Kronik

Lighed skaber dynamik

Christian Friis Bach: Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst.

Man skal læse meget, før øjnene falder ud. Men det var lige før det skete, da jeg læste det geniale, men yderst liberale tidsskrift The Economist for nogle uger siden. Temaet var et langt angreb på den voksende globale ulighed og et forsvar for tiltag til at skabe øget lighed. Argumentet var ikke mindst, at mere lighed skaber økonomisk vækst.

Det er i al beskedenhed et synspunkt, jeg har talt for i årevis. Stadig mere tyder nemlig på, at Venstres socialminister Eva Kjer Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark. Den grundantagelse er tvivlsom. Det ser i stedet ud til, at øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Teorierne om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst har forandret sig markant i de seneste 20 år. Da jeg forelæste på universitetet i 1990erne, måtte jeg nærmest fra år til år lave om på konklusionerne. Tidligere konkluderede den overvældende andel af økonomer, anført af både Keynes og Friedman, at mere ulighed ville være godt for økonomisk vækst. Det gav bedre mulighed for, at de rige kunne investere, og stærke incitamenter for dem, der gjorde en ekstra indsats, lød teorien. I dag peger stadig flere økonomer og analyser på præcis det modsatte. Øget lighed er godt for økonomisk vækst. Kun CEPOS og Liberal Alliance synes at være ganske tonedøve overfor den voksende bevisbyrde.

Et centralt argument handler om social kapital. Den vigtigste omfordelingsmekanisme i mange lande er at investere i uddannelse og sundhed. Det gør befolkningen klogere og sundere og giver øget social kapital til gavn for virksomheder og vækst. Derfor skal vi i Danmark investere mere i uddannelse, ikke mindst for dem, der i dag ender som ufaglærte.

Øget lighed i et samfund giver også øget social mobilitet. Den amerikanske drøm, hvor fattige borgere bryder den sociale arv, er faktisk i langt højere grad en virkelighed i Europa, hvor ligheden er større. Den sociale mobilitet er større i de europæiske lande, hvor der er relativ lige indkomstfordeling, end i USA, hvor uligheden vokser. Som beskrevet i det sidste nummer af bladet Foreign Affairs er der i USA de sidste årtier sket en øget opsplitning i samfundet, mellem de rige, der får uddannelser, gifter sig, læser højt for deres børn og får gode jobs, og de fattige, der ikke har øget deres uddannelsesniveau, langt oftere bliver skilt, kommer i fængsel og får stadig dårligere jobs. Der er klare tegn på øget social opsplitning i stedet for øget social mobilitet. Den amerikanske drøm forsvinder i USA.

Øget lighed giver også bedre samarbejde og mindre konflikt i et samfund. I Danmark er det ikke umuligt, at en overlæge og en lastbilchauffør møder hinanden og sammen får en genial idé. Det er langt mere usandsynligt i meget ulige samfund som Egypten eller Ecuador. Her kan uligheden også føre til social uro. Det arabiske forår har ført til øget demokrati og frihed, men har skadet den økonomiske vækst på kort sigt. Vi kan sige, at uligheden her gav økonomisk tilbageslag.

Dertil kommer mere elementære økonomiske argumenter. Det første er opsparingsargumentet: Det klassiske argument for, hvorfor øget ulighed skulle være godt for økonomisk vækst, handler om, at det kun er rige mennesker, der sparer op og investerer. Men det argument er blevet modsagt af lande som Kina, hvor selv fattige landmænd har haft høje opsparingsrater og i langt højere grad end de rige investerer pengene i lokal produktion, mens de rige ofte investerer i udlandet.

Det andet er incitamentsargumentet: Mens Eva Kjer Hansen mente, at øget ulighed ville skabe større incitamenter for at yde en ekstra indsats, så er det modsatte ofte tilfældet. Der bliver for langt til at realisere drømmen. Og fattige mennesker har ofte svært ved at få kapital til at investere, uden de skal betale høje renter. Det mindsker deres incitament til at gøre en ekstra indsats. Øget lighed kan derimod give fattige mennesker mod på og mulighed for at deltage mere aktivt i at skabe vækst og velstand.

