Ole Asbjørn: Hvad sker der, når en læge selv bliver indlagt på sygehuset? Læs hårrejsende historie fra læge Ole Asbjørn, der har prøvet det i otte uger.
4. januar 2012, 22:30
For nogle måneder siden bragte Berlingske en kronik af vicedirektør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen og en sygeplejerske, der skulle fortælle læserne om alle de herligheder, man i Region Hovedstadens sygehusvæsen havde indført for at undgå fejl, sjusk, mangler og forglemmelser. Efter næsten otte uger som patient på tre af regionens sygehuse kan jeg oplyse læserne om, at alle de fagre ord ikke er andet end - fagre ord.
Jeg skal indledningsvis oplyse, at denne kronik ikke handler om personfejl hos nogle af de faggrupper, jeg har mødt - portører, sosu-assistenter, sygeplejersker, læger - som alle arbejder stressede, trætte og forjagede i et system, der efter min vurdering er på vej i en slags dødsspiral, hvor man sagtens om ikke så mange år kan sammenligne sig med forholdene i Burkina Faso - som jeg dog ikke kender.
For ikke at beskrive forholdene i dagbogsform - det ville kunne fylde en hel særsektion af Berlingske - har jeg valgt at bringe nogle spredte betragtninger over egne observationer.
Det begyndte med, at en let forpustethed førte til en undersøgelse af mit hjertets kranspulsårer på Gentofte Hospital. Undersøgelsen afslørede en så svær forsnævring af én af hovedkarrene til hjertet, at jeg straks blev lagt i 24-timers overvågningsregi og skulle opereres inden for tre dage. Da jeg samme aften blev overført til Helsingør Sygehus, blev der ikke skrevet journal - vagthavende læge havde for travlt! Madvognen var kørt - jeg ankom først kl. 19.00 - og eneste mulighed for noget spiseligt var et stykke citronhalvmåne sponsoreret af en pårørende samt et glas saftevand. Jeg havde selv medbragt resultatet af undersøgelsen på Gentofte Hospital, så noget havde de da om mig i Helsingør.
Næste morgen bragte den første oplevelse, idet der blev anbragt et plastbæger med et så stort antal tabletter, som jeg end ikke havde taget i hele mit liv. På min forespørgsel blev der svaret, at det var til behandling af min sukkersyge samt mit forhøjede blodtryk - sygdomme der måtte være opstået i løbet af natten, idet jeg ikke tidligere havde lidt af disse lidelser. Der var således stor uoverensstemmelse mellem stregkoderne på det armbånd på venstre hånd, som jeg var blevet udstyret med, samt den håndholdte computer, som sygeplejersken havde for at »sikre«, at patienterne fik den rette medicin. Jeg afslog venligt men bestemt at indtage de ordinerede tabletter. Sygeplejersken virkede lettere desorienteret.
Eftermiddagen skulle bringe endnu en overraskelse, idet man pludselig oplyste, at jeg led af blærebetændelse. En af mig afgivet urinprøve om morgenen skulle have vist, at der var masser af bakterier og hvide blodlegemer i urinen - tegn på betændelse - hvorfor der skulle give penicillin. Jeg insisterede på personligt at være til stede, når man foretog en fornyet urinundersøgelse, som - naturligvis - viste, at jeg ikke havde blærebetændelse. At en anden patient på afdelingen nu gik rundt med en ubehandlet blærebetændelse kunne ikke rigtigt være mit bord. Prøverne var ganske enkelt blevet forbyttede!
Da jeg efter fem dage endnu ikke var blevet overført til Rigshospitalets hjertekirurgiske center, spurgte jeg forsigtigt stuegangslægen om, hvad der skete i sagen. Det var vist ikke rigtigt »hans bord«, men noget måtte imidlertid have fået den gode doktormand til at reflektere over tingenes tilstand, idet han få timer senere oplyste, at jeg var »blevet glemt« i systemet, da Gentofte Hospital ikke havde fået overført min »sag« til Rigshospitalet - men det ville ske straks pr. taxi. Jeg var nu ikke mere patient, men en sag. Personlige henvendelser fra min familie rokkede ikke ved det faktum, at den akutte operation ikke mere var aktuel, men jeg kom ind i den almindelige kø. 12 dage senere blev jeg opereret med en by-pass.
