10. februar 2012, 22:30

Fra velmenende forskere og eksperter til mavesure højrefløjspolitikere runger modstanden mod parallelsamfundet. På den ene side af hegnet står hændervridende forskere og politikere, der græmmer sig ubeskriveligt over at se indvandrerne blive forskelsbehandlet med lave lønninger og dårlige vilkår. Mens der fra den anden side af gitteret hidsigt skældes ud på indvandrere og deres middelalderlige værdier, der er ved at rive samfundet itu. Her lyder det, at vi er ved at opbygge en lagdeling af tabere i ghettoer, der er i færd med at køre sammenhængskraften i sænk.

Efterhånden skal man være ret tykpandet for at være i tvivl: Parallelsamfundet er djævlens eget værk. Men derfra er årsagerne et spørgsmål om tro. Er det indvandrerne, der bevidst isolerer sig for at dyrke deres usmageligt tilbagestående værdier? Eller er det danskerne, der skruppelløst diskriminerer de stakkels indvandrere og holder dem en armslængde fra den fælles lagkage?

Diskussionen er forvandlet til en dramatisk konflikt mellem skurke og ofre, der i øvrigt passer fint i tråd med tidens tendens, hvor der alligevel sjældent er tid til mere end to grunde - gerne i hver sin ende af polen. Men nu er jeg jo både almindelig dødelig og i øvrigt også forsker, så af naturens hånd er jeg vel disponeret for se verden i andet end sort-hvid-farver.

Lad os slå en ting fast én gang for alle: En indvandrer er ikke direkte sammenlignelig med og substitut for en indfødt dansker. Årsagen er hverken kultur, værdier eller en diskriminerende dagsorden - det handler kort og godt om kompetencer.

Forestil dig en sandwich med to stykker toast og ost i midten. Toastskiverne er de lavt- og de højtuddannede, mens osten er alle uddannelsesniveauerne imellem. Det er lige netop sådan, at kompetenceprofilerne for danskere og indvandrere er fordelt. Når indvandrere ikke er sammenlignelige ud fra et én til én-målestoksforhold, skyldes det, at indvandrernes medbragte kompetenceprofil adskiller sig markant fra danskernes.

I sandwichen repræsenterer de ufaglærte og meget lavtuddannede indvandrere det første stykke toastbrød. På arbejdsmarkedet udfylder de ofte servicefunktioner, der kræver meget lidt eller ingen forudgående kompetencer. Det er især denne gruppe, som giver retfærdighedsforkæmperne mavesår. Argumentet er, at disse servicejob er en socialt dumpingplads for udenlandske marginaliserede arbejdere.

Så kommer vi til den tykke skive ost i midten. Det består som oftest af personer med korte, mellemlange og lange uddannelser. Det er her, man finder indfødte danskere. De bemander ofte stillinger inden for eksempelvis markedsføring, projektledelse, salg og højere serviceydelser, som i mange tilfælde kræver et godt kendskab til samfundet, lovgivningen og kundegruppen. Derfor er der ikke forfærdelig mange indvandrere her, da de ikke har det nødvendige kendskab til krinkelkrogene i Danmark.

Endelig er der et tyndt, men essentielt stykke toastbrød af højtspecialiserede. Kun en snæver elite på omkring én procent af befolkningen har kompetencer til at tilhøre denne klub for de få, men rå. Ofte er disse udenlandske talenter. Til gengæld åbner deres kompetencer for et liv i den internationale overhalingsbane adskilt fra almindelige dødelige. Når globale firmaer råber på åbne grænser, er det især fordi, de presses af den internationale konkurrence om disse guldklumper.

Denne opdeling er bestemt ikke kun begrænset til Danmark. Internationale studier fra Verdensbanken, FNs Populationsenhed og IOM viser, at indvandrere tenderer at falde inden for én af to kategorier: Ufaglærte og lavtuddannede eller højtuddannede og specialister. Til sammenligning har den indfødte befolkning i mange velhavende lande en kort eller mellemlang uddannelse og falder derfor ofte imellem disse to ekstremer. Tendensen er endda langt mere markant i andre lande som USA og England.

