Kronik

Masseuniversitetet er en fejl

Regeringen taler ivrigt om »den bedst uddannede generation nogensinde«, men det er et luftkastel. Realiteten er, at det danske uddannelsessystem er blevet kraftigt forringet, og danske skatteydere betaler nu for, at universiteterne opbevarer et stigende antal uegnede og umotiverede studerende.

Efter de seneste års masseoptag på de danske universiteter har der været adskillige advarsler om problemer med de nye studerendes faglige niveau. Jeg vil ikke påstå, at universitetsledelserne har været dumme eller dovne, men det har i hvert fald virket som om, de ikke har været interesserede i at lytte eller at foretage sig noget for at finde ud af, om de mange knibemeldinger fra underviserne havde rod i virkeligheden.

En undersøgelse har nu vist, at de universitetsstuderendes niveau rent faktisk er faldet. Næsten hver tredje af 1.200 universitetsundervisere indrømmer, at de har sænket det faglige niveau, for at de nye studerende kunne følge med i undervisningen. Det er dog ikke universiteternes ledelser, der har taget initiativ til undersøgelsen, men derimod Berlingske, der har lavet ledelsernes arbejde.

I forbindelse med Berlingskes undersøgelse udtalte rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, til TV2 News, at man skam allerede var i gang med at hæve niveauet. Københavns Universitet havde nemlig foreslået at indføre et mindste karaktersnit for at blive optaget. Desværre er det forslag kun varm luft. De faglige problemer for de nye studerende stammer ofte helt tilbage fra folkeskolen, og de afspejles ikke nødvendigvis i karaktererne til studentereksamen. Derfor optager vi f.eks. lige nu dyrlæge-studerende, hvor næsten alle har et studentereksamenssnit omkring 11, men meget få af dem kan regne med brøker og procenter. Desuden ligger den karaktergrænse, universitetet har foreslået, så lavt, at den ikke vil komme til at betyde noget som helst i praksis, heller ikke økonomisk for universitetet.

Hanne Leth Andersen, der er formand for rektorkollegiets uddannelsespolitiske udvalg samt rektor på Roskilde Universitet, er også optimistisk på universiteternes vegne. Hun ønsker, at vi skal se på, hvad de nye studerende kan, og ikke kun fokusere på det, de ikke kan. Det lyder dejlig positivt, men det er det rene vås. Når jeg skal undervise i fysik, kan jeg jo ikke se bort fra, at mange nye studerende møder op uden helt basal talforståelse, når det efterfølgende betyder, at de ikke kan forstå en bønne af faget. Ligeledes er der problemer med nye studerendes danskkundskaber. Underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, har udtalt, at »arbejdsgiverne er i dag nødt til at justere niveauet efter, at det ikke længere er normen, at unge kan stave.« Det er nok ikke altid, at arbejdsgiverne i det private erhvervsliv bare kan vælge at fokusere på noget, de unge kan i stedet for at stave, som man tilsyneladende gør på Roskilde Universitet.

Hanne Leth Andersen ønsker i øvrigt også, at underviserne skal sørge for, at de nye umotiverede studerende finder motivationen til at læse. Var det ikke lidt enklere, hvis vi bare lod være med at optage de studerende, som alligevel ikke havde lyst til at studere, og lempede de umotiverede studerende ud igen hurtigst muligt? Jeg ved naturligvis godt, at mit forslag er helt urealistisk. For det vil koste universiteterne penge, og derfor bevæger vi os i den stik modsatte retning. På Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet har ledelsen netop meddelt, at det gennemsnitlige frafald for førsteårsstuderende fremover »højst må være 15 pct.« samtidig med, at de studerende skal være hurtigere færdige. Overskriften hedder: »Ambitiøse mål for frafald og gennemførelse«.

Hvis frafaldsprocenten skal sænkes ved, at vi sorterer færre fra på første år, vil den samlede andel af uegnede studerende blot blive endnu større. Ifølge Berlingskes undersøgelse mener underviserne, at ca. hver 10. studerende på universiteterne er uegnet. På studiernes første år, hvor jeg underviser, er tallet noget større, men mange ukvalificerede studerende bliver standset netop her, hvilket er det bedste for både dem selv og for de danske skatteydere.

