Kronikken

Medierne fortegner realiteterne

Medierne undlader både at fortælle om indvandringens betydning for velfærdsstaten, og at en stor del af indvandringen består af migranter, der søger en højere levestandard, og ikke af flygtninge fra kriseområder.

Arkivfoto: Nyankomne afghanske flygtninge, der lige er ankommet til den græske ø Lesbos med gummibåd fra Tyrkiet.
Arkivfoto: Nyankomne afghanske flygtninge, der lige er ankommet til den græske ø Lesbos med gummibåd fra Tyrkiet.

En lang række analyser – bl.a. fra Magtudredningen – har påvist, at dagsordenen for samfundsdebatten i Danmark i meget vidt omfang fastsættes af vore medier.

Den dagsorden, medierne for tiden tegner for dansk udlændingepolitik, er præget af påpegninger af de vanskeligheder, der måske vil kunne opstå i forbindelse med den nye regerings forsigtige forsøg på at korrigere de lempelser af udlændingepolitikken, som SR-regeringen gennemførte. Overvejelser om, hvorvidt regeringens moderate korrektion vil have tilstrækkeligt opbremsende effekt på tilvandringen fra Afrika og Mellemøsten, bliver der i radio, TV eller de trykte medier stort set ikke plads til.

I stedet præsenterer mediernes dækning os meget ofte, for det første, for en håndfuld tilfælde, hvor ikke-vestlige indvandrere faktisk klarer sig rigtig godt i Danmark. En gennemgående for lav beskæftigelsesgrad og en for høj kriminalitet hos vore nye medborgere kommer altså til at fremstå som noget, man kun møder på et fjernt sted, der hedder den officielle statistik.

For det andet undlader medierne typisk at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet. Siden 2008 er vore ikke-vestlige indvandreres efterslæb i beskæftigelse blevet stadig større. Det har selvsagt øget trækket på de offentlige udgifter. Trækket efter skat svarer i dag til et beløb, der ville kunne finansiere driften af seks-syv nye hospitaler på størrelse med Herlev Sygehus. Og for det tredje undgår medierne at arbejde med en realistisk dagsorden med hensyn til baggrunden for de nye internationale vandringer. I stedet fremstiller man vandringerne som verdens hidtil største flygtningekatastrofe.

Realiteten er, at Europa i disse år oplever et forudsigeligt og stigende migrationspres. Fra 2013 til 2014 steg antallet af asylansøgere til EU-landene fra 431.000 til 626.000. Disse tal omfatter i princippet alle asylansøgninger til EU og altså ikke kun de personer, som krydser Middelhavet. Men på den anden side omfatter tallene ikke den del af migrationspresset, som går helt uden om registreringssystemet i f.eks. Italien og Grækenland. Endvidere omfatter tallene heller ikke de illegale indvandrere. Det gælder således personer, som indvandrer legalt med henblik på f.eks. arbejde og uddannelse, men som bliver i landet, efter deres opholdstilladelse er udløbet.

Hvis vi holder os til den del af indvandringsstrømmen, som registreres, så skævvrides diskussionen af en ukorrekt brug af de to begreber asylansøger og flygtning. En asylansøger er en person, som indgiver en ansøgning til et andet land end hjemlandet med henblik på at opnå en anerkendelse som flygtning og dermed en opholdstilladelse. Hertil kræves, at vedkommende har en velbegrundet frygt for i sit hjemland at blive forfulgt på grund af race, religion, nationalitet, politisk opfattelse eller medlemskab af en særlig social gruppe.

Det er vigtigt at skelne mellem en asylansøger og en flygtning, da antallet af dem er meget forskelligt. I følge oplysninger fra EUs statistiske kontor, Eurostat, blev mere end halvdelen af de behandlede asylansøgninger i 2014 afvist. Kun hver fjerde asylansøger blev tillagt flygtningestatus. Dette er endvidere ofte sket på grundlag af fragmentariske og svært kontrollerbare oplysninger fra ansøgerne. Da man normalt i sådanne situationer lader tvivlen komme ansøgeren til gode, er andelen af reelle flygtninge formentlig overvurderet.

