Kronik

Når den sociale fælde klapper i

Erik Winther Paisley: Vi kommer aldrig nogen sinde til at kunne vende – måske ikke engang forsinke – udviklingen mod mere stadig mere orwelliansk overvågning, hvis vi ikke erkender, at den udspringer direkte af forholdet mellem socialstat, klient og skattebetaler.

Flere medier, heriblandt Berlingske har i den senere tid bragt historier om socialt bedrageri og den kontrol, der igangsættes for at komme det til livs. Danmarks Radio har været ude med TV-udsendelser om de kvinder, som erklærer sig som enlige forsørgere, men til alles utvivlsomme chok og forbavselse afsløres i reelt at være samlevende – i nogle tilfælde fordi deres kærester, velsagtens ofte er fædrene til disse kvinders børn, hjælper dem med huslige ærinder, indkøb eller det, der er værre.

Der har også især fra indvandrerkredse også været tilfælde, hvor en række mænd installerer sig i delte lejligheder, så deres koner og kærester kan registrere sig som enlige mødre og dermed skaffe sig adgang til højere ydelser, endnu de ellers ville være berettigede til.Nogle gange går det, andre går gange klapper fælden. Stor er alles forargelse, men forargelsen er tvetydig. Nogle er først og fremmest forargede over det sociale bedrageri, men andres er bekymrede over det kontrolsamfund, Danmark vurderes at være på vej til at blive. Det er et herligt drama. På rollelisten har vi »strammerne«, som gerne vil komme socialbedraget til livs og derfor med største nidkærhed og retfærdige harme støtter det kommunale dyneløft, overvågningen af borgeren, stikkertelefonen og de anonyme anmeldelser af velfærdshøjforræderiet.

De findes både i blå og rød blok. De mener, at ret skal være ret – til tider med den ikke uvæsentlige krølle på halen, at disse borgere ikke har ubetinget krav på skatteyderes penge og derfor med al rimelighed må forventes at underkaste sig kontroller og inspektioner. Over for dem står slapperne, ’de bløde’, som ikke forstår, hvorfor man dog ikke bare kan lade folk være i fred, og bliver rystet over, hvilke kontroller og krav det offentlige kan finde på at udsætte borgerne for. Hvem har ret – eller hvem er værst, de nidkære kommuner eller nederdrægtige borgere?

Det er nemt at sætte sig i de falske enlige forsøgeres sted. De er næppe uskyldsrene engle, der bare ’kommer i klemme i systemet’, men som folk flest, der vurderer deres muligheder og handler derudfra. Der er ofte tale om kvinder, der trods skilsmisse eller fraværende fast parforhold stadig holder kontakt med deres mænd og kærester og får hjælp fra dem til forskellige gøremål – mens de modtager støtte, som om de var mutters alene i verden. Det er ubetinget en god ting, at der er færre reelt enlige, end det ser ud til, men den egentlige socialskandale burde være, at systemet understøtter enlighed og undergraver familieliv. Ingen kan have interesse i at stå i vejen for tættere medmenneskelige bånd, eller at børn vokser op uden fædre, eller at en enlig mor slider og slæber i det daglige. Men i anerkendelse af reelt enliges særligt udsatte situation har man bygget et system, hvor de målrettes en særlig støtte.

Konsekvensen er uundgåeligt, at disse kvinder stilles over for valget mellem at have en partner eller flere penge. Vælger hun samlivet, så er de ekstra penge og den støtte, de kunne få, betinget af hendes gode forhold til manden og hans velvilje; vælger hun ham fra og erklærer sig enlig, er indkomsten fra kommunen derimod fast og pålidelig. Sikre penge fra en fjern kommune må virke som en bedre løsning, og det er beskæmmende, at man dermed har fået bygget et system, der sådan undergraver parlivet, og som uafladeligt, uundgåeligt, forudsætter en kontroltrussel, der kan holde snydere i ave.

Sociale bedragere er ikke ’hverdagens helte’, men det er kommunens kontrolkontorer heller ikke. Mangler vi helte, så har vi i det mindste et overflødighedshorn af velmenende skurke i de politikere, der har sammensat et skatte- og ydelsessystem, hvor man konsekvent belønnes for at have det dårligt og straffes for at trives. Det gælder over hele linjen og må siges at være den utilsigtede hovedvirkning af velfærdsstaten, som er kendetegnet ved at være drevet af de bedste hensigter. Man har villet hjælpe dem, der havde det hårdest, men hvor pengene er, kommer menneskene.

