Ungdommelig opførsel er moderne. I gamle dage skulle vi blive voksne. I dag skal selv gamle mænd og kvinder holde sig unge. Peter Pan-panikken er i os, og en af vores væsentligste sociale lidelser er umodenhed.
4. oktober 2009, 18:17 – opdateret 4. oktober 2009, 21:54
Der er grund til at sukke, hvis du ikke kan passe det tøj, du gik i som ung. For så er du blandt os, der ikke kan fastholde vores teenage-look. Med andre ord: passer ungdommeligt tøj ikke din aldrende krop, kan panikken godt gribe dig. For så er du ganske langt fra det ideal om ungdommelighed, der har bredt sig ud over og ind i alle livets aldre.
Når den fikse idé om det ungdommelige bliver en ambition for de fleste aldersgrupper, ser vi ældre mænd, der sidder og spiller samme type videospil som deres sønner. Ligesom vi møder kvinder, der opfører sig, som om de er jævnaldrende med deres døtre – og hvis ønske er, at de vil komme til at shoppe og dele tøj med deres datter. På denne vis skaber ungdomsmanien et samfund af forældre, der forsvarer sig desperat mod alderens indtog i både krop og sind ved at forsøge at være jævnaldrende venner og veninder med deres børn.
Og hvad så? Udgør det et større samfundsproblem? Ja, det skaber det, som den norske professor, psykiater og forfatter Finn Skårderud kalder Peter Pan-problemer. I sidste uge var han i København for at uddybe problemerne ved at leve i en kultur, hvor vi er frosset fast i en ungdommelig opførsel. En af hans hovedpointer er, at ungdommen bliver mytologisk bærer af sandheden, mens begreber som modning og voksen myndighed bliver problematiske begreber at henvise til for at få respekt som voksen.
Når der sker, så udviskes forskellene mellem generationerne. Eller sagt på anden vis: Vi får masser af ligeværdighed mellem dem. Jagten på ungdommeligheden har på denne vis en meget kontant konsekvens: Vi kommer ganske enkelt til at mangle voksne – eller mere præcist: vi kommer til at hade det at opføre sig voksent.
Her er vi pludselig på linje med eventyrfiguren Peter Pan. I den eventyrlige fortælling Peter Pan og Wendy af J.M. Barrie får vi netop at vide, at Peter er rasende på alle voksne, der – som sædvanlig – ødelægger alting. Af samme grund trækker Peter Pan vejret fem gange i sekundet, så snart han kan. Årsagen er, at man på Ønskeøen siger, at der dør en voksen, hver gang man trækker vejret. Peter Pan slår altså de voksne ihjel så hurtigt som overhovedet muligt. Til fordel for hvad? Til fordel for et lystfyldt, glemsomt og uforpligtende liv. Og på bekostning af klassiske forestillinger om modenhed og myndighed.
Ifølge lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet, stammer det danske ord myndighed fra det tyske ’Mündigkeit’, der betegner husfaderens stilling som husherre, forsørger og formynder i forhold til sin hustru, sine børn og sit tyende.
Og mens det tidligere lå i kortene, at sønnerne – ved at blive fædre – blev selvbestemmende, så skiftede kvinderne ved ægteskab blot husherre. Forudsætningerne for, at sønnerne blev myndige husherrer, var, at de blev selvforsørgende. Men i dag må man sige, at denne vilje til at forsørge sig selv og en familie er udsat. Og oveni skal man lægge, at forsørgerrollen ikke alene tilhører sønnerne, men også døtrene. Hovedpointen er, at de nye sønner og døtre ikke indtager de velkendte voksenroller, for de vil sådan set slet ikke være voksne. De slår – ligesom Peter Pan – selve idéen om at opføre sig voksent ihjel, for det burde de voksne da kunne klare!
Af samme grund kunne man på en af DR2s tema-aftener for nylig høre en lærer for 8U på Øster Farimagsgade Skole begræde, at hun på seminariet ikke fik at vide, hvad hun skulle gøre, når hun fik en madpakke i hovedet. Og at børnene ingen respekt har for voksne. Eleverne fra 8U gav hende ret. Med stor selvfølelse sagde dreng som pige, at nogle lærere måske kan gøre det så godt, at de gør sig fortjent til deres respekt. Måske!
