Psykiatriske patienter og afdelinger.

Jeg har med stor interesse læst Lene Hjorth-Larsen kronik, og kan på rigtig mange punkter erklære mig enig.
Min baggrund er en depression, der har varet i 15 år, og jeg har været indlagt adskillige gange og oven i købet på forskellige hospitaler, lige fra lukkede til åbne afdelinger.

Det var ikke hospitalsvæsnet der ”helbredte” mig, men derimod en privatpraktiserende psykiater. Han fandt den rette blanding af psykofarmika inden for et år, hvor jeg forgæves havde brugt 14 år på det offentlige system.

Det værste var næsten kronikørens oplevelser af personalet, som jeg helt deler. For personalet var det vigtigste at holde møder, og som man sagde, rapportere. Når der kom en stor bakkevogn gennem afdelingen, var den fyldt med kaffe og kager, og den blev kørt ind i møderum / vagtværelse og døren forblev lukket, oftest i mindst 2 til 3 timer. Herefter var der intet personale på ”gangene”. Havde man brug for medicin var man tvunget til at banke på døren og vente udenfor, indtil det passede personalet. Man fik så tydeligt at vide, at man forstyrrede og om det ikke kunne vente til mødet var forbi! Efterhånden lærte man, at man blot skulle insistere, så fulgte man med en sygeplejerske hen til medicinrummet og fik sin medicin. Det er langt de færreste patienter der har dette mod og overskud, da det er temmelig ubehageligt.

Morgenmøde, tja, en noget komisk forestilling. Ordførerhvervet gik på skift blandt patienterne. Her fik man datoen oplyst og morgensangen var en ren pine. Ordføreren oplyste om dagens ”aktiviteter”, der ganske rigtigt kunne bestå af lidt motion, en gang i mellem. Ellers bestod ”aktiviteterne” af oplysning om hvornår avis- og slikvognen kom til afdelingen.

Helt kan jeg nu ikke genkende lægesamtalerne, kun at der var meget få af dem. Lægerne baserede deres samtaler og konklusioner på personalets ”observationer”, så instinktivt kendte man indholdet på forhånd. Under disse samtaler blev medicinen justeret, men man var nødt til at være forberedt. Glemte patienten at få mulighed for at få en Panodil, en gang imellem, var det næsten umuligt at få en hovedpinetablet. I forbindelse med indlæggelsen bliver man kropsvisiteret og al privat medicin låst inde. Men det er ok.

Kulturen blandt patienterne er højst besynderlig. Det er helt klart at det kun er ”underklassen”, der kan få en psykisk sygdom. Da en bindegal sømand fandt ud af at jeg var højt uddannet, sagde han med forbløffelse ”hvad laver du så her!”. Det er jo en væsentlig grund til offentlighedens opfattelse af psykiske sygdomme, nemlig at psykiatrisk behandling kun er for dem, der er tabt for evigt. Derfor går man meget stille med dørene. Det er anderledes acceptabelt at have problemer med hjertet, selv om det er endnu mere dødeligt.

Det er rigtigt hvad kronikøren skriver. Det er utrolig nemt at begå selvmord på en psykiatrisk afdeling. Problemet er ganske enkelt mangel på observationer. Det skyldes ikke mangel på personale, men at det er meget vigtigere at drikke kaffe og se fjernsyn på kontoret.

En lille oplevelse skal med her, og det handler om visitation.
Jeg var på et tidspunkt henvist til den lukkede afdeling. Her blev jeg så lagt på en 3-sengsstue. Jeg havde en svær depression, nr. 2 patient var inkarneret hashryger og lå i sin seng 24 timer og røg. Nr. 3 patient var en dybt senil ældre herre, der når han skulle på toilettet, opgav at åbne døren til stuen og måtte så forrette sin nødtørft på gulvet.

Medicineringen var yderst overfladisk, forstået på den måde, at personalet ikke anede hvordan den virkede på patienten. Jeg er adskillige gange blevet udskrevet på et grundlag, der var totalt udokumenteret, men besluttet med en intern beslutning om, ”at nu havde jeg ligget der længe nok”, så måtte jeg jo være helbredt. Det endte da også med en ny indlæggelse kort efter.

