Kronik

Mo Yan – den stille kritiker

Mette Holm: I torsdags modtog den kinesiske forfatter Mo Yan Nobels Litteraturpris. Det førte straks til kritik fra mere åbenmundede kritikere af Kina som fx Ai Wei Wei. Men sagen er, at det handler om at læse – i dybden og mellem linjerne.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Så skete det omsider. En ægte, indfødt, politisk korrekt kineser, bosiddende i Kina, er blevet tildelt Nobels Litteraturpris. Hæderen er velfortjent. Mo Yan er en af vor tids største forfattere, herhjemme måske mindre kendt, fordi han ikke er oversat til dansk. Mo Yan er hans pseudonym og betyder »tal ikke« – dvs. »ti stille« eller »hold bøtte«; hans fødenavn er Guan Moye, og han fortæller selv, at han snakkede uafbrudt som barn i landsbyen Gaomi, i Shandong-provinsen, hvor han blev født i 1955. De fleste af Mo Yans fortællinger udspiller sig i Gaomis univers. Det er drabelige fortællinger, hvor man mærker det klæge blod sile, man kan lugte det, de åbne latriner og krudtet i træfningerne med japanere og mellem kommunister og nationalister.Døden er tør og sprød. Et vilkår.

Juryen i Stockholm kalder Mo Yans stil »hallucinatorisk realisme, blandet med folkelige fortællinger, historien og samtidens udvikling.« Man kunne også kalde stilen »brutal realisme«. Måske er noget af det, Nobeljuryen opfatter som hallucinatorisk hos Mo Yan, virkelighed i Kina. Grundstoffet i hans for- tællinger er i hvert fald kinesernes uhyrlige hverdag i det 20. og 21. århundrede. Kinesisk fortælling har en sanselighed, som ikke kun er skær, pur, fin og måske erotisk; den udfolder faktiske sansninger: stanken, den fysiske smerte, sulten, afmagten i forhold til den altid overvældende overmagt. Det er nøgterne og detaljerede beskrivelser af, hvad folk gør – ikke, hvad de måske tænker, eller hvorfor de agerer, som de gør. Et tilfældigt opslag i gennembrudsromanenHong Gao Liang, Red Sorghum (en hirselignende kornsort, durra på dansk) lyder:

»… den gamle japaners kranium splintrede, og blodet flød ud i en stor pøl på vandoverfladen. Den anden soldat kravlede sanseløst om på den modsatte side af stolpen.

Bedstefar kastede far til jorden, da endnu en byge japser-projektiler fejede hen over dem og slog ned i marken bag dem. »God dreng,« sagde Bedstefar. »Ingen tvivl om, at du er min søn!«

Far og Bedstefar havde ingen anelse om, at den gamle japser, de lige havde slået ihjel, var ingen ringere end den berømte general Nakaoka Jiko.

Hornblæser Liu’s horn gjaldede uden ophør. Solen bagte, den blev mindre og mindre, som om den trak sig sammen, mens de brændende lastbilers flammer farvede dens stråler røde og grønne.

»Far,« sagde far. »Mor spørger efter dig. Hun vil gerne se dig.«

»Lever hun stadig?«

»Ja!«

Far tog Bedstefar ved hånden og førte ham dybt ind i sorghummarken, hvor Bedstemor lå med sorghumstråenes skygger i ansigtet og det modige smil, hun havde forberedt til Bedstefar; hendes ansigtsudtryk var blidere end aldrig før. Øjnene var åbne.

For første gang i sit liv så far tårer trille lige så stille ned ad Bedstefars garvede kinder. Bedstefar faldt på knæ ved siden af Bedstemors krop og lukkede hendes øjne med sin gode hånd.

I 1976, da Bedstefar døde, lukkede far hans tomme øjne med sin venstre hånd, der manglede to fingre.«

Red Sorghum blev filmatiseret af Zhang Yimou i 1987. På dansk hed den De røde marker. Filmen var den nu verdenskendte og prisoverøste Zhang Yimous debut som spillefilminstruktør, ligesom den var Mo Yans debut, da bogen udkom i 1981 – som novelle. Siden udvidede han den til roman. Filmen fik Guldbjørnen i Berlin og blev indstillet til en Oscar; den blev også hædret i bl.a. Kina, Cuba, Zimbabwe, Hong Kong, Canada og Australien. Så Nobels Litteraturpris følger i kølvandet på 30 års kinesisk og international hæder til Mo Yan for enkelte såvel som hans samlede værk.

