20. oktober 2011, 22:30

Striden foregår nok på Christiansborg, men lægger sig i slipstrømmen på en gammel traver, nemlig debatten om lighed, omfordeling og, overordnet, ’social retfærdighed’. Desværre er der to elementer, der alt for ofte bliver overset i den offentlige debat om lighed og social retfærdighed: For det første retfærdighedsaspektet – er det overhovedet retfærdigt at omfordele i det massive omfang, det sker i Danmark? Og for det andet kulturaspektet – den egentlige ulighed her til lands er kulturel og ikke økonomisk.

Den kulturelle overklasse negligerer bekvemt begge dele. Lad os kigge på dem efter tur. Begrebet social retfærdighed er populært på en venstrefløj, der med frygt og bæven taler om den økonomiske ulighed og alle de onder, der angiveligt følger deraf. Det er der ikke noget nyt i. Og der er desværre heller ikke noget nyt i de sproglige præmisser for debatten.

Eksempelvis, at social retfærdighed betyder ’mere omfordeling,’ at social retfærdighed i denne betydning altid er godt, og – på tautologisk vis – at jo mere omfordeling, desto mere retfærdighed er der. Men der findes faktisk andre syn på, hvad ’social retfærdighed’ vil sige. Det kunne eksempelvis være, at man var af den opfattelse, at det ikke er socialt retfærdigt, når det såkaldte ’fællesskab’ tager de fleste af de penge, den enkelte selv har tjent. Man kunne sågar, fra borgerlig fløj, indvende, at social retfærdighed vil sige, at ’fællesskabet’ har tilstrækkelig respekt for den enkeltes ejendom til at lade vedkommende beholde mere af den.

Eller, med modsat fortegn, at det er socialt uretfærdigt, at staten med sin inkassovirksomhed konfiskerer så store dele af vores indkomster, at der ikke er meget tilbage til at vi selv kan indrette os, som vi gerne vil. Hævder man dette i den offentlige debat, kan man være sikker på at få en byge af indignerede anklager om egoisme og manglende solidaritet tilbage i synet.

Men er det ikke i virkeligheden ligemagerne, der er usolidariske og egoistiske, når de på så blasert vis kræver kontrol med andre menneskers hårdt tjente penge? Og er der ikke noget socialt uretfærdigt over en sådan attitude, der ser stort på den kendsgerning, at den enkeltes indkomst kommer fra arbejde, han selv og ingen anden har udført?

Det væsentlige i et retfærdighedsperspektiv må være, hvordan vi har tjent vores penge. Er den måde, vi har tjent pengene på, retfærdig? I givet fald bør vi selvfølgelig have lov til at beholde det tjente, eller i hvert fald størstedelen. Overvejelser om dette bør gå forud for enhver snak om omfordeling. Venstrefløjen har også haft succes med at sætte dagsordenen i debatten om omfordeling, fordi penge og ønsket om at tjene dem alt for længe er blevet framet som noget suspekt. Velhavende erhvervsledere og bankdirektører bliver ofte set som mistænkelige. Der er noget uldent ved det, når folk har så mange penge. For en venstreorienteret kan det ikke være gået retfærdigt til.

Selv ikke når de samme rigmænd går bodsgang med pompøse CSR-programmer, grønne regnskaber og hvad ved jeg, tilfredsstiller det de mammonforskrækkede. Nej, de retfærdigt rige i venstreorienteret forstand er lottovindere, fodboldspillere og rockstjerner. Her kan selv den tungeste socialist forstå, hvordan pengene er tjent. Kritiske synspunkter angående ulighed og den sociale retfærdighed har altså trange kår i den offentlige debat, der længe har været domineret af (venstre)intellektuelle med aktier i lighedsdiskussionen. Intellektuelle, der nok er en del af den kulturelle overklasse, men ikke den økonomiske ditto.