Et relateret økonomisk argument er afkastargumentet: Der er aftagende marginalprodukt af kapital, dvs. jo mere kapital man har, des mindre er afkastet af den sidste krone. Altså hvis Bill Gates får ekstra 100 kr., kommer der ikke lige så meget ud af det, som hvis en fattig kvinde i Bangladesh får 100 kr. Og da lånemarkederne ikke har nemt ved at sikre den fattige kvinde et lån af Bill Gates, så er der gevinster at hente, hvis vi omfordeler. Det gælder både i lande og mellem lande.

Udover de rent økonomiske grunde til at kæmpe mod stor økonomisk ulighed er der de menneskelige årsager til at gøre det. Derfor er det bekymrende, at den økonomiske ulighed stiger i en lang række lande. Også her har det været nødvendigt for økonomerne at revurdere teorierne. Fra en situation, hvor mange økonomer mente, at lande ville følge et omvendt U, hvor uligheden først ville stige og så til sidst falde, efterhånden som samfundet blev rigere, er billedet nu langt mere broget. Der er ikke tale om et omvendt U, snarere om et N. Uligheden stiger først, falder efterhånden som landene bliver rigere, men stiger nu, lidt overraskende igen. Det er en tendens, der ses i en lang række lande. I USA er den andel af den samlede indkomst, der går til de rigeste 16.000 familier, firedoblet siden 1980. OECD advarer mod samme tendens i Danmark, hvor uligheden steg især under VK-regeringen. Enhedslisten er ikke alene om at advare mod øget ulighed; som radikal gør jeg det også.

Det vigtige spørgsmål, som The Economist også stiller, er dog, hvordan man fordeler væksten bedre. Her er der blandt økonomer enighed om, at investeringer i uddannelse, fra børnehaver til videregående uddannelser, og sundhed er afgørende. Økonomerne er også nogenlunde enige om, måske på nær Anders Samuelsens drømmerier om en helt flad skatteprocent, at et progressivt skattesystem er nødvendigt.

Her hører enigheden til gengæld op. Selv om de fleste økonomer er enige om, at omfordeling via indgreb i priserne er en elendig idé, praktiseres det stadig i udbredt grad. Der kan være andre fornuftige grunde til at gribe ind i prisdannelsen, som f.eks. miljø- eller sundhedshensyn, men omfordeling er typisk ikke en af dem. Og talrige indgreb i priserne fører endda til stigende ulighed. Rentefradraget i USA og fastfrysningen af boligskatterne i Danmark har bidraget til den stigende ulighed. Begge dele er, ud fra et rent økonomisk synspunkt, ikke specielt snedigt. Forsøg på omfordeling gennem subsidier til energi eller fødevarer er tilsvarende dumt. Det bruger mange fattige lande, og de kunne, ifølge nye studier fra Verdensbanken, få samme fattigdomsbekæmpelse for en fjerdedel af prisen, hvis de i stedet udbetalte kontanthjælp til de fattige. Det gør flere og flere af dem heldigvis, og det er derfor uligheden, som en markant undtagelse, falder i Brasilien og andre lande i Latinamerika. Omfordeling via sociale ydelser som folkepension, børnepenge, sygesikring, kontanthjælp, studiestøtte og – ja – arbejdsløshedsforsikringer er nemlig effektivt, især hvis ydelserne målrettes mod de fattigste. Den økonomiske hovedregel, når det gælder omfordeling, er derfor enkel: Hold i så høj grad som muligt nallerne og politikerne fra priserne og fordel direkte gennem investeringer i de fattigste. Man kan med andre ord godt være både liberal og social på samme tid – det er grunden til, at jeg er radikal.

Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst. Når et budskab kommer fra både The Economist, Enhedslisten og De Radikale – er der måske grund til at lytte.

Kom videre, CEPOS.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.