det er tilladt at bruge tid på samtale og argumentation, at tænke sig om, danne sig en kvalificeret holdning – og træffe velfunderede beslutninger? Man kunne kalde det »Slow politics«?

Kigger man på dansk politik, er billedet klart: Politik er blevet fast food. Et hurtigt omsætteligt produkt i underholdningsindustrien. Af denne logik følger det ganske naturligt, at partierne er i krise (landsmøder, gab), personsager er dagens orden, holdninger er for nyttige idioter. Strategi og spin er cool. »TV 2 News-demokratiet« reducerer alt, hvad der foregår på Christiansborg, til en sportskamp med daglige vindere og tabere.

Men er politik ikke netop et spil – et spil om magt? Jo, men pointen er bare, at politik er meget mere end det. Magt er en forudsætning for at kunne ændre tingenes tilstand. Det er et middel og ikke et mål.

Alligevel ser vi i dag politik renset for politik. Politik som en dårlig udgave af en Netflix-TV-serie. Partiledere jages rundt i ringen som boksere, der lige har modtaget en slagserie i mellemgulvet.

Læs også: Støjberg bakker op om Rohdes borgmester-drømme

Kamplederne – de på overfladen eneste sikre vindere – er journalistuddannet til at tro, at konflikt er Gud. Løsninger og konsensus er for tøsedrenge. Modsætning er underholdende. Og da den politiske fortælling er blottet for reelle modsætninger, må vi finde en anden måde at skabe konflikten på, så kampen kan fortsætte og sørge for det daglige underholdningsfix. Alle er vi deltagere i denne maskine. Selv kamplederne risikerer at blive en del af underholdningen. Senest kunne vi alle måbende iagttage optakten til et hovedbestyrelsesmøde i Venstre, broadcastet som en udgave af »Fight Night«, hvor TV-stationernes kommentatorer i mobile studier og med lejede OB-vogne (helt fra Norge, sagde rygterne) klogede sig i timevis... uden blot at være i nærheden af virkeligheden. Politik som freakshow.

Hvordan kan man være kommet så langt ud, at man som TV-seer ønsker sig tilbage til dengang, da journalister orkede at holde mikrofonen mere end 15 sekunder af gangen?

Og hvordan kan man som politiker, spindoktor eller journalist forlange respekt og anerkendelse fra en befolkning, der måske nok forlanger underholdning, men på samme tid kun kan respektere mennesker, som har integritet nok til at sige fra over for showet?

Spørger man politikerne, er frustrationen til at tage at føle på. Det er pressens skyld, lyder sangen. De gamle resignerer, de unge spiller med. Spørger man pressen, er der også udtalt resignation: Politikerne spiller selv med, spillereglerne er givet af markedet, cheferne kører dobbeltspil, teknologien lægger op til det.

Læs også: Louise Gade: Politikere savner mod

Og så er der spin-folket. Den industri, som er opstået i tomrummet mellem politik og formidling. Spørger man her, svarer det til at spørge en bil, hvorfor den kører: Selvfølgelig fordi den er skabt til det. Spin-folket gør, hvad det er god til: Sørge for at få »lort til at ligne lagkage«, som det så yndefuldt blev sagt af en ældre kollega. Og så hjælpe politikerne med at skabe og forstørre modsætninger og dermed fastholde idealet om Christiansborg som stedet, hvor store modsætninger mødes.

Embedsværket, som repræsenterer det ældste og mest traditionsbundne af disse magtmiljøer, har naturligt nok haft det meget svært med skiftet fra seriøs substans til uforpligtende underholdning. Helt symptomatisk har en god del af den seneste syndflod af personskandaler involveret en række topembedsmænd, der er snublet i deres nye, ubekvemme (TV)roller som »Mørkets Fyrster«.

