Kronik

Langt til selvbærende økonomi i Grønland

Torben M. Andersen og Ulla Lynge: Udnyttelse af naturressourcer har potentiale til at skabe en bedre økonomisk udvikling med højere velstand i Grønland. Selv under de mest optimistiske scenarier kan de foreliggende projekter dog ikke løse alle problemer.

Mulighederne for udnyttelse af naturressourcerne i Grønland trækker store overskrifter. Ikke mindst i den danske debat synes der at være en opfattelse af, at det kun er et spørgsmål om tid, inden store rigdomme vil tilflyde det grønlandske samfund. Flere såkaldte storskalaprojekter knyttet til minedrift, aluminiumsværk eller måske olieudvinding er under overvejelse. Men der er langt fra realiseringen af et eller flere af disse til en selvbærende økonomisk udvikling i Grønland. Grønland er i dag langt fra at have en selvbærende økonomi, da levestandarden er stærkt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark og aftaler med EU. Det væsentligste erhverv er fiskeriet, som står for ca. 90 procent af den samlede eksport, og heraf udgøres størstedelen af to arter – rejer og hellefisk.

Udviklingsmulighederne er begrænsede, hvilket afspejler sig i den biologiske rådgivning og de fastsatte kvoter. Gunstige priser på fisk og rejer har i de senere år sikret overskud i fiskerierhvervet, men det ændrer ikke ved, at vækstpotentialet i den grønlandske økonomi er meget beskedent med den nuværende erhvervsstruktur. I Grønlands Økonomiske Råd vurderer vi, at den samlede økonomiske aktivitet er faldet i 2012, og i 2013 ventes kun en beskeden økonomisk fremgang. 



I udgangssituationen er de offentlige finanser i rimelig forfatning, men der er store, uløste problemer for de offentlige finanser på længere sigt. Antallet af ældre vil som i andre lande stige mærkbart i forhold til antallet af erhvervsaktive. De offentlige indtægter vil – med den nuværende erhvervs- og skattestruktur – ikke kunne følge med udgiftspresset.

Med uændret politik vil der opstå en systematisk forskel mellem indtægter og udgifter, der i gennemsnit vil svare til omkring en mia. kr. hvert år frem mod 2040 (svarende til syv-otte procent af BNP). Et sådant forløb er ikke holdbart, og uden reformer er den økonomiske udvikling simpelthen ikke stabil.
Der er således et stort behov for at få igangsat en erhvervsudvikling for derigennem at sikre en selvbærende økonomi. Dette kan realistisk kun ske via en udnyttelse af naturressourcerne i form af vandkraft og råstoffer. Undertiden kan man få indtryk af, at disse projekter automatisk vil skabe en stærk, selvbærende økonomi, stigende velstand og sunde offentlige finanser. Men internationale erfaringer viser, at de gunstige effekter kun realiseres, hvis udnyttelsen af naturressourcerne omsættes i øget beskæftigelse for befolkningen, og det er af mange grunde en stor udfordring. Kun omkring 55 procent af en ungdomsårgang får en uddannelse, og mange har ikke tilstrækkelige kvalifikationer til at få et job knyttet til projekterne.

En udnyttelse af naturressourcerne er ikke en garanti for en løsning af de økonomiske problemer. Det viser erfaringerne fra en række lande. Man taler ligefrem om en »ressourceforbandelse«. Med det menes, at en udnyttelse af naturressourcer i mange lande ikke har skabt grundlaget for en selvbærende økonomi til gavn for hele befolkningen. Årsagen er i de fleste tilfælde, at midlerne går i de »forkerte lommer« eller bliver et smøremiddel i den politiske konkurrence, hvor forventningerne om »nemme penge« kommer til at bremse de nødvendige reformer.

