Jesper Lau Hansen: I modsætning til 68, der i dag fremstilles som rimelig harmløs, står 89 stadig i et grellere skær, som fortsat skiller folk. Der var, og er, noget mere på spil. At vedkende sig 89-generationen er derfor også at bekende sig til et sæt holdninger, som mange jævnaldrende ikke deler. Den mest varige konsekvens af 89 er den aktivistiske udenrigspolitik.
13. november 2009, 22:30
Nogle dage er mærkedage. De taler til os på en måde, andre mere anonyme dage ikke gør. Der er personlige mærkedage, som man kun deler med sine nærmeste eller bærer med sig gennem livet som en hemmelighed, og der er fælles mærkedage, hvor hele samfundet standser for en stund og mindes den begivenhed, dagen blev kendt for. For det er disse dages gave, at de hjælper os med at huske det, som kulminerede den dag, og de konsekvenser, som siden fulgte.
Vi har netop passeret en af disse mærkedage, og den er sært sammenslynget med en anden og yngre dag. I mandags var det 9/11 og dermed 20 året for Murens fald i 1989, men for amerikanerne, der angiver måneden før dagen, viser den dato hen til 11. september 2001, hvor tvillingetårnene i New York sank i grus. Det er ikke den eneste forbindelse.
En mærkedag gør størst indtryk, hvis man er gammel nok til at kunne huske den selv. Murens fald kom til at præge min generation så meget, at man kan tale om 89-generationen, selvom de formative oplevelser lå i årene forud. Begrebet har dog ikke vundet indpas på samme måde som 68-generationen. Det kan skyldes, at det langtfra var alle, der var med. Det samme kan imidlertid siges om 68. Når ikke alle kan huske deres deltagelse i diverse happenings, skyldes det næppe kun indtagelsen af sjov tobak. Mange, nok de fleste, var slet ikke med, men passede sig selv og deres dont. Men i modsætning til 68, der i dag fremstilles som rimelig harmløs, står 89 stadig i et grellere skær, som fortsat skiller folk. Der var, og er, noget mere på spil. At vedkende sig 89-generationen er derfor også at bekende sig til et sæt holdninger, som mange jævnaldrende ikke deler.
En generation definerer sig ofte i modsætning til den foregående. Vi var imod 68erne, der på det tidspunkt havde nået målet for deres lange march gennem institutionerne og sad tungt på meningsdannelsen. Statsminister Anker Jørgensen holdt f.eks. en tale på en hip café om, at han ikke kunne lide unge, der gik med slips. Og det gjorde vi så. De var godt nok grimme, slipsene, men de markerede vores modstand mod forventningerne til os. Var man ung og af god familie med akademiske ambitioner forventedes man at vælge sit standpunkt blandt VS mange fraktioner, var man af mere beskeden herkomst og med udsigt til en lærlingeplads, måtte man nøjes med SF, og fandt man diskussionerne om diktaturets nødvendighed for abstrakte, valgte man disciplinen i DKP eller de forskellige mikropartier, der ofte havde flere bogstaver i deres partinavn end medlemmer.
Vi fra 89-generationen var anderledes. Vi læste hemmelige bøger, som var uomtalte i medierne og næsten umulige at opdrive. Og vi undrede os. Vi undrede os over, hvorfor erkendelsen af, at kommunisme har langt mere til fælles med nazisme end til forskel, som havde været så åbenbar før Anden Verdenskrig, nu var glemt igen. Vi undrede os over, at afsløringen af Stalins forbrydelser ikke medførte et opgør med totalitarismen. Man dyrkede blot andre diktatorer som Mao, Pol Pot, Hoxha, Castro eller Kim. Det Nye Venstre var ikke nyt, genstanden for persondyrkelsen var blot udskiftet. Da Mao døde, udkom Information, venstrefløjens ypperste avis, med sørgerand, ikke for at mindes hans millioner af ofre, men i sorg over at have mistet en stor leder og filosof. Vi undrede os over, at folk født på vores side valgte at støtte regimer på den anden side, hvis system var så åbenlyst ondt, at man måtte bygge mure for at holde folk indespærret. Eller de relativiserede disse forbrydelser ved at gennemføre en logisk deduktion, som deres overfladiske omend ofte langvarige kontakt med det universitære miljø havde kvalificeret dem til på holbergsk maner: Østblokken er ikke perfekt - Vesten er heller ikke perfekt - ergo er der ingen forskel på de to. Og vi undrede os over, at medierne så ubesværet lod sig narre af eufemismer for undertrykkelse. Man brugte f.eks. udtrykket anti-autoritær uden at tænke over, at autoriteten hos os repræsenterer et demokratisk retssamfund. I dag, hvor det er almindeligt på venstrefløjen at begræde den hårde tone i debatten, er det morsomt at erindre deres eget sprogbrug dengang. Men mest af alt undrede vi os over, at vores ældre borgerligt sindede medborgere var så selvudslettende. De havde i den grad mistet kampånden.