I hvilken verden vil en sådan kompetencefordeling i befolkningen ikke skabe lag og segmenter?

Danmark har en population, hvor folk på mange måder ligner hinanden. Men med indvandring har vi fået et nødvendigt indskud af ulige kompetenceprofiler, der ikke kan betragtes som substitutter. Vi kan ikke bare udskifte en mellemuddannet dansker med en ufaglært eller en højtspecialiseret indvandrer. Det er at erstatte æbler med pærer. Især da danskere og udlændinge har forskellig viden og erfaringer, der komplementerer hinanden. Det betyder, at indvandreren og danskeren simpelthen ikke konkurrerer om de samme job. Men det betyder også, at samfundet bliver mere opdelt.

Danmark er i færd med at ændre sig, og enhver ændring har sine ubehagelige sider. Men forskellighed er også en samfundsressource, der kan bruges mere strategisk. Vi får tilført nye grupper, der har kompetencer til at udfylde vitale nicher på arbejdsmarkedet i begge ender af kompetencespektret. Kort sagt udfører de lavtuddannede indvandrere arbejde, som danskerne ikke vil have, mens de højtuddannede tager job som danske arbejdstagere ikke kan tage. På den måde bidrager indvandrerne til øget vækst.

Vi har allerede opdaget bonussen ved de højtuddannede indvandrere. Som flere studier fra CBS og DI viser, skaber de job og øger produktiviteten i Danmark. Ingen vil tvinge disse elitespecialister til at bryde ud af deres paralleleksistens med deres fine skatte- og expatfordele. For vi kan faktisk godt se fidusen ved at forkæle dem. Disse eliteindvandrere skaber bedre og mere innovative produkter til gavn for Danmark. Og undervejs skaber de flere job inden for eksempelvis produktion, markedsføring og salg. Job, der oftest ryger til indfødte danskere, fordi de ofte kræver fortrolighed med og kendskab til det lokale sprog og kultur. Så alt i alt udvider de langsomt og støt den danske økonomiske lagkage.

Men samtidig har specialisterne lige såvel som den generelle dansker en række behov og lyster, som nogen skal varetage. Det handler om de fysisk krævende service-job til den lave løn, som de færreste danskere gider. Det er her, at de udskældte indvandrere fra samfundets bund kommer ind. Uden tak udfylder de ledige stillinger, der ikke findes dansk arbejdskraft til. Men som der stadig er en massiv efterspørgsel efter. Vi nyder at forbruge de produkter og ydelser, som udbydes af de lavtuddannede og ufaglærte udlændinge. Hvis det ikke var for dem, var der ikke mange til at høste vores jordbær, passe vores ældre, holde vores hjem og arbejdsplads rent, køre os i taxa, give os vores fastfood-trip, udbygge vores veranda, stryge vores skjorter og sælge os billige grøntsager kl. 23 en tilfældig onsdag aften. De er samfundets støttefunktioner. Og i øvrigt vil vi ikke få særlig mange af de højtuddannede til landet, hvis ikke de var sikre på at få nogle lavtuddannede til at servicere dem.

Så i stedet for de evigt skingre toner burde vi tage et øjeblik og hylde disse indvandrere slet og ret som hverdagshelte, der ikke alene servicerer os, men samtidig holder en lang række sektorer i live. De får resten af samfundet til at køre som smurt. I stedet for den evige surmulen vil en smule taknemmelighed være på sin plads.

Danmark er i færd med at ændre sig. En ændring betyder, at noget bliver anderledes end det var før. Jeg synes egentlig, at det er i orden, at denne ændring ikke passer ind i alle politiske ideologier, og der derfor er protester fra salen. Det er hvad et demokrati og folkevælde handler om. Men når ingen går foran for at tale om, hvad fordelene og gevinsten ved ændringerne er, bliver jeg bekymret. For her er der faktisk tale om en ressource, som kan bruges strategisk. I stedet for at gå i spåner over, at sandwichen har lag, så er det på tide at anerkende, at sådan ser sandwichen nu engang ud. Så lad os komme i gang med at spise den. Velbekomme!