Efter års sammenlagte ophold på diverse afdelinger, indså jeg min fremtid som permanent patient i systemet, hvorefter jeg stak af og opsøgte min privatpraktiserende læge uanmeldt. Hun sørgede for en omgående behandling hos en privatpraktiserende psykiater, som så behandlede mig effektivt. En af fordelene ved denne psykiater var, at han havde international erfaring og ikke var stivnet i det danske sygehusvæsen.
Et år efter denne oplevelse var jeg tilbage i erhvervslivet og fungerer fint, og uden men.

Tak for en genkendelig og præcis skildring. Jeg er pårørende gennem mere end 20 år til en psykisk syg søster, der har været tvangsindlagt mere end 15 gange på psykiatriske afdelinger. Sjældent har jeg oplevet mere trøstesløse steder med personalet - som indlægget korrekt beskriver - siddende i personalerummet mens de syge og forpinte var overladt til sig selv. Jeg kom på mange forskellige tidspunkter af døgnet og hver gang var billedet det samme : personalet i en klynge for sig, som man som pårørende kunne vinke til gennem vinduet indtil personalerummet. Spurgte jeg om hvordan det gik med min søster, om hun havde fået det bedre,- hvad den videre plan var - hvad vi som familie kunne være opmærksom på - så lød det rungende svar næsten konsekvent: "desværre - vi har tavshedspligt".

Det var først via en utrolig hjælpsom socialrådgiver, at vi som familie fik at vide, at vi kunne deltage i såkaldte koordinationsmøder med psyk.personale og få vigtig information, som skulle gøre os bedre rustet til at drage omsorg for min søster, når hun igen blev udskrevet!
Derefter fik vi en bopælsværge for min søster og hun flyttede fra en lejlighed hvor hun levede som en rotte i en skraldespand bogstaveligt talt. Ubeskriveligt beskidt, rodet og uværdigt for et menneske i smerte. Hun bor nu på et meget dejligt plejecenter med nærværende og hjælpsomt personale som ofte uopfordret henvender sig. Min søster beretter ofte hvor søde hjælperne er og at de "altid er til at snakke med".
En verden til forskel!!
Min søster er blomstret op og jeg kan genkende hendes talenter, vid og humor fra før hun blev syg. Hun er i balance og for første gang i mange år har jeg hørt hende sige: "jeg har det godt her".

Jeg vil ikke for min værste fjende ønske at være henvist til ophold på en psykiatrisk afdeling med omsorgssvigt af både patienter og pårørende

Kan desværre også genkende din beskrivelse. Har to gange været indlagt for en depression. Begge gange fik jeg klart oplevelsen af at det i forvejen sparsomme personale (ofte 2-3 personer til ca. 20-25 patienter), brugte langt det meste af tiden på skrivearbejde, og på at holde møder med hinanden og afdelingernes læger. Lægen var en meget vigtig og afmålt person, der først og fremmest forholdt sig til om medicindosis skulle sættes op eller ned. Psykologer var der ingen af. Og i øvrigt var der heller ingen aktiviteter i løbet af dagen ud over lidt morgensang og morgengymnastik i afdelingens køkken/spiserum. Patienterne var nok ca. 97 % af tiden overladt til sig selv. Lidt flere sygeplejersker på afdelingerne er en absolut nødvendighed, men også at ansætte nogle psykologer til at udføre psykoterapi - ufatteligt at der åbenbart ikke er hverken råd eller vilje til det. Hvad dette ikke ender med at koste samfundet i førtidspensioneringer tør jeg ikke tænke på....

Rædselsfuldt - men desværre et billede af, hvad den såkaldte danske velfærdsstat kan tilbyde. Et bogstavelig talt sygt system er det, vi får for vore skattekroner. Nu er psykiatrien nok det allerværste, man kan komme ud for, men det halter i den grad, også de andre steder i systemet.
Det er så pilråddent, at der i virkeligheden kun er én ting at gøre: Vend det hele på hovedet og start forfra, men som et offentlig-privat projekt, styret af folk, der kan drive hospitaler, og med et personale, der opdrages til at tage sig af syge mennesker.
Og tegn så den sundhedsforsikring, mens du kan, så du har muligheden for at undgå det lotteri, det offentlige system er i dag.