Skal man have støtte, må man have det hårdt. Resterende arbejdsevne står i vejen for at sikre sig en permanent, pålidelig indkomst, så den skjules og underspilles, mens kommunen – velvidende at dette foregår – gennemfører uendelige inspektioner og prøvninger af borgerne. At disse i øvrigt meget dyre og tidskrævende inspektioner ikke har den ønskede virkning, er klart, med tanke på hvor mange førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere der udfører sort arbejde. De er altså blevet belønnet for at fremstille sig, eller blive, sygere end de er, og deres forseelse består i at udføre produktivt arbejde, som er til gavn for både dem selv og hele samfundet. Myndighederne kan ikke desto mindre gøre andet end at bekæmpe det. Sådan er det jo, det er deres rolle at spille. De kan ikke tillade sig andet over for de (stadigt færre) borgere, der finansierer ydelserne, men det gør hverken kontrollerne kønne eller konstruktive.

Det er på alle måder bedre, at en enlig mor ser en mand, eller at en førtidspensionist har noget weekendarbejde. Hvis kontrolforanstaltningerne iværksættes tilstrækkeligt effektivt, så er det snarere weekendarbejdet eller weekendmanden end afhængigheden til kommunen, der ryger. Ikke bare vil kontrollerne altså være lappeløsninger på det underliggende problem, men et succesfuldt implementeret overvågnings- og kontrolprogram risikerer snarere skade end at hjælpe. Staten stiller en ydelse til rådighed, som er betinget af nogle dårlige livsomstændigheder, som den så skal sikre sig, at folk rent faktisk har.

Dem kan de enten have eller sørge for at få. Skatteyderne og skatteydervenlige partier får på fornemmelsen, at der snydes og sløses, så der iværksættes kontroller, og sådan kører maskinen. Jo mere det offentlige betaler for sundhedsydelserne, jo mere statskontrol af folkesundheden. Vi kan ikke gennem velvilje eller formaninger, endsige ønsketænkning, afhjælpe denne proces. Måske foretrækker en fløj mere snyd og sløseri, måske er der en anden, der foretrækker overvågning og straf. Sandsynligvis indgås der et bredt forlig, så vi får rigelige mængder begge dele, men det er de forhåndenværende muligheder. Jo mere rundhåndede ydelserne er, jo mere stiger incitamentet til både at snyde og til at se efter – og i Danmark er de så rundhåndede som i intet andet land.

Vi har at gøre med en større fælde end risikoen for at blive grebet i snyd, en, som måske allerede er ved at klappe i. Lokkemaden er ydelser, men faren er at blive fanget i et forgyldt bur, hvor selvstændighed og frihed er noget, der som tørfoder må rationeres i passende mængder for at undgå fedme og forkælelse. Vi kommer aldrig nogen sinde til at kunne vende – måske ikke engang forsinke – denne udvikling mod mere stadig mere orwelliansk overvågning, hvis vi ikke erkender, at den udspringer direkte af forholdet mellem socialstat, klient og skattebetaler.

Man kan og bør derimod fjerne den særlige begunstigelse af enlige forsørgere, så man kan blive fri for både de nærmest retsmedicinske granskninger af private forhold, og det skamløse sociale snyderi. Den nuværende ydelsesstruktur nødvendiggør det første og tilskynder det sidste. Det ville være naivt at tro, at øget kontrol eller højnet moral alene kan løse problemet, for der er tale om et uløseligt dilemma – så længe man belønnes for at have det dårligt, vil der være nogle, der gør sig dårligere end de er, og nogle, der skal overvåge dem. Det er det samfund, som flertallet har stemt på. Så kan man afsløre snyde og ’problematisere’ dyneløft herfra og til næste folketingsvalg – det ændrer ikke på, at begge problemer udgår direkte fra det, politikerne hylder over alt andet, nemlig velfærdsstaten. Man kan ikke have en velfærdsstat – navnlig ikke en med målrettede ydelser – som ikke også er en kontrolstat. Man kan i øvrigt heller ikke blæse og have mel i munden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.