I sidste ende er vi alle tabere i dette cirkus. Vi resignerer, mister som borgere engagementet og lysten til politik. Demokratiet forvitrer. Per Stig Møller (K) har engang opsummeret det godt: »Kombinationen af discount-journalistik og lykkehjuls-politik gør demokratiet til offer for tilfældigheder«.

Så her ved sæsonstarten et stilfærdigt ønske: Lad os få politik tilbage i dansk politik! Det gode opfølgende spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan?

Columbusægget findes nok ikke. Alligevel kan man pege på en fællesnævner ved problemerne: Tempoet. Hvis politik skal være andet end et middel til underholdning, må man derfor trække tempoet og overfladiskheden ud af processen. Ligesom i badehotellets køkken. Insistere på »slow politics«. Så der bliver tid til koncentration og kvalitet.

Men det er ikke nok at insistere. Man er også nødt til at skabe strukturerne, der gør det muligt at fremme kvalitetspolitik. En lille håndfuld forslag til videre debat:

1. Faste valgperioder. Både Norge og Sverige har faste fireårige valgperioder, som sikrer ro for politikerne til at passe deres arbejde i stedet for at spekulere i statsministerens udskrivelse af valg. Jeg ved, at nogle betragter netop denne ret som et stort demokratisk gode. Men udover underholdningsværdien har jeg svært ved at se, hvor megen fordel denne ret har tilført Danmark. Siden 1953-Grundloven har vi haft over 20 folketingsvalg og en gennemsnitlig regeringsperiode på godt og vel to år. Er det godt?

Læs også: Konservativt anti-borgen træk

Nu skal man selvfølgelig passe på med sammenligninger, men alligevel: Mine fem år i Europa-Parlamentet har lært mig, hvor velgørende det er for en politisk proces med en længere modningstid. Risikoen for lovsjusk er generelt meget mindre. Og pressens »problemer« med at dække Europa-Parlamentets arbejde, viser jo, at underholdningselementet også er mindre. Er det skidt?

2. Et parlamentarisk andetkammer. Vil sinke lovgivningsprocessen og give plads til eftertanke og kvalitetstjek. Slut med her-og-nu-hovsa beslutninger ovenpå mediekampagner. Det er påfaldende, at ingen andre lande har efterlignet hverken Danmark eller Sverige, da vi droppede vores andetkammer i parlamentet.

3. Højere løn til beslutningstagerne. Kontroversielt forslag, ja – men hvordan vil man på den ene side kræve mere kvalitet i processen og så tilbyde en løn, der automatisk udelukker hele det beslutningstager- og ledelseslag, som holder det private og offentlige Danmark kørende? Hvorfor skal politik som det eneste område være forbeholdt de ikke-professionelle og folk uden erfaring fra det øvrige arbejdsmarked? Det giver ingen mening.

4. Journalistik for det 21. århundrede. Det journalistiske erhverv er forstenet i et selvbillede fra midten af det 20. århundrede. De vigtigste afsløringer bliver i dag foretaget af borgere på nettet, mens journalister har travlt med at producere »breaking news« 24 timer i døgnet. Nyheder er i borgernes bevidsthed gratis, mens undersøgende journalistik er ren tilsætning og i heldigste fald en niche-forretning. Kun enkelte journalistiske ledere vælger at eksperimentere med en ny form for journalistik, hvor borgerne inddrages, og konflikter følges op af bud på løsninger.

Meget kan siges for og imod forslagene. Men fælles for de fire forslag er, at de kræver modning, det vil sige... tid. Måske er det derfor, at de ikke for længst er blevet en seriøs del af debatten.

Ikke desto mindre: Når Danmark kan bevæge sig fra fast food til slow food, fordi befolkningen kræver bedre fødevarer – ja, så kan det samme folkekrav vel også gælde politik. Mine erfaringer fra Europa-valgkampen er i hvert fald fuldstændig entydige. Alle ønsker sig slow politics.

Kronikken er skrevet, inden Morten Løkkegaards eventuelle tilbagevende til Europa-Parlamentet blev aktuelt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.