I bogen Peter Pan og Wendy møder vi netop en Peter Pan, der ikke har respekt for voksne. I stedet er han en storsnudet, pralende og stolt dreng. Han husker ikke historier eller holder aftaler (med andre end sig selv). Han skal altid vise sig, men viser ikke andre hensyn. Og så sværmer han for den lystfyldte afveksling, spænding og underholdning. Det betyder for eksempel, at han skamløst afbryder andre i at sove. Tak for kaffe – hvis skoleklasser er fyldt med Peter Pan-drenge og -piger med stort selvværd, så forstår jeg godt, at skolelæreren i udsendelsen ikke anbefaler jobbet til nogen.
Men hvordan havner man i denne situation? Ja, pædagogikkens og opdragelsens (Peter Pan) problemer har vi til en vis grad os selv at takke for: Når de tydelige voksne abdicerer som konsekvens af en årtier lang frigørelse fra autoriteter – også voksenautoritet – så efterlader de et opdragelsesmæssigt vakuum. Og det fylder drenge og piger instinktivt ud på måder, som de såkaldt voksne oven i købet i mange år har kaldt for kompetente. Herved suspenderer vi den klassiske forestilling – fra filosoffen Kant – om, at en kommende myndighed kræver en modningsproces i form af en opdragelse og dannelse præget af disciplinering, kultivering, civilisering og moralisering. Det bør nævnes, ikke i nostalgisk længsel efter Kants idé om opdragelse i pligtens navn, men fordi denne idé sætter den nutidige forestilling om børn i relief.
Eller sagt på anden vis: I det 20 århundrede forfremmede vi børn til mennesker. Nu, i begyndelsen af det 21. århundrede, betragter vi dem som små myndige voksne, der kan springe tidligere tiders modningsprocesser mod myndighed over. Det kan de selvfølgelig ikke, men det lader vi, som om de kan – og det er denne virksomme illusion, der giver os problemer med at være voksne opdragere. I stedet får vi drenge-mænd og pige-kvinder.
En drenge-mand kender vi fra filmens verden, hvor Hugh Grant i filmen Ni måneder fra 1995 bliver panisk forskrækket over udsigten til at miste frihed, ungdom og sin røde Porsche, da han pludselig skal være far. Resultatet er, at han bliver skilt. Men fortrydelsen melder sig, da han opdager, at babyen vil give ham hans falmende ungdom tilbage. Derfor opgiver han sin Porsche og sætter sit liv i familiegear med ny børnevenlig bil og gifter sig med barnets mor. Sådan går det langtfra altid; i stedet møder vi mange drenge-mænd, der er gode til at kurtisere, men uvillige til at binde sig og ude af stand til at elske.
En pige-kvindes frustrationer kender vi selvfølgelig også til fra film som Bridget Jones’ dagbog og den danske pendant Nynnes dagbog. Også her bliver vi gjort opmærksom på, at hunkønnet i dag i princippet er piger til et godt stykke ind i 30erne. Tidligere var en kvinde ellers kun pige, indtil hun selv fik børn, men heller ikke det holder for et nærmere eftersyn. Også som mødre forsøger ’pigerne’ i dag at forblive ungdommelige, altså eventuelt at være pige-mødre der kan klare sig uden den mand, der tidligere var familiens overhoved og forsørger. For hvad skal hun egentlig med ham? Samlet set er der tale om en voldsom tendens til at frigøre kvinde og mand fra tidligere tiders disciplinerende roller, arbejdsdeling og ansvar. Det giver nye problemer som uro i skolen og mangel på tydelige og ansvarlige voksne.
Er der grund til at sukke dybere over den slags problemer end de problemer, som knytter sig til matriarkater og patriarkater? Næppe, men der er grund til at længes efter en geninvestering i respekten for modenhed og myndighed. For det er et problem, når idealet om ungdommelighed bliver tyrannisk: Når ungdomslivet leves, som om det var ét endeløst nu – uden noget før og efter, uden barndom og uden voksen- og alderdom. Endeløsheden får os nemlig til at tro, at vi kan være unge, skønt ungdomstiden er forbi. Falsk ungdommelighed udtrykker sig ved vores manglende evne til at give børn plads til at være børn til forskel fra voksne.