Efterforløbet var perfekt, og jeg blev udskrevet på femtedagen. Den venlige sygeplejerske, der orienterede min kone og mig, oplyste, at jeg nu kunne springe i trampolin, dyrke sex, løbe maraton og spille rugby.
Min vejrtrækning var imidlertid så elendig, at jeg forsigtigt forespurgte, om dette nu kunne have sin rigtighed, og en undersøgelse afslørede da også, at jeg havde væske i venstre lungehule. En ung »tappelæge« blev hidkaldt; han oplyste følgende: Nu lægger jeg lokalbedøvelse og tapper væsken. I journalen skrev han, at jeg var informeret om samtlige risici i form af evt. sammenklappet lunge, infektion, blødning, akutte og kroniske smerter m.v., og at jeg havde forstået og accepteret disse - hvilket altså ikke var tilfældet. Et sådant notat kan ikke slettes. Jeg fik derfor nogle dage senere selv indføjet i min journal, at jeg ikke var informeret
Farven på det udtømte - 2,3 liter - var ikke, som jeg erindrede, væske fra lungehinden, men alt var helt normalt, var svaret.
Det er ikke på personaleplanet, problemet ligger, men hos en flok totalt inkompetente ministre og folketings- og regionsrådsmedlemmer.
Få dage senere var den gal igen, og man tappede nu 2 liter mælkehvid væske. Trods min begrænsede viden om hjerteoperationer var min mistanke vakt - at man ganske enkelt havde læderet et lymfekar i venstre brysthule. Først tredje gang - som jo er lykkens gang - indså man, at jeg havde fået den komplikation, som kun 0,09 procent af de opererede får. Jeg blev nu genindlagt, men fik først flere timer senere indlagt de »rørsystemer«, der skulle til for at indlede den egentlige behandling. Det videre forløb i denne behandling er denne kronik uvedkommende.
Stuegang på Rigshospitalets hjertekirurgiske afdeling foregår - formentlig på grund af travlhed - ved, at sygeplejerske og læge sætter sig i vagtstuen foran computeren; sygeplejersken refererer så til lægen, hvad der er sket med patienten inden for det seneste døgn. Dagens lyspunkt for mange patienter har ellers været en stuegang, hvor lægens »Nå, hvordan-har-vi-det-så-i-dag« har været indledningen til det tætte læge-patient-forhold, der både må og skal være en del af helbredelsesprocessen. Gad vide, hvor mange spørgsmål fra patienternes side der går tabt ved en sådan form for stuegang. Lægens konklusioner - der overføres til computeren - meddeles senere patienten af de altid fortravlede sygeplejersker - og det kan såmænd godt ske med endog betydelig forsinkelse.
Som sagt er vicedirektør Torben Mogensens kronik ikke noget vidnefast bevis på, at tingenes tilstand er fantastisk på Region Hovedstadens sygehuse hvad angår fejl, forglemmelser, mangler og - det vigtigste - ganske enkelt mangel på empati med den enkelte patient. Miseren skyldes efter min vurdering en ledelse - først og fremmest politisk - der ikke har formået at udstikke retningslinier. Flere læger har i årevis påvist dette og har i mange tilfælde betalt prisen for deres åbenmundede betragtninger i bl.a. medierne i form af afskedigelse, »kammeratlige samtaler« eller forflyttelse.
Med mellemrum må man i medierne lægge øre til regionsrådsformændene Vibeke Storm Rasmussen (S) og Bent Hansen (S) samt nu sundhedsminister Astrid Krag (SF), der alle kan kunsten at tale sort, udenom og aldrig komme med konstruktive forslag til, hvordan man ændrer retning på den skude, der er på vej til en bundplacering blandt verdens sundhedssystemer.
Takket være min uddannelse som læge har jeg været i stand til at råbe op, når jeg så, at noget var helt galt. Mine tanker - og tak - går til de mange, som har gjort alt for at afbøde de kalamiteter, som udygtige og ukyndige såkaldte folkevalgte har påført »systemet« i årevis. Det er ikke på personaleplanet, problemet ligger, men hos en flok totalt inkompetente ministre og folketings- og regionsrådsmedlemmer.
Endelig skal Berlingske have tak for at have lagt spalteplads til flere artikler om emnet. Til både nuværende og eventuelt kommende patienter skal der blot lyde det råd: Brug jeres sunde fornuft og logik og pas på, at der ikke sker jer noget i dette Kafkaske system.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten