Kronik

Politiets jagt på sandheden

Hans Jørgen Bonnichsen: En tilståelse skal ikke altid tages for gode varer. I England og Norge har politiet for længst indført uddannelse i interviewteknik og brug af båndoptagelse. I Danmark har politiets dokumentation af deres afhøringer i det store og

Der måtte være noget galt. Naboerne undrede sig over, at vinduerne til genboens køkken i timevis havde drevet af fugt. De går over til huset. Ringer på døren, men ingen svarer. Gennem det duggede vindue skimtes en livløs kvinde på gulvet. Ambulance og politi tilkaldes. Kvinden er død. Ved siden af hende ligger der nogle fugtige vatstumper og nogle afisolerede ledninger.

Jagten på sandheden går ind. Efterforskningen påviste, at det var drab. Husets mand havde efter et voldsomt skænderi med sin fraseparerede hustru om samkvemsretten til børnene bedøvet hende med æter og henrettet hende i en mini elektrisk stol. Sporene – de afisolerede ledningsstumper og de fugtige vattotter – men også gerningsmanden fortalte historien. Ledningerne viklet ind i vattotterne knugede han ind i den bevidstløse hustrus håndflader. Han tændte kontakten. Kroppen spjættede let, men i samme øjeblik sprang sikringen. Koldt og fattet blev den skiftet ud. Et nyt ryk på kontakten og hustruen gik i krampe og døde.

En dybt tragisk sag. Kærlighed forvandlet til had. Kærtegn til kynisk henrettelse. Det er en del af en efterforskers opgave at få belyst alle dele, såvel hændelsesforløbets objektive kendsgerninger som gerningsmandens tanker og hensigter med den udviste adfærd. Det bør være formålet med enhver afhøring af sigtede. Det er en krævende opgave, kan jeg forsikre for, og det er al respekt værd, at dansk politi klarer det så godt, som tilfældet er. Men det bør ikke afskære nogen fra at blive klogere og måske bedre.

Da jeg startede i politiet i 1965, og helt frem til i dag (bortset fra en ganske kort periode i nullerne, og i sager vedrørende afhøring af børn) fandtes der ikke et decideret fag om afhøringslære på Politiskolen. For som i resten af den vestlige verdens politikorps har man hovedsagelig overladt dette til det praktiske politilivs »mesterlære«. Jeg ved fra mig selv, at metoden kan overføre gode, men så sandelig også dårlige vaner og skabe urealistiske opfattelser af effektive afhøringsmetoder. Vi læser jo også kriminalromaner og ser kriminalfilm. I fiktionen, men faktisk også i det virkelige liv, synes en tilståelse at være helt afgørende for succes! Sådan er den generelle opfattelse. En politimand, der får en tilståelse, er en person, som man ser op til både internt og eksternt. Han er i dag, i min tid og i fortiden indbegrebet af succes og en rollemodel for andre. Rejseholdets første chef, Otto Himmelstrup, forbød således sine medarbejdere at tage imod en tilståelse. Han skulle selv være til stede for at modtage den – det gav nemlig omtale og prestige! Det er dog sjældent, at man diskuterer, hvilke midler og metoder der er anvendt for at få en tilståelse.

Opfattelsen er baseret på den udbredte misforståelse, der har eksisteret siden hekseprocessernes tid, at kun den skyldige vil erklære sig skyldig. En række justitsmord har vist, at dette ikke er tilfældet. Justitsmord der i England medførte, at alle afhøringer siden 1984 er blevet optaget på bånd. Det medførte, at mytologien og glamouren om »manden der fik folk til at tilstå« forsvandt. Båndoptagelser afslørede nemlig dårlig interviewteknik hos mange politifolk på alle niveauer. De tidligere rollemodellers »teknik« bestod i at overvinde den afhørtes modvilje og presse politimandens egne sandheder ned over den sigtede. Hvis den sigtede fastholdt sin modstand og fortsatte med at nægte, var det et problem for disse afhørere. De mistede enhver fornemmelser for proportionerne og udviste en uacceptabel adfærd ved at nedværdige, dominere, manipulere og udvise foragt for den sigtede, samtidig med at de var råbende, truende og somme tider endog voldelige.

Sådan er det ikke i Danmark, men realiteten er, at vi ved uendelig lidt om, hvad der foregår i afhøringslokalerne, da vi mangler en tidssvarende dokumentation.

Det havde man heller ikke i England eller i Norge, før man oplevede ulykkelige justitsmord. Begge lande revurderede deres afhøringsmetoder, indførte uddannelser i interviewteknik og ændrede dokumentationsformen ved at båndoptage afhøringerne. Mesterlæresystemet blev forladt til fordel for undervisning og træning i nye systemer, der havde afsæt i både en erfarings- og en forskningsmæssig baggrund. Den psykologiske tilgang til afhøringer blev ændret. Det var ikke længere et spørgsmål om at få en tilståelse, men at få informationer frem, der kan medvirke til en vurdering af skyldsspørgsmålet, dvs. en informationssøgende afhøring, hvor man satsede på at få sagen belyst så godt som muligt.

England og Norge tog deres opgør med denne »afhøringens tusmørkeperiode«, som nogle har kaldt den. Et sådant opgør er totalt fraværende i Danmark. Det kan skyldes, at vi ikke har oplevet retsskandaler som i de nævnte lande. Og dog: I 1993 blev en 25-årig evnesvag mand dømt på sin egen tilståelse for voldtægt mod en dengang syv-årig pige i Gladsaxe og blev anbragt på en lukket institution. Kun ved en tilfældighed blev det senere påvist, at en anden mand var skyldig i forbrydelsen. I marts 1995 fik den 25-årige rettens ord for, at han var uskyldig og havde været udsat for et justitsmord. Han havde været udsat for »en sjælden nedværdigende behandling«, udtalte hans forsvarer.

En sådan udtalelse kunne sikkert have været undgået ved båndoptagelser af afhøringsforløbet. Polemisk, men meget tæt på sandheden, vil jeg vove at påstå, at dansk politis dokumentation af deres afhøringer i det store og hele ikke har ændret sig, siden politikorpset blev oprettet i 1682.

I 2010 blev der kun i fire ud af tolv danske politikredse brugt båndoptagere i forbindelse med afhøringer. Dokumentationsformen er stadig, bortset fra afhøringer af børn i sædelighedssager, et referat af afhøringen skrevet af politimanden.

Printet i »bullets« betyder dette:

  • at det ikke er muligt at konstatere, hvorledes og hvorfor en gerningsmand har tilstået.
  • at det ikke er muligt at konstatere, hvorvidt en tolk under en afhøring har oversat korrekt.
  • at det ikke er muligt at konstatere, hvorfor vidnerne siger, at en bil er blå, selv om den er grøn.
  • at det ikke er muligt for politiet at beskytte sig mod beskyldninger om misforståelser og urent trav.

Sidst men ikke mindst fraskriver dansk politi sig et vigtigt udviklingspotentiale, nemlig muligheden for evalueringer og for forskning.

En moderne dokumentationsform ved brug af digital lagring med billede og lyd ville være til gavn for beskyttelsen af såvel de afhørte som af politiet. Den kan kun styrke retssikkerheden, etikken og læren af afhøringen.

Dansk politi befinder sig i disse år i et vadested mellem en traditionel politiuddannelse og en professionsbachelor-uddannelse, hvor der eksisterer en mulighed for at standardisere dokumentationen og professionalisere undervisningen i afhøringsteknikker og få sat gang i forskningen.

Det er en enestående chance, der ikke må forpasses.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.