Så har en gruppe af asylansøgerne på 15 pct. fået en såkaldt »subsidiary protection status«. Denne er baseret på, at de kunne komme i fare, hvis de vendte tilbage til deres hjemland, f.eks. personer som unddrager sig den militære værnepligt. Det er således en gruppe, som ved at forlade hjemlandet så at sige gør sig til en slags flygtninge.

Endelig har en lille gruppe på fire pct. fået en såkaldt humanitær opholdstilladelse, f.eks. på grund af sygdom eller hvor der er tale om uledsagede børn. En stor del af de personer, som får afslag, appellerer deres sag. Mindre end en femtedel af disse opnår en godkendelse.

Alene ud fra disse tal er det klart, at hovedmotivet for at søge mod EU-landene er – som det normalt har været i forbindelse med vandringer – ønsket og håbet om at komme ind i en stat, som i højere grad kan opfylde familiernes ønske om en højere levestandard, tryghed og et godt undervisnings-, sundheds- og socialsystem. Men da adgangen for indvandring i Europa er begrænset, bruges asylkortet som adgangsbevis. Det er derfor direkte misvisende og ødelæggende for enhver faglig betonet drøftelse af migrationspresset mod Europa, når man i nyhedsmedierne og den politiske debat hæfter betegnelsen flygtninge på alle de personer, som f.eks. anvender Middelhavet for at komme til Europa.

Et kort blik på f.eks. den europæiske vandringshistorie viser også, at det er uden hold i virkeligheden, når man fra visse sider hævder, at ingen mennesker vil forlade deres hjemstavn, med mindre de er forfulgte.

Her kan man blot tænke tilbage på den store udvandring i 1800-tallet og begyndelse af 1900-tallet fra Europa – herunder Danmark. Alene fra Danmark udvandrede 300.000, fortrinsvis til Nordamerika. De var ikke forfulgte, men opgav alligevel hjemstavnen på grund af håbet om bedre muligheder i det fremmede. De behøvede ikke at betjene sig af asylkortet, for de var velkomne i det fremmede. De måtte og kunne nemlig forsørge sig selv og havde en kultur, som stort set ikke afveg fra modtagerlandets.

Når den store udvandring fra Europa blev mulig, skyldtes det i høj grad den teknologiske udvikling (dampskibe og jernbaner) kombineret med en betydelig befolkningstilvækst i Europa. Oplysninger om forholdene i det nye land blev formidlet gennem breve og var ofte ledsaget af forudbetalte billetter, ligesom der hurtigt opstod et effektivt system af agenter, som formildede rejsen til de fremmede lande.

Der er med alle forbehold paralleller mellem den daværende europæiske udvandring og det nuværende migrationspres mod Europa. Den almindelige afrikaner er gennem radio, TV og mobiltelefoner velinformeret om forholdene i Europa. Udviklingen i transportteknologien har muliggjort en let og hurtig rejse over mange kilometer. Agentsystemet i 1800-tallet er på sin vis erstattet af hensynsløse menneskesmuglere, som mod høj betaling bringer udvandrere fra Mellemøsten og Afrika til Europa.

Da deres gebyrer er høje, er det europæiske asylsystem først og fremmest til glæde for den økonomiske bedre stillede del af befolkningen i udviklingslandene. Selv om befolkningen i Europa voksede betydeligt i løbet af udvandringsperioden, kan det slet ikke måle sig med vore dages demografiske udvikling i f.eks. i Afrika, hvor befolkningen i løbet af 35 år vil øges fra godt en mia. til knap 2,5 mia.

Når man bruger udtrykket »den største flygtningekatastrofe« om den aktuelle migrationssituation, er det på den ene side desværre sandt, at mange brutale og korrupte regimer plager og fordriver dele af befolkningen i Mellemøsten og Afrika. På den anden side er det næppe den vigtigste årsag til migrationspresset mod Europa i dag og i fremtiden. Selv i 2014, hvor borgerkrigen i Syrien rasede, var det kun 20 pct. af asylansøgerne, som kom fra dette land.

Vi lever i en opbrudstid, hvor stadig øget global viden og teknologi vil sørge for et fortsat og stigende migrationspres mod det forjættede Europa. Skal vi europæere administrere denne migration realistisk, vil det være en fordel, om medierne kunne leve med, at også debattens dagsorden blev realistisk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.