Kronik:

På vej mod et liv med mening

Anne Skare Nielsen & Liselotte Lyngsø: Nullerne var præget af det meningsløse. Men i 10erne går jagten på meningen ind. Et meningsfuldt mål for Danmark ville være at skabe glade, sunde, bæredygtige og overskudsgivende mennesker. Anne Skare Nielsen og Liselotte Lyngsø giver eksempler på, hvordan vi når det mål. Og giver Berlingskes læsere en ordbog over årtiet der gik.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Hvordan kommer man ud af et årti, man ikke engang kom ordentligt ind i? Og som ikke engang fik et ordentligt navn? De brølende Tyvere. De fattige Firsere. Det klinger da af noget. Men i så fald er Nullerne måske meget sigende. I Nullerne brugte vi i vores branche ord som »bekymringsindustri« og »lost in transition«. Lige nu taler vi om at være »stuck in fuck«, der heldigvis ofte afløses af »floating on crap«. Og som årtiets ord-der-burde-eksistere vil vi gerne nominere »bacon-snue«, »konfektfælde«, »klimatitis« og »produktbulimi«.

Nullerne var præget af det meningsløse. Men i 10erne går jagten på meningen ind. Vi, der blev født i 70erne, er godt på vej til at blive verdenshistoriens bedste eksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Vi blev født med frit valg på alle hylder, fik at vide, at vi kunne gøre lige præcist det, vi ville, kun for at vælge præcist det samme som vores forældre. Det vildeste, vi kunne finde på for at gøre oprør, var at vælge de gamle traditioner som barnedåb og bryllupper til – i overdådig stil. Og nu har vi fået børn. Børn der spørger, hvad vi laver, når vi går på arbejde. Det bliver kun mere ubehageligt, at man ikke kan svare, jo ældre de bliver. Og det vil kun blive endnu mere pinligt, når de som teenagere, kommer hjem og stiller spørgsmålet »hvad havde I egentlig gang i?«. Tænk engang, at vi i Nullerne havde et forbrug, der krævede 1,3 planet. At vi købte appelsiner i juni, som var blevet dyrket, plukket, pakket, sejlet, kørt og pakket ud igen, kun for at smide 2/3 af dem ud, fordi de ikke smagte af noget. At vi havde over en million danskere, der stod uden for arbejdsmarkedet i 2009. At vi faktisk troede, at finanskrisen gik over, bare der kom gang i forbruget igen. »I det mindste må I godt nok have været lykkelige«, vil vores børn konstatere. Og nogen var. Men rigtig mange var ensomme, overvægtige, overarbejdende, stressede, sure og mærkeligt sultne efter noget ubestemmeligt hele tiden.
Nullerne gav os meget, men vi har ikke brug for meget. Vi har brug for bedre. At få ikke mere ud af livet, ressourcerne, medarbejderne og hinanden. Men at få noget bedre ud af livet, ressourcerne og hinanden. De økonomiske vismænd siger, at vejen ud af krisen går gennem øget produktivitet, en sænkning af velfærden, og/eller at vi alle sammen lægger flere timer på arbejdet. Men skaber den pakke et samfund, der er fedt at leve i? Et meningsfuldt mål for Danmark ville være at skabe glade, sunde, bæredygtige og overskudsgivende mennesker. At vi om ti år lever i et land, der er designet således, at vi – fra vugge til krukke – af os selv gør de rigtige ting. Lige nu skal alting være neutralt eller gå i nul, men bedre kræver positive tilvalg. Bæredygtighed bør også være et plusord. Der er jo f.eks. ikke mange, der gider have et ægteskab, som bare er bæredygtigt.

Jagten på meningen er gået ind. Og vi får brug for nogle gode, nye begreber. Løvetandsledelse f.eks. Et ord opfundet af en far, som fik en søn, der som tre-årig blev diagnosticeret som autist. Den etablerede lægeverden gik straks i sortsyn, for pyha, sådan et barn ville ikke blive til andet end noget bøvl. Faderen til barnet sagde herefter sit job op og grundlagde en virksomhed udelukkende med det formål at skabe den arbejdsplads, hvor hans søn skulle arbejde, når han blev voksen. Virksomheden er dansk, hedder Specialisterne, og ansætter kun autister; de læser programkoder for bl.a. IBM og Microsoft. Masser af priser har de vundet, og folk rejser til fra hele verden. Man mener, at Specialisterne kommer til at danne præcedens for, hvordan man indretter en arbejdsplads, der får det bedste frem i autister.

