Kronik

Lad os bruge Anders Breivik rigtigt

Sørine Gotfredsen: Det er dybt bekymrende, at nogen i dette land kan stille spørgsmålet om, hvor Anders Breiviks had mon stammer fra. Vi ved udmærket, hvor det stammer fra, og vi har vidst det længe. Lad os udnytte den norske tragedie til at forstå faren ved det multikulturelle.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Det seneste store terrorangreb får først og fremmest konsekvenser for Norge, men det får også betydning her i landet. Anders Breiviks blodige aktion rammer frontalt ind i den danske debat, og han vil blive flittigt brugt i argumentationen i de to lejre, der i årtier har skændtes om den multikulturelle udvikling. En udvikling, der vedrører os alle, for fænomenet er fyldt med ideologi og menneskesyn, og mens den ene lejr ser det multikulturelle samfund som en smuk fremtidsvision om det gode, tolerante og universelle menneske, ser den anden det overvejende som en utopi. Tilmed en farlig utopi, der på grund af store religiøse og kulturelle forskelle kan udarte til vold og langvarig strid. Begge lejre kan bruge Breivik i eget ærinde og gør det allerede. De multikulturelle tilhængere har således hævdet, at det er de nationalt sindede på den borgerlige fløj, der med deres sprogbrug og kritik af islam er med til at skabe en mand som Breivik. Og samtidig afsløres fra samme side en forbløffende mangel på indsigt, når man i en leder i Politiken kan læse følgende: »I fortvivlelse og afmagt må vi stille spørgsmålet: Hvor kommer alt det had dog fra?« Et meget afslørende spørgsmål, der med få ord udstiller et af de helt store problemer i tilgangen til den muslimske indvandring. Nemlig at visse toneangivende stemmer aldrig for alvor har erkendt, hvor vanskeligt det er at blande kulturer, hvorpå de efter et angreb som forleden ser forbløffede op og spørger: Hvorfor gør mennesker sådan noget? Sagen er, at vi udmærket godt ved hvorfor, og vi har vidst det længe. Så når hele den pæne fløj, der drømmer om en multikulturel fremtid, hævder, at hadet fremprovokeres af retorikken og de grove generaliseringer, understreger det blot, hvilken enorm uvilje de stadig nærer imod at forstå det sande omfang af problematikken.

kronik 30. juli 2011

For vi kan ikke begribe tilstandene i dag, medmindre vi tager både historien og menneskets natur i ed. Historien fortæller nemlig, at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen, og rækker man tilbage i den danske debat, har en del af advarslen mod det multikulturelle samfund helt fra begyndelsen i 80erne rummet netop påmindelsen om, hvad der er gået forud. Når Søren Krarup i sin tid kritiserede indvandringen og udlændingeloven fra 1983, hang hans bekymring uløseligt sammen med historiens vidnesbyrd om, hvilke enorme problemer der opstår, når kristent og muslimsk menneskesyn og samfundstænkning skal sameksistere. Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa. Sammenstødet skaber spændinger og åben kamp, og når pæne mennesker fra Politiken og omegn nu forvirret efterspørger en forklaring på hadet, må man blot minde dem om, at de har fået den for længst. Men de har ikke villet lytte. Hadet stammer fra de samfund, vi selv i disse år skaber. Ekstremismen skabes gennem følelsen af på grund af indvandring at være truet på eksistensen, og det kan man godt affeje som primitivt og hysterisk, men det er virkeligheden, og den skal tages alvorligt. Da Anders Breivik havde opgivet det politiske system, besluttede han at gribe til mere kontante midler, og han vil sandsynligvis blive efterfulgt af andre med samme følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed. I lejren, hvor man hylder det multikulturelle, har man uendeligt svært ved i alvor at overveje, om udviklingen i dag mon er den rigtige, og i stedet griber man til de velkendte midler. Fordømmelse af tonen samt efterlysning af mere tolerance.

Naturligvis skal man formulere sig med omtanke, men et had som det, der har udfoldet sig i Norge, skabes næppe gennem sprogbrug. Det næres af en langt dybere følelsesmæssig kilde, der driver et individ til at ville udrydde ideologien om mennesket som et abstrakt væsen, der ikke er afgørende forbundet med kulturelle og religiøse rødder. Det er en teori, der står i klar kontrast til selve menneskenaturen, så mens vi i disse dage får serveret remsen af navne på dem, der anklages for at opildne til ekstremisme - heriblandt Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Søren Pind (sidstnævnte synes desværre at have fået kolde fødder), skal man huske den anden remse. Navnene på dem, der i årevis har forkyndt, at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund. Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden. Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af, fordi han afskyr tanken om det kulturløse menneske og i ren trods selv bliver helt overordentlig konkret. Både i tanke og handling. Han bliver til det menneske, der vil bremse den evige relativering af det, vi selv kommer af, og som derfor begynder at slås. Dermed illustrerer han, at det for det første er livsfarligt at manipulere med menneskenes kulturelle identitet, og for det andet at visse mønstre i verdenshistorien gentager sig. I dette tilfælde markant demonstreret ved, at Breivik ligefrem optræder som en kristen ridder fra de gamle korstog. Tiden er en anden, men grundinstinktet består, og det er præcis dette tidløse instinkt, man i drømmen om det multikulturelle samfund gang på gang på katastrofal vis negligerer.

Det er bestemt sandsynligt, at Dansk Folkeparti og den frie danske debat har været med til at lukke luften ud af de værste tempelriddere herhjemme. Vi kan ikke styre, hvilke skøre teorier folk sidder og udarbejder i det kujonagtige univers på nettet, men vi kan fastholde en åben og klar samtale, der anerkender, at sammenstødet mellem islam og kristen kultur er fyldt med problemer. De kan ikke løses gennem pæn tale på Jelveds lærerværelse, men skal i stedet mødes med en bestræbelse efter at hævde et folks kultur og normer så entydigt, at den enkelte kan genkende sig selv i sit eget land. Det er den åndelige, kulturelle, folkelige og dannende oprustning, der skal udgøre den grundvold, som kan holde de mest voldsomme kræfter i skak, og politikerne skal i meget højere grad tage menneskers bekymring alvorligt. Et flertal i Norge vil have begrænset indvandringen, dansk politik har i ti år været bygget på et folkeligt ønske om samme opbremsning, og i både England, Frankrig og Tyskland vakler man i troen på det multikulturelle samfund. Utopien er under pres.

Derfor er det ret beset chokerende, at vi med vores mange erfaringer med det multikulturelle stadig skal høre det hjertegribende naive spørgsmål: Hvor stammer hadet fra? Vi ved godt, hvorfor Breivik hader, hvilket jo i øvrigt er blevet udførligt forklaret af manden selv. Han hader i protest mod forvandlingen af det norske og vesteuropæiske samfund, han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage. Og vi er i årtier blevet advaret om det af dem, der i respekt for historiens tidløse tale har mindet os om, at volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen. Opfindelsen af det gode multikulturelle menneske er som formel for en hel nation en farlig fantasi, der kan fremprovokere frygtelige kræfter, fordi den negligerer den enkeltes behov for at føle sig tryg i sin egen kultur. Anders Breivik har understreget alt det, vi vidste i forvejen, og han vil blive brugt af begge lejre i den hjemlige debat. De, der fortsat dyrker den kulturløse ideologi, vil blive ved med at efterspørge det eneste middel, de kender til - pæn tale og mere tolerance, og som modvægt skal Anders Breivik også bruges på anden vis. Til at forstå hvor farligt mennesket er, når det føler sig presset, og at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.