Kronik

Mangfoldighed eller statslige monopoler

Ebbe Dal: Om kort tid begynder forhandlingerne om det nye grundlag for de licensfinansierede mediers virksomhed. Denne gang er det alvor, hvis der skal fastholdes en balance mellem staten og de private medier.

Tidligere var der en klar arbejdsdeling med DR til at producere radio og tv og aviserne tog sig af de trykte medier.
Tidligere var der en klar arbejdsdeling med DR til at producere radio og tv og aviserne tog sig af de trykte medier.
Om en måneds tid går kulturministeren og medieordførerne i gang med at forhandle en ny medieaftale. Medieaftalen er grundlag for radio- og fjernsynsloven og dermed for statens egen medievirksomhed. Statens licensfinansierede medier er DR og de regionale TV 2-stationer. Desuden er den privatdrevne Radio24syv finansieret ved licens. Endelig har det abonnements- og reklamefinansierede TV 2/Danmark staten som eneejer.

Allerede kort efter indgåelsen af den forrige medieaftale i 2012 – som kun Liberal Alliance holdt sig uden for – stod det klart, at de borgerlige politikere næppe igen vil bakke op om en så entydig favorisering af DR, som i ’12-aftalen. Særligt skuffelsen over nyskabelsen DR 3, der mest ligner en kommerciel ungdomskanal med få public service-lyspunkter i programfladen, er markant.

Det skal man lægge mærke til. For i realiteten er den hårde kritik af den nye kanals programflade et udtryk for en gryende forståelse for, at det er indholdet, det hele drejer sig om.

Læs også: 2014 – et vigtigt år i medielandsbyen

Den sidste halve snes år har det for politikerne været livet om at gøre at sikre statens medier adkomst til at udnytte de nye muligheder på net og mobil. Der har været en masse tekniske overvejelser om sende- og modtageteknologi. Og endelig slugte DRs skandalebyggeri længe meget af mediepolitikernes tænke-, tanke- og taletid.

Imens har diskussionen om, hvorfor de licensfinansierede medier er der, og hvad de skal lave, været nedtonet. Kun få tanker har været ofret på indholdet, der har fået lov at udvikle sig i vildtvoksende retning.

Da generaldirektør Maria Rørbye Rønn trådte til for tre år siden, lød der ellers sympatiske toner. DR skulle tilbage til en mere klassisk definition af public service-begrebet med folkeoplysning og højloftede programmer. Men det er svært at se, at det er gået sådan, og fra politisk og mange andre hold nævnes det nu ofte, at ikke blot er DR 3 en kommerciel kanal uden reklamer, men også hovedkanalen DR 1 er degenereret til en lavtflyvende underholdningskanal, hvor seertal er vigtigere end kvalitet.

Og her er vi tilbage ved det positive forhold, at indholdsdiskussionen er ved at komme i centrum.

Når dette sker, må politikerne også se på, hvordan der sikres en mangfoldighed af medier med kvalitetsindhold i Danmark. Den diskussion kræver, at Folketinget løfter sig op over statens partsinteresser i egne medier og ser nationens mediebestand som helhed efter i sømmene.

Læs også: Dagblade og DR tørner sammen på nettet

Et bud på en tilstandsrapport kunne være følgende: Der er opbygget en statslig medievirksomhed, hvis ressourcer er uden sidestykke. Gennem de seneste år har den kunnet tage større og større markedsandele på væsentlige områder. DR har fortjent succes med sin drama- og musikproduktion, og selv om det ikke har manglet på kritik af nyhedsproduktionen, er det uafviseligt, at DR har kæmpet sig stærkt tilbage i TV Avisens klassiske tvekamp med TV 2 Nyhederne. At konkurrencen til TV 2 News til gengæld er tabt, har ikke fået så meget opmærksomhed.

Samtidig har DR og regionerne ihærdigt arbejdet med også at blive skriftmedier. Hvis man troede, at de licensfinansierede virksomheders opgave hed radio og levende billeder, tager man åbenbart fejl. De har ikke ladet sig nøje med at tage lyd og levende billeder over på den nye distributionskanal, som internettet er, men har uhindret valgt at gøre på nettet, hvad der i den traditionelle analoge verden ville svare til, at statens medier begyndte at udgive trykte aviser og blade.

