23. august 2010, 23:30

I Aftenshowet 16. august var der et indslag som handlede om intelligente børn eller børn med særlige forudsætninger. I studiet var et af disse børn, en skolelærer der havde efteruddannet sig i at undervise den gruppe af børn, og en kvinde fra foreningen Gifted Children. Programmet fangede min opmærksomhed, fordi jeg synes, at emnet er dybt interessant, men det, der fik mine panderynker til at blive meget dybe, var den problemfyldte atmosfære, som emnet skabte. Jeg sad tilbage med en følelse af forbavselse og tænkte ’spild af talent’. Fokus var hovedsagelig på de negative udfordringer forbundet med særlige evner. Så som det, at nogle børn kan have svært ved at blive rummet i fællesskabet og spejle sig i ligesindede skolekammerater. Det kan give barnet en følelse af tab af identitet, mindreværd, ensomhed, og følelsen af anderledeshed. Hvilket jo er det sidste, man ønsker at føle som barn. Og denne negative spiral er ikke det mest gunstige fundament for en sund faglig og social udvikling, hverken for barnet eller de andre i klassen.

Men tænk, at der findes masser af børn, som denne fantastiske dreng, der er i den heldige situation, at Gud har fyldt lidt ekstra krydderier ned i deres rygsække, og så forstår vi som samfund ikke at udvikle, udnytte og hylde det i særlig høj grad!

På Gifted Childrens hjemmeside står der: »Foreningen arbejder med at udbrede kendskabet til højtbegavede børn generelt ved blandt andet at bistå journalister, studerende, lærere og pædagoger, som gerne vil vide noget mere om diverse problemstillinger.«

Og en mor til en dreng skriver: »De har evnet at se og favne vores højtbegavede dreng uden forbehold, og give ham de ekstra udfordringer der gør, at han igen synes, det er sjovt at gå i skole: Både i 1. klasse, hvor han som den eneste i klassen kunne læse, da de startede, og i 3. klasse, hvor han fik voldsomme sociale problemer i klassen og skolen. I det hele taget har de set ham som den, han er, hjulpet ham til at lære mere og opmuntret ham til at forfølge sine til tider skøre ideer.«

Det kan godt være, at det er mig, der er småt begavet, men hvordan kan det være så problemfyldt - i et videnssamfund som ustandseligt prædiker om vækst og innovation - at der findes børn med særlige forudsætninger eller talenter! Hvorfor har vi primært prioriteret at sætte ind med special undervisning over for børn, som har det svært i skolen, når vi ikke er i stand til at gøre det samme for børn, der er velsignet med særlige evner?

Vi sætter alle pris på, at vores demokrati og omsorgsværdier kan favne dem der, har brug for en ekstra hånd (fik selv ekstra matematik så det batter), men det modsatte skal simpelthen også være tilfældet. Vi skal i lige så høj grad kunne differenciere opad som nedad. Ellers spilder vi alt for mange menneskelige ressourcer og potentiale væk.

Mange kan have det svært med begrebet ’talent’ - og især når vi taler om børn. På trods af det, blomstrer der talentshows frem overalt. Talent, X factor, American Idols, Britans Got Talent. Der er masser af dem og vi labber det i os. Vi griner, når manglen på selverkendelse er det største talent hos deltagerne, og vi græder, når det uspolerede talent svæver ud gennem skærmen og griber os om hjertet. Men det er jo også fredagsunderholdning, siger vi til os selv. Når det kommer til mandag morgen handler det om at tie stille, passe ind og lave de opgaver der bliver delt ud. Måske er det fordi, vi bliver konfronteret med vores egen mangel på samme eller også har vi bare alle sammen for meget af jantelovens dna.

Kan skolesystemet ikke lære noget af virksomheders målrettede udvikling af talenter? Dermed ville den enkelte få større mulighed for at udleve sit potentiale, men der ville også være større chance for at bidrage optimalt til samfundet som helhed, hvis de særlige evner blev udviklet fra barns ben.

