Kronik

Løftebrudsregeringer

Lars Hovbakke Sørensen: Hvis en politiker kommer med dystre forudsigelser om, at vi bliver nødt til at skære ned, og en anden politiker siger, at vi sagtens kan få råd til den velfærd, vi er vant til, vil mange vælgere foretrække den sidstnævnte.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

I sin tale ved Venstres landsmøde forleden understregede fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet, at man hellere skal »sige tingene, som de er, og risikere at det bliver ved ordene, end tale efter munden og miste troværdighed«. Formuleringen hentydede naturligvis til diskussionen om den nuværende regerings mange løftebrud, og Lars Løkke Rasmussen betonede ved samme lejlighed, at han aldrig ville bringe Venstre i en situation, hvor man vandt et valg på én politik, for så derefter at føre en helt anden.

Løftebrudsdiskussionen har fyldt rigtig meget herhjemme de seneste 14 måneder. Men det er interessant, at det ikke kun er en diskussion, man har i Danmark. Også i mange andre europæiske lande har man nemlig fået løftebrudsregeringer inden for seneste måneder og år. Det er et relativt nyt fænomen, og altså ikke en ren dansk foreteelse, men derimod en generel europæisk udvikling. Det overser man ofte i debatten om løftebrudene herhjemme.

Tag bare et land som Storbritannien. Her har De Konservative og De Liberale Demokrater med hhv. premierminister David Cameron og vicepremierminister Nick Clegg i spidsen haft magten siden deres jordskredssejr over Labour ved valget i 2010. Men kort efter valget begyndte navnlig De Liberale Demokrater at gå voldsomt tilbage i meningsmålingerne, fordi de i valgkampen havde udstedt en række løfter inden for bl.a. det uddannelsespolitiske og det socialpolitiske område, som de ikke levede op til. Især mange unge, som havde stemt på De Liberale Demokrater, fordi de havde lovet bedre forhold for de studerende, men efter at have vundet regeringsmagten skar ned på det uddannelsespolitiske område, forlod nu partiet igen. Ligesom mange skuffede vælgere herhjemme har forladt SF og Socialdemokraterne - og på det seneste også Enhedslisten.

Eller tag et land som Frankrig, hvor utilfredsheden med den socialistiske præsident Hollande og hans regering her blot få måneder efter præsidentvalget i maj/juni i år har nået kæmpe højder (sådan som undertegnede forudsagde, at det ville ske, i denne avis allerede inden valget). Hele 64 procent af vælgerne erklærer sig i dag utilfredse eller meget utilfredse med Hollande og hans regering, og kun 10 procent mener, at det er gået fremad for Frankrig, siden Hollande kom til magten. Det fremgår af meningsmålingerne, at det er skuffede forventninger i forhold til bl.a. den økonomiske politik, Hollande lagde op til i valgkampen, der er den væsentligste årsag til, at vælgerne nu svigter præsidenten.

Eller tag som det sidste af mange mulige eksempler Norge, hvor vi i dag har den situation, der måske minder allermest om den danske. I Norge har man en rød-grøn regering, som består af Arbeiderpartiet, SV (som svarer til SF herhjemme) og Senterpartiet (et middelstort centrumsparti). Denne regerings partier ville ifølge meningsmålingerne få en syngende vælgerlussing, hvis der var valg i Norge i dag. Primært på grund af brudte valgløfter fra især de røde partiers - og navnlig SVs - side.

Skuffelsen med regeringerne er også stor i en række sydeuropæiske lande, sådan som den seneste tids demonstrationer tydeligt har vist. Og det samme gælder i flere østeuropæiske lande, som vi bare ikke hører så meget om, i det daglige. I de lande i Europa, hvor der i forvejen findes store regionale modsætninger, f.eks. i Belgien, Spanien og Storbritannien, får tilsynekomsten af de mange løftebrudsregeringer en særlig dimension. Her kommer vælgernes skuffelse med de brudte valgløfter nemlig også til udtryk ved, at separatistbevægelserne får øget vind i sejlene. Sådan som vi så det i Baskerlandet for nylig, og som vi formodentlig vil se det ved valget i Catalonienpå søndag.