Måske af samme grund har de en interesse i at kræve mere omfordeling. Lidt skrapt formuleret kan man indvende, at denne kulturelle elite bruger sin overklassestatus til at rage til sig over skattebilletten, hvad enten det handler om kulturstøtte, bibliotekspenge eller universitetsbevillinger. Men hvis man skal tage venstrefløjen og dens intellektuelle alvorligt, så må et begreb som social retfærdighed i et lighedsperspektiv rumme meget mere end bare den økonomiske omfordeling. Og i denne sammenhæng er det kulturelle aspekt af lighedsdebatten væsentligt.

I Danmark har den økonomiske ulighed været nogenlunde konstant de seneste mange årtier. Og det har den, fordi den egentlige ulighed herhjemme ikke er økonomisk, men kulturel. Det er således først og fremmest intellektuelle og kulturelle forskelle, der udgør gabet de forskellige befolkningssegmenter imellem.

Et godt eksempel er, at det tidligere på året blev kendt, at veluddannede og folk med en høj indkomst har 70 gange bedre chancer for at blive henvis til en speciallæge end kontanthjælpsmodtagere. Det er en dramatisk forskel, og den kan ikke forklares med økonomi, eftersom ydelsen er ’gratis’ – altså offentlig. Uligheden er kulturelt betinget.

Et andet eksempel er på sundhedsområdet: den kulturelle underklasse spiser mindre sundt og er hyppigere overvægtige. Men det er ikke et spørgsmål om økonomi – man kan sagtens leve sundt i Danmark, selvom man ikke er blandt de mest velhavende. Nej, forskellen i livsstil handler om valg, der igen ofte er kulturelt bestemte. Det er ikke et spørgsmål om økonomisk formåen. Et sidste eksempel er vores uddannelsessystem, der favoriserer den kulturelle elite og dennes afkom. For at tage en længere uddannelse kræver det, at man taler i den kulturelle overklasses koder. Man skal være ’kompetent’ og sprogligt opdraget til at mestre et bestemt sprog.

Allerede i folkeskolen sedimenteres denne fordeling mellem over- og underklasse. Elever fra ressourcestærke hjem trives bedre med tværfaglighed og diffuse ’læringsstrategier,’ mens underklassens børn taber. Jeg gentager derfor: uligheden er kulturel. Var de intellektuelle ligemagere konsistente, da ville de følgelig ikke nøjes med at kræve økonomisk lighed. Nej, så måtte kulturel lighed også være en del af målet. Det ville være i overensstemmelse med begrebet social retfærdighed i den venstreorienterede betydning. Men vi skal nok alligevel ikke forvente en sådan dedikeret og holistisk tilgang til den sociale retfærdighed. Af mange årsager.

Herunder muligvis, at de intellektuelle har en klasseinteresse i at vedblive med at være kulturel elite. De er ikke interesserede i, at netop deres marked bliver reguleret og normaliseret. Dette viser også det markante hykleri blandt gratisterne i lighedsbranchen: man vil gerne dele ud af andre menneskers ressourcer. Især hvis det handler om noget så uhelligt som penge. Men ens egne primærressourcer – åndfuldhed og intellektuelle kapaciteter – er der ingen grund til at blande staten og den store fordelingsmaskine ind i.

Taberne er dem, der ikke tilhører eliten og dens ressourcestærke børn. Og hykleriet stikker endnu dybere: maskeret som social retfærdighed fratager man ikke bare de velhavende store summer. Også ganske almindelige danskere berøves muligheden for at indrette sig, som de gerne vil. Det kunne eksempelvis være at have flere penge til at vælge en privatskole til sit barn, hvor det kunne modtage det, folkeskolen ikke længere tilbyder, nemlig viden. Som er afgørende for social mobilitet. På denne måde er selve ligemageriet med til at opretholde den egentlige ulighed – den kulturelle – vi har i Danmark. Samtidig med, at alle danskere bliver fattigere. Er dette ’socialt retfærdigt’?