Det handler jo ikke om, at al form for uskyldig legende barndom bliver skiftet ud med hård træning, ekstra pres og ingen legekammerater. Det handler måske mere om, at vi som samfund italesætter og arbejder mere målrettet med den unikke og særlige del af vores samlede menneskelige potentiale.

Martin Seligman, som siges at være ’faderen’ af den positive psykologi, hævder at psykologien i tiden før Anden Verdenskrig så sig selv som havende tre formål: at helbrede og behandle psykisk lidelse, at gøre menneskers liv mere produktive og meningsfulde, og at identificere og udvikle talent eller særligt potentiale.

Verdenskrigen og de lidelser, som den bragte med sig, gjorde, at de to sidste formål forsvandt fra psykologiens dagsorden. Netop de formål som handler om at udvikle og optimere tilværelsen. Psykologiens traditionelle fokus på lidelser og destruktive følelser har selvfølgelig været en spejling af den tid, som den opstod i. Derfor er det måske heller ikke underligt at Freud i sin tid erklærede, at psykoanalysens mål var den ’normale neurose’. Det må, i vores tid og med al respekt for Freud, siges at være en rimelig negativ og sygdomsfokuseret grundantagelse om mennesker og hvad der er muligt i livet.

Det, den positive psykologi kan tilføre psykologien som helhed, er et mere komplekst, et mere forebyggende og et mere optimistisk syn på det menneskelige potentiale. Og det er netop dette nye syn på mennesker, der kommer til at spille en afgørende rolle i forhold til at skabe skoler, som i langt højere grad er funderet på forskellighed, talenter og positive læringsmiljøer.

Min datter, som er ni år nu, går på balletskolen i København. Hun er på sit andet år. Balletskolen er en eliteskole, en skole for børn med et særligt talent. Optagelsesprøven er svær og man er kun ’sikret’ ét år ad gangen. I hendes tilfælde er talentet selvfølgelig mere kropsligt og musisk end det er fagligt. Hendes skolegang består af dans om morgenen og almindelig skole bagefter. Dansen er selvfølgelig meget i fokus, men der bliver gjort meget ud af, at børnene skal kunne følge en normal skolegang, hvis de ikke kan få lov til at fortsætte derinde.

For mig har det også været en ny oplevelse at ’komme ind’ på balletskolen. Nogle vil opleve det som værende for snævert, for elitært og at miljøet bliver for indskrænket, men de fleste forældre oplever nok at deres børn trives, fordi de laver noget de er gode til, de bliver konstant udfordret og hverdagen er fyldt med kreativitet i form af dans, kostumer, drama, sang og rytmik. Men kan folkeskolen lære noget om talent og talentudvikling af balletskolen?

Jeg tror, at vi kan lære flere ting. For det første, at talentet skal være i fokus. Det skal være omdrejningspunktet for læring og trivsel. At børnene så også skal gøre ting, de er mindre gode til, er jo en del af skolegangen. Men ved at fokusere på styrker, evner og talenter, får de mere overskud og selvtillid i andre områder af livet. For det andet, at der skal skabes en (skole)kultur som hylder talentet og originalerne. Der må godt være forskel på folk - og børn - selvom alle skal behandles ligeværdigt. Nogle børn kan noget, andre kan noget andet. Det unikke er med til at løfte barren, skabe mere rummelighed og fungere som rollemodel for de andre. Og for det tredje, og måske det allervigtigste, at lærerne er uddannet til at udvikle og ’nurse’ talenter. De skal simpelthen kunne ’spotte’ særlige evner og talenter, fordi de ved noget om, hvordan det kommer til udtryk og fordi det kræves der af skolen. De skal have de kompetencer, der skal til, for at stimulere og udfordre de børn. Og de skal, sammen med ledelsen, gå forrest i at skabe en mere differencieret og kreativ indlæring.

Derfor skal læreruddannelsen udvides eller omtænkes, så vores skolesystem kommer til at høre hjemme i det 21. århundrede, hvor forskellighed, faglighed og en fandens masse fællesskab kan blive en realitet.