- selve begrebet er et udtryk for en total SYG KULTUR, hvor individerne "flakker rundt som totalt forvirrede høns" - ude af stand til at koncentrere sig om noget som helst i "nuet" med ustandselige opkald til/fra mobiltelefoner, kunstig tilstædeværelse på Facebook i et fortvivlet forsøg på, at flygte fra virkeligheden og realiteternes verden, latterlige, infantile computerspil på såkaldte "smart-phones"samt meget mere.
Og tænk - hvad hvis der pludseligt ikke skete noget og man skulle beskæftige sig selv..?? - f.eks med en bog - det ville være helt katastrofalt og straks medføre dybe depressioner, rastløshed, kriminalitet sat meget mere - bare man er "på hele tiden" - ikke sandt..!
Vor store filosof - Søren Kirkegaard - ville,utvivlsomt, have betegnet en sådan generation-/kultur som

TOTALT HJERNEFORSTYRRET!!

og, hvad mon vi så nu skal finde på af sjove "input" næste gang, for at gøre os selv "interessante" ....??

PS:: tænk at skulle være helt alene med sig selv - ganske UHYGGELIGT..ikke sandt?
PPS.: George Orwel omtalte, iøvrigt,allerede i 1930'erne begrebet NEW SPEACH...!

My lort!

Livet er så utroligt mangfoldigt og komplekst, så det 'mirakuløse' i mindfulness har sin forklaring: vi har glemt det undervejs!!!
Det 'mirakuløse' er at her virkelig er løsningsmodellen på stort set alle nutidige udfordringer, både i naturen / kloden og medmenneskelige problemer.
Hjernen klares og det fulde potientale udfoldes, derfor skal virksomheder ikke tro de kan skjule arbejdsmiljø-problemer hos en enkelt medarbejder på mindfulness kursus. Han/hun vender tilbage og har argumenterne og livsvilen til at ÆNDRE VIRKSOMHEDEN!! YES!!
Så vi skal helt rigtigt have gang i en udannelse i mindfulness NU i offentligt regi, så metoden kan udbredes. Medierne, herunder DR, kan jo se at få 'fingeren ud' og hjælpe med udbredelsen ;o)
Mvh. en livskunstnerisk pædagog, Anna Sørensen, Esbjerg

2.2) som udviser ell. vidner om (forstandig) omtanke, rolig overvejelse, ligevægt i sindet; besindig (og langsom); adstadig; sat; ogs.: som giver sig god tid; langsom. JSneed.​II.113. nu tænker jeg ikke paa andet, end at afsondre mig fra Verden . . og ved en stille og sindig Opførsel, at oprette al den Uorden, min ubesindige Ungdom har bragt mig i. Lodde.​(Skuesp.​IV.354). *Uffe blev en Kiæmpe stærk. | Altid sindigt var hans Værk; | Derfor kaldtes han den Spage. Oehl.​PSkr.​I. 164. fra idag af har jeg udraset. De skal see, jeg bliver den sindigste Ægtemand. Heib. Poet.​VI.335. en Biskop (bør være) aarvaagen, sindig (Chr.​VI: maadelig), tugtig. 1Tim.3.2. en “sindig” Vals. AntNiels.​FL.II.164. inden Jørgen i sin meget sindige Fart naaede Brønden, røg Sofies Spand med Lynets Hurtighed ned . . og op igjen. Schand.​Fort.20. Drachm.​SH.65. Gravl.​EB.47. Feilb. (jf. sindelig 2.2) som adv. *Han . . | Spiste Allegro, drak Presto, og sindig snorked Adagio. Storm.​D.(1832).196. jeg maatte for ikke at knuse (flaskerne) ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt. Bagges.​L.I.8. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd frem; paa Rad røg de sindig (Bang. T.32: sindige) Piber. Bang.​T.(1889).31. Fr Grundtv.​LK.64. (mølle-) Vingerne gik sindigt rundt. Elkjær.​HF.35.
fra ODS bind 18, 1939

