Kronikken

Man kaldte den danske kvinde en luder

Efter overgrebene mod kvinder i Køln nytårsnat er der brug for et opgør med den patriarkalske og mandschauvinistiske kultur, der hersker i visse kredse her i Danmark. Et nej skal være et nej uanset kultur, religion og nationalitet. Det er nu, vi skal beskytte vores værdier og normer.

Ahmad Mahmoud har skrevet bogen »Sort land«.
Ahmad Mahmoud har skrevet bogen »Sort land«.

Oven på episoderne i Køln kan vi ikke længere udsætte et opgør med den patriarkalske, mandschauvinistiske kultur, som hersker i visse kredse. Mændene fra denne kultur rager til sig fra fadene på alle fronter, som de plejer, hvad enten det handler om gastronomiske eller kvindelige delikatesser. For dem er livet i Vesten et stort tag-selv-bord, og ingen har lært dem bordskik.

Denne misforståede adfærd er uacceptabel og kan ikke sammenlignes med episoder fra københavnske diskoteker eller fra Roskilde Festival.

Jeg er vokset op i en patriarkalsk kultur, og i min barndom var luder et ord, som blev brugt om den danske kvinde. Opfattelsen er, at kvinder skal ikke blande sig, når mændene taler, kvinder skal ikke tro, at de kan tænke, i hvert fald ikke på andet end god madlavning, og den danske kvinde skal blot fungere som adspredelse og prøveklud, inden mændene indgår i et officielt giftermål. Med den kulturelle bagage kommer de sidste dages begivenheder ikke bag på mig.

Når vi oplever grupper af flygtninge gramse på – og sågar voldtage – kvinder i Køln nytårsaften, er det et eksempel på kultursammenstød, når det er værst. Det har med god grund rystet hele verden, og selv halalhippierne er begyndt at tvivle. Ligestillingsdebatten har fået en eksplosiv renæssance i det offentlige rum og med min opvækst i en patriarkalsk kultur som den, der var baggrund for overgrebene i Køln, er jeg mere end chokeret over Kølns borgmester, Henriette Reker, der i dagene efter overgrebene foreslog en slags adfærdskodeks for kvinder.

De skulle holde armslængde til mænd, holde sig fra fremmede og færdes i flok, snarere end at gå på egen hånd. Med andre ord er det kvinderne selv, der er skyld i at blive gramset på og voldtaget. Gerningsmændene kan ikke gøre for, at de har svært ved at styre sig.

Selvsamme adfærdskodeks og retfærdiggørelse af mændenes adfærd ses hos kvinderne inden for den patriarkalske kultur, som undskylder det med, at manden skal have løbet hornene af sig. Kvinderne, der bliver fældet på mandens perverse vej, er billige ludere og selv ude om at blive brugt. Tankegangen er, at hvis de ikke selv ønskede det, var de aldrig havnet i situationen.

Men sammenstødet med den patriarkalske kultur handler ikke kun om opfattelsen af danske kvinder som ludere. Det handler også om, hvad kvinder må og ikke må inden for kulturen. Jeg har niecer, der ikke må cykle eller gå til ridning af frygt for, at de mister deres mødom. Opfattelsen af, at kvindens mødom er mandens ejerskab, forstærkes netop ved oprettelse af en adfærdskodeks for kvinder.

Men hvorfor skal vi gå på kompromis med kønsligestillingen for at tilfredsstille patriarken? Godt nok er vi et multikulturelt, multireligiøst og multiseksuelt samfund, hvor der KAN være plads til alle, men som borgere i et fælles land skal vi alle sammen være enige om værdier og normer, så det demokratiske samfund kan fungere homogent, for ellers går det i opløsning. Det er her, at Danmark sætter dagsordenen.

Kønsligestillingen er en af vores vigtigste værdier, og der er ikke plads til kompromiser, når det gælder ligestilling og lige frihed til alle. Det skal ikke handle om at begrænse kvindernes frihed eller hjælpe kvinderne, der fylder i de danske krisecentre. Det skal ikke handle om at forstå patriarkens kultur og tankegang. Det skal handle om at forhindre, at det nogensinde finder sted, og at kvinder aldrig havner i en sådan situation igen. Det skal handle om nultolerance og forebyggelse, og hvis man ikke kan indordne sig de fælles værdier og normer, kan man ikke være en del af samfundet og dermed Danmark.