Det er forstemmende, at universitetsledelserne på den måde og i stor stil fokuserer på simple kvantitative og ofte helt irrelevante mål i stedet for at arbejde med de reelle problemer, f.eks. det faglige niveau. Men det kræver selvfølgelig, at de først erkender, at der er problemer. For nylig udtalte prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis, til Berlingske: »Jeg vil ikke sige, at vi er enige i, at niveauet har været dalende«. På baggrund af Berlingskes undersøgelse minder prorektoren mest om »Komiske Ali«, der under Irakkrigen hævdede, at der ikke var amerikanske soldater i Bagdad, mens kampene med dem foregik i baggrunden.

Jeg er overbevist om, at universitetsledelserne handler i bedste mening, men det virker som om, at de store fusionerede organisationsstukturer har medvirket til en slags ledelsesmæssigt Stockholmsyndrom, hvor universitetsledelserne i stigende grad har rettet deres loyalitet mod de politikere og den voksende administration, som de er afhængige af, i stedet for mod de danske skatteydere, som trods alt betaler gildet, og de medarbejdere, som forsøger at løse universiteternes kerneopgaver.

Det bør medgives, at ledelserne i stor udstrækning er blevet lagt i økonomisk benlås af politikernes taxametersystem. I forbindelse med sidstnævnte har tidligere overvismand Niels Kærgård fortalt om sømfabrikker i Sovjet. Når fabrikkerne blev betalt for, hvor mange ton søm, der blev produceret, blev der fremstillet meget store søm, men når de blev betalt efter antallet af søm, blev der fremstillet meget små søm. Man fik, hvad man betalte for. Nu er det jo ikke forbudt at tænke selv, men ved i den grad at fokusere på den økonomiske bundlinje opfører nutidens danske universitetsledelser sig lige så primitivt som ledelseskollektivet i en gammel sovjetisk sømfabrik.

Udefra ser det ud som om, at meget af ledelsernes tid går med mindre relevante og politiske opgaver, og de væsentlige problemer når slet ikke dagsordenen. I stedet for de såkaldt »professionelle« ledelser, der blev annonceret med universitetsloven fra 2003, har vi fået politiske ledelser. Det eneste, der virker professionelt i dag, er ledelsens lønninger, som steg voldsomt med den nye universitetslov. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen fralægger sig ansvaret for det faldende faglige niveau på universiteterne. Som reaktion på Berlingskes undersøgelse af det faldende niveau på universiteterne udtaler hun: »Jeg har aldrig hørt politikerne efterspørge, at vi får flere og dårligere kandidater igennem.« Det er rigtigt, at det har politikerne ikke bedt om. Men det er altså det, politikerne har betalt universiteterne for. Taxameterordningen betaler udelukkende efter, hvor mange kandidater, universiteterne spytter ud. Der er intet hensyn til kvaliteten. Politikerne har fået lige præcis, hvad de har betalt for, så de kan godt flytte sig fra håndvasken.

Samtidig har det været et udtalt politisk krav, at der skulle optages flere på universiteterne. De 57 pct. af Folketingets medlemmer, som er akademikere (eller studerende ved lange videregående uddannelser), har måske troet, at verden ville blive et bedre sted at være, hvis vi alle var akademikere. »Den bedst uddannede generation nogensinde«, som regeringen har talt så meget om, er et luftkastel – realiteten er, at det danske uddannelsessystem er blevet kraftigt forringet, og de danske skatteydere betaler nu for, at universiteterne opbevarer et stigende antal uegnede og umotiverede studerende.

Noget er tydeligvis gået helt galt i den danske folkeskole, og uanset hvad problemet er, så har det lange udsigter med at rette op på det. På universiteterne må vi derfor i første omgang optage færre studerende og indføre indslusningskurser inden studiestart, så de nye studerende på de naturvidenskabelige uddannelser i det mindste kan regne med brøker og procenter, når de starter.

Hvis politikere og universitetsledelser ikke samtidig erkender, at masseuniversitetet var en fejl, vil den faglige deroute på universiteterne fortsætte, og fremover vil det ikke kun være østeuropæiske håndværkere, men akademikere fra hele verden, der vil indtage det danske arbejdsmarked. De vil sikkert kunne både læse, skrive og regne. I så fald bliver den udenlandske arbejdskraft måske vores redning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.