Beskrivelsen er efter min bedste mening meget akkurat. Jeg, der har været indenfor psykiatrien nu i næsten 40 år, har været ansat på 7 forskellige psykiatriske afdelinger både i Københavnsområdet og i "provinsen" dvs. Hillerød. Jeg sidder nu på 30.år i egen praksis.
Jeg forstår dermed synspunkterne begge steder fra (patientens og den ansattes)- Jeg må grundlæggende sige, at der er tale om "gode mennesker" på begge sider af hegnet! - Det handler om forventninger til hinandens potentiale, mere end om "gode og dårlige" mennesker, for mig at se.-
Mest positivt ville være at i en "samtalegruppe" (udvalg ville en regering kalde det ) efterspørge de forventninger om resultat, der kunne være til en behandling, fjerne en del af de myter indenfor, og udenfor faget, erstatte dem med den "ærlighed" faget mangler, herunder at turde sige, "det kan vi og det kan vi ikke", gradvist ændre den opfattelse, at medicin er helbredende; det er den ikke, den er lindrende! -
Samtalen som behandlingsmiddel kan være "den rette vej" , men er i andre henseender "vildt overdrevet", og kan igen kun bruges støttende og evt. lindrende, men ikke helbredende. Jeg tror, at der er en grundlæggende forståelsesproblematik i hele befolkningen overfor begrebet psykiatri, som præger dens holdning i negativ retning med en afstandtagen til fænomenet og de mennesker, der berøres af det både på indersiden (patientsiden) og på ydersiden (behandlersiden). Denne holdning skaber fordomme, myter og vredesudfald, som jeg opfatter kronikørens indlæg som, og formentligt ganske berettiget! -
Udover dette forslag til at "sætte os sammen" og drøfte ,hvilke ønsker vi fælles kunne have til fremtidens psykiatri, er der også et andet voldsomt problem, ikke bare for psykiatrien, men for hele befolkningen, anno 2012, nemlig den overhånd-sig-gribende administration og kontrolsøgning, "big brother watching you" typen, der gør, at alt hvad der siges, gøres, tænkes, formidles , skal nedfældes akkurat, med kommaernes placering, korrekt stavning, beskrivende til mindste detalje, fordi ellers kommer "de" efter dig og sætter dig i den "sorte gryde"(gabestokken) eller det, som er værre!- Den administration tager tid fra patient-lægesamarbejdet! - Det er den tid, der bruges til konferencer, journalføring, debatter, morgenmøder etc. - Den tid kunne meget bedre bruges sammen med patienter, men konsekvensen ville være informationstab i en eller anden udstrækning og er man villig til det i dette kontrolland?-
Jeg tror på, og har altid gjort, på det bedste i alle mennesker, og at alle, der er på netop det job, gør sit bedste for at forstå, behandle, helbrede, lindre, trøste (Hippokrates råd til os mennesker), og håbe på bedst mulige resultat, og når alt kommer til alt, er det vel "tilfældigheden" i livet, der gør udfaldet, som Descartes sagde det (eller var det ham?), Lægen er til for at underholde, mens gud/naturen behandler patienten!
Vi er som i al eksistens bagud for tilfældet og reduceres til opryddere, "damage-controllere", og i psykiatrien- "lindrere og trøstere"- ikke helbredere! -
Jeg er på ingen måde bedre til det, end mine kolleger rundt omkring, men forsøger stadig at forstå og begribe fagets potential bedst muligt for i ydmyghed at blive bedre til det, inden jeg går på pension!-
Een omstændighed, det i hvert fald ikke har at gøre med, er hvilken farve en given regering har! - Psykiatri har altid været "stedbarnet" i al sundhedstilrettelæggelse uanset farve!- og i det hele taget så langt væk fra "den normale befolkning" som muligt og derfor i de forrige århundreder var henvist til gode menneskers for-godt-befindender som asyler, munke/kloster-ordener mv.- Det er den instilling vi må ændre, hvis vi vil have os en bedre psykiatri. Vi er alle i samme vogn/båd- Der er ikke nogen indenfor eller udenfor; vi er allerede derinde allesammen! - Så hvad skal vi gøre sammen, for at få en bedre psykiatrisk forståelse for hinandens potential og forskellighed. Det er næsten den samme diskussion, der er indenfor anden form for "integration" af kulturer, forståelser, forskelligheder osv.- Jo mere, der skrives om det, jo bedre kan vi alle tage stilling til et bedre samfund, en bedre psykiatri, et bedre menneskesyn.
Kjeld Jeppesen- psykiater