For nogle mennesker sidder i deres stue, kigger ud i haven, og tænker »fandens til mælkebøtte«. Andre ændrer deres perspektiv en lille smule, og ser så en løvetand, en lægeplante, en smuk blomst eller bare en organisme, der har lige så meget ret til at være i haven, som alle andre organismer. Det der lille vip med hovedet – det er det, vi har brug for. At vi – som en hund, der er på vej gennem stakittet med sit kødben - ikke bare tordner frem, men stopper op og kigger på verden på en anden måde. Måske er finanskrisen det bedste, der nogensinde er sket for verden? Måske er klodens miljøproblemer en fantastisk anledning til at skabe en global og kollektiv intelligens? Måske ingen af de såkaldte kriser, vi er i lige nu, går over, før vi ikke har brug for dem længere? Før vi virkelig forstår, hvad de handler om? Hvilket f.eks. kunne være, at vi alle er autister. Vi er alle mere eller mindre udviklingshæmmede, så alle organisationer kunne nøjes med én afdeling i fremtiden, nemlig afdelingen for konstruktiv udvikling. Og her kunne vi alle udvikle noget bedre sammen. Ikke mere, men bedre. Glæde, sundhed, bæredygtighed, overskud. Og håb. Håb er et rigtig godt ord at komme ud af Nullerne med.

Ordbog
Bekymringsindustri:
Omsiggribende interesse for at oplyse folk om alt, der kan gå galt, uden at give dem redskaber til at gøre noget ved det. »Bekymrer De Dem om phosphater i drikkevandet?«, »Ja, nu gør jeg!« Da vi alle latent lider af en eller anden forfærdelig sygdom, kan man f.eks. indenfor medicinalbranchen opfinde medicinen først og sygdommen bagefter.

Lost in transition: Suboptimerende livsstil, hvor man fuldt og fast tror og håber på, at livet lige om lidt bliver bedre. Når projektet er afleveret, når ugen er omme, når weekenden er overstået, når vi skal på ferie, når vi kommer hjem fra ferie, når vi skal på pension – så skal livet leves. Symptomerne kan være et overforbrug af sætninger som »jeg skal lige«, »du må forstå at« eller »jeg løber den tur i morgen«. Der er ofte følgesygdomme som kronisk dårlig samvittighed og Compulsive Online Disorder.

Stuck in fuck: Kronisk lost in transition, hvor personen har mistet håbet. Også kendt som »Prins Henrik-syndromet«. Man lever på overfladen det såkaldt perfekte liv; man har alt (læs meget), men mangler noget essentielt. Og denne mangel spiser ens sjæl indefra, og man kan blive mere og mere sur, nidkær og indebrændt uden dog at have en brændende platform for at flytte sig eller en gulerod som kan motivere for forandring.

Floating on crap: Ses ofte hos 50+årige, der har haft 49-års krise. Lettere euforisk sindstilstand, der breder sig varmt til venner og bekendte. En floater opgiver drømmen om det perfekte liv, arbejde, kernefamilie, krop og hjem, skiller sig af med alt sit skrammel og vælger det, vedkommende selv synes er fedt. Man adopterer måske sin egen afrikanske landsby, så man har nogen at tilbringe de kolde måneder og dele sit økonomiske overskud med. Ny neger-hytte trumfer gold Gentofte-ghetto.

Bacon-snue: Motivations-dysfunktion, der indtræder, når man ikke gider mere. Udbredt undskyldning for at kunne blive hjemme, under dække af, at man ikke vil smitte de andre. Også kendt som ’falsk svineinfluenza’.

Konfektfælde: Eksistentielt dilemma, der indtræffer, når man har taget en lille bid af et stykke konfekt, man ikke kan lide og nu ikke ved, hvad man skal gøre af. Spise det hele? (»men jeg kan jo ikke lide det«), smide det ud? (»det er da en skam«) eller lægge det tilbage? (»lidt ulækkert«; mange konfekthjørnegnaskere lider af den opportune vrangforestilling, at de yder en speciel service over for de andre i familien).

Produktbulimi: Forstoppelseslignende tilstand, hvor man ønsker at holde op med at købe nye ting, men ikke ved, hvordan man skal stoppe. Man føler ofte større glæde ved at komme af med tingene igen, end man gjorde, da man købte dem.

Klimatitis: Godartet handlingslammelse, der indtræffer når man har hørt for mange flotte ord om miljø og bæredygtighed, der ikke bliver omsat til praksis. Går også under betegnelsen verbalallergi el. verballergi. Klimatitis er meget smitsomt og variationer findes inden for næsten alle samfundets sektorer. Smittebærerne findes ofte i et samfunds intellektuelle kredse.

Håb: Spirende mistanke, tro eller forhåbning om, at mennesket ikke er bange for mørket, men for lyset. At vi i virkeligheden alle sammen har et meget større potentiale, end vi går og tror. Mennesker med håb ser X Factor og bliver generelt glade, når andre lykkes. Håb har en lang inkubationstid, og kan være næsten umulig at komme af med. Håb forener trods, mod og livsduelighed med en tillidsfuld forventning om, at noget glædeligt og meningsfuldt venter én i fremtiden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.