Kvinderne i de danske krisecentre, hvoraf 50 pct. er af anden etnisk baggrund, skal styrkes og frigøres fra voldskulturen, mens den fremadrettede indsats skal sørge for, at de i første omgang aldrig nogensinde havner på et krisecenter.

I stedet for hurtig handling og effektiv indsats mod patriarkens mandschauvinistiske greb, der som en »listepik« er kommet bag på det demokratiske samfund, har vi travlt med at afdramatisere de seneste episoder. Det kommer til udtryk ved, at etniske danskere sammenligner episoderne med Roskilde Festival eller en tur på et af de københavnske diskoteker. Eller at en stor del af venstrefløjen vil tage patent på ligestillingsdebatten, men spænder ben for sig selv på grund af den lammende berøringsangst og frygten for at blive sammenlignet med DF.

Kald en spade for en spade, om det så indbefatter at være enig med DF. Man kan faktisk godt være enig med sin fjende engang imellem, især når det kommer til at håndhæve menneskerettigheder. Det er fuldstændig irrelevant at bruge dette nye problem til at bekæmpe hinanden eller profilere sig. Stå sammen om de danske værdier og vis respekt for de kampe, der er blevet taget historisk af blandt andre kvinderne.

Der er ingen grund til at tøve eller prøve at bortforklare. Hvis vi tøver eller giver udtryk for intern uenighed, er vi med til at undertrykke ofrene yderligere. Danmark bør her være klar i mælet, vise enighed og være handlingsorienteret. Ved at tøve frigør vi udøverne for ethvert ansvar for overgreb på ofrene, som her er de danske kvinder, men også ofrenes egne mødre, koner og døtre, og vi giver disse kvinder mundkurv på ved ikke at reagere øjeblikkeligt.

Endnu en gang prøver vi at forstå gerningsmændene og deres handlinger, mens vi glemmer alt om ofrene. Det eneste, det her skal handle om, er, at det aldrig sker mere. Vi skal ikke bruge tid på at formane kvinderne eller give dem retningslinjer. Vi skal ikke psykologisere, vi skal stoppe dette vanvid. Det er et tilbageskridt ikke at reagere.

Et nej skal være et nej uanset kultur, religion eller nationalitet. Jeg har ikke brug for at kende mændenes bevæggrunde eller den kultur, som de kommer fra. Det er irrelevant. Vi er i Danmark, og de handlinger kan ikke undskyldes, så forklaringer er unødvendige.

Jeg har brug for, at disse mænd accepterer de nye værdier og normer, der findes i det land, som de er flygtet til, og de skal som det første orienteres om disse. Men det er ikke kun flygtninge, der kommer hertil nu, der har dette forkvaklede syn på kvinder. Det er en del af den forfejlede integration.

Vi har i 30 år haft berøringsangst og frygtet dette kultursammenstød. Et sammenstød som vi skulle have taget et opgør med for 30 år siden. Men den patriarkalske kultur har nu sparket døren ind til vores hjem. Det er nu, vi skal beskytte vores værdier og normer. De skal oplyses i vores værdier og normer. Det sæt af leveregler, vi har i landet, inden de møder Danmark. Takt og tone og herunder kultur skal integreres i undervisningen.

Min søster måtte ikke tage med på lejrtur i 10. klasse, fordi mændene mente, det var for farligt. Der skete ting og sager, som lærerne ikke kunne håndtere, mente min far og brødre. De føler ikke, at deres døtre er i trygge hænder. Men det er aldrig et problem, når det gælder drengene. De selvsamme drenge, som de forsøger at beskytte deres døtre imod, er dem, der undskyldes for at skulle løbe hornene af sig, når de bruger danske piger.

Men hvor er lærerne eller inspektøren i sådan en situation? Hvorfor tillader vi det? Det offentlige system SKAL blande sig her og forklare, hvorfor vi gør tingene, som vi gør, og ikke mindst kræve, at man overholder disse normer og krav. Det er ikke diktatur, men demokrati.

Lad også feministerne og betonkællingerne, der tør tage bladet fra munden og råbe højt, komme på banen.

Jeg vil se jer kræve jeres ret, jeres frihed og jeres ligestilling tilbage. Jeres formødre har kæmpet hårdt for jer. Vi er danskere og kønsligestilling er vores fælles kamp.

Drop berøringsangsten og stop denne uoplyste mandsdominerede kultur.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.