Kronikken

Menneskerettigheder presser Fort Europa

Thomas Gammeltoft-Hansen: En dom i den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sidste uge betyder, at EU-lande ikke længere kan afvise flygtninge uden at undersøge, om hver enkelt risikerer overgreb ved tilbagesendelse.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

I Middelhavet, 200 km syd for Sicilien og kun 160 km. nord for Libyen, ligger Lampedusa. Politisk en del af Italien, men geologisk en del af Afrika, har øen de seneste år været det første ankomstpunkt for tusindvis af bådflygtninge og -migranter, der hvert år forsøger at krydse Middelhavet i håbet om at nå Europa. Ud af de ca. 100.000 migranter, der hvert år anslås at stævne ud, er over en tredjedel visse år ankommet til Lampedusa. Med et indbyggertal på kun 6.000 kan dette naturligvis mærkes. Øens lukkede indvandringscenter har en officiel kapacitet på 1.000 personer, men har i lange perioder huset op mod dobbelt så mange.

Menneskerettigheder presser Fort Europa-citat

Tusindvis af migrantbåde, fra små pateras til store industritrawlere, ligger til ophug på øen, som et dobbelttestamente over dem, der trods alt klarede turen, og Europas indædte kamp mod, at flere kommer til.

Lampedusa er samtidig omdrejningspunkt for en af de mest kontroversielle aftaler mellem Afrika og Europa. I maj 2009 trådte den såkaldte Venskabspagt i kraft; en aftale indgået mellem Silvio Berlusconi og Muammar Gaddafi til en samlet sum af 37 milliarder kroner, officielt som erstatning for Italiens besættelse af Libyen. Til gengæld lovede Libyen, der er transitland for op mod 80 procent af den ulovlige indvandring over Middelhavet, at italienske flådeskibe kan patruljere både i internationalt og libysk farvand, og at alle migranter, stoppet såvel på åbent vand som ved Lampedusa, kan sendes direkte tilbage til de libyske myndigheder.

Venskabspagten og den effektive blokering for den irregulære trafik over Middelhavet led et alvorligt knæk, da NATO, inklusiv Italien, to år efter indledte deres flybombardement i Libyen. Efter en fornyet strøm af bådflygtninge som resultat af det Arabiske Forår har både Italien og resten af Europa dog været hurtige til at gå i gang med at forhandle nye og tilsvarende aftaler med de nye regimer i Tunesien, Egypten og Libyen.

Denne form for »fjernkontrol« har i de seneste år været EUs primære svar på den ulovlige indvandring mod Europa. Både enkelte medlemslande og EUs grænseagentur, Frontex, har i stigende omfang rykket kontrollen ud i internationalt farvand, indgået aftaler med afrikanske lande om at patruljere inde i deres farvand, eller helt outsourcet kontrollen til de afrikanske myndigheder til gengæld for handelsaftaler, udviklingsstøtte eller, som i det libyske tilfælde, større kontantbeløb.

Rent juridisk er logikken bag dette skift en påstand om, at Europas menneskerettighedsforpligtelser kun gælder indenfor EUs territorium. Så længe bådene stoppes i høj sø, i fremmed farvand og/eller af andre myndigheder, kan alle personer sendes tilbage uden at det undersøges, om der skulle være flygtninge eller andre med brug for beskyttelse om bord, som det normalt gælder for asylansøgere, der ankommer til EU.

Det postulat skød den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dog ned i sidste uge, da Domstolen afsagde dom i Hirsi-sagen mod Italien. Hirsi Jamaa og 23 andre havde været om bord på en af de både, der blev stoppet på åbent hav af italienske Guardia di Finanza og derefter sejlet direkte tilbage til Tripoli og overdraget til de libyske myndigheder. På baggrund af de mange rapporter om overgreb i Libyen fastslog Domstolen, at tilbagesendelse til Libyen faldt ind under forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling.