Hvis en udnyttelse af naturressourcerne skal føre til en mere selvbærende økonomi, hvor flere er selvforsørgende med rimelige indkomster, er det helt afgørende at øge udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. På kort sigt er der et stort behov for at sikre, at mange flere unge kommer i gang med en kompetencegivende uddannelse og for at mindske barrierer i form af mangel på kollegie- og praktikpladser. Dette vil være første led i at øge udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Der skal også skabes væsentlige forbedringer i hele uddannelsessystemet, så flere får en grundskoleuddannelse, der giver kvalifikationer og motivation til at opnå en kompetencegivende uddannelse. Mobilitet af arbejdskraft er også en forudsætning for at udløse et vækstpotentiale. Befolkningsstørrelsen er ikke alene lille, men også geografisk spredt over et stort areal med besværlig og dyr transport. Befolkningens bosætning matcher kun i ringe grad placeringen af de store erhvervsprojekter, som stiller store krav til arbejdsstyrkens mobilitet. Der er også et stærkt behov for at frigøre arbejdskraft både via strukturforandringer inden for fiskeriet og via effektivisering og modernisering af den offentlige sektor.
Arbejdsudbuddet afhænger ligeledes af gevinsten ved at arbejde. Mange – særligt personer i den lavere ende af indkomstfordelingen – har enten ingen eller kun en beskeden økonomisk gevinst ved at arbejde. En reform af skattesystemet og de sociale ydelser til sikring af en større gevinst ved at arbejde er af afgørende betydning. Det er samtidig vigtigt via en aktiv arbejdsmarkedspolitik at fastholde rådighedsforpligtelsen og aktiv jobsøgning for de ledige. Den aktive indsats skal forbedre mulighederne for, at ledige kommer i beskæftigelse.

En styrkelse af arbejdsudbuddet og arbejdsstyrkens kvalifikationer er en risikofri strategi. Den grønlandske økonomi er allerede i dag stærkt afhængig af at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og med storskalaprojekter vil det forstærkes. Et højere og mere kvalificeret arbejdsudbud vil omsætte sig i øget beskæftigelse. Det vil også bidrage til at forbedre de offentlige finanser og dermed velfærdssamfundets finansiering.

Storskalaprojekterne indeholder et stort potentiale, men indebærer mange risikoelementer. Projekterne er meget store i forhold til økonomiens størrelse, og det kan i sig selv skabe ubalancer. Nogle af projekterne vil kræve betydelige investeringer i infrastruktur, boliger m.m. Selvom øgede skatteindtægter fra projekterne kan medvirke til finansieringen heraf, så kommer investeringsudgifterne ofte før de afledte, og ofte mere usikre, skatteindtægter. Det vil øge presset på de offentlige finanser på kort sigt og øge risikoen for, at betalinger af renter og afdrag på infrastrukturinvesteringerne fører til reduktioner i velfærdsydelser.

En anden risiko er, at offentlige indtægter fra råstofudvinding bliver en sovepude. Grønlands Selvstyre har i 2008 besluttet, at selskabsskat og royalties fra råstofudvinding skal akkumuleres i en råstoffond (50 procent af indtægterne over et vist niveau skal modregnes i bloktilskuddet fra Danmark). Det skal forhindre, at indtægterne bliver en sovepude og sikre, at også fremtidige generationer vil få glæde af naturressourcerne, når udvindingen er slut. Der er imidlertid behov for mere præcise og klare regler for anvendelsen af midlerne i fonden. Internationale erfaringer viser, at sådanne råstoffonde – for at virke efter hensigten – skal have meget præcise rammer for anvendelsen af midlerne. Den grønlandske råstoffond har derimod ret brede og upræcist definerede rammer for anvendelsen af midlerne.

En særlig risiko er en overophedning af økonomien, som via bl.a. lønstigninger og boligprisstigninger kan give anledning til en ustabil økonomisk udvikling. Et enkelt storskalaprojekt kan nemt i anlægsfasen kræve en arbejdskraftmængde svarende til ti procent af den samlede beskæftigelse i Grønland. Der vil således være behov for en stram styring af den økonomiske politik. Samtidig er det en konsekvens, at de offentlige midler skal dirigeres i retning af de geografiske områder og sektorer, hvor erhvervsudviklingen finder sted.

Det er også klart, at projekterne ikke kan gennemføres uden tilgang af arbejdskraft fra udlandet. Dette gælder særligt i anlægsfasen. Det vigtige i en grønlandsk sammenhæng er at sikre, at en stor del af beskæftigelsen i driftsfasen kommer befolkningen til gode. Men det stiller som nævnt store krav til arbejdsstyrkens kvalifikationer og mobilitet.

Udnyttelse af naturressourcer har potentiale til at skabe en bedre økonomisk udvikling med højere velstand i Grønland. Selv under de mest optimistiske scenarier kan de foreliggende storskalaprojekter imidlertid ikke løse finansieringsproblemet for den offentlige sektor. Potentielle storskalaprojekter er således ikke noget argument for at nedsætte reformambitionerne, tværtimod. Projekterne giver nogle muligheder, hvis de forvaltes hensigtsmæssigt, men de løser ikke automatisk de centrale samfundsøkonomiske problemer.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.