14. november 2011, 22:30

Medierne og politikerne har et fælles problem. Ser man på politikerne i dag, lyder kritikken, at de politiske partier er blevet mere professionaliserede markedsføringsmaskiner end folkelige bevægelser. At politikerne mest af alt har blikket stift rettet mod magtens skønhed, og at de præsenterer politiske programmer beregnet til at tilfredsstille så mange som muligt fra den brede middelklasse. At partierne er anført af karismatiske, veluddannede mennesker men med meget lidt idealisme. At der mangler mennesker med mod til at tage teten imod folkestemningen med en sammenhængende og ikke-populistisk politik. Se til Sydeuropa. Når krisen virkelig er ude, sætter man politikerne på porten og lader teknokraterne træde til for at klare ærterne.

Ser man på medierne i dag, er der kritik af, at nyhedsmedierne er blevet en del af en kynisk, kommerciel industri, hvor det handler om at skabe opmærksomhed for enhver pris. Resten er overfladisk rapportering fyldt med mangelfuld indsigt i sagerne. Og kritikken lyder, at den nye generation journalister har mistet idealismen og er mere fokuseret på egen forfremmelse og karriere end på at forsvare idealer som journalistisk integritet, uafhængighed og ansvar.

Alt dette er naturligvis ikke sandheden, men det er en kendsgerning, at vi begge - politikere og medier - har tabt tillid, loyalitet og troværdighed hos vores publikum. Og ja: vi har en høj kvalitet af medier i Danmark - faktisk betydelig højere end i mange andre europæiske lande. Og ja - vi har nogle ukorrupte og dedikerede, hårdtarbejdende politikere, og ved de politiske valg har vi stadig et acceptabelt antal vælgere, der deltager, og en høj grad af interesse for valgdækningen i medierne. Men vi har brug for et nyt koncept for at udvikle vores demokrati og samarbejdet mellem de professionelle medier og politikere i en verden, hvor vand ikke er det eneste problem, når det kommer til oversvømmelser. Vi oversvømmes af informationsmængder, som er helt enorme. Det bliver mere og mere problematisk at skelne mellem nyheder og meninger, sandheder og falske oplysninger, partiske og ikke-partiske informationer, uafhængige eller manipulerede og ligefrem censurerede oplysninger.

Vi har brug for et nyt koncept for nyheder, der ikke som nu gør nyhedsindustrien til det mest konservative, baglæns tænkende element i vores samfundsudvikling og vores bidrag til den offentlige debat. I den kritiske og uafhængige journalistiks hellige navn møder vi hvert nyt initiativ, hvert forslag til forandring, hver en ny retning med at give mikrofonen til dem, der naturligvis altid vil modsætte sig forandring, fordi de mister penge eller privilegier og magt. Måske mest afgørende for vores diskussion er det, at befolkningens medieadfærd forandrer sig dramatisk i disse år, og det samme gælder for den politiske adfærd hos vælgerne. Vores medieanalyser viser, at vi nu begynder at se nogle klare skift i den måde, medierne bliver betragtet i dag. Et skift der betyder, at næste generation af medieforbrugere ikke oplever det som en borgerpligt at holde sig opdateret, velinformeret og klar til at have en veldokumenteret mening og viden om generelle samfundsspørgsmål. Vi er alle blevet politiske forbrugere såvel som medieforbrugere på nye vilkår.

Vi deler ikke længere nogle politiske, sociale og kulturelle værdier og definitioner af, hvad der er væsentligt og ikke-væsentligt at vide som borgere i vores samfund. De nye medieforbrugere forventer i stedet stor individuel relevans i deres medieforbrug. Noget der skal kunne give nogle personlige fordele og tilfredsstille nogle personlige behov. Mere end den professionelle vejledning og belæring i væsentlighed stoler de på anbefalinger fra venner, familie og kolleger, når det gælder om at finde det vigtigste i informationsstrømmen.

