Kronikken

»Morten Kirkskov er en fantast, der ser farer, som ingen andre ser«

Efter Morten Kirkskovs essay, vil det blive meget lettere for politikerne at skære i kunststøtten og især i støtten til Det Kongelige Teater. Han har leveret dem en masse gode grunde til det. Ufatteligt at man kan være chef for en kunstinstitution og skrive så ubehjælpsomt om kunst og kultur.

Hans Hauge.
Hans Hauge.

En metafor er en retorisk figur. Den består i, at man skriver, at A ligner B, fordi der er visse ligheder mellem A og B. Skuespilchef Morten Kirkskov betjener sig i sit nu berygtede fascisme-»essay« af en masse metaforer, der skal erstatte argumentation. Han kan få alt til at ligne alt andet. Der er en romanfigur, som havde denne evne. Han hed Don Quixote. Han havde så megen fantasi, at han kunne forvandle A til B. Heldigvis havde han en realist gående ved sin side, Sancho Panza, der kunne fortælle ham, hvordan det var i virkeligheden. Morten Kirkskov er en falleret forfatter. Han er en fantast, der ser farer, som ingen andre ser, men han har ingen Sancho Panza ved sin side til at korrigere ham. Alt hvad han ser, forvandler han til fascisme. Og det, han ikke ser, nemlig anstændighed, står og blinker til ham. Det lyder bizart, men det er Kirkskov, der skriver det. Det kommer vi til.

Retoriske figurer hverken kan eller skal bevise noget, de skal overbevise. Problemet er, at Kirkskovs metaforer er så ubehjælpsomme, at de får den modsatte virkning. Skulle man tro. Hans mest centrale metafor består i at sammenligne regeringen og samtiden med fascismen i 30’ernes Tyskland. Denne sammenligning er meget populær blandt venstreradikale og har været det i masser af år. Den blev brugt hyppigt, da Anders Fogh Rasmussen kom til i 2001. Den må på grund af den hyppige brug betegnes som en slidt og død metafor uden megen retorisk kraft. Man kunne bruge megen plads på at påvise, at der stort set ingen ligheder er mellem 30’ernes Tyskland og dagens Danmark eller Europa, men det ville ikke nytte noget, for metaforer beskriver ikke virkeligheden.

Lad os alligevel kort se på, om der er noget om sammenligningen. Hvorfor lige Tyskland i 30’erne? Fascismen fandtes i Italien og Rumænien og efter krigen senere i lande som Spanien, Argentina og Portugal. Hvorfor ikke dem? Nazisme er jo ikke fascisme. Fascisme er det ord, som marxismen-leninismen brugte og bruger om nationalsocialismen, fordi man vil skjule ordet ’socialisme’ i denne kombination med det nationale. Nationalsocialismen var baseret på lighedstanken inden for et nationalt rum. NS-staten, som den kaldes, var en velfærdsstat. Dernæst ville nazismen erstatte jeg-følelsen med en vi-følelse. Nazismen satte det forpligtende fællesskab højere end den enkelte. Dernæst ville den have en stærk stat. Og endelig var den anti-kapitalistisk og anti-liberalistisk. Hvis vi tog disse »værdier« – nazisterne var glade for værdier – ud af konteksten, er der faktisk mange, der deler værdier med nazisterne. Det betyder blot ikke, at hver gang en socialist længes efter varme fællesskaber og mere lighed, at vi andre trækker nazikortet. Der er som sagt sådan, at man kan få alt til at ligne alt. Intet er lettere.

Det sidste, der er at sige om metaforer, er, at de vender begge veje. Når man sammenligner A med B, kommer B til at smitte af på A. Det har Alex Ahrendtsen vist på forbilledlig vis i sin Kommentar (11.1.) Når man ser fascisme i den onde Anden, vender fascismeanklagen sig mod den anklagende. Der er fascisme i dag: islamofascisme, økofascisme og venstrefascisme. Der er også åbenlyse fascistoide træk til stede hos Morten Kirkskov. Han opfatter sig selv som en »bonderøv«. Han er ikke modernist. Han er heller ikke kulturradikal, for kulturradikalismen er impotent.

Lad os nu more os over hans ubehjælpsomme sammenligninger. Anstændigheden er »hullet som en si«. Hvordan kan han få anstændighed til at ligne en si? Et andet sted er anstændigheden »gammeldags«. Et tredje sted hedder det, at anstændighedsrammen »ligger smadret« ligesom Syriens kulturskatte. Hvordan kan man gå fra denne ramme til kulturskatte i Syrien? I Lars Løkke Rasmussens nytårstale kunne Morten Kirkskov se ordet anstændighed »blinke«, fordi det ikke blev nævnt. Anstændigheden »stod og blinkede, som det ord, der ikke måtte nævnes«. Gad vide hvem andre der kunne se dette ord, der ikke var der, stå og blinke? Mon han tænkte på Grundtvigs »hvor de gyldne stjerner blinke«? Han er nemlig fortrolig med Grundtvig og den kristne kultur, hvad resten af danskerne ikke er, og gæstearbejderne er slet ikke. De skulle have været indpodet i denne kultur, da de kom i 1970’erne, synes Kirkskov.

De danske politikere taler til »bavianstedet i os«. Hvad er det for et sted? Lars Løkke Rasmussen er i spidsen for en »lømmelregering«, der gerne vil »tabe ansigt«. En lømmelregering? Socialdemokraterne har »hægtet sig på vanviddet«. Vanviddet? De Konservative »lægger sig på alle fire«. Som en liderlig hund? De Radikale vælger den »tossegode humanisme«. Alternativet »afholder sig fra at tale ligeud af posen«. Enhedslisten »gemmer sig i slidte fraser« (kan man gemme sig i en frase?) SF er »gået i vinterhi«. Og så slutter denne repræsentant for popvenstre med udsagnet: »dumheden er udbredt«. Sådan fremmes politikerlede. Overraskende nok er Dansk Folkeparti det eneste parti, der ikke forsøges beskrevet med en dårlig metafor.

Lad os til slut se på, hvad Morten Kirkskov mener om kunst og kultur. Hans ukontrollerede harme skyldes regeringens minimale nedskæring i kulturstøtten. Det viser sig, at anstændighed findes i kunsten. At støtte kunst er at støtte anstændighed. Det Kongelige Teater er anstændighedens teater. Han påstår, at Ibsens, Shakespeares og »de gamle grækeres« dramaer først og fremmest handler om anstændighed. Han føjer til, at disse dramatikeres værker handler om »forholdet til hinanden«, om »hvordan vi balancerer det at være dyr og menneske på samme tid«. Det er jo pænt sagt det rene vås. Nu konstaterer han så – og igen med en barok metafor – at kunst og kultur er »truede dyrearter«. Og alt imens strømmer folk til Monet-udstillinger. Kunstens væsen bliver »trådt under fode« af regeringen. Har kunst et væsen? Der gives millioner til kunsten, men nok ikke til dens væsen. Og så følger en af de mere bizarre: Politikerne har ingen »mistanke om«, hvad de skal stille op med kunsten. Mistanke? Morten Kirkskov har endelig fundet ud af, at vi ikke får noget »ud af Grundtvig og hele vores kristne kultur«. Hvem taler han mon om? Folkekirken? Politikerne har opgivet »kunsten som kulturbærende« og endog »helsebringende«. Bliver vi sunde af kunst? Kunst og kultur er »af natur« forandrende og farlig, men dog kun, hvis man er bange for udvikling. Giver sætningen mening? Og endelig er vi ved langsomt at afvikle »vor kultur«. Ufatteligt at man kan være chef for en kunstinstitution og være så ubehjælpsom, når man skal beskrive kunst og kultur. Og er det mon dansk kultur, som han vil fremme, som han bør i den stilling, han har.

Efter Morten Kirkskovs essay, vil det blive meget lettere for politikerne at skære i kunststøtten og især i støtten til Det Kongelige Teater. Han har leveret dem en masse gode grunde til det. Det er en sådan opførsel fra den røde kulturelites side, som de er blevet så dødtrætte af i Polen, at de har fyret dem alle. I Danmark gør vi ikke sådan. Bertel Haarder er kendt for at indsætte folk fra venstrefløjen på ledende poster i kulturlivet, muligvis for at vise, at han er frisindet. Og Morten Kirkskov vil givetvis blive endnu mere rost og belønnet, fordi han kunne sammenligne dagens Danmark med nazitidens Tyskland. Han er allerede blevet rost af sin chef. Uffe Elbæk mener, at Kirkskov er modig. Musikchefen Uffe Savery roser ham. Det er relevant, hvad Kirkskov skriver, mener Uffe Savery. Formanden for danske filminstruktører, Christina Rosendahl, har støttet ham, for hun kan nemlig også se, at Inger Støjberg giver os »et tilbageblik til 1930’erne«. Selv Venstremanden, den fascismeanklagede Jakob Jensen, er anfægtet. Han tror ikke, at Venstre har kommunikeret ordentligt. Det har Kirkskov åbenbart. Metaforerne har virket overbevisende.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.