Det er en snedig strategi, som passende kan tilføjes et historisk perspektiv:

Indtil 1980erne var der en skarp markedsdeling på mediemarkedet. Staten tog sig af radio og fjernsyn – nyheder blev dog indtil 1964 forbeholdt dagbladene gennem Pressens Radioavis – efter i 1920erne med hård hånd at have slået private forsøg på at lave radio ned in the making. Private medier var henvist til tryk, men da tryk var lukrativt, var begrænsningen dengang til at leve med.

Med 80ernes nye medielove fik de private medier adgang til at drive radio og tv, fordi det ikke længere var realistisk at holde reklamerne ude af disse medier. Det blev til en typisk dansk løsning: Ganske vist blev der rum for private reklamefinansierede radio- og tv-stationer. Men ved noget nær et politisk kup blev det udvirket, at den nye store vinder af kampen om tv-reklamekronerne alligevel blev staten, der fornøjet etablerede et reklame- og i begyndelsen også licensfinansieret TV 2 med public service-placering og otte regionalestationer.

Dagbladene og Egmont-koncernen, der med Weekend-TV havde opfundet TV 2-konceptet, kunne skyde en hvid pind efter en andel af det nye store reklamemedies mange millioner og fik endvidere påført en ny konkurrence om de lokale reklamekroner.

Læs også: »Hvis DR kun skal lave smalt, intellektuelt TV, så svigter vi public service-opgaven«

I forsøget på at lave en tilstandsrapport til medieordførerne som forhandlere af den næste medieaftale må det slås fast, at den massive indtræden på endnu et domæne, som har været de private mediers eget, skaber yderligere sårbarhed for de frie medier. Først var det de private mediers annoncemonopol, staten brød. Nu er det den skrevne kommunikation, der lokker public service-stationerne. De har hidtil kun dyrket dette på det primitive, men sejlivede tekst-tv.

Statens medier har mægtige ressourcer i form af stabil finansiering, meget store redaktioner og et kæmpe bagkatalog af dagligt opdateret film og lyd. Hvis de fortsat får uhindret adgang til at lave netnyheder a la avis, vil de kunne udmanøvrere næsten alt, som de private fortrinsvis tekst- og fotobaserede tjenester kan tilbyde.

I den diskussion har det ofte handlet om, hvorvidt statens mediers nyhedsdækning består i lån, ran og rov fra de private mediers journalistiske research. Den diskussion er vigtig og relevant, for det er stadig de private medier, som fører an med nyhedsproduktionen og sætter dagsordenen. Men uanset dette er DR og de øvrige statsmediers konkurrencetryk på de private invaliderende for fremtidig privat virksomhed på nettet, hvad enten der tales om nyheder eller underholdning. Det gælder i forhold til nuværende aktører – men også mulighederne for at få nye private aktører på banen og dermed sikre mangfoldigheden i medieudbuddet. Da digital distribution er kernen i fremtidens medievirksomhed, vil det slå benene væk under den private mediesektor, hvis dens aktuelle bestræbelser på at få penge for digitalt indhold bliver undergravet, fordi statens medievirksomhed leverer nyhederne som gratis supplement til radio og tv. For de private medier er der endda tale om en tofrontskrig, for de squee-zes også af Google og Facebook, der helt uden at producere indhold suger milliarder af reklamekroner ud af landet.

Læs også: Debattører: DR har fået slagside

Summen af denne beskrivelse af medielandskabet er, at der – enkelte private medievirksomheders relative succes til trods – er udløst en drift mod en grundig marginalisering af de private medier. Fra 1920ernes og 50ernes statsmonopolisering af radio- og tv, over 1980ernes faktiske statsmonopolisering af reklamekronerne på disse medier til 0ernes og 10ernes statslige invasion på det sidste private medieområde, nemlig den skrevne nyheds- og underholdningsformidling.

Lad det være slået fast, at beslutningstagerne ikke er DRs eller TV 2s ledelser. De er i bund og grund kun husholdere for politikerne, som er dem, der bestemmer. Det er Folketingets opgave at se og forstå problemstillingen og sørge for, at der dæmmes op for, hvad der ellers om få år vil være en helt dominerende statslig medievirksomhed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.