Vi stod dog langtfra alene, selvom det ofte føltes sådan. Mao var død i 1976, og begejstringen for planøkonomi både i Øst og Vest blev stadig mere tyndslidt. Thatcher blev valgt i 1979 og Reagan i 1981, hvilket gav håb om et alternativ til en stadig mere dyster socialisme. Fælles for dem var deres selvbevidste og konfrontatoriske stil. Schlüter blev valgt i 1982 og holdt mod forventning tiåret ud. Selvom hans regering ikke skabte større resultater, brød det venstrefløjens dominans på en måde, den ikke blev i Sverige og Norge, med et friere debatmiljø til følge.
Det, der i særlig grad kendetegner min 89-generation, er den idealistiske tro på, at langt de fleste ønsker at leve i frihed, hvilket Reagan i særlig grad formåede at udtrykke. »Mr Gorbachev, tear down this wall,« sagde Reagan i sin berømte Berlin-tale. Diplomaterne ønskede disse ord slettet fra talen, fordi de fandt det naivt og farligt, men Reagan stod fast. Det var ikke givet, at Muren skulle falde. At tro det, er lige så deterministisk som den kommunisme, der faldt med Muren. Det var troen på frihed og den klare støtte, der skabte det fornødne mod hos de undertrykte. Mange forsøger at miskreditere idealisme ved at modstille det med realisme, hvilket er forkert. Hvis der overhovedet er en forskel, skyldes det, at nogle forsøger at maskere deres fejhed eller opportunisme som realisme, og i så fald er der en forskel.
Men idealisme som sådan kan sagtens være realisme og vil ofte være mere realistisk end netop fejhed og opportunisme. Debatten om profettegningerne viser, at denne kamp mod den dorske defaitisme ikke er slut.
Den mest varige konsekvens af 89 er derfor den aktivistiske udenrigspolitik, der blev begyndt efter Murens fald. Saddams angreb på Kuwait og senere krigene på Balkan blev ikke bare mødt med ord og penge i forsøget på at købe os til god samvittighed, mens vi kiggede væk fra ugerningerne, som vi havde haft for vane. Vi deltog nu både med militær og nødhjælp. Da tvillingetårnene faldt i New York godt ti år efter, stod det klart, at kommunismen havde fået sig en afløser som aggressiv totalitær ideologi i form af islamismen, denne brutaliserede udgave af en af verdens store gamle religioner, og at vores frihed igen var truet.
Derfor kæmper vores soldater i verdens brændpunkter for at værne frihed og demokrati, den eneste potente modgift mod totalitarisme. Det kniber med opbakningen til vores soldater, ikke mindst fra den yderste venstrefløj.
Man er tydeligvis ikke glad for disse unge mennesker, der ikke vil nøjes med festlige indsamlinger og sjove støttekoncerter, men insisterer på at sætte livet på spil for at give deres medmennesker adgang til fundamentale rettigheder, vi andre tager for givet. Helst ville man vel fremstille dem som krigsforbrydere, men savner modet. I stedet forsøger man at fremstille dem som naive. Men når man hører deres begrundelser for at tage ud, står det klart, hvem der er de naive.
Som professor møder jeg jævnligt disse unge mennesker. Når de forklarer deres overbevisning om, at alle mennesker uanset hudfarve, køn, religion eller kultur ønsker at leve i frihed, og at det nytter at kæmpe, forstår jeg, at konsekvenserne af 9/11 stadig er med os. Heldigvis.