Tilstedeværelsen af den nye løftebrudsregering i Storbritannien er ligeledes en af hovedforklaringerne på, at det skotske nationalistparti SNP har haft ny fremgang på det seneste. Og dette i en grad, så premierminister David Cameron har måttet love skotterne en folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien i 2014. Meningsmålingerne viser tydeligt, at grunden til, at SNP går så meget frem i øjeblikket ikke er, at et flertal af skotterne reelt ønsker uafhængighed fra de øvrige briter. Tværtimod er det kun et lille mindretal af vælgerne, der vil have gjort Skotland selvstændigt. Den store tilslutning til SNP skyldes derimod, at Skotland er et af de områder i Storbritannien, hvor de føromtalte Liberale Demokrater traditionelt står stærkest. Derfor er der i øjeblikket flere utilfredse vælgere i Skotland, end nogen andre steder i Storbritannien, og mange af disse utilfredse vælgere går i øjeblikket over til SNP i protest.

Som det fremgår, er løftebrudsregeringerne nærmest ved at falde over hinanden i Europa i øjeblikket, mens der for få år siden næsten ikke fandtes den slags regeringer overhovedet. Og der vil komme flere til. For få måneder siden var der f.eks. valg i Holland, og premierminister Mark Rutte fra det liberale parti VVD genvandt ikke mindst statsministerposten takket være en stærkt anti-sydeuropæisk retorik, hvor han lovede at sætte hårdt imod hårdt i EU i forhold til Grækenland og de andre sydeuropæiske lande med problemer i økonomien. Men efter valget gik han i regering sammen med det meget mere EU-venlige socialdemokratiske parti PvdA og slog ind på en meget mere EU-positiv og Sydeuropa-positiv linje, end han havde lagt op til i valgkampen. Derfor vil Mark Rutte af vælgerne i løbet af den kommende tid formentlig begynde at blive opfattet som en løftebryder, ligesom det er sket for mange af hans kolleger rundt omkring i det øvrige Europa. Og Geert Wilders og hans stærkt EU-kritiske Frihedsparti vil formentlig som følge heraf storme frem på bekostning af VVD ved det næste hollandske parlamentsvalg.

Til slut kan man spørge sig: Hvorfor er løftebrudsregeringer blevet det helt nye dominerende fænomen i europæisk politik i løbet af de allerseneste måneder og år? En væsentlig del af forklaringen er den økonomiske krise kombineret med det faktum, at vælgerne generelt har en tendens til at foretrække de partier, som i valgkampen kommer med de mest optimistiske meldinger om, hvordan de kan få samfundet til at udvikle sig fremover. Hvis én politiker kommer med dystre forudsigelser om, at vi bliver nødt til at skære ned, hvis vi vil overleve på længere sigt, og en anden politiker samtidig siger, at vi sagtens kan få råd til at bevare en stor del af den velfærd, vi er vant til, vil mange vælgere foretrække den sidstnævnte. I disse økonomiske krisetider vil flertallet af vælgere derfor i første omgang have tendens til at stemme på overbudspolitikere, som lover guld og grønne skove, selv om der måske reelt ikke er råd til det. Og derfor bliver skuffelsen hos vælgerne dobbelt så stor, når det så efterfølgende viser sig, at alt det, de pågældende politikere lagde op til, ikke kan lade sig gøre i praksis. Med mindre de ønsker at føre deres land ud på afgrundens rand.

De aktuelle økonomiske krisetider er derfor også tider for det nye fænomen løftebrudsregeringer og dermed tider for vækst i den generelle politikerlede.Politikerleden vil formentlig blive ved med at vokse markant blandt mange vælgere i Europa i de kommende år. Lige indtil flertallet af vælgerne igen begynder at indsætte regeringer i deres respektive lande, som ikke er løftebrudsregeringer. Men det vil i hvert fald tage mindst en tre-fire år, inden dette eventuelt begynder at gøre sig gældende. Først skal vælgerne nå frem til den erkendelse, at de skal stemme efter, hvem der er mest troværdige, og ikke efter, hvem der siger de flotteste ord. Og derefter skal de vente på, at der bliver udskrevet nyvalg.

Inden da, kan den generelle politikerlede og protesten mod det etablerede system nå at udvikle sig ganske dramatisk. Blandt andet i form af, at nogle vælgere begynder at søge mod yderfløjene eller stemmer på separatistbevægelser. Ligesom det vil ske i Catalonien på søndag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.