sindig, adj. [ˈsendi; i ssgr. -ˌsen'di ell. -ˈsen'di (se bet. 1)] adv. d. s. ell. -t ell. (†) -en (Moth.​S202. jf. VSO.). (ænyd. d. s., mnt. sinnich, hty. sinnig; af II. Sind (se spec. bet. 1); i bet. 2 laant fra ty. (mnt.); jf. sindelig (2))
1) (jf. sindet 1) i ssgr., især som afl. af tilsvarende (smsat.) subst.: som har sind (sindelag, sindsstemning) af en vis (ved 1. led angiven) art. (i alm.) med hovedtryk paa 1. ssg.-led.; fx. egen-, en-, fri-, god-, ilsindig ofl. (uden for ssg. egensindig) nu næsten kun med hovedtryk paa 2. led; fx. af-, dyb-, kold-, let-, ret-, skarp-, tungsindig, jf. besindig.
2) m. abs. (prægnant) bet. (svarende til II. Sind 4.1).
2.1) (nu kun i tilfælde, der ogs. kan føles som hørende til bet. 2.2) som udviser ell. udtrykker forstand og omtanke; kløgtig, forstandig (og eftertænksom). *At hun sit kloge Svar saa skikkelig fremførte, | At hun saa sindig var, det var ham saare kiært. Helt.​Poet.16. *Hun var paa Landet fast den sindigste Matrone, | Skiønt hun var ey saa lærd, som Giertrud Præstens Kone, | I Klogskab, Sindighed hun førde Priisen dog, | Et er at være lærd, et andet viis og klog. Holb.​Paars.166. de sindigste iblant gemeene Mand (begyndte) at tænke sig om. Slange.​ChrIV.119. Vi troede alt at finde sindig Vittighed og Dyd hos hende. Ew.​(1914). II.320. *Bort, Verden, af mit Sind og Øie! | Din Herlighed ei staaer mig an, | Og mig ei mere kan fornøie, | End Lege-Tøi en sindig Mand. Grundtv.​SS.I.591. frie og sindige Mænd som (H. N.) Clausen. VilhAnd.​Litt.​III.487. som adv.: Han taler meget sindigt dvs.: veier ethvert af sine Ord. VSO.
2.2) som udviser ell. vidner om (forstandig) omtanke, rolig overvejelse, ligevægt i sindet; besindig (og langsom); adstadig; sat; ogs.: som giver sig god tid; langsom. JSneed.​II.113. nu tænker jeg ikke paa andet, end at afsondre mig fra Verden . . og ved en stille og sindig Opførsel, at oprette al den Uorden, min ubesindige Ungdom har bragt mig i. Lodde.​(Skuesp.​IV.354). *Uffe blev en Kiæmpe stærk. | Altid sindigt var hans Værk; | Derfor kaldtes han den Spage. Oehl.​PSkr.​I. 164. fra idag af har jeg udraset. De skal see, jeg bliver den sindigste Ægtemand. Heib. Poet.​VI.335. en Biskop (bør være) aarvaagen, sindig (Chr.​VI: maadelig), tugtig. 1Tim.3.2. en “sindig” Vals. AntNiels.​FL.II.164. inden Jørgen i sin meget sindige Fart naaede Brønden, røg Sofies Spand med Lynets Hurtighed ned . . og op igjen. Schand.​Fort.20. Drachm.​SH.65. Gravl.​EB.47. Feilb. (jf. sindelig 2.2) som adv. *Han . . | Spiste Allegro, drak Presto, og sindig snorked Adagio. Storm.​D.(1832).196. jeg maatte for ikke at knuse (flaskerne) ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt. Bagges.​L.I.8. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd frem; paa Rad røg de sindig (Bang. T.32: sindige) Piber. Bang.​T.(1889).31. Fr Grundtv.​LK.64. (mølle-) Vingerne gik sindigt rundt. Elkjær.​HF.35.
fra ODS bind 18, 1939

Hvad er det, der goer dette saa fravigeligt fra hvad paagaeldende psykiater soeger at goere med hans pyskofarmika, der blokerer dopaminprocesserne og laaser personens celler og muskler fast for, at komme til sans og samling, lidt som naar yoga og meditation soeger at bevidstgoere personen aktuel om personens sansninger?! Altsaa udover, at det er langt mindre omkostningsfuldt, baade menneskeligt og oekonmisk, at opnaa bevidstfuldhed naturligt vs. medicinskt, er det samme tilstand der tilstraebes, fuld bevidsthed.

Kan man ikke se det som, at maalet og ikke metoden er hvad som er vigtigt?!

For at skabe mest mulig kontakt, involvere mest muligt af personen og personens bevidsthed omkring sin eksistens, er dybfoelt, hjertetlig venlighed det som bedst muligt opnaar dette, synes det som.