Libyen har ikke underskrevet FNs Flygtningekonvention og har ikke noget nationalt asylsystem. Tværtimod har de libyske myndigheder gang på gang sendt flygtninge tilbage til deres forfølgelsesland. Da Gaddafi på pressekonferencen blev spurgt om de flygtninge, der måtte være blandt dem, der blev sendt tilbage, sagde han: »Hvilke flygtninge? Der er ingen politiske flygtninge i Afrika. Det er en af de mange løgne, der bliver fortalt. Der er tale om mennesker, der bor i junglen og i ørkenen. Hvordan kan de være politisk forfulgte?«

Samtidig fastslog Domstolen mere principielt, at både konventionen og dens tillægsprotokol, der forbyder kollektiv udvisning, gælder i alle tilfælde, hvor stater tager migranter om bord eller tager kontrol over migranternes både. Det menneskeretlige ansvar kan heller ikke fraviges med henvisning til det samarbejdende lands suverænitet eller andre internationale regler, såsom sørettens krav om at redde både i nød.

Hermed står de europæiske lande med et alvorligt problem. Dommen betyder, at EU-lande ikke længere kan afvise både uden at undersøge, om hver enkelt migrant risikerer at blive udsat for overgreb i forbindelse med tilbagesendelse. Det kommer i praksis til at betyde, at migranter skal sejles til et EU-land for at gennemgå en asylprocedure. Mange vil desuden have krav på beskyttelse i EU. Året før aftalen mellem Italien og Libyen trådte i kraft, søgte 75 procent af dem, der ankom til Lampedusa, om asyl, og af disse endte mere end halvdelen med at få en form for flygtningebeskyttelse i Italien et land, der ikke er kendt for den mest generøse asylsagsbehandling.

Dommen kan således få vidtrækkende konsekvenser for EUs forsøg på at undgå flygtningeansvar ved at internationalisere sin grænsekontrol. Som de nuværende politikker, kan man selvfølgelig forestille sig, at EU-lande vil finde på nye modeller og samarbejdsformer, der falder uden for den præcedens, der er sat med Hirsi-sagen.

Der har de seneste år været en stigende tendens til hvad man kunne kalde »kreativ juridisk tænkning« på områder som piratbekæmpelse, fangeoverdragelser og indvandringskontrol, hvor man netop designer samarbejde og politikker for at smyge sig udenom konventionerne. Omvendt står Hirsi-sagen ikke alene. De seneste par år er Menneskerettighedsdomstolen kommet med en lang række domme, der forsøger at gøre op med denne tendens. Netop fordi stater i stigende grad handler og samarbejder internationalt, kommer denne udvikling formentlig til at fortsætte, så europæiske lande ikke kan påberåbe sig et »juridisk sort hul«.

Hele det politiske spil om bådflygtninge over Middelhavet minder måske mest af alt om en opdateret genfortælling af Vergils klassiske epos, Æneiden. Æneas - selv en slags bådflygtning på vej til Italien efter Trojas fald - bliver efter en storm skyllet op på Libyens kyst. Her beder han desperat Karthagos dronning Dido om lov til at gå i land. Som det hedder i den engelske oversættelse:

What men, what monsters, what inhuman race. What laws, what barbarous customs of the place. Shut up a desert shore to drowning men, and drive us to the cruel seas again.

Det samme spørgsmål har flygtningeorganisationer stillet EUs politikere de sidste ti år, og med Menneskerettighedsdomstolens dom i Hirsi-sagen er der altså blevet slået et slag for humanisterne. Som dem, der kender Vergils historie vil vide, ender Dido ikke kun med at give Æneas asyl, men også adgang til hendes royale gemakker. Da Æneas senere forlader Dido for at tage tilbage til Italien, erklærer den ulykkelige dronning krig mod Italien og begår selvmord.

Tilsvarende endte også Berlusconis og Gaddafis kærlighedsaffære med krig mellem de to lande. En krig der sammen med resten af det Arabiske Forår betød, at 2011 satte ny rekord for antallet af både over Middelhavet og dermed lagde yderligere pres på det europæiske asylsamarbejde.

Det rammer også det danske EU-formandskab, der både skal forsøge at forhandle nye regler for den fælles asylpolitik på plads og en revision af Schengen-reglerne, der skal tage højde for det pres nogle af Middelhavslandene i øjeblikket oplever.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.