Ønsker vi et samfund, hvor man aldrig bliver klogere, end hvad man kan slå op i en Google-søgning, og hvor man aldrig bliver udsat for noget andet end nogle, der mener det samme som en selv, eller hvad ens egne venner, familie eller kolleger anbefaler at læse? Ønsker vi et demokrati baseret på nyhedssnacks og bloggere? Kan vi uden professionel journalistik kontrollere fakta og påstande? Kan vi uden professionel journalistik sikre en afbalanceret tilgang til tingene og prioritere i det hav af historier og informationer, vi præsenteres for hver dag? Et demokrati kan ikke fungere, uden at nogen varetager opgaven som informationshavets skraldemænd, der kan sortere i mængderne, og som samtidig kan være betroede turguider til det vigtigste, det mest troværdige og det uafhængige kernestof.

Udfordringen til den professionelle journalistik i dag er:

Det har aldrig været lettere at tjekke fakta og finde gode historier end nu, men der har aldrig været så mange hyret til at forsøge at kontrollere og påvirke meningsdannelsen og nyhederne end nu, og til at forhindre journalister i at finde sandheden.

Det har aldrig været mere nødvendigt at prioritere nyheder og information og at give forbrugerne det bedst mulige overblik over de vigtigste emner, men de nye medieforbrugere værdsætter ikke nødvendigvis samme kriterier for den professionelle journalistik i forhold til, hvad der er vigtige og ikke-vigtige nyheder som os andre.

Det har aldrig været nemmere at finde information og få adgang til relevant baggrund, men aldrig mere udfordrende at vide, at der altid er nogen derude, som ved 10 eller 100 gange mere om det emne, du skriver om, end dig. I dag er der kontant afregning på den slags inden for få minutter.

Det har aldrig været lettere at være i tæt kontakt med publikum og at lade publikum give en hånd med til research på historier, men aldrig mere krævende at håndtere etiske spørgsmål, udokumenterede tips og rygter.

Udfordringen for demokratiet i dag er:

• At få den rigtige information ud til de rigtige mennesker i det rigtige engagerende format og i den rette sammenhæng, så det kan give vores demokrati den nødvendige livsnerve, åbenhed, viden og dynamik.
• At sikre, at den kritiske vagthund i pressen ikke bliver en tandløs skødehund. Intet demokrati kan undvære kompetente og mangfoldige, professionelle medier, der repræsenterer alle former for historier og meninger.
• At inddrage den næste generation af vælgere og medieforbrugere i nye demokratiske initiativer og fornyelse af hele konceptet for beslutningstagning i vores samfund.
• At sikre, at borgerne ved, hvornår de er på hjemmesider, mobile apps eller aviser produceret og redigeret af professionelle journalister og redaktører, som respekterer medielovgivningen og etiske standarder. Vi beder fødevareproducenter om at deklarere, hvad der er for ingredienser i vores mad. Hvorfor gør vi ikke det samme med nyhedsprodukter og varedeklarerer vores etiske standarder og procedurer? De professionelle medier må adskille sig fra mængden ved at eksponere en særlig forpligtelse til troværdighed, fairness og uafhængighed.

Politikere og medier er meget afhængige af hinanden, og vi synes at beskylde hinanden for at tage alle de forkerte trin. For at få os ud af dette dilemma foreslår jeg, at statsministeren og/eller kulturministeren opretter et demokrati-projekt, hvor det ikke handler om, hvem der skal have mediestøtte til hvad, men om hvordan vi udvikler vores demokrati i en digital tidsalder med den virkelighed, som både medierne og politikerne befinder sig i, og med respekt for pressens uafhængighed. Vi nedsætter udvalg og kommissioner om alting i dette land, men sørgeligt nok ikke et arbejde med at udvikle vores demokrati. Vi skal have en plan, som inddrager borgerne og udvikler nye demokratiske platforme og muligheder for at deltage aktivt. Fremtidens politiske forbrugere og medieforbrugere vil have handlekraft, medindflydelse og troværdig viden. Politikerne og medierne burde sammen have nogle klare mål om at genvinde den troværdighed, loyalitet og tillid, der bør være til både medier og politikere.