Nationalstaten var en meningsløs fejlkonstruktion fra begyndelsen, hvilket er bevist igen og igen med f.eks. 1. og 2. europæiske "verdenskrig", den kolde krig, krigene på Balkan og den nuværende primitive bekæmpelse af en fredelig opbygning af EU.

Krige skabte nationalstater, som ikke var ønsket af nogen - allermindst af Danmark. At gøre en dyd af en af krig påtvunget nødvendighed, er da helt ude i hampen.

Ikke mindst når det viser sig, at nationalstaten på intet område magter håndteringen af selv simple problemer som at skabe sikkerhed for borgerne, begrænse kriminalitet udefra og indefra eller holde os fri af Natos angrebskrige i Mellemøsten.

Kun et fredeligt forenet Europa - forankret i europæisk kultur - vil have styrke til at modsætte sig det militaristiske USA og modstå presset fra den islamiske fundamentalisme og den asiatiske økonomiske dominans.

Når jeg taler om vestlig kultur omfatter det ikke USA, der for længst har fjernet sig så langt fra europæisk tankegang, at det ikke kan kalde sig europæisk, hvilket de formentlig med forbløffende primitiv stolthed heller ikke kunne drømme om. Lad os skilles - inden vi bliver som dem.

En nationalstat er et med magt erhvervet stykke land!

Borgerne i nationalstaten er ikke frie, men underlagt seriøs regulering via de 3(4) statsmagter. Vi er dog så assimilierede, at vi føler os som frie indenfor de meget faste rammer som vi er vokset op indenfor. Akkurat som en muslim føler sig som frie indenfor de rammer som islam har sat op.

Frihed er jo et meget flydende begreb, og den største fejl man i den forbindelse kan gøre er at definere friheden udfra egen kontekst. Friheden for den ene, kan jo være ufriheden for den anden, og det er præcis det paradoks som Marie Krarup glemmer at tage hensyn til!

Fascisme uden nationalt sindede, patriotiske nationalister findes ikke. I Europa samles atter de udvalgte folks stolte sønner under fanerne i kærligheden til fædrelandet og heiler for fremmedhad, racerenhed, voldsdyrkelse og EU-modstand.

Det burde for længst være trængt ind hos vore egne fantaster og ekstremister på højre og venstre fløj, at de trækker på samme hammel? Det modbydelige er, at det er det modsatte, der er ved at ske. Pæne, hæderlige, fornuftige mennesker hopper i stigende omfang på vognen.

I stedet for at fastholde målet om det åbne, samarbejdende, fredelige, uafhængige Europa støtter man bevarelsen af den lille navlebeskuende småstat omkranset af spærrebomme og hegnspæle - og en ny Berlinmur.

Marie Kraup er blandet politik! - kristendom, nationalstat
og demokrati sammen. Vores sprog er grænseløs og flyder
sammen i det skandinaviske! - danskheden er ikke konkret.
"udkant Danmark findes ikke" - men udkant danskere.

Jugoslavien, Skotland, Baskien, Katalonien, tidligere Sovjetrepubliker, Nordirland, Førøerne, Grøndland. Eksempler på nationalstater og føderationer der er gået i opløsning eller har ønsker om løsrivelse.

Desuden; hvor mange danskere ønsker sig ikke løsere bånd til EU? Jeg synes man ustandeselig hører fra danskerne, at vi intet har til fælles med syd- og østeuropa? Så, Marie Krarup har helt ret - fædrelandet og det nære er vigtigt for borgernes trivsel.

Jacob Paludan afsluttede rækken af store idé- og tidsdebatterede danske udviklingsromaner med ”Torden i Syd”(1932) og ”Under regnbuen”(1933) og hærværket satte ind i det forsømte forår midt i en jazztid med en flygtning, der krydser sit spor, der endte i det lykkelige Arabien præget af den kroniske uskyld.

Natonalstaten er en 200 år gammel ideologisk konstruktion, som aldrig har været i overensstemmelse med den samfundsmæssige virkelighed. Der har aldrig været udpræget tillid mellem befolkningsgrupperne - eller klasserne - som det hed i gamle dage.
Og som ideologisk konstruktion led nationalstaten sit afgørende nedderlaglag med 1. Verdsenskrig, hvor det blev tydeligt at Europas ungdom havde mere til fælles med hunanden med med magthaverne i de nationalstater, der tvang dem til at kæmpe mod hinanden.
Desværre genopstod illusionen om nationalstaten som en dæmonisk størrelse i 1930´erne med racismen og fascismen med historiens forfærdeligs myrderier til følge.
Der er således al mulig grund til slå alarm, når højrefløjen endnu engang forsøger at mane liv i nationalismens rædselfulde spøgelse.

Børnenes Jord i Vrå havde en vuggestue midt på pladsen med 20 mørkeblå barnevogne under mørkeblåt net i skyggen af kæmpe legestilladser, men der var ingen stemmer af søskende, forældre eller bedsteforældre, kun tavshed. Hvem lærer børn at tale i en kommunal vuggestue?