Ikke meget har ændret sig siden Amalie Skram skrev romanen i 1895. Tyve minutter om ugen?
Jeg har også været der: såkaldt psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Der skal et stærkt helbred til eller en stærk familie.
Måske skal en politiker indlægges førend der sker en forbedring.

Jeg mener at have set afdelinger, der tager sig grundigt af patienterne, og andre, som ligner kronikørens beskrivelse, men jeg har ikke oplevet som patient, og mine referencer er også stadig et lille bitte udsnit af landets mange afdelinger.

Jeg tror at kronikøren har været ude for personale med den indstilling, at folk, som er psykisk syge, ikke selv ved og ikke selv forstår, hvad de fejler; for hvis de gjorde det, ville de jo ikke være blevet "syge" i første omgang, og skete der noget, som mindede om en psykotisk episode, ville de kunne helbrede sig selv - ved at tage ansvar og gøre det, der skal gøres (fx. skifte job, lade være med at ryge og/eller drikke, lade være med at tage stoffer, gå til en god og hjælpsom psykolog, læse om emnet, dyrke meditation eller selv-terapi m.v.)

Problemstillingen med omsorg for patienterne er dette: om man kan forvente engagement i et job, som kræver indsigt, forståelse og empati. Og så oven i købet på et fagområde, hvor kommunikation med patienterne er en vanskelig opgave.

Det minder mig om en direktør, som undrende spurgte, hvordan man dog kunne få dansere, sangere og skuespillere, lysfolk og så videre til engageret at give en musical-forestilling, når det var så svært at få folk til at arbejde engageret, systematisk effektivt, med fremstilling af elektronik.

Det er klart at der er et behov for et "vi-de" skel for at plejepersonalet ikke bliver slidt op, udbrændt; men måske er der også brug for en anden slags uddannelse, engageret ledelse, tydelig fremhævelse af de afdelinger, som gør noget godt. Den slags idéer er ikke så nemme at realisere i et fagområde, som ikke er højstatus.

Desværre er beretningen genkendelig.
Jeg har ikke været indlagt på en sådan afdeling, og bliver det heller aldrig.
Men vi, min hustru og jeg, har en veninde som havnede på Sct. Hans i Roskilde. Hun var gået i koma pga druk og kunne udskrives til os, da hun kom hjem fra udlandet, og intet sted havde at bo.
Vi forsøgte at få at vide, hvordan vi skulle tackle den situation, men ingen overhovedet, ingen, gad tale med os om situationen. Det kom ikke os ved.
Vi hentede kvinden og tog hende til os og selvfølgelig gik det galt i løbet af nogle måneder, hvor vi ikke anede vore levende råd, om hvad vi dog skulle gøre.
På afdelingen så de på os, som om vi var kommet direkte fra Mars. De var på ingen måde interesseret i at hjælpe os og kvinden, men de fik drukket kaffe, som vi iøvrigt i den bedste mening bragte dem, da vores veninde også holdt af god kaffe. Det fik hun så bare ikke alligevel.
Det var en uforglemmelig oplevelse, men så absolut ikke en af de positive.
Det skyldtes på ingen måder knappe ressourcer, idet personalet havde rigtig god tid til at afvise vore forespørgsler med utrolige søforklaringer. I den tid man brugte på at afvise os, kunne de have brugt på at sætte os ind i situationen og have hjulpet os på vej.