Mo Yan var hjemme hos sin far i Gaomi torsdag, da han blev ringet op af Nobelkomitéen, efter eget udsagn gjorde prisen ham »overlykkelig og rædselsslagen«. Myndighederne i Kina tolker prisen som en cadeau til hele Folkerepublikken. I Kina har man svært ved at skelne mellem stat og privat; uafhængig er der ikke noget, der hedder. Så tanken om, at Nobelkomitéen er uafhængig af den svenske stat – og for Fredsprisens vedkommende Norge – er ubegribelig. De statslige medier – og det er dem alle – understregede på forhånd, at hvis Mo Yan fik Nobels Litteraturpris i år, ville han være den første etniske kineser, der lever i Kina, som får den. Kina var stærkt utilfreds, da kinesiske Gao Xingjian, der lever i landflygtighed i Frankrig, fik Litteraturprisen i 2000. For slet ikke at tale om, da Fredsprisen gik til den fængslede systemkritiske journalist og blogger Liu Xiaobo i 2010 og til den landflygtige Dalai Lama i 1989. Men nu er der omsider grund til at fejre. Og ikke nok med det – i den standende, skingre konflikt om Diaoyu-øerne (af japanerne kaldet Senkaku) i Det østkinesiske Hav soler Kina sig i, at Litteraturprisen er gået til Kina og ikke til Japan. Besindige sjæle vil vide, at den i Vesten så populære Haruki Murakami fra Japan også stod højt på listen over mulige modtagere af Litteraturprisen; at han og Mo Yan var i spil – ikke deres respektive fædrelande, om end Det svenske Akademi jo godt kan have besluttet sig for, at prisen i år skulle gå til Asien.

Det stod ingen steder skrevet, at den snakkesalige bondeknold Mo Yan skulle blive stor forfatter. Da Kinas unge byboer blev sendt på landet for at tage ved lære af bønderne under Kulturrevolutionen, arbejdede han på fabrik. Så kom han i Folkets Befrielseshær, hvor han begyndte at skrive. Siden underviste han på Hærens Kulturakademi. I dag er han næstformand i Kinas (naturligvis statskontrollerede) forfatterforening. Og i sommer hyldede han Folkerepublikken og Kinas Kommunistpartis grundlægger, Mao Zedongs litteratursyn ved med sin smukke kalligrafi at skrive Den store Rorgængers Yan’an-samtaler om litteratur af i hånden. Med andre ord: Mo Yan er systemets mand! En kritik, der senest kom til udtryk efter bekendtgørelsen af prisen, da Kinas ligeledes store, men til gengæld systemkritiske kunstner Ai Weiwei torsdag langede ud efter priskomitéen for at hædre Mo Yan i stedet for en mere systemkritisk kunstner, der åbenlyst kæmper for menneskerettigheder. De fleste kinesiske forfattere, som nyder udbredelse i Vesten, er systemkritikere, der oftest skriver fra eksil.

Men det er ved at ændre sig. Fx lever og skriver Chan Koonchung, der er fra Hong Kong, i Beijing. Hans fremragende tidsbillede af dagens Kina, De fede År, udkom på dansk tidligere i år: en sindsforstyrrende labyrint af magtmisbrug, desillusion og civil ulydighed. Og politik og penge kontra frihed. De fede År er forbudt, men meget populær i Kina, hvor den læses i piratkopier. Yan Lianke, der også er udgivet på dansk med fx Folkets Tjener – og har fået flere værker forbudt i Kina – er også blandt nutidens skarpe forfattere i selve Kina. En stor del af den moderne litteratur er bitre, udsigtsløse fortællinger, befolket af desillusionerede og demoraliserede mennesker og sprængfyldt med anklager om korruption, magtmisbrug, overgreb og afmagt. Den unge blogger-forfatter-racerkører Han Han, der ind imellem kritiserer regimet, er Kinas mest læste forfatter. Mo Yan er blandt de mest læste og udbredte litterære samtidsforfattere. Han er stærkt samfundskritisk, senest i Wa, Frøer, hvor Kinas skrappe familiepolitik står for skud, men den er dog sluppet gennem censuren.

Kinas sørgelige sandhed er, at magthaverne ikke tåler samfundskritik. Flere af de skarpeste penne fængsles eller fordrives fra deres fædreland, som fx Gao Xingjian og Dai Sijie, der begge skriver fremragende om deres oprindelige fædreland fra deres nuværende hjemland, Frankrig. Men kan man klandre et menneske for at udfolde sig inden for rammerne og tilmed bidrage til deres udvidelse? Bliver kunst dårligere af, at kunstneren forstår at sno sig gennem censurens ofte tåbelige og fantasiløse nåleøje? Har en stor kunstner pligt til at udfordre magthavere? Eller er pligten at udfolde sit talent videst muligt, så det svæver højt hævet over dumme og nidkære censorers snævre horisont. Mo Yan udtrykte det sådan her på bogmessen i Frankfurt i 2009:

»En forfatter bør kritisere og udtrykke indignation over samfundets mørke sider og menneskets hæslige natur. Nogle har lyst at råbe i gaderne, men vi bør også tolerere dem, som gemmer sig på deres værelse og bruger litteraturen til at